Børnemusikugen 1984

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 05 - side 251-252

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

I dagene fra d. 27. februar til d. 3. marts holdt DUT endnu engang børnemusikuge på konservatoriet ved hjælp af en særbevilling fra kulturministeriet.

Formålet med denne uge - der lige så godt kunne hedde musikuge for børn og unge i og med, at ca. halvdelen af de medvirkende bestod af gymnasieelever - er at arbejde med eksperimenterende kompositionsmusik med grupper af børn og unge, og i lige så høj grad at gøre opmærksom på, at det kan lade sig gøre at gøre børn og unge interesserede i en sådan ikke-traditionel og ikke-kommerciel musik.

Vi havde i år som mange andre gange 3 grupper - idet den planlagte udvidelse af de »normale« børnemusikugeaktiviteter ved at inddrage Fuzzy til at arbejde med en gruppe gymnasieelever med elektronisk musik blev afbalanceret i negativ retning ved at en planlagt gruppe med noteret og improviseret musik under ledelse af Henrik Colding-Jørgensen måtte opgives på grund af mangel på tilmeldinger. Ud over Fuzzys elektron-musik gruppe var der så Birgitte Alsted, som med en gruppe 9-15 årige børn opbyggede et musikdramatisk forløb, der altså i høj grad inddrager børnene selv i den skabende proces -med en slags aftalt improvisation. Stykket kom til at hedde »Spøgelset, der hostede« - og jeg synes, at det ved koncerten, der afsluttede musikugen, var påfaldende, hvor lyttende og samtidig spontant formende de deltagende børn gik til værks. Også de to elektroniske stykker, som gymnasieeleverne i ugens løb havde skabt i Fuzzys værksted var spændende at lytte til - ikke mindst på grund af den uortodokse holdning -ikke bare til den klanglige eksperimenteren som blev lagt for dagen, måske snarere til den fantasi i integreringen af traditionelle musikalske udtryk i et medium, der ellers så ofte fremtræder bundet i sin materialeudforskning.

Endelig var der den tredje gruppe, som jeg selv stod for. Her arbejdedes der forsåvidt ganske traditionelt som jeg havde skrevet et værk i helt almindelig forstand med partitur og stemmer - og ugens arbejde ganske enkelt bestod i at indstudere dette. Samtidig mener jeg, at dette på ingen måde opleves som traditionelt, tværtimod giver det for alvor en udfordring ved at de deltagende børn og unge (i alderen fra 8 til 17-19 år) her stifter bekendtskab med en musikalsk æstetik, de ikke tidligere har kendt særlig meget til og slet ikke arbejdet musikalsk med. For mig var det - som også andre år - i høj grad erfaringen fra denne konfrontation mellem deres musikalske forestillingverden og min, der blev lærerig. Mit stykke: »Clementi con certo« - komponeret til lejligheden for fløjte, 2 trompeter i B, 2 guitarer, violin og klaver -er skrevet ud af min helt normale musikalske horisont, dvs det bygger på materiale fra den musikalske tradition (her Clementi), men sat ind i en helt anderledes sammenhæng med uende-lighedsrækker, hierarkiske procedurer, modernistiske klanglige elementer og en form, der tager alle disse umådelig forskellige musikalske erfaringer ganske alvorligt. Så velkendt noget af dette musikalske materiale er - og det er en del af min holdning, at j eg komponerer i et univers, der bestemt ikke kun består af nyt musikalsk materiale, men også afbrokker, vi kender mere og mindre til - så er den holdning musikken udspringer af bestemt ikke almindelig for deltagerne. Det viste sig bl.a. da Danmarks Radios Børne & Ung-domsafdeling var på besøg ved en af de første prøver. De sendte lidt af musikken, som vi spillede, og interviewede bagefter et par af deltagerne -to meget dygtige trompetister, som til min store overraskelse gav kraftigt udtryk for hvor mærkelig musikken føltes for dem. Jeg var indtil da - endnu engang -blevet overbevist om, hvor enkel og umiddelbart forståelig min musik var.

Den slags konfrontationer er utroligt positive, særligt når de er integreret i et forløb, hvor deltagerne får lejlighed til gradvist at fordybe sig mere og mere i musikken - og man så til slut kan konstatere, at det for alle parter har været en udvidelse af horisonten. Deltagerne - sådan som jeg kunne fornemme det -fik del i en musikalsk bevidsthed, der var ny og perspektivrig, jeg fik det samme, for også den i egen indbildning så store og åbne æstetik, jeg føler at arbejde udfra, harf.ks. folkeligt alligevel en utrolig snæverhed - simpelthen ved ikke at kende til fremmetheden overfor den eksperimenterende musik. Den slags konfrontationer, som kan have noget så forslidt og ligegyldigt over sig i mange sammenhænge, har det ikke her. For i børnemusikugen er de integreret i et arbejdsforløb, hvor det er nødvendigt og naturligt at respektere hinandens horisont - og hvor den menneskelige kontakt, som er uundværlig i en musikalsk samarbejdssituation medvirker til at åbne ørerne for hinanden. (Og med den musikalske æstetik, jeg repræsenterer er det faktisk umådelig væsentligt, her er folkeligheden ikke et populariseringsspørgsmål, men essentielt for æstetikken på længere sigt -fordi musikken, jeg står for, forholder sig til et musikunivers, der på en eller anden måde er fælles gods i vor kultur. ) Alt i alt kan jeg ikke andet end føle, at det arbejde, der foregik i børnemusik-ugens tre grupper, er af uvurderlig betydning. Dels i sig selv - som et godt nok langsomt, men alligevel sikkert skridt på vej mod at åbne bredere befolkningsgrupper op for den eksperimenterende musik: hvor finder man nogensinde et mindre forhåndsindfor-stået publikum til en DUT-koncert, end det - af meget naturlige grunde -store besøg ved børnemusikugens af-slutningskoncert og dels som en påpegning, i et mildest talt - hvad det musikæstetiske angår - konventionelt musik-opdragelsesmilieu som det vi hovedsagelig kan tilbyde børn, der skal have/ ønsker en klassisk musikalsk undervisning, af, at der faktisk kan eksperimenteres uden de helt store ressourcer -uden specielle børn - uden ret meget andet end viljen til det - interessen for at vise frem, hvad vi har af nye musikalske tanker at byde på, og for at tilbyde det i en teknisk form, der er til at nærme sig for børn, men uden at gå kunstnerisk på kompromis.

Jeg synes, at det - i hvert fald for mig -er en afgørende erfaring, at det at skrive et stykke musik til børnemusik-ugen ikke er en kunstnerisk opgave på »lavere« kunstnerisk niveau end andre opgaver, jeg vil påtage mig. Det er en anden situation, men muligheden for og kravet om at udtrykke musikalske erfaringer på et kunstnerisk gyldigt niveau er dybest set ikke anderledes her.

Et problem i børnemusikugen er rekrutteringen. Hvorledes kan vi åbne op, så at større kredse rent faktisk får tilbuddet om at medvirke i sådanne grupper. Hvordan gør DUT børnemusikugen til et - ikke bare i princippet som nu - men også i praksis helt åbent foretagende? Det kræver et samarbejde med flere musikskoler, med musikpædagogisk forening - og det kræver måske allermest, at det bliver klart for alle, at med børnemusikugen er der ikke tale om et lille sekterisk initiativ fra DUT, men om en opgave, der egentlig er hele musiklivets opgave. Man kan måske sige, at det er i et lille hjørne, der er startet med DUT's indtil nu 5 omgange med børnemusikuge, men man kan også sige, at DUT her -med sine små ressourcer - faktisk har taget en opgave op, der er så væsentlig, at det kan undre, at ikke langt flere står i kø for på en eller anden måde - også gerne med flere og bedre ideer - at sørge for, at musikundervisning ikke bare fungerer som dåseåbner - enten for den høje kvalitet af museumsdåser - eller de mere kommercielt fremstillede tilbudsvarer. Det er ikke et spørgsmål om at vurdere kvaliteten af musikundervisningen i Danmark, den er givetvis høj - men om den æstetiske åbenhed i denne undervisning. Det er ikke børnene, der begrænser den.

Årgang 58/1983-1984, nr. 05