Dadulia - dibidabu -duba... WRONG!

Musikkens fremtid, fremtidens musik -profeti IV:

AF DEN NYE KULTURKVARTET. (FUZZY, JAN BARK, FOLKE RABE, THORD NORMAN)

Det er fint og interessant at Thomas Koppel tog dette 2000-års-per-spektiv op. Vi har dog tænkt os at være mindre forsigtige og udvide det til 40.000 år - fremad! Og bagud - det bliver altså ialt 80.000 år.

Vi i Kulturkvartetten arbejder med forskellige medier, i noget vi kalder »intermedia-forestillinger« - egentlig afledt af det gamle italienske intermedie-begreb fra den tidlige opera. Vi gætter nemlig på at vi idag befinder os i en slags mellemakt mellem to verdensbilleder. Hvad det nye verdensbillede vil indeholde ved vi endnu ikke, men det er alligevel vigtigt at trække nogle perspektiver op.

......For at få belyst dette tidsspørgsmål i forbindelse med musikken spurgte jeg engang en indisk guru hvor lang tid det tog at lære at spille tambura - strengeinstrumentet der bruges til drone i indisk musik. Ja, sagde han, hvis man er begavet, ikke beskæftiger sig med andet overhovedet - udover at spise og sove - og er heldig, så kan det lykkes i løbet af to generationer! Jeg tror det er vigtigt at have denne ydmyghed overfor musikkens udvikling og eksemplet her siger noget om betydningen af et bredt perspektiv. Jeg spurgte også en anden lærd inder om det var rigtigt at den indiske musik stadig er som den altid har været? Nej, sagde han, den ændrer sig hele tiden, da det jo er forskellige individer der udfører den. For 4.000 år siden ændrede den sig eksempelvis en smule. Det er vigtigt at holde sig dette for øje når vi taler om fremtidens musik — ændringer i musikken sker langsomt.

Engang hørte jeg i Uruguay musik fra det sydlige Sydamerika og det slog mig hvor utroligt musikken mindede om samernes »joik«-sang. Antropologer har imidlertid fremhævet fællesskabet mellem netop samernes, inuitfolkenes og sydamerikanernes musik - betinget af folkevandringer gennem de sidste 40.000 år. Lighederne er stadig tydelige!

Når man altså taler om musikkens fremtid må man således medregne at der ikke sker store ændringer på årtusinder i vor musik. Den seneste store nyskabelse i vestlig musik skete med nodeskriften omkring år 1000 - denne fastholdelse og tingsliggørelse af kunstmusikken der gjorde det muligt at opføre musikken igen og igen på nogenlunde samme måde. Siden har der kun sket små variationer.

.......Man kan måske sondre lidt i fremtidens musik ved at undersøge hvad der sker mellem denne ned-skrevne, tingsliggjorte musik og den musik der eksisterer unedskre-vet som fælles ejendom, selvom sådanne extrapoleringer naturligvis er risikable.

Jeg kan supplere med nogle trivialiteter og bagateller om det der sker omkring os lige nu: Karakteristisk for musiksituationen de sidste 10-20 år (fastslået ved svenske undersøgelser for et par år siden) er at i perioden 1965-82 har kulturvanerne været stabile. Musikaktiviteterne er øget i en vis grad både m.h.t. at spille selv og gå til koncerter. Men på et område kan man tale om en revolutionerende ændring. For tyve år siden lyttede 15 procent af befolkningen til phono-grammer (plader og bånd) hver uge, 60 procent lyttede aldrig til phonogrammer. 11982 er procentforholdet omvendt. Phonogram-merne - den seneste form for fastholdt, tingsliggjort musik -har dog ikke mindsket koncertbesøgs-tallene eller spilselv-aktiviteterne. Der er således et samspil mellem massemedierne og den levende kultur, der er ikke udelukkende tale om konkurrence mellem de elektroniske medier og musiklivet. Lad os nu regne med at der kommer satellit-distribueret TV og Radio. I forbindelse med at musiklivet tenderer mod øget koncentration kan dette lede til en dramatisk polarisering mellem professionelle og ikke-professionelle udøvere. Det er sandsynligt at »the superstars« vil overtage scenen helt i den nye medieverden, og det gælder både musikere og komponister. Resten henvises til mere beskedne omgivelser i lokale TV- og Radiostationer o.lign. Ikke et ondt ord om disse - men bare man er klar over perspektiverne.

.........Men der er også et andet spændende spørgsmål i forbindelse med monopoliseringen. Hvis vi ser på vores vesterlandske musik op til nu må man sige at både dens udbredelse og tilvirkning i høj grad har været noget der krævede uddannelse. Det har været nødvendigt at gå på konservatorier, for at lære noder og alle de medfølgende discipliner, både for at spille og komponere musik. Hvis man f .eks. havde en kompositorisk begavelse, men ikke havde råd eller mulighed for at komme på konservatorie, så var man i højeste grad udelukket fra musiklivet - når vi ser bort fra folkemusikken.

Selvfølgelig bragte jazzen noget nyt ind her, men det var komponister og musikere der kunne skole sig, hvilket vi ser idag hvor jazzen er blevet kunstform, respekteret og accepteret og dus med kulturministeren.

Men jeg tror at der med de nye elektroniske medier kommer til at ske en spændende og meget positiv ting her, idet monopolet hos dette konservatorie-centrede musikliv vil blive brudt. Jeg mener ikke at konservatorierne, og den nødvendige skoling de rummer, vil opløses, men nok at vægten i musiklivet vil blive flyttet, fra konservatorierne ud til folket.

En af de vigtige midler her er - den stadigt billigere - synthesizer, der allerede nu hærger os på herlige og grusomme måder. En af fordelene ved synthesizeren er «at den kan gøre ting som tidligere var umuligt for de mange. Lad os sige at De-bussy ikke havde kunnet skrive noder, men godt kunne frembringe sine herlige Preludier ved klaveret ingen i musiklivet ville da nogensinde kunne have opdaget og spillet de Preludier! Og idag kan man godt tænke sig at der i Horsens eller på heden i Tyskland findes personer der skaber spændende musik, udenfor det etablerede musikliv. Har vedkommende tilgang til en (ganske vist endnu fremtidig) synthesizer vil det være let for vor komponist at spille musikken ind på maskinen - og ud af den anden ende kommer så en smuk og perfekt nodeudskrift af det indspillede.

Der findes et hav af muligheder her - også selvom prisen på en sådan maskine idag er 300.000 kr. For til næste år koster den 150.000 kr. og om nogle år er det en helt almindelig ting. Tanken er interessant - at det der før var forbeholdt højt uddannede personer nu er tilgængeligt for alle. Min gamle lærer, Per Nørgård, ved f.eks. hvad det har voldt mig af kvaler nøjagtigt at notere den musik som jeg ganske naturligt følte indeni mig. Hele dette problemsæt bliver nu noget der kan løses af en maskine. Det betyder at en masse mennesker får tilgang til det musikalske miljø. Jeg tror det bliver revolutionerende på en positiv måde. Og jeg tror at det kommer til at ændre komponistens rolle.

Men der er sandelig også et par farlige biprodukter forbundet med disse vidunderlige instrumenter, og det er jo desværre dem der er hovedproduktet i opfindelsen af synthesizeren. Den er jo nemlig ikke lavet for at vi skal lave spændende musik, men for at spare ti strygere, tre basuner og en trompet. Her går udviklingen hen, for der ligger en økonomisk gevinst i disse produkter, der tilogmed har ført nogle lavere biprodukter med sig, som er betænkelige. Noget af det værste i den forbindelse er disse selvspillende hjemmeorgler, hvor man blot behøver at spille med højre hånd. Jeg har set dem udviklet til perfektion - en dag hvor jeg kom ind i en musikforretning, hvor der stod en Casio (firmaet laver alt fra elektroniske ure til synthesizere). I dette instrument kunne man så putte noden til bl.a. »When the Saints go Marching in« i og spille melodien til det programmerede akkompagnement, som orglet selv frembringer. Jeg spillede så - oh, when the saints....., og det gik fint, med rytmegruppe og akkorder til, flot. Nu skal vi så have lidt sjov, tænkte jeg, og spillede melodien ornamenteret - oh, when the saints ba-dulia-dibidabu-daliadidi .... o.s.v. WRONG - stod der med det samme på lystavlen! Og her har vi problemet i en nøddeskal. Altså, det der er kreativt og har muligheder i sig bliver med det samme standset af industrien knyttet til instrumentet. I ved også hvor meget synthesizer-musik der rytmisk er maskinelt monotont - dådådådå-dådådå. Den lukning der ligger i at man kun anvender de muligheder der er indbygget i maskinen, f.eks. den monotone pulsrytmik, som er så let at koble til en synthesizer, er uhyre farlig, fordi instrumentet kommer til at bestemme den musikalske udvikling i stedet for musikeren. Og der må protesteres mod disse ting, for der ligger jo utrolige muligheder i disse nye apparater. Vi har med synthesizeren muligheder for at lave klange der lyder som en basun men ikke er en basunlyd. Og man kan bruge instrumentet hjemme som forberedelse til større ting o.s.v. Monopolet er brudt og det skal vi bruge til noget godt. Med den elektroniske musik er der opstået nogle muligheder som vi skal gribe - og som vi skal gribe med ansvar.

...........Vi har funderet lidt og sat nogle mål for musikken i fremtiden. De er måske meget almene, men det er for at de skal kunne række ti eller tyve tusinde år frem

......... Det betyder også, at det er mål som måske allerede længe har været gyldige for musikere, så egentlig er der ikke tale om de store epokegørende ændringer, sådan som vi ser det: sensibilitet, kvalitetsop-mærksomhed, kreativitet (jvf. Casio-historien), selvstændighed, øget mellem-menneskelig kommunikation. Disse punkter mener vi at man bør arbejde på i fremtidens musikliv.