Finn Lykkebo (1937-84)

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 06 - side 320-321

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Selvbiografi, marts 1984

Jeg blev født den 14. januar 1937 i Holte, ved Furesøen, nord for København. Min far var gartner og jeg voksede op i et religiøst hjem med violin og klaver. Al musikalsk og kunstnerisk arv har jeg vistnok fra mødrene side. Alle i min fædrende slægt var bønder, men min mor spillede - omend jammerligt -både violin og klaver og min bedstefar og oldefar var begge spillemænd og drankere. Musik har således fra jeg har kunnet sanse, ved siden af - eller sammen med - naturen været mit livs væsentligste indhold.

Mit hjem var splidagtigt med sig selv og gav ikke nogen egentlig kunstnerisk stimulans. Selvom jeg fik klaverundervisning fra mit 7. år, hindrede hjemmets konflikter og min egen adspredthed, at denne tidlige, men svage impuls fik nogen rigtig indflydelse på mit liv og dets bestemmelse.

Noderne fik jeg dog lært og gik selv videre i min udforskning af det musikalske univers med leg og improvisation.

Omkring mit 14. år gjorde jeg endnu et forsøg med en spillelærerinde - med samme magre resultat. I denne tid begyndte jeg famlende at nedskrive mine opdagelser ved klaveret. Ubehjælpsomt, ensomt og mærkeligt.

I alderen fra 16-20 blev jeg uddannet som boghandler. I 17-årsalderen fik jeg min første regelmæssige musikundervisning. Dennegang i orgelspil og musikteori hos organist Mogens Bang. Denne undervisning varede ca. 3 år og må have været meget given-de, for efter min tid som soldat, hvor skelsættende beslutninger for mit fremtidige liv blev taget, var jeg i stand til - efter et halvt års forberedelse - at bestå optagelsesprøven til Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Her begyndte så omsider min egentlige uddannelse i 1960. Jeg var da 23 år gammel. Som lærer i orgel fik jeg Aksel Andersen, i teori Finn Høffding og i klaver Anker Blyme.

I 1960 et ægteskab, i 1961 et barn, i 1963 en skilsmisse. Efterhånden som studiet skred frem følte jeg mig stærkt tiltrukket af at udforske musikkens sagforhold og teoretiske opbygning og mine kompositioner fik et mere konkret præg. Jeg skrev korsatser, klavermusik og sange - men stadig i små, beskedne former. I 1963 søgte jeg musikteori og musikhistorie som hovedfag og havde således 3 hovedfag at passe. Efter skilsmissen fik jeg ryddet op i min tilværelse og studerede herefter teori hos Finn Høffding, musikhistorie hos Bjørn Hjelmborg og komposition hos Per Nørgård. Der dannedes på denne tid en kreds af komponister på konservatoriet, som havde Per Nørgård som lærer. Med var Svend Nielsen, Ingolf Gabold, Erik Norby, Jens Wilhelm Pedersen og jeg. Senere -som et stridens æble - kom Ole Buck til. Omkring 1965 flyttede hele denne gruppe til Århus, -med mig som eneste undtagelse. Jeg stod altid lidt i periferien af denne lidt klike-agtige samling af komponister og efter udflytningen til Århus begyndte min enegang for alvor. Jeg havde da fået undervisning i 11/2 år i komposition - som tillægsfag. Siden har jeg klaret mig alene - og betragter egentlig mig selv - kompositorisk - som autodidakt. Påvirkning fra Per Nørgårds personalstil er ikke at spore i nogen af mine værker. Hvad der derimod, på godt og ondt, fik indflydelse på min udvikling var den tids orientering imod serialismen. Det lå i luften - ja, var at opfatte som et etisk bud, at man måtte gå den stenede vej, som serialismen faktisk var og er. Jeg snublede tit og ofte - indtil jeg fandt ud af, at det ikke var min vej. Jeg søgte og fandt nye veje - stærkt hjulpet af Finn Høffdings varme humanisme - men stadig med en kronisk seriel forgiftning i kroppen. Men serialismen lærte mig præcision, økonomi og koncentration - umistelige værdier.

I min studietid skrev jeg en del mindre kompositioner med pædagogisk tilsnit. Af større værker blev kun »Facetter« for orgel fra 1965 stående - i 1983 udgivet i revideret form. Jeg var meget forsigtig og selvkritisk i denne periode, egenskaber - igen på godt og ondt - som vel egentlig aldrig har mistet deres tag i mig - og velsagtens grunden til at min produktion er så relativt beskeden af omfang. I det hele taget har mit arbejde som komponist hidtil været mere »lyst-præget« -omend fødslerne var svære - end »kaldspræget«. Jeg følte kald til at være et levende menneske. Meddelelser i og om musik var blot to af mange veje.

Efter diplomeksamen 1966 bosatte jeg mig på landet i Vestjylland og virkede som docent i musikteoretiske fag ved Vestjysk Musikkonservatorium i 15 år-indtil 1981. I denne periode - med nyt ægteskab, tre nye børn, ny skilsmisse og et stort pædagogisk arbejde, fik jeg stunder til at komponere bl.a. følgende værker: »TABLAUX« for klaver 1969, revideret 1978 (Samfundet), »IKONER« for orgel 1970 (Samfundet), 5 studier for soloinstrumenter kaldet GRA-VURE's: I - cadenza per violoncello solo (Samfundet), II - monolog for solofagot - tilegnet Finn Høffding, III - canto al fresco per flauto solo, IV - writ in water - for piano solo (Kunstfondbestilling),

V - salto mortale per oboe solo. Endvidere: TID OG STED i to versioner en for blandet kor a ca-pella og en for sopran og kammerensemble (fl-kl-vla-vlc) til egne tekster. Produktionen omfatter ca. 15 sange for kor - hovedsageligt blandet kor, men også for lige stemmer (udg. Wilhelm Hansen) hovedsageligt til egne tekster. Efter at have sagt farvel til det pædagogiske arbejde føler jeg mig for første gang i mit liv for alvor fri. Fri til at skrive den musik, som hele tiden har trængt sig på, men ikke fandt noget afløb.

Stort og småt beskæftiger mig nu: et stort anlagt værk for to klaverer, som jeg kalder »ALBA« - morgensang, musik til 7 digte af Jørgen Gustava Brandt for sopran og en række studier for en og for to guitarer - heraf udspringer vistnok GRAVURE VI for guitar solo. Jeg har været en langsom starter.

Denne selvbiografi er en status. Jeg mener ikke længere at min livsopgave kun er at være »et levende menneske«, men også en god og produktiv komponist.

I Paul la Cour's »Fragmenter af en Dagbog« står to sætninger, som for mig altid har været den højeste sandhed. Anet kun - til jeg læste bogen. Nu erkendt, genkendt -som overskrift og efterskrift til mit liv:

»Fordi Musikken ikke kan være interesseret uden at gøre Vold på sit Sprog, er den den højeste Kunst af alle. Mere trofast end de andre opretholder den vort liv.«

den 27. marts 1984
Finn Lykkebo

Årgang 58/1983-1984, nr. 06