Achilles og Nørholm

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 06 - side 305-306

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

1. OPLØS

(Det første af de 8 Poul Borumcitater Ib Nørholm indlægger i slutningen af A Discourse on Time og lader pianisten sige på engelsk (alt for stille!): nr. 13 af de 32 »Instruktioner til Ib Nørholm«, en Fluxus-agtig tekst som indleder digtsamlingen Mod (1965), s. 10)

2.

»... Akillesparadokset, der er så uanfægtet af de afgørende gendrivelser, som gennem mere end treogtyve århundreder har forsøgt at ophæve det, at vi nu kan hilse det som udødeligt. Mysteriets gentagne hjemsøgelser, som skyldes denne bestandighed, og den udsøgte uvidenhed, som det førte menneskeheden ud i, er rige gaver, som vi kun kan takke det for.« (Jorge Luis Borges i hans essay »Det evige kapløb mellem Akilles og skildpadden«, oversat i bogen Jorge Luis Borges: En antologi (Sjakalen, Århus 1983, s. 56-63). (s.56)

3.

Ja, kære musikkens venner, lad os takke mysteriet og dets jordiske repræsentant Paula, som har givet os pladen »Yvar Mikhashoff plays Danish piano music«, nemlig Poul Ruders' 2.sonate fra 82, Per Nørgårds Akilles og skildpadden fra 83 og Ib Nørholms A Discourse on Time fra 81 (25'47"" - 9'28"" -14'11""). På koveret man ser hvordan: de tre komp. plus pian, er fotograferede i højfjeldssol. Mest ligner det et svensk folkelivsskuespil: läraren Pål, bondpojken Par og konsumsforestån-daren (brugsuddeleren) Ivar, som alle er tilbedere til komminister Norholms datter - gæt hvem der får hende! De tre numre er altså mere eller mindre lavet til den fænomenale og intense Mikhashoff- Per N. præsenterede selv sit værk i radioen meget vittigt og sagde, at YM bad om et værk og så sku' han sørme osse få det. Og det fik han, sikke nogen fingre der skal til. Med liszt og lempe. Det er meget dejligt at en udlænder vil bruge sine internationale fingre på vore nationale (kory)-fæer, bare må man håbe at lille Paula har go'e venner i udlandene, så det ikke bare er os selv der skal mærke genskæret af den musikalske højfjeldssol. Trods gentagne afhøringer er jeg endnu ikke klar over om Ruders' sonate er et stort nummer eller et sturt nummm-mmer, men jeg er ret overbevist om at det ikke har stof nok til sin længde (ti millimeter fra gulvet). Men jeg vil her koncentrere mig om B-siden, Gård & Holm.

4.

SKAB UMULIGE SITUATIONER (FOR HÅBETS SKYLD)

(nr. 18 af PBs Instruktioner, s. 11)

5.

»Det er velkendt, at dets ((paradoxets)) ophavsmand var Zenon frå Elea, elev af Parmenides, som benægtede, at der kunne indtræffe noget som helst i universet« (Borges, s. 56)

6.

Parret Gård & Holm er jo en myte i dansk musik(liv). De er vores Abel og Kain, Romulus og Remus, Goethe og Schiller, Aladdin og Noureddin, Laurel og Hardy - med alt hvad disse pardannelser indebærer. Hvor ville man dog gerne sætte dem ind i et andet og større mønster, hvor ville det dog være rart at få dem løsrevet fra dette uendelige parløb, men hvor er det altså svært, og især da når de som her deler side. Jeg har såmænd prøvet med et bredere spektrum der inklucerede næsten-generationskammeraten Borup-Jørgensen og kampfællen Gudmundsen-Holmgreen, så det ligesom kom til at spænde fra Alvor (ABJ) over Humor (PN) til Ironi (IN) til Satire (PGH), men det holder ikke rigtigt. ABJ hvor beundringsværdig han end er (og det er han!) er en nordisk miniaturist, og PGHs grotesker har jeg simpelthen temperamentsmæssigt for svært for til at tænke dem ind i sådan en »generations«-sammenhæng. Det er nul at gøre, der er Gård og der er Holm. Den ene er feteret og den anden er agtet. Den ene er eksklusiv (og populær) og den anden er inklusiv (og relativt ukendt). De er lige gode. Hvis der da er noget der hedder »lige gode«. Denne afhandling afhandler at de er lige gode om det. Forskellene er enorme, utallige - og interessante. Kort sammenfattet: Holm er stor nok til også at rumme Gård / Gård er så stor at han rummer sig selv.

7.

REGNSKOV STEREOTYPT
HALVMØRKE SOM ENHVER
KAN FORESTILLE SIG HER
SÆTTER JEG DIG OP PÅ MIN
HÅND FLYV ILDFLUE

(3.PB-citat, nr. 20 af Instruktionerne, s. 11)

8.

(om Stuart Mills gendrivelsesforsøg:)

»Lad os også indse, at disse serier af afgrunde korrumperer rummet og endnu mere svimlende den oplevede tid i deres desperate stræben mod både ubevægeligheden og ekstasen«. (Borges, s. 58)

9.

Borges-citatet handler selvfølgelig om musik. Alt handler om musik. Altså handler det også om de to klaverværker, Gårds og Holms. Begge komp.'er tilhører jo halvtredsernes kunstnergeneration af fænomenologer, og begge har tidligt som silde fremsat gendrivelsesforsøg af ubevægeligheden. De har fremstillet hver sin slags uendelighed. Det er derfor så typisk, at Gårds stykke på pladen fremstiller et løb (parløb!), mens Holms er en »dis-course«. To temperamenter, to måder at tænke ekstasen musikalsk på. To vilde tanker. To slags uendelighed. To »serier af afgrunde«.

10.

INGENTING ER DET VÆRD
SAGDE HAN MED ET SUK
EN ANDEN DER KOM FORBI SÅ
DETTE SUK TOG DET OP OG
HÆNGTE DET PÅ ET TRÆ NU
GROR ET RØDT RUNDT ÆBLE
DÉR PLUK DET

(4.PB-citat, nr. 22 af Instruktionerne, s. 11)

11.

»Eleaten Zenons paradoks undergraver, som ((William)) James påpegede, ikke blot rummets virkelighed, men også tidens mest usårlige og ophøjede virkelighed. Jeg tilføjer, at eksistensen i en fysisk krop, den ubevægelige permanens, såvel som en levet eftermiddags flydende tid, bliver rystet og sat på spil. Denne opløsning sker i kraft af det ene ord uendelig, et ord (og senere begreb) af angst og forlis, som vi har skabt i dumdristighed, o g som, når det én gang er levnet plads i en tanke, eksploderer og dræber. «

(Borges, s. 62)

12.

Når Gård i sin note på pladen kalder kapløbet mellem Achilles og skildpadden (altså ikke det mellem Nør- og Nør-) »a race in which there is no winner«, har han så ret? Giver hans musikstykke ham ret? Og er i så fald den ophævelse der sker i virkeligheden det Borges kalder »angst og forlis«?

Og hvad ophæver Holm? Ja, gør han andet end at ophæve? Háns stykke er ikke bare en dis-course, men en diskurs »on« time - vi vover at fortolke hans præ-position som ikke bare oversættelig med »om«, men også »på«, altså ovenpå. At musikken bevæger sig oven på tiden og til sidst opløser sig i tekst? At det hvorom der ikke kan musiceres, om det må der tales (for for 117. gang at persiflere Wittgenstein)? Det to hænder kan skabe på et klaviatur: hos Gård frækt lige fra starten, klokkeklang og fylde, og sidenhen cho-ket fra brag til tyst. Og hos Holm: en Brechtsk »listighed«, først godt ti minutter inde i værket kommer »svaret« på Gårds indledende klokkehvirvel. Hos Gård et løb som et for-løb, han ved på for-hånd hvor han vil hen, nemlig til »målet« (ekstasens kulmination og ophør). Hos Holm : j a, man ved ikke hvor han vil hen, allesteder og ingensteder, og måske er teksterne til sidst en desperat-humoristisk opgivelse, han løfter hænderne, men undervejs har vi været mange steder og set (dvs hørt) meget.

13.

SIG ET ORD LIGE MEGET
HVILKET SOM OM DET VAR
DET FØRSTE ORD I VERDEN
(5.PB-citat, 32. og sidste Instruktion, s. 12)

14.

»Efter de højt kvalificerede opfattelser, jeg har præsenteret, løber min egen udlægning en dobbelt risiko for at virke uvedkommende og triviel. Jeg vil alligevel fremføre den: Zenon er uafviselig, med mindre vi bekender os til rummets og tidens idealitet. Lad os anerkende idealismen, lad os anerkende det perci-peredes konkrete fremadskriden, og vi vil undslippe paradoksets vrimlende afgrunde. Min læser vil spørge: skulle vi lade vort begreb om universet rokkes af sådan en smule græsk tågesnak?«
(slutningen af Borges' essays, s. 62-63).

15.

Og følger vi Borges' næstsidste paragraf, så er Borges og Gård tilsyneladende enige: det er et lige løb på grund af verdens idealitet. Gårds stykke slutter så at sige »klassisk«. Og jo flere gange man hører pladesiden med de to stykker efter hinanden, jo mere går de over i hinanden, Holms bliver en fortsættelse af Gårds, det begynder så at sige hvor hans slutter, i det »klassiske«, men jo mere man lytter sig ind i det, jo mere rokkes ens univers, jævnfør den dybe og tvetydige ironi i Borges' sidste paragraf. To slags svimlere: Per Nørgård rækker os uendeligheden, Ib Nørholm betragter bortvendt (ikke-eksisterende) tidens ophør/ophævelse/(fylde?).

16.

DET IRRITERER MIG
AT LIVET GÅR.
DET VIL SIGE,
DET BEKYMRER MIG IKKE
VÆSENTLIGT,
DET ER BARE
HVERT ØJEBLIK
ET LILLE PRIKKENDE HALVBEVIDST
IRRITATIONSMOMENT.
(6.PB-citat, første halvdel af digtet »Tiden«, nr. 9 i serien »Offer«, samme bog, s. 74)

17.

Til filosofikum for snart tredive år siden lærte jeg af Justus Hartnack de engelske begrebsfilosoffers tilbagevisning af Zenon (som Borges ikke nævner l undlader at nævne), nemlig at paradokset simpelthen må afvises, fordi det bygger på »forkert sprogbrug« - de engelske be-grebsfilosoffer, Herren være lovet f or dem, kunne afvise enhver problemstilling, fordi den byggede på »forkert sprogbrug«. Jo, i Zenons paradoks bruges ordet »indhente« simpelthen forkert, det betyder ikke »tilbagelægge en længere strækning på samme tid«, men-»indhente«, dvs. »nå forbi«. -Altså var det alligevel ikke idealiteten der sejrede, men sprogets realisme.

18.

Skulle Holm og Gård så alligevel være enige? De gør i al fald begge hvad de kan for at markere det modsatte. Før Nørholms sidste klaverspørgsmålstegn i diskursen sætter han det sidste PB-citat, nemlig de tre første linjer af anden strofe af digtet »Tiden«. Resten af denne strofe citerer han med vilje ikke. Vover jeg at tro at det er denne rest Per Nørgård har tonsat???

19.

ALLE DE LØSNINGER
DU HIDTIL HAR FORESLÅET
MÅ PRINCIPIELT AFVISES.
KOM MIG NÆRMERE,
MEN KOM MIG NÆRMERE,
INDKREDS MIG OG KRYB IND TIL MIG,
SÅ MÅSKE
TIDEN VIL STANDSE,
MEN KOM MIG NÆRMERE.
(PB, do. s. 75)

Årgang 58/1983-1984, nr. 06