Komponister vælg side!

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 06 - side 291-294

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Musikkens fremtid, fremtidens musik - Profeti III:


AF THOMAS KOPPEL

Nu vil jeg overtage styret, foreløbig for ca. 20 minutter. (Og minde jer om, at i et reaktionært klassesamfund er de mest forargede modstandere af enhver form for »styre« altid dem, der står det eksisterende »styre« nærmest...)

For rundt regnet totusinde år siden gik det europæiske kontinents dengang ubestridt stærkeste militærmagt, romerriget, opædt af sine egne indre modsigelser, ind i sin afsluttende fase: den politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og moralske forrådnelses fase. Spekulation, korruption, blodig og vilkårlig undertrykkelse, dekadence og almindelig liderlighed karakteriserede en blindet og stadig mere desperat overklasse som ikke længere kunne tage et skridt, uanset i hvilken retning, uden at bidrage til sin egen opløsning og undergang.

Med sig, i den uafvendelige drift mod afgrunden, trak denne dybt reaktionære overklasse et flydende og stadig skiftende hof af filosoffer, kulturpersonligheder og kunstnere, hvis job det var at trodse historiens iboende love og virkeligheden, at forevige vrangbilledet af korrupte senatorers og perverse finansfyrsters og kejseres guddommelighed, afmale forfaldet i alle dets prangende kulører og iøvrigt fremskaffe en plausibel forklaring på herskerklassens truende undergang og dårlige humør. Filosofferne og kunstnerne kappedes i morderisk konkurrence om at kunne frembyde den mest nervepirrende, rygradsrislende forklaring, hundrede blomster blomstrede, og kostbart smykkede rig-mandsfruer gyste frydefuldt. Dødsangsten og det hermed forbundne storstilede forsøg på at bortforklare virkeligheden dannede udgangspunktet for al overklassetænkning og -kultur, og spredtes som ringe i vand igennem magtens kanaler ud i hele det kra-kelerende imperium.

Kun een ting kunne ikke tillades sagt, sunget, malet eller tænkt: nemlig virkeligheden - at truslen mod den dødsmærkede overklasses magt og kultur kom fra en ny, gigantisk og fremstormende klasse af mennesker, som de romerske godsejere selv havde samlet, organiseret og udviklet, nemlig slaveklassen. Hvormange samtidige afbildninger eller skildringer har vi af slaven Spartacus, som dog blev en af den romerske epokes mest betydningsfulde skikkelser eftersom han i spidsen for titusinder af oprørske slaver igennem nogle år faktisk besejrede den ene af imperiets hære efter den anden og rystede det i sin grundvold? Ikke at der ikke har været digtet sange eller fremstillet tegninger og fortællinger blandt datidens slaver og andre, som ønskde en hurtig afslutning på imperiets dødskamp, om Spartacus og de revolutionære helte i slavehæren. Det har der selvfølgelig. Det er selve folkekulturens væsen at digte spotteviser om forhadte repræsentanter for undertrykkerklassen, eller heltekvad om frihedskæmperne og slaveklassens egne fremragende ledere, som Spartacus var det.

Denne underklassens selvstændige og klassebevidste, revolutionære kulturliv fandt ingen næring i herskerklassens dødsdrift og psykosetilbedelse. I dyb illegalitet er den flammet op som resultat af en udbyttet klasses højst virkelige og konkrete befrielseskamp. En udbyttet klasses bevidstgørelse i kamp mod et slæng af snyltere, der lod slaver slide sig ihjel i produktionen eller myrde på sine slagmarker, for selv at forbeholde sig rigdommen, magten og æren.

Endnu et element har der været i det kulturelle billede i det klassiske slavesamfunds sidste århundreder, ved siden af den herskende overklassekultur og den revolutionære slavekultur. Nemlig det element, der findes i ethvert reaktionært klassesamfund: klasseforsonerne, dem, som af historien blev tildelt hvervet at forsone de oprørske slaver med deres brutale herrer, at blænde den gryende klassebevidsthed med teser om slavers og herrers skæbnefællesskab og indbyrdes forbundethed. Denne utaknemmelige opgave, som idag er betroet socialdemokratiet og dets reserver, blev i det romerske imperiums forfaldsperiode bestridt af en hær af Messias'er, apostler og profeter. De forkyndte for de skeptiske slaver og undertrykte folkeslag, at ikke den romerske besættelsesmagt var fjenden, men fanden, som det jo af gode grunde var nærmest nytteløst at føre en ærlig befrielseskamp imod. At slaver burde erstatte sine ellers så blodigt vundne erfaringer med blind tro på hvadsomhelst, og at dette hvad-somhelst stod hævet over både slave og herre og i løbet af kort tid skulle åbenbare sig for begge under dommedags basunfanfarer. At slaven helere måtte lære sig at leve med sin sult og tålmodigt afvente udbetalingen af sin løn i himmerig, ellers fik han heller ikke noget deroppe. At slaver altså ikke burde slås mod deres herrer, men mod sig selv.

Profeterne fik deres talegaver igennem åbenbaringer fra Herren og lod sig endda spise af løver for at få slaverne til at tro at den undergang, der var i vente, aldeles ikke var det romerske slaveejersystems undergang (hvad det jo senere skulle vise sig at være), men hele menneskehedens undergang (hvad det jo skulle vise sig ikke at være). Når vi skifter billedet totusinde år frem i tiden, til idag, så ser vi (hvis vi i det hele taget vil se noget hver dag oplever vi eksempler på selv højtuddannede personer, som slet ingenting vil se) - så ser vi en historisk virkelighed, der trods store forskelle indeholder de fleste af de nævnte elementer i den romerske kulturs forfaldsperiode. Om det så er profeterne, så eksisterer de den dag idag, omend i moderniserede gevandter. Faktisk har jeg jo netop hørt i indledningen til denne debat, at jeg selv er indkaldt til dette møde om musikkens fremtid som profet. Ikke desto mindre må jeg nok frabede mig den ære: jeg modtager ingen åbenbaringer.

Jeg har ingen hemmelige eller åbne forbindelser til en højere magt af nogen art. Jeg har ingen visioner om hverken dommedag eller en frelsers snarlige ankomst at delagtiggøre tilhørerne i. Jeg er altså ingen profet og møder, som Sparta-cus' partisaner, kun op med mine egne og mine kammeraters erfaringer. Vi kender ingen himmelsk dommer, men anerkender derimod historiens dom, som jo i den sidste ende gav de oprørske slaver ret - og profeterne, filosofferne og de romerske senatorer uret. Hvis vi vil undersøge spørgsmålet om musikkens fremtid, så gør vi altså klogt i at vende det døve øre til profeterne og istedet undersøge virkeligheden, den konkrete, materielle virkelighed, klassekampens virkelighed, som vi alle er aktive medspillere i, hvadenten vi ønsker at erkende det eller ej.

Det er ingen hemmelighed, at skabende kunstnere idag - og måske ganske særligt komponister, som jo er sat til at varetage den mest flygtige og æteriske kunstart, musikken - på konservatorierne, i den borgerlige presse, ja af alle det borgerlige klassesamfunds institutioner opdrages til at føle sig hævet over virkeligheden, til at repræsentere den »altomfattende uafhængighed« af alle klasseinteresser, til at fremtrylle for det måbende folk brudstykker af en »evig sfærernes musik«, uafhængig af menneskenes vilje og kampe.

Komponister opdrages således af det borgerlige klassesamfund til at påtage sig rollen som »medier«, som orakler for en eviggyldig humanisme - som uundværlige for, at »mennesket« kan opnå kontakt med »de evige værdier«. Altså: profeter. Talrige komponister opfatter denne rolle som særdeles smigrende, og der slås ofte på dette argument når komponister forhandler med den borgerlige stat om økonomiske bevillinger. Men alt dette kan ikke på nogen måde tilsløre den kendsgerning, at dette samfund stadig, ligesom romerriget, er et samfund med herrer og slaver, et samfund hvor en lille håndfuld afsporede og dekadente slavehandlere spekulerer sig til milliardformuer i millioner af arbejderes, kontorfolks, småbønders for ikke at tale om ungdommens grundlæggende behov og livsfornødenheder.

Ingen musikalsk profet, det være sig John Cage, Karlheinz Stockhausen eller for den sags skyld Per Nørgård kan ved hjælp af nok så »gyldne snit« eller »uendeligheds-rækker« tilsløre den kendsgerning, at dette udbyttersamfund, ganske som det romerske, er offer for sine egne iboende modsigelser og i uafvendelig krise - at det forsøger at redde sig ved at kaste krisens byrder over på de fattige, ved fascisering af stat og magtmidler, og ved at underlægge sig og profitere på de to supermagters? USAs og Sovjetunionens forberedelser til en tredjeverdenskrig.

Der eksisterer ingen musikalsk »nyopdagelse«, som er istand til at bortlede den brede befolknings opmærksomhed fra disse de mest brændende problemer i tiden. Arbejdere forsager alle tilbudte »kulturgoder« til fordel for at gå strejkevagt i lange nætter på iskolde kajer. Ungdom forsager lokkende koncerttilbud til fordel for at besætte uopvarmede og halvt ødelagte bygninger med hverken døre eller vinduer. Hundredtusinder svigter TVs populæreste sendetider for istedet at stride sig gennem regn og blæst i protest mod Danmarks inddragelse i NATOs og Warszawapagtens krigsforberedelser.

Er disse mennesker, der tilsammen tæller millioner og udgør de undertrykte i Danmark, vor tids slaver, er de derfor kulturløse? Nej tværtimod. De er de virkelige bærere af kulturen, herunder musikkulturen - ikke af den forræderiske borgerlige humanisme, som de borgerlige komponister klynger sig til, og som kun er herskerklassens dække over dens undertrykkelse og vold, men af virkelig humanitet, menneskelighed, årvågenhed og ustandselig udvikling - parat til med stor offervilje at forsvare denne virkelige menneskelighed og eneste værdige kultur.

Virkeligheden viser altså et dybt splittet klassesamfund, hvor herskerklassen er i galoperende opløsning-ideologisk, politisk, moralsk og kulturelt, og åbenlyst styrer mod sine sidste redningsplanker: fascisme og krig. Heroverfor står en stadig mere klar front af arbejdere og progressive af enhver slags, med stadig klarere formulerede krav om værdige levevilkår, fred, frihed, - krav som herskerklassen aldrig vil eller kan imødekomme. For at kunne frigøre sig kæmper arbejderne og de undertrykte for at kunne samles i enhed omkring sin egen ideologi, sit eget verdensbillede, sin egen kultur, æstetik og moral.

I denne klassekampens, krisens og krigens virkelighed er en »neutral« kunst, et »neutralt« musikliv en tragikomisk selvmodsigelse. Det bliver uvægerligt en »skruebrækker-musik« der med alskens krumspring og tusinde søforklaringer søger at unddrage sig ethvert ansvar, såvel for menneskenes skæbne og fremtid, som for musikkens skæbne og fremtid. En sådan »neutral musik har ingen basis, ingen rygrad, og får som sin funktion at sprede røgslør over virkeligheden og er dømt til isolation og opløsning ligesom den hykleriske borgerlige ideologi, hvoraf dens neutrale maske er strikket sammen.

Sådan er det herskende musikliv idag. Selvtilstrækkeligt, verdens-fjernt og isoleret. Indavl og stadig mere fortyndede gentagelser præger »nyhederne«. Virkeligheden og dens gigantiske drama finder ingen interesse hos komponisterne på parnasset, som har alt for travlt med at lede efter de vises sten i alkymiens, mystikkens og astrologiens sære verden. Bekymrer det dem, om vore unge er tiltænkt en kvalfyldt fremtid, hængende i en ny imperialistisk gangsterkrigs pig-trådsjungle? Har den tanke passeret dem, at hundredetusinder netop i disse år rejser sig for af al magt at standse livsforagtende supermagter i deres rasende dødsdrift? I så fald fremgår det i hvert fald ikke af deres værker! Deres »neutralitet« og borgerlige individualisme forhindrer dem i på nogen måde at lade sig inspirere af sådanne bagateller og driver dem til at fortsætte med den langt vigtigere konstruktion af stadig sindrigere og skrøbeligere tone-korthuse! Ser vi kun de borgerlige modernister -ja så har musikken ingen fremtid overhovedet. Udover muligvis en mere eller mindre langstrakt og krampesitrende forrådnelsesproces, opløsningen af alle kunstartens elementer - melodi, rytme, harmonik, form og sammenhængen proces, der udvikler sig som et ekko af det borgerlige klassesystems fremadskridende opløsning og tiltagende kynisme.

Lad os i al korthed gøre status over den borgerlige musikkulturs situation. Borte for evigt er en Beethovens eller Verdis stolte og strålende revolutionære idealer og ud-tryksfulde æstetik. Frihed, lighed, broderskab, folkelig og national suverænitet er ikke længere borgerskabets anliggende. Vor tids borgerlige system - imperialismen - omklamrer og forgifter tilværelsen for menneskeheden. Borte forevigt er en Niels W. Gades eller Carl Nielsens kærlighed til »folketonen« - folkets sjæl, som den finder udtryk i melodier og klange. Folkets kultur er ikke længere borgerskabets anliggende. Imperialismens kultur, multinational, kosmopolitisk og anti-folkelig omklamrer og forgifter kulturerne over hele jorden.

Imperialismen forvandlede folkemusikken til en identitetsløs, mul-tionational underholdningsindustri hvis hensigt det er, udover at skrabe blodige profitter sammen til monopolerne, at bedøve og narkotisere de undertrykte og dermed forhindre dem i at gøre knuder for imperialismens virksomhed på de politiske, økonomiske og militære områder. Parallelt hermed har imperialismen forvandlet den engang så stolte borgerlige kunstmusik til en lige så identitetsløs, formløs og ufordøjelig multinational substans: modernismen, som dyrkes af monopolerne helt ned til lokale banker og sparekasser, som vil have os til at tro at de ikke kun lever for profitten men også er istand til at medvirke til fornyelse af kunsten.

Både tidens popstjerner og modernistiske profeter har hermed gjort sig til redskaber for det reaktionære og imperialistiske borgerskab, deres organisationer og foretagender. I spørgsmålet om musikkens fremtid har modernismens komponister hensat sig i et frygteligt dilemma, og jeg skal kun beklage, at så få af dem hidtil har vovet at tage deres situation op til eftertanke og forandring.

Hvornår ser vi fra de uddannede komponisters hånd en strygekvartet, båret af solidaritet med de hundredetusinder, som rejser sig til kamp mod krig og reaktion? Hvornår ser vi et glimt af komponisternes »dybe kærlighed til folket« i form af værker, dette folk kan tage til sig og holde af? Hvor er respekten for den kulturarv, dette undertrykte folk med tusinde ofre har båret afsted igennem århundreders vanskeligheder og fælder og nu række videre til os som grundlag for vores kunst? Hvorfor er de toneangivende komponister på parnasset mere optagede af deres egne særheder og navler end af hundredtusinders retfærdige krav og kulturelle behov? Et kæmpende folk har ingen gavn af fusentaster og karrieremagere, men for inspiration og vejledning til at rejse sin egen, selvstændige, virkelighedstro og kæmpende kultur!

»Jamen kunsten skal være uafhængig og må ikke styres af politik og partier,« indvendes det fra de borgerlige kunstnere. Må jeg spørge dem: Er deres musikliv uafhængigt af musikforlagenes profit- og prestigeinteresser? Eller af den borgerlige stats bevillinger, og dermed af regering og folketing og dermed af regerings- og folketingspartier-ne? Nej, det tør vist ingen påstå. Dermed må snakken om et »uafhængigt« musikliv vist være manet til jorden. De er på ingen måde uafhængige, men derimod dybt afhængige af det borgerskab, der samtidig er i fuld gang med at indrette Danmark som base for små 100.000 amerikanske besættelsestropper - stjæler fra de fattige og yder milliardtilskud til de stenrige. Jeg ved af egen erfaring, fra venner og kolleger, hvad det koster at forkaste den rolle, nutidige komponister får pålagt af det borgerlige system. Jeg har set de fælder og kender det sommetider voldsomme pres, der rettes mod en »frafalden«, mod en kunstner, som vælger at bryde ud af borgerskabets forgyldte tremmebure for istedet at stå side om side med arbejderklassen, ungdommen og hele den kæmpende, undertrykte befolkning.

Særlig de første skridt er vanskelige, hvor kunstneren står overfor spørgsmålet: hvad så? Hvad er mit sprog, når jeg skræller alle borgerlige gevandter af musikken? Hvordan kan jeg i et realistisk og forståeligt tonesprog udtrykke de følelser og stemninger, den kamp, der rører sig i den undertrykte befolkning? Kan jeg tage dette skridt og samtidig være ærlig mod mit udgangspunkt som kunstner af »den klassiske tradition«. Mange, mange andre spørgsmål, skrupler og tvivl kan ramme den stakkels desertør.

Men det kan lykkes. Han eller hun må forkaste den hellige indvidua-lisme, som kunstnere indpodes igennem hele deres uddannelse og opdragelse, og som i realiteten isolerer og ødelægger kunstnerens individualitet, gå ud i klassekampens virkelighed og lære. Indse, at en kunstner bestandig må lære. Lære af arbejderklassens erfaringer gennem mere end hundrede års kamp mod den herskende kultur og herskerklassen. Undersøge, hvilken rolle spillede musikken under kampen for pariserkommunen, hvilke former udvikledes i den antifascistiske kamp i trediverne og fyrrerne, eller i et proletarisk socialistisk samfund som nutidens Albanien. Hvorhen stræbte musikken under kampen mod monopolernes Forenede Europa i årene omkring 72, i slumstormernes kamp i begyndelsen af 70'erne, i kampen mod fremmede baser og tropper, mod reaktionær borgerlig-socialdemokratisk krisepolitik og så videre i dagens Danmark. Lære af folkets dybe musikalske traditioner, undersøge den danske folkemusik, forkaste det stillestående og reaktionære og bygge videre på det levende og revolutionære. Lære af den progressive tradition i kunstmusikken, af de komponister, som satte det undertrykte folks følelser, tilværelse og kamp i centrum for deres musik - som Beethoven i sin Fidelio, Mus-sorgsky i sin Boris Godunov, Gade i sin c-moll symfoni. Opgaverne er utallige, som ligger og venter os. På et sådant solidt grundlag skal vi medvirke til at rejse en musikkultur, som ikke er forbeholdt en indspist lille klike af sære kulturprofeter - en levende og kæmpende dansk musikkultur, ligesom det chilenske folk slås for en levende og kæmpende chilensk kultur, ligesom det palæstinensiske, grønlandske og alle andre folk kæmper for deres levende, kæmpende, nationale kultur.

Multinational, kosmopolitisk og identitetsløs, reaktionær musik står front mod den levende, folkelige, revolutionære musik over hele kloden. En rig og levende musikkultur kan vi under imperialismens betingelser (og det er vores betingelser) kun bidrage til gennem kamp - revolutionær kamp mod undertrykkermagten og dens kultursurrogater. Ikke isoleret og individualistisk kamp, som ingen steder fører hen, men kamp i solidaritet og levende udveksling med arbejderklassen, ungdommen, folket - og i hengiven respekt for den progressive tradition, som er gået ifra hånd til hånd siden romerrigets oprørske slaver og nu ligger forventningsfuld og forpligtende i vore hænder.

Der spørges om fremtidens musik. Fremtiden skal nok skrive sine egne revolutionære sange og symfonier. Men lad os ikke være det led i kæden, som svigtede.

Årgang 58/1983-1984, nr. 06