Et spændende persisk/iransk musikbesøg i Danmark

Mandag den 27. august kl. 20 sender Danmarks Radio som sædvanligt et par timers direkte transmitteret radiokoncert, hvis musikalske indhold dog denne gang nok vil være ret ukendt for de fleste lyttere.

De medvirkende ved koncerten er nemlig fem musikere og en sangerinde fra Iran, som fremfører klassisk iransk musik. Det iranske ensemble ledes af ALI SHAIGAN, musiker og professor i musikvidenskab ved C.E.M.O. (Centre d'Etude de Musique Orientale) ved Sorbonne universite tet i Paris.

Ali Shaigan kunne i forsommeren 1983 opleves i samspil med trommespilleren REZA OLIVIER ved fire hastigt improviserede koncerter i København, men denne gang er han i et samarbejde mellem Musikcirklen, forening for fremmed musik, og Danmarks Radio inviteret til landet med et større ensemble.

Hermed bliver der for første gang lejlighed til at høre et klassisk iransk ensemble i en dansk koncertsal.

Udover radiokoncerten skal gruppen medvirke ved endnu et par koncerter i København, Odense og Århus, og man vil få lejlighed til at høre de traditionelle iranske musikinstrumenter TÅR og SEH-TAR (langhalslut), SANTOOR (zither), KEMENCHE (iransk fiol), NEY (kantblæst fløjte) samt ZARB eller TOMBAK-trommer.

Mange eksperimenterende musikere og komponister har i de senere år hentet inspiration i en række af Asiens store musikkulturer, som f.eks. den indiske, den japanske og den balinesiske. Når den persiske/iranske musiktradition hidtil ikke på samme måde har virket som inspirationskilde for europæiske musikfolk, skyldes dette ikke mangel på musikalsk substans i Irans ældgamle musik, men det faktum at landets klassiske musik gennem de seneste århundreder helt bogstaveligt har været vanskeligt tilgængelig.

For at forstå den iranske musiks udvikling og nutidige status må man kende lidt til forhistorien, og den går langt tilbage i tiden. Da det persiske rige fra omkring år 642 gradvis blev erobret og islami-seret af de arabiske naboer, havde Iran allerede en højtudviklet musikkultur, som hurtigt faldt i de kunstelskende araberes smag. Islamiseringen blev indledning til knap 900 års frugtbar udveksling af musik og musikere mellem Iran og hele den omfattende muslimske verden. Fra omkring år 750 og frem til år 1500 var persiske musikere, forskere og videnskabsmænd toneangivende i hele det arabisk/ islamske kulturområde; men i 1501 erobrede safaviderne magten i store dele af Persien: De erstattede de foregående århundreders åbenhed og internationalisme med en ekstrem nationalistisk indstilling, som de yderligere forstærkede ved at gøre den shiitiske gren af islam til statsreligion.

Shiitiske religiøse ledere fordømte al musikudøvelse, og deres forfølgelse af musikere resulterede i, at der i løbet af meget kort tid ikke længere fandtes et offentligt musikliv i Iran.

Repressionen i det fundamentalistiske middelalder-Iran betød ikke at musiktraditionen uddøde, men den var årsag til at musikken blev tvunget ind i nye baner. Ensemblespil måtte næsten helt opgives, og istedet forstærkedes det mere solistisk orienterede aspekt af den klassiske musiktradition. Den iranske musik blev en slags subkultur, hvor relativt få mestre fremførte musikken for begrænsede fora af kendere, i private hjem - eller helt undlod at spille for tilhørere og istedet lod musikken blive en slags personlig meditationspraksis.

I midten af det 19. århundrede inviterede den iranske shah et par franske militærmusikere til Iran for at opbygge en skole for militærmusikere, efter europæisk mønster. Med dem kom også den europæiske notation, som dog aldrig har fået nogen betydning for Irans klassiske musik. Den samme shah havde under rejser i Europa oplevet, at man her spillede musik i kirker og koncertsale, uden at verden af den grund gik under, og hjemme i Iran resulterede denne hans iagttagelse i en gradvis lempelse af den moralske fordømmelse af landets klassiske musik.

Der blev igen basis for et offentligt musikliv, og Iran's første »School of National Music« blev oprettet i 1920'erne af Ali Naqi Vaziri. Denne nye åbenhed overfor Irans traditionelle musik fortsatte frem til den seneste revolution, hvor ayatollaherne igen har haft held til at sænke middelaldermørket over Irans musik. I dagens Iran tillades kun patriotisk og aggressivitetsfremmende militærmusik, spillet på europæiske instrumenter, og vil man høre klassisk iransk musik, så kan det næsten kun lade sig gøre udenfor Iran, f.eks. i Frankrig hvor mange iranske musikere idag lever i exil.

Irans klassiske musik er, ligesom indisk og arabisk musik, en improvisatorisk musikform, hvor improvisationen finder sted inden for nøje definerede rammer. Fra nordindisk musik kender vi RAGA-be-grebet som en central faktor i im-provisationsrammen, og i arabisk musik opererer man på lignende måde med begrebet MAQAM. Maqam-begrebet, som jo blandt andet omfatter skala-typer eller bestemte intervalrækker, var også indtil midten af forrige århundrede grundlaget for Irans klassiske musik, men i sidste halvdel af det 19. årh. og begyndelsen af vort årh. vi-dereudvikledes maqam-ideen i Iran, i et forsøg på at skabe større overensstemmelse mellem musikteorien og den udvikling, der i de seneste århundreder var sket i iransk fremførelsespraksis. Man udviklede et system bestående af 12 DASTGAH-HA, (8 primær dastgah-ha, og 4 afledte A VAZ).

Hver dastgah består af en gruppe maqams, således at en enkelt ma-qam godt kan optræde i flere dastgah-ha. Til hver dastgah hører så et større eller mindre antal GUSHE-HA, melodiske strukturer, der kan variere i »tæthed«, forstået på den måde at visse gushe-ha nærmer sig færdigkomponerede melodielementer, mens flertallet nærmere er en slags melodiske skeletter eller ideer, som det er op til den enkelte musiker at udfylde improvisatorisk.

Man ved ikke med sikkerhed hvor mange gushe-ha, der er i brug, men tallet 300-400 har været anført. Usikkerheden kommer blandt andet af at ingen enkelt musiker har kendskab til hele spektret af gushe-ha.

Irans klassiske musik er traditionelt blevet videreført fra generation til generation ved at talentfulde elever har knyttet sig til en læremester, som de så har tilbragt adskillige år sammen med, i et forsøg på at tilegne sig mesterens samlede erfaring og viden. Erfaringsgrundlaget er altid blevet videregivet mundtligt, uden brug af notations-systemer, men gennem en gradvis optræning af elevens musikalske øre og hukommelse. I årevis har elever forsøgt nøjagtigt at kopiere mesterens musikalske forlæg og spillestil, og først når det mål har været nået til perfektion, er eleven begyndt at farve sin musik med sin egen personlighed. Eleven tilegner sig sin lærers RADIF, hvilket vil sige den samlede sum af viden, som findes hos netop denne lærer om gushe-ha, om dastgah-ha, om melodisk og rytmisk improvisa-tionsteknik, og ikke mindst vigtigt: om den traditionelle fremførelses-praksis - i hvilken rækkefølge et givet musikforløb skal spilles, og hvordan de ofte timelange forløb skal kædes sammen, så de fremstår som en velovervejet og afbalanceret sammenhængende helhed.

Som tidligere nævnt har musikken trange kår i dagens Iran, hvor den dog som altid stadig dyrkes i stilhed, bag privatlivets skærmende mure; men mange af landets bedste musikere har valgt at gå i exil for i større åbenhed at kunne arbejde med at bevare, udvikle og videreformidle den gamle musiktradition.

En af de gunstige bivirkninger ved exilet har været, at den iranske musik nu i langt større udstrækning er blevet tilgængelig på plade, så lad mig slutte med at anføre en lille (ufuldstændig) diskografi, som nok skulle kunne skærpe nysgerrigheden forud for den kommende Dan-marksturne med ALI SHAIGAN og hans iranske ensemble.

Diskografi over klassisk iransk musik.

1. Den mest omfattende og veldokumenterede pladeserie med iransk musik er udsendt på den franske radios plademærke OCO-RA.

1. »Musique Persane« Ocora OCR 57
Iransk musik i ensembleform.

2. Anthologie de la Musique Traditionelle Iran vol. 1./Ocora 558 540.
Solistisk musik på langhalslutterne TAR og SEHTAR, med DARIUSH TALAT

3. Iran vol.2./Ocora 558 550.
Solo på zitheren SANTUR, med MAJIDKIANI.

4. Iran vol.3 & 4/Ocora 558 562/ 563.
NEY-fløjte og sang, med MOHAMMAD MUSAVI og MARMUD KARIMI

2. Japansk JVC har i 1978 udsendt en kassette med 3 LP-plader og et fyldigt notemateriale. Pladerne har nummer JVC SJL-209/11 og rummer under fællestitlen: »Musical Voices of Asia« en række fornemme koncertoptagelser med traditionel musik fra Indien, Mon-goliet, Japan, Burma og Iran. På denne pladeudgivelse, som jeg varmt kan anbefale, kan man høre et iransk ensemble med nogenlunde samme sammensætning som det, der kommer til Danmark i slutningen af august.

Musik skal der til -lyt selv, d. 27. august!

Det er godt at høre, at Ali Shaigan med følge kommer til København/Danmark igen - ta' nu og grib lejligheden til at høre denne musik, hvadenten det bliver i koncertsalen eller gennem radio!

Den klassiske iranske musik kan alle have glæde af - den er på én gang lettilgængelig og meget raffineret, og jeg husker fra sidste år fornøjelsen ved at følge de enkelte forløbs udvikling og den tilstand af elementær livsglæde, koncerterne som helhed hensatte én i.

Besøget sidste år var egentig en prøveballon i miniformat - den unge Per Smidl havde i Paris truffet disse eksil-iranere og var kommet til også at sætte pris på deres musik, og musikudfoldelsen og det private besøg i Danmark var to sider af samme sag. Ali Shaigan, som netop havde modtaget Yehudi Menuhin Prisen, havde sin zither og sin fiol med som egne instrumenter og Reza Olivier sin tromme - det var ikke meget, men det var alt nok: Vi få, vi heldige få, som var tilbage i byen og fandt ud af at gå til koncerterne, kom hurtigt 'ind' i musikken, og det gav de iranske musikere lyst til efterhånden at brede forløbene og virtuositeten mere ud: Der var kontakt, og vi var nogle, der syntes, det burde kunne blive til mere en anden gang, for dette er en musik, der har bud til alle musikfolk, lige fra 'almindelige' lyttere til æggehoved-komponister af partiturmusik, og det er en musik, som kan tiltale både dem, der lytter 'harmonisk', og dem, der mere har rytme i blodet.

Helt fint bliver det i år, for nu kommer Ali Shaigan med et større ensemble, og det betyder ikke blot, at han selv kan betjene sit hovedinstrument, langhalslutten, men også, at der formentlig er sangerinde med - og dette sidste vil da skaffe os indblik i et rigt og fascinerende repertoire af vokalmusik, hvor fremførelsens intensitet og hengivenhed er i fuld samklang med den klassiske poesi, der er tekstgrundlag og samtidig er genstand for betragtelse gennem musikken: dens emne er kærlighed og tro, og selve det at spille og høre denne klassiske iranske musik er ikke blot i overført forstand, men også helt konkret et udtryk for solidaritet med det musikalske i livet - musik er liv og som dette aldeles ikke uudslukkeligt; men den gamle havde ret, når han påstod, at musikken har magt til fuldt at udtrykke den elementære vilje til liv. Og hvis det er sandt, at kunst er løgn og orden, så er den måske i den sidste ende mere livsduelig end alle de, der står og vifter livsfarligt med patent på sandhed og orden? Den, der overlever, går videre til næste spørgsmål...
- Svend Ravnkilde

PS: Da det i høj grad skyldes Musikcirklen, ved John Høyer Nielsen, at årets besøg og radiotransmission af Ali Shaigan m.fl. er kommet i stand, så lad os tilføje, at Musikcirklen er en ikke-kommerciel forening, som på landsbasis arrangerer koncerter med fremmede kulturers musikalske udtryksformer.

Foreningens arbejde har kunnet støttes med bevilling fra det offentlige - og sender man 20,- kr. til nedenstående adresse, er porto dækket for 6 nyhedsbreve angående forhåndsmeddelelse om foreningens koncertarrangementer.

Musikcirklen, Forening for fremmed musik, Fluebjergvej 2, Søsum, 2760 Måløv.