Kvalmemusik?

Om »Formørkelse«, det 25. august 1984 uropførte, nye indslag i »Siddharta«

AF PER NØRGÅRD

Jeg påbegyndte »Siddharta« 1972, som var det første år for mit samarbejde med Ole Sarvig. Dette var også et blandt de 5 år, der førte op til min 3. symfoni (1975), en periode der blandt andet bragte mig i konflikt med kritikere, som anklagede mig for skønmalende og idea-liserende holdninger.

Også 'Siddharta's paladsverden kan kaldes »skønmalet« på faderen, Suddhodanas, ordrer, for at hindre Siddharta i at lære virkelighedens grumhed at kende. Og som overfladen krakelerer på paladset og grimheden griner Siddharta i fjæset, således fulgtes min »ideali-serende« periode af Wölfli-sym-foni (nr. 4) med Heksesø og Wölfli-opera med psykoser. Tilsyneladende passer pengene og kritikerens kabale går op. Men også kun tilsyneladende; for der er en angivelig falsk mønt i puljen (eller en forstyrrende joker blandt kortene, tilmed omhyggeligt peget ud af komponisten: palads-livets falskhed er jo operaens pointe! Der må altså være en anden løsning på problemet. Jeg foreslår følgende:

Uendelighedsrækkens rendyrkning efter 1970 (til ca. 1980) kan på en vis måde godt kaldes en ideali-serende musik, dens melodiske duktus er afbalanceret til det »ædle« fra sit udspring i uendelig-hedshierarkierne, der er harmoni mellem lagene, formen er skulpturel, enkelhed og kompleksitet står i et kontinuerligt, kontingent forhold til hinanden o.s.v. Men i stedet for idealiserende kan de nævnte kvaliteter godt betegnes elementærkomponenter i et sammenhængende sy stem, analogt med at der forefindes de samme egenskaber ved bl.a. kvantemekanikens atommodel (svingningspro-portionerne er de samme) og DNA'ets nuklearsyrer (funktionskoden er den samme) - ingen af hvilke man vel vil beskylde for at være idealiserende.

Jeg tenderer derfor imod at se den pågældende 10-årsperiode som værende fokuseret til det næsten monomane om elementaritetskriterierne, hvilket naturligvis i en rå virkelighed kan tage sig noget idealiserende ud. Det er derimod en meget nyttig, »down to earth«-beskæftigelse , der sætter hele den klassiske tradition i et nyt lys, som visse musikforskere allerede har postuleret: den klassiske borgerligt-sekulært-aristokratiske musik var ganske rigtigt idealiserende (som den sovjetiske er det siden 1930). Spørgsmålet er, hvilke metoder der anvendes for at »realisere idealiseringen«, og svaret, at det er metoder, der anvender de elementære komponenter indenfor et sammenhængende system. Derfor er elementærkomponenter indenfor et sammenhængende system ikke nødvendigvis idealiserende (»en sten kan ikke flyve, Mor Stine kan ikke flyve, ergo er Mor Stine en sten«); heller ikke som de er anvendt i min 3. symfoni, som jeg hermed afviser at kalde idealiserende. Ligegyldigt hvor meget Heksesø man befinder sig i, lige-meget eksisterer »det hele, det prægtige tæppe« som Rilke besynger i sin sonet, optaget i 3.symfoniens slutning.

En effektivt sygdomsbekæmpende patologi må tage sit udgangspunkt i den sundt fungerende organisme. Men derefter vende sig til det syges fænomenologi. Min påstand for »Siddhartas« tonesprog er derfor at der i 1. akten er anvendt ikke-idealiserende men elementære komponenter (Budbringerens skæve vise må være indicium nok, se eks. 1) mens 2.- og 3.-akten er en kunstigt idealiseret pop-peppet toneverden: Suddhodanas kosmetiske virkelighedsspejl til at sætte Siddharta blår i øjnene.

Det paradoksale er imidlertid, at der selv til de sygeste forehavender må anvendes sunde råstoffer, for at lortet kan hænge sammen og dets kulisseverdenen ikke brase ned (som den påmalede tilskuerkulisse ved Cincinattis henrettelse i slutningen af Nabokovs »Invitation til skafottet«) - altså er det, synes jeg, en plausibel, tonende skinverden, der er komponeret frem i 2.- og 3.-akten.1) (og jeg ser forhåbningsfuldt frem til en opførelse, der formår at gøre billeder af en sanselig og attraktiv, f rügt dryppende paladsverden. Hvis vi ikke tror på den, eller rettere oplever attraktion ved den, kan vi ikke godtage, at Siddharta skal tro på den - og dermed slet ikke tro på, at han skulle være exceptionelt begavet). Men den braser altså sammen. Og dét er, hvad jeg ikke kunne komponere - og Sarvig ikke skrive - på det tidspunkt, i 1979, hvor jeg var nået frem til det sted i 3.-akten, hvor Siddharta oplever døden, ser danserindens (uskønne) dødskamp og hendes følgende, endnu mere rædselsvækkende, ophør af livsytringer.

Komponisten sprang altså det pågældende sted over, for at overlade til tilhøreren at forestille sig, hvor forfærdeligt Siddharta har det indvendigt (»I have confidence in you«). Den anmelder der, som Jens Brincker, fandt dette afkald på tilhørermanipulation skuffende, har aldeles ret, eftersom komposition (stik imod hvad John Cage prædiker) er den rene, rame tilhørermanipulation - hvad ellers?! (jo, sprogligt set, er ordet manipulation uheldigt, da det jo ikke drejer sig om hverken massage eller anden kropslig stimulation, men snarere om sonopulation).

Efter Wolfli-værkerne kompleksturene udtryk følte jeg muligheden, eller rettere nødvendigheden af, at komponere den udeblevne arie. Hvem andre end Wölfli havde forudsætninger for at udtrykke ordene for det på volden uforberedte sind, - (måske de af bulldozer-kul-turchok'et ramte Amazon-indianere - og andre minoriteter?) - og hos ham fandt jeg til Siddhartas situation stærke og dækkende udbrud (i min fordanskning):

[(Sidd. - fra:) »Sorgen slår så sælsomt ned i flæng«]
»Å far, - min kære far - hvad har du gjort mod os?
Døden rammer alle mennesker ja, også mig selv - måske.
Det skærer som knive at se: glæden visner!
- Et lykketræf fulgt af sorgen...
Hvor varsomt end man danser, så falder man tilsidst.
(Kor: Fremad. March! --
(andre) Vis medynk ét sekund,
- det gør så frygtlig't ondt!)
(Sidd.) Alle mine omgivelser ligner en ravnesort uveirshimmel foran den Hellige And.« (musikken drejer) -
(Sidd.) »Fortryllelse, begejstring:
Det er som svæver jeg højt oppe
Paradis langt nede, jeg ser det stråler i det
fjerne vinker fra hver gavl til mig!«
(Kor) »Min syge moster hos mig
sad og lapped' på min skjorte.
Da tænkte jeg: Lad mønten rulle
glad og lad pisken smælde: tju
ogtju!
(musikken har drejet)
(Sidd.) Et lykketræf, fulgt af
sorgen«

(Wölfli)

(videre til:

[»Sorgen slår så sælsomt ned i flæng«](2))

Musikken til denne anti-arie overskrider tærsklerne, ikke alene for palads-musikkens »kosmetiske«, men - naturligvis - også for 1. aktens »almene« stil (baseret på en af de uendelige varianter af »elementærkomponenterne indenfor et sammenhængende system«), for Siddhartas eksistentielle kvalme går dybere end nogen kultiveret ytring. Stemmemæssigt står Siddhartas fremstiller overfor væsentlige nye krav med denne »formørkelsesarie«, der bl.a. går over grænserne for den kultiverede stemmes omfang. (Eks. 2).

Men også rytmisk står både Siddharta-tenoren, kor og orkester på et veritabelt gyngende gulv - eller rettere: en rullende, accelererende trappe! Kvalme opstår jo ofte ved balanceforstyrrelse og desorientering, fysisk f.x. ved konstant drejen eller anden inkonstans. Musikalsk set etableres konstans-oplevelse tempomæssigt ved enten taktfasthed eller det modsatte (en totalt puls-løs eller puls-konflikterende musik er lige så »konstant« -oplevelsesmæssigt - som den pulserende: man vænner sig hurtigt til det ikke-forventnings-skabende).

Derimod er det et spørgsmål, om man kan vænne sig til det konstant accelererende - opleve dette som »konstant«? - Siddharta kan ikke; han udsættes for en musik-tid, der fortsat går hurtigere og hurtigere (eller, omvendt: langsommere) og det gør ham syg, han får åndelig kvalme. Satsen hedder »Formørkelse«.

I et søsterværk, skrevet i 1984 (til »Musica-Nova«-festivalen i Glasgow«) , »Illumination«, anvendes igen denne rullende-accelererende tid, der nok vil besætte min musik længe endnu med sine foruroligende - men ikke nødvendigvis kvalmende, spørgsmål.

Noter

(1) Se artiklen herom (og om Gefors »Slits«) i festskriftet til Bo Wallner, udgivet af Det Musikaliska Akade-min, Stockholm, 1984, under redaktion af Han s Åstrandl

(2) Wölflis originaltekster:

»O Vatter Lib'r Vatt'r Was hast
Duh Uns gethan?«
»Es ist doch Jamm'rschaade Dass
Glück verschwinden muss. Ist
jemand noch so faade so fällt Er
in den RUSS.«

»Avanntti! ! Marche. - Es ist doch
ein Wahn. Fang lieb'r nicht mehr
ahn!

Meine ganze Umgebung gleicht
einer raabenschwartzen Wetter-
Wolke-Unglüks-Fälle vor dem
heiligen Geist«

»O Wund'r und Entzüken. Es ist
als ob ich über'm See das Paradiis
erblikte. Das glitzern in der Feerne winkt von Dach zu Dach im
Nu. Und als ich neben meiner
Fee die kranken S tief l flikte, das
dachte ich: der Thal'r blinkt, D'r
Stutzer knallte: Phu Phu.«