Alma Mahler - en komponist m.m.

Karen Monson: Alma Mahler. Muse to Genius. (Boston 1983,341 s. $ 18.95)
Berndt Wessling: Alma. Gefährtin von Gustav Mahler, Oskar Kokoschka, Walter Gropius, Franz Werfel. (Düsseldorf 1983, 303 s. DM 36,00)

At en eller anden før eller siden ville skrive Alma Mahlers biografi kan ikke komme som nogen overraskelse. Men at der pludselig udkommer hele to, forekommer en kende overdrevet. De to biografier, der her skal tages stilling til, udkom begge med få måneders mellemrum i slutningen af 1983 og uden at de to forfattere har haft kendskab til hinandens projekter. Begge forfattere har tidligere udgivet biografier: amerikaneren Karen Monson et dubiøst værk om Alban Berg, og tyskeren Wessling en hel serie biografier m.m., alle af tvivlsom karakter. Især hans bog om Gustav Mahler (1974) - relevant i denne forbindelse - bør fremhæves som noget af det mest upålidelige man overhovedet kan læse om komponisten. Foreliggende bog er af samme surdej, blot en tak værre.

Alma - fællesnævner for så forskellige personligheder som komponisten Gustav Mahler, maleren Oskar Kokoschka, arkitekten Walter Gropius og digteren Franz Werfel - må have været et fascinerende menneske, hvis intellektuelle og erotiske udstråling tilsyneladende var uimodståelig. Hun var ikke blot billedskøn, men var tillige slagfærdig charmerende, var en fremragende pianist og sidst, men ikke mindst en begavet komponist, hvis Lieder - skrevet i begyndelsen af århundredet - fuldt ud kan måle sig med hendes mandlige kollegers fra samme periode: Schönberg, Berg, Zemlinsky og Webern m.fl.

Alma Marie Margrethe Schindler blev født 1879 i Wien, hvor hendes far var en kendt landskabsmaler, medens moderen, der kom fra Hamburg, i årene før ægteskabet havde optrådt som sangerinde i operetter o.lign. Alma voksede m.a.o. op i et kunstnerhjem, hvilket satte sit præg på hendes liv og udvikling. Hun blev tidligt stærkt interesseret i musik og fik som 17årig bl.a. Zemlinsky som kom-positionslærer. Ham fordrejede hun snart hovedet på og holdt ham på pinebænken i nogle år. Indtil hun .i 1901 mødte den 19 år ældre berømte Hof operadirektør, komponisten og dirigenten Gustav Mahler. Det beseglede hendes skæbne. Efter en kort forlovelses-tid blev de gift, men kun på den betingelse, at hun opgav sine komponisttilbøjeligheder. Det gjorde hun kun modvilligt, hvilket siden skabte megen fortrydelse og bitterhed.

Efter Mahlers død i 1911 havde hun i årene frem til 1. verdenskrig en lidenskabelig affære med Oskar Kokoschka, giftede sig i 1915 med Gropius, indledte kort efter et forhold til Franz Werfel, blev så skilt fra Gropius og levede siden sammen med Werfel, der døde i 1945. Med Mahler fik hun to døtre, hvor den ene døde i 1907 og den anden i juni i år bliver 80 år. Gropius fødte hun også to børn: datteren Manon, hvem Alban Berg tilegnede sin violinkoncert (»Im Andenken eines Engels«), og en søn, der kun levede få måneder og hvis far efter alt at dømme var Werfel. De sidste 20 år af sit liv tilbragte Alma alene i New York, hvor hun døde i 1964, kort efter sin 85 års fødselsdag. Nøgternt set er Almas biografi identisk med de mænds, hun levede sammen med, og hun har for så vidt kun interesse, såfremt man beskæftiger sig med disse mænds liv og gerning. Hun var hustru og elskerinde, men var hun også muse og katalysator? Måske. Mahler tilegnede hende sin 8.symfoni med baggrund i en ægteskabelig krise, der også satte sig dybe spor i hans ufuldendte 10.symfoni. Kokoschka malede flere billeder med hende som centrum og ligeledes med baggrund i kriser i deres forhold. Zemlinsky tilegnede hende sine sange op.7, og Bergs »Wozzeck« bærer hendes navn på titelbladet. Dog sikkert mest fordi hun hjalp ham økonomisk. Werfel har i sine romaner benyttet materialer fra deres fælles biografi. Om nogen dybtgående påvirkning er der næppe tale.

Alma har selv rundhåndet og ubarmhjertigt blotlagt sit liv i tre erindringsbøger, hvor de næsten identiske »And the Bridge is Love« (1959) og »Mein Leben« (1960) i øvrigt ikke er forfattet af hende selv. Hun har blot leveret materialet. Derimod er »Gustav Mahler. Erinnerungen und Briefe« (1940) et mere originalt værk, omend man aner, at hendes daværende ægtemand, Franz Werfel, har rakt hende en hjælpende hånd. Problemet ved disse selvbiografier, stykket sammen som de er af dagbogsoptegnelser og præget af en svigtende hukommelse, er deres fragmentariske karakter og de mange huller i skildringen. Datoer og årstal var sandt at sige heller aldrig Almas stærkeste side. De råber m.a.o. på en komplettering, Det skulle eller burde de to nye biografier råde bod på, især fordi Almas efterladte papirer er blevet offentligt tilgængelige. Blot ikke hendes egne breve til mænd og elskere, for dem har hun nidkært destrueret. Ligesom hun i udstrakt grad har strøget ufordelagtige bemærkninger om sig selv i deres publicerede breve til hende. Der er grænser for, hvor ubarmhjertig og ærlig man skal være, særlig når det gælder én selv.

Læst i umiddelbar forlængelse af Wesslings bog er Monsons slet og ret en åbenbaring. I modsætning til ham går hun strikt kronologisk frem og har disponeret sin bog i kapitler og forsynet den med et vægtigt noteapparat og kildehenvisninger. Sprogligt er den måske lidt tør, uden de store armsving, sober og tilsyneladende eksakt. Fokuse-rer man imidlertid alene på afsnittet om Mahler, som undertegnede er mest fortrolig med, afslører teksten ikke desto mindre en stor usikkerhed i mange detaljer, der kan kan fylde én med skepsis m.h.t. bogens øvrige kapitler. En opremsning af fejlene vil alene for dette afsnit fylde et par sider. Monson synes ukritisk at have fulgt Almas fortælling om at sit 9 år lange ægteskab med med Mahler, som det er skildret i hendes bog. Og det er umiskendeligt, at det helt er undgået Monsons opmærksomhed, at denne bog så sent som i 1975 udkom i en forbedret, korrigeret udgave på amerikansk. Heller ikke de specificerede kildehenvisninger synes hun at have læst særlig omhyggeligt.

Set i lyset af den stigende interesse i de seneste år for kvindemusik er det skuffende, at begge forfattere kun minimalt beskæftiger sig med komponisten Alma Mahler. I sandhed en alvorlig brist i begge arbejder, især når det ellers fremgår, at netop musikken spillede en så stor rolle for Alma. Nuvel, Alma var kun en komponist i svøb, men hvad hun har efterladt sig er ubestrideligt talentfuldt og nok et nærmere studium værd. Det gælder for begge forfattere, at de ikke er opmærksomme på, at Alma har udgivet ikke blot 2, men 3 hæfter Lieder, samt at der eksisterer i manuskript en cyklus til tekster af Rilke, der så sent som i 1981 blev uropført i New York. En artikel i Oesterrei-chische Musikzeitschrift fra 1979 om Almas sange er ligeledes undgået begges opmærksomhed. Monson gør et stort nummer ud af, at Almas sange fra 1911 udkom med et titelblad, der er identisk med Mahlers 8.symfoni. Det var et af forlagets uniforme titelblade. Derimod nævnes ikke at sangene fra 1915 har et titelblad tegnet af selveste Kokoschka, hvilket det havde været mere interessant at få oplyst. Heller ikke, at det var Zemlinsky, der som akkompagnatør, i dec. 1910 uropførte Almas sange i Wien.

At komme nærmere ind på Wesslings bog vil være helt uoverkommeligt. Det er et makværk, der mest af alt egner sig som føljeton i et 5.rangs ugeblad! Egentlig hører den til den kategori af bøger, man burde forbigå i tavshed, men jeg føler, at en advarsel er på sin plads. Han er ikke blot illoyal mod den person, hvis liv han har sat sig som mål at beskrive, ved at fortegne, karrikere og latterliggøre hende, men hans bog er i den grad fyldt med fejlagtige, for ikke at sige løgnagtige oplysninger, at det grænser til det utrolige. Nogle eksempler: Et sted fortæller han, at Zemlinskys opera »Der Traumgörge« i adskillige år holdt sig på plakaten på Hofoperaen i Wien og først blev taget af, da Mahler rejste til New York. Operaen har aldrig nogensinde været opført i Wien. Ja, dens uropførelse fandt såmænd først sted i 1970'erne i Tyskland. Et sted opremser Wessling »de aktuelle operatilbud« i Wien omkring 1900. Tre af de 5 nævnte værker har aldrig været opført i Wien, en titel er forkert, og et værk var 25 år forinden blevet opført 4 gange og ikke siden. Den slags helt banale fejl peger med al tydelighed på Wesslings manglende troværdighed. Han introducerer f.x. også en kusine af Alma, der er gift med en baron von Schey. Denne baron var iflg. Wesslings bog om Mahler en af den unge Mahlers velyndere, da han i 1875 skulle rejse til Wien for at studere. Dengang boede von Schey på et gods i Böhmen. Hverken for mig eller for myndighederne i Tjekkoslovakiet har det været muligt at identificere baron von Schey eller hans gods. Ej heller i Wien. Og sådan kunne man fortsætte i det uendelige. Det er en helt igennem forløjet bog uden nogen som helst værdi!

Begge bøger er forsynet med et navneregister. En vigtig detalje i enhver faglitterær bog. I Monsons register mangler henved 90 navne og indgange, og i Wesslings ca. 50-helt bortset fra at adskillige er forkerte og ufuldstændige. En oversigt over Almas kompositioner mangler i begge bøger. Under alle omstændigheder ville de have været ufuldstændige, så det gør mindre til sagen.

Knud Martner