Tegnet musikhistorie

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 05 - side 256-257

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Bernard Deyes, Dennys Lemery og Michael Sadler: Musikkens historie som tegneserie.

Forlaget Komma. Kr. 69,75.

Udbudet af tegneserier er i hastig vækst i disse år, og på det seneste er det også blevet muligt at læse Musikkens historie i tegneserieform. Det er forlaget Komma, der har æren for denne landevinding indenfor tegneserie-verdenen, med oversættelsen af »Histoire de la musique en bandes dessinées« til dansk. Ifølge forlaget henvender »Musikkens historie som tegneserie« sig både til børn og voksne, men man bør nok tilføje et »uden nærmere kendskab til musik-historie«. Bogen beskæftiger sig nemlig med musikkens historie fra tidernes morgen og frem til vor tid, og det er selvsagt et ganske stort område at behandle dybtgående på kun 144 sider-i tegneserie-form. Musikhistorien er derfor beskrevet meget overfladisk og summarisk, og bogen fremtræder nærmest som et biografisk katalog over historiens kendteste komponister og deres vigtigste værker.

Der er således ikke plads til mere end en opremsning af data om de enkelte komponister og retninger indenfor musikken, og man vil få betydeligt mere at vide ved at slå op i selv det magreste musik-opslagsværk. Alligevel må man hilse udgivelsen velkommen, for tegneserien har en kvalitet, som selv de bedste musik-bøger ikke besidder i forhold til den almindelige musik-interesserede - man kan bedre huske, hvad man har læst. Den sparsomme tekst i bogen understøttes nemlig i høj grad af de farverige og opfindsomme illustrationer, og man får noget at hænge de enkelte oplysninger op på. Tegningerne er professionelt udført, uden at man dog kan tale om egentlig tegneserie-kunst. Stilistisk blander tegnerne flere virkemidler, og bogen kan minde om en mellemting mellem de gamle »Illustrerede klassikere« og tegneserien »Mad«. Eneste gennemgående hovedfigur er en fjollet blå krage, der fungerer som læserens guide igennem musikhistorien, og herved adskiller serien sig fra andre tegneserier, hvor hovedpersonen i reglen er essentiel for handlingens forløb. Bogen er opbygget kronologisk, idet der dog forekommer små spring i tiden alt efter, hvilket land fokus hviler på. Desuden bevirker tegneserie-formen, at det ikke blot er muligt at skildre musikkens historie, man får også til en vis grad præsenteret arkitekturens og klædedragtens historie.

Som sagt er bogen overfladisk og henvender sig primært til folk, der ikke i forvejen ved ret meget om musikkens historie - folk, der gerne vil vide lidt mere, men som ikke har mod og lyst til at pløje rundt i egentlige musik-bøger og -leksika. I forhold til denne målgruppe er bogen ganske fortræffelig, men jeg har dog nogle få indvendinger, jeg lige vil nævne.

For det første erklærer bogens titel, at vi her får præsenteret musikkens historie. Det er en overdrivelse, for bogen handler faktisk kun om den europæiske musikhistorie med et par sidespring til dens videre-udvikling i Amerika. Musikkens udvikling i andre kulturer -f.eks. Asien og Afrika - bliver læseren ikke klogere på. Snarere er der tale om en skildring af den hvide mands »kunstmusik«, idet bogen først og fremmest handler om den hvide verdens lange række af »geniale« mandlige komponistler indenfor en tradition, som i daglig tale kaldes »den klassiske«. At der er mangel på kvindelige komponister, kan man ikke bebrejde bogens forfattere. Det er også acceptabelt, at skiftende tiders og landes folkemusik ikke beskrives. Derimod er det trist at konstatere, at bogen leverer et misforstået og for-domsfuldt billede af nogle af vor tids »ikke-klassiske« musik-former, omend disse kun berøres perifert.

I forbindelse med den amerikanske musik kaster forfatterne sig ud i en kortfattet gennemgang af jazzens udvikling frem til i dag. Beretningen nævner århundredets skiftende stilarter og de kendteste navne - Duke Ellington, Art Tatum, Coltrane m.fl. men i den afsluttende bemærkning om jazzens stilling i dag, aner man en ubehagelig og negativ holdning til nutidens jazz: »I dag anlægger jazzen en mere kløgtig mine, mere dekorativ og - formet af rock'n roll og pop - mere kommerciel«. Man forstår nok, at jazz i dag er en forestilt fidusmager-musik.

Tre sider længere fremme får læseren at vide, at der også findes stjernetilbedelse indenfor den klassiske musik, selv om man normalt forbinder stjernetilbedelse med »en bestemt musikgenre«. Den tilhørende tegning viser en stor enarmet tyveknægt med påskriften »Variétés« og »Rock & Folk«. I stedet for de sædvanlige tal, frugter og symboler er tyveknægten udstyret med tegninger af Edith Piaf, Frank Sinatra, Elvis, en Beatle m.fl. Det er jo navne, der gir' jackpot - og man forstår at denne bestemte musikgenre først og fremmest er karakteriseret af stjernedyrkelse og kommercialisme. Udtrykket »en bestemt musikgenre« kan vel kun opfattes som »let underholdning«, hvis den skal rumme de nævnte »stjerner« samt f.eks. Bill Haley, Disco-musik og Jaques Brei. Man må håbe, at læseren selv har en lidt dybere viden om denne musik. Og med hensyn til idol-dyrkelse, så er det snarere noget, der er karakteristisk for mennesker, end det er for bestemte musikgenrer. Forfatterne burde have erkendt dette, da de lavede deres 144-siders dokumentation af idol-dyrkelsen indenfor den «klassiske musik«.

Det synes mig også forkert, at hæfte det negativt ladede mærkat »kommerciel« på de populære musik-genrer. At musikken er salgbar betyder nemlig ikke nødvendigvis, at musikken er skrevet udelukkende for at tjene penge. F.eks. har jeg svært ved at forestille mig, at Lennon og Mc Cartneys »Give Peace A Chance« skulle være skrevet i rent spekulations-øjemed. Sandheden er vel snarere, at man skal være ret så privilegeret for at kunne se bort fra sin salgbarhed, og det er i den forbindelse underordnet, om man skal sælge sig selv på det private marked eller til offentlige støtteordninger. Dermed ikke sagt, at man ikke stadig kan vælge at dø kompromisløst som fattigt misforstået geni. Med lidt ordkløveri kan man påstå, at en del af musiklivet i dag bliver markedsført under etiketten »ikke-kommerciel«.

Disse indvendinger hører dog til i småtings-afdelingen. Som sagt er bogen alt i alt en fortræffelig tegneserie om de »klassiske« komponister i Europa og beslægtede områder. Udgivelsen vil uden tvivl sprede kendskabet til denne afdeling i musiklivet, og man må så håbe, at bogen følges op af flere tegneserier, der fokuserer nærmere på de enkelte komponister og forklarer deres teknik og tonesprog m.v. mere detaljeret.

Årgang 58/1983-1984, nr. 05