Die Zukunft der Musik - idealer og brent

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 06 - side 287-290

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Musikkens fremtid, fremtidens musik -profeti II:

AF PER NØRGÅRD

(tavshed..........længe........)

Jeg formoder at alle er klar over at dette er et citat - nemlig af Ligetis berømte, larmende tavshed for tyve år siden, da han skulle tale om musikkens fremtid og var helt stille (i de otte minutter han fik lov at være det, før han blev båret ud af en hoben rasende professorer og studerende ved et universitet i Tyskland).

Og selvfølgelig må der være nogle der har undret sig over, at jeg, og andre, har indvilliget i at dumme os her idag, efter Ligeti én gang for alle har fastslået, hvor latterligt og umuligt det er et udtrykke sig om fremtiden. Men de der undrer sig ser jo kun den ene side af sagen, for nok er det noget »uvirkeligt« man taler om, noget der ikke eksisterer, men talen i sig selv virker jo - og er derfor virkelig! En ytring om fremtiden vil uundgåeligt påvirke fremtiden. Jeg påvirker fremtiden i dette øjeblik - (det kan man så sige nej til at gøre, men det påvirker også fremtiden..!) ...så man kan lige så godt påvirke den på en mere aktiv fremfor en mindre aktiv måde, »man vil hellere være et da end et og«.(1)

Vi kan, i stadig højere grad, se hele globen som ét sammenhængende hele. Om det så er den globale landsby eller ej, så er kommunikationsnettene under alle omstændigheder nu så umiddelbart og akut fungerende, at alle ytringer, mere eller mindre sikkert, kan nå ud over hele jordkloden. Hvad enten de gør det eller ej, så vil det afgørende være, at man til enhver tid griber ind i omgivelserne ved at ytre sig -for det breder sig som ekkobølger. Væsentlige ændringer slår igennem og man er måske ikke engang klar over, at man selv har været udgangspunktet eller en af betingelserne for disse ændringer, for ekkobølgerne forplanter sig først efter en tid og når måske langt senere tilbage til en selv. Ved at tale og handle foretager man således en indgriben i et konstant fungerende ekkonet.

Disse ekkobølger af indgriben kan forme sig, f.eks. i musikken, med et større eller mindre kommunikationssystem bag sig, de kan - som i jazz/rock-musikken - bære præg af den umiddelbare, klanglige signalmeddelelse, eller - som i komposi-tionsmusikken - af den intellektuelle, logiske disput. Det er som det nu må være, det skifter fra person til person, fra øjeblik og epoke til næste. Og netop dette, at udsagnet går som ekkobølger, der inter-fererer og går i resonans med hinanden, kræver at komponister nødvendigvis må være subjektive, for kun derved udnytter de den del af muligheden, der ligger i at det billede af verden de har kommet i resonans med: sympatiske billeder, eller i interferens med: antipatiske billeder, omkring dem. Og derved vil også den kompositoriske ytring være en ytring om fremtiden, den griber uvægerligt ind i fremtiden.

Trods alle de stilforskelle man oplever - dels i samtidens, dels i fortidens musik - så er der gennemgående fællesmomenter (dét man i strukturalismen kalder transfor-mationssystemer). Hvordan musikken end er beskaffen, så vil den have visse konstanser og visse variabler. De skifter fra sted til sted, fra tid til tid, men at de altid vil være der i den kommunikation vi kalder musik, det kan vi nok også med sikkerhed sige om fremtidens musik. Spørgsmålet er hvilke transformationssystemer der vil være gyldige fremover, og det var naturligvis det, hvorom Ligeti bevarede sin berømte tavshed......

Alligevel vil det være for letkøbt at standse ved denne tavs... (hed), tingene må hedde noget, og man må derfor også kunne gå videre og vove pelsen, i den usvigelige tro på at man ved at sige noget også griber ind i denne frem.. .(tid)(.2)

For at sige noget om en udviklingstendens, må man have et billede bagud, et historiebillede, for at se hvorledes strømninger kan fuldføres som en sætning, der starter et sted og efterhånden går til afslut .....Én klar tendens der gør sig gældende i den klassiske, vestlige kunstmusik, så langt man kan se tilbage er dens idealiserende karakter. Vi møder i musikken her noget der modsvarer Thorvaldsens store statuer af »idealerne«. Vi møder dem i allemulige former, de er for den borgerlige, vestlige menneskehed billeder af de sande følelser, de store dyder og de fælles idealer -med deres guder, dæmoner o.s.v. De står i kæmpestørrelse og kigger os i møde i klassikerens værker. Man behøver ikke engang at gå til de store, pompøse - Bach i Mat-thæus-Passionen - eller Beethovens gennemgående alvorlige ansigt - man kan også gå til tilsyneladende helt subjektive og enkeltstående, stærkt intime meddelelser, som Chopins - også dér vil vi møde idealiseringen. Se f.eks. ind i et Chopin-hjerte, hvor det subjektive, det enkelte menneske udtrykker sig udenom de alment forpligtende billeder han skal leve op til -også her viser idealiseringen sig: (Nodeex. 1) En linje af to stemmer der er meget, meget enige. Der kommer imidlertid et skår i glasset, den totale enighed mellem oktaverne afbrydes for et øjeblik.

[Nodeeksempel: A Monsieur F. Hiller
TROIS NOCTURNES (op. 15 Nr.1]

Men såret heles ved at oktaverne, efter de er slået i stykker, fortsætter på en ny og ligeså perfekt måde - i andre konsonanser. Et lille fejltrin opstår, det bliver straks rettet - en ny regel opstår herud af.

Jeg tror det er noget profetisk der sker i dette stykke -fejlen bliver til metode. Vi ser, i et mikroudtryk, at aristokratiet, det idealiserede billede sættes overfor noget andet - og her kommer vi så til mit bud på fremtiden - nemlig noget, som den amerikanske fluxus-author Henry Flynt har kaldt brent-fænomenet.

Brent er det yderst subjektive: lugten af den opgang hvor tante Tora bor, et glimt af naboens vasketøj, kort sagt alle de ting, der er stik imod det ideale, imod den enighed vi har om 'hvordan et menneske skal være' mod det der lyser os i møde fra fortidens store værker. I brenten har vi derimod det idiosynkratiske: rodet i ens arbejdsværelse, i køkkenet - det rod man helst ikke lader visse venner se, eller det fejltrin med bukserne, der ikke er blevet knappet når man står overfor orkestret og koncertmesteren hjælper én med en diskret bemærkning. Vi finder brent overalt, og samtidig er brent det der med omhu er blevet undgået i klassiken. Brent er det der gør at jeg holder så meget af den danske musik fra de seneste små tyve år, for her har brenten bredt sig umådeholdent kan man nok sige. Jeg skal ikke gå ind på navne, men jeg tror nok man er nogenlunde bekendt med de ejendommeligheder og idiosynkrasier som kan ytre sig herhjemme, f.eks. ved en komponists optagethed af to akkorder, begge lidt sært sammenskruede, der skifter fra position l til position 2 og tilbage igen, med visse mellemrum, som kan være meget gennemtænkte, kan man høre. Eller en komponists besættelse af den helt store komik, den komik der er så stor at den for længst er holdt op med at være komik, på den måde. Nu er det f.eks. champagnepropper der konstant fyres af i det samme stykke, eller gysereffekterne fra søndageftermiddags-forestillingen i Carlton Bio der kommer til udtryk i musik. Ja, det er for så vidt alle de særlinge som dansk musik er ved at blive befolket af. netop i Danmark blomstrer særlingene, spørg bare Karl Åge Rasmussen - spørg Århus! Århus er jo i sig selv et stort brent-fænomen og det er det der gør at det står så stærkt i skandinavisk musikliv tror jeg.

Hvis vi ser på brentens forhistorie så bliver den jo stadigt tydeligere i løbet af dette århundrede: Ives og Satie var jo sære skikkelser, der havde så vanskeligt ved at passe sig ind i nogen kulturelle normer, at de ligesom gjorde en dyd af nødvendigheden. Det blev måske ikke den store kunst eller den store musik, men den finder vi efter min mening hos den kolossale brent-forkæmper Igor Stravinsky - Stravinsky er simpelthen brenten ophøjet til princip.

Her har vi ikke bare oktaver der rammes af uheld, som derved bliver til metode, som hos Chopin. Nu er der simpelthen tale om oktaver, der ikke kan gå ordentligt sammen. Det er de sære stemmeføringer, den underlige kvintgang, som lader den tonale kadence fremstå som et ejendommeligt dyr fra zoologisk have man aldrig har hørt om før, fordi stemmerne i denne kadence er lagt så finurligt at de alle bevæger sig i kvinter: (Nodeeks. 2).

[Nodeeks. 2]

Særheden gjort til system! Og han var jo også en sær mand, der bukkede for elefanterne - og var ågerkarl.

Også hos Ligeti finder vi brenten, i hans »Poeme, for 100 Metronomer« - nu med opustal, ligesom foredraget »Die Zukunft der MUSIK«. Og John Cage ælsker brent, han ælsker den så højt at han nærmest idealiserer den - det skal jeg vende tilbage til senere.

Hvis vi prøver at forestille os en verden, hvor man altså ikke skjuler brenten, men opfatter den som en ny menneskenes forbindelse efter idealernes tid med de store fader-og moderbilleder (»statsdannelsen«, »solidaritet med folket« o.s.v.) har man det, efter min opfattelse, udmærket formuleret af en amerikansk særling, Charlie Morrow, der har oprettet en fon-dation med navnet »New Wilderness Foundation« - en organisation oprettet for det nye vildnis! Dette synes jeg meget præcist udtrykker hvad jeg er inde på.

Musikudøvelsen er jo en meget væsentlig side af fremtiden, og også her tror jeg brenten vil brede sig. Vi kan allerede i Århus opleve den i rigt mål, hvor bl.a. kunstnere fra Det Jyske Konservatorium i deres indsatser er vanskelige at adskille fra den musik de fremfører - og omvendt, hvilket har fået en udenlandsdansker til at fremføre klager og kritik af den underlige »inhem-ska«, provinsielle stemning der breder sig fra en Numus-festival. Just dette er jo imidlertid det sensationelle. Den brent der er omkring Numus-festivalerne er ikke til at adskille fra den ny musik. Og disse musikere er pionerer, fra Einar Nielsen over Morten Zeuthen til mange andre, for vi står jo i en situation hvor idealiseringen har det helt store tag i musikudøverne. Enhver komponist der har forsøgt f.eks. at arbejde med kor-klang -udover det der hedder »køn korklang« - vil straks forstå hvad jeg mener. Det er meget svært at få kor til eksempelvis at udføre nasalsang uden at de føler det komisk. De gør det i fem minutter med stor alvor - efter de indledende fnis -hvorefter fnisene så vender tilbage. Der er undtagelser her - ikke mindst Århusianske Brent-kor, men det er netop undtagelser fra den stadigt eksisterende idealisering indenfor musikerstanden.

Heroverfor finder man bl.a. i ungdomsmusikken lysende forbilleder m.h.t. det vokal-klanglige, i den individualiserede klang som er dukket op siden Beatles-60erne og til idag (mindre idag end i 60erne må jeg desværre sige) hvor vi med stemmer som Dylans, Donavans, Incredible Stringbands o.s.v. til danske Poul Dissings kvækkende stemme, har set brenten folde sig ud som en triumferende nedmejning af de gamle elegantierer i Chevalier-stil, eller andre helt faste typer: Aistrup på risten, Oswald Helmuth med bajeren etc. Hos beatvokalisterne bryder den enkelte frem med sit højst personlige udtryk, som ikke kan idealiseres, fordi det just tilhører den person!

Det kan jeg ønske for fremtidens musikudfoldelse på performer-planet, at de - samtidig med at de fastholder den tekniske kvalitet - også får føjet dette nye aspekt til. Monteverdis Prima og Secunda Prattica-begreb må også være et krav man kan stille til fremtidens musikere - at de har hele spektret med. Heri ligger også at jeg ikke ser nogen kvalitetsforringelse i den nye brent-strømning. Jeg nævnte eksemplet med en komponists vippe-akkorder og jeg håber at alle forstår, at det er med yderste respekt at jeg fremhæver netop dette. Der er ikke tale om stækkede krav for kvaliteten, tværtimod. Der er tale om et krav om forøget skelne- og lytte-evne, både hos den udøvende og hos publikum: evnen til at skelne hvilket sprog der tales til os i, netop i dette stykke. For lytter man i en anden kode end den, der er komponeret i, så bliver det hele sludder-og-vrøvl. Altså - lytter man til en Beethoven-kvartet med John Cage-ører, så bliver det sludder-og-vrøvl... og omvendt, hvis man lytter til et John Cage-værk, med »klassisk strygekvartet«-ører, opmærksom på temaudviklinger, harmonik o.s.v., så bliver Cage-musikken naturligvis til sludder-og-vrøvl.

John Cage er hovedpersonen på Numus- festivalen i år, og han er jo frem for nogen udfordringen i sit »sludder og vrøvl«-aspekt, for med Cage har vi manden, som har idealiseret brenten: »Hvis gadelarmen forstyrrer musikken så luk vinduet helt op og lad den være en del af musikken«. Sludder-og-vrøvl ! Med mindre man lytter til John Cage, for så kan man godt åbne vinduet. Men lytter man til Händels »Messias« og sætter noget andet lyd oveni - så er det sludder-og-vrøvl. Så kan det selvfølgelig blive til et John Cage-værk, men ikke Handels »Messias«!

Det som John Cage, helt korrekt, peger på, er det der ligger i buddhismens begreb »det evige nu«, hvor der ingen hensigter er. Man er til stede, og alt er ...musik. Og man kan lære af Cage - hvis man ikke vidste det i forvejen - at der er musik på en byggeplads, selv en søndag hvor der ingen mennesker er. Eller på en grøftekant. Eller i et tilfældighedsstykke af John Cage -hvis man altså lytter på den måde. Og det er der rimelighed i, man må følge de recepter Cage og hans elever forskriver til deres værker. Men det bliver sludder-og-vrøvl, når man skal lytte til Beethoven ligesom man lytter til en grøftekant, og her er Cage - i sine formuleringer - efterhånden selv blevet til sludder-og-vrøvl. Når han i dette års Numusprogram f.eks. kan udtrykke at 'han vil fraråde folk at lytte efter relationer mellem tonerne', så er han blevet patentmager. Så er hans vidunderlige påvisning af, at der er musik i alt, grøftekant som Beethoven, blevet perverteret af ham selv, gjort til patent. Det er »virkeligheden«, at man ikke skal lytte efter relationer mellem toner! Patentmager på »Virkeligheden«: John Cage?

Vi møder andre patentmagere og vi skal møde en af dem lige nu, patentmager på »virkeligheden«, skrevet med kursiv i Numus-pro-grammet af Thomas Koppel. Der har altid været patentmagere, også på »virkeligheden«. De hører til den store almene brent, og det er dejligt at de er der...... bare de ikke overtager styret!

FODNOTER:

(1) Improviseret citat af en sætning der tilfældigvis stod på tavlen i foredragssalen.

(2) Ved overføringen til skrift af et foredrag kan der gå nuancer tabt som her og lignende steder: det afbrudte ord afsluttes mimisk og i tilhørernes bevidsthed. Herved antydes den pointe at fremtiden allerede er til stede i nu'et. Se også titlen.

Årgang 58/1983-1984, nr. 06