Rapporter

»Uden hensyn til æstetiske retninger«. Rapport fra Århus NUMUS Festival 2.-5. maj 1984.

AF BENDT VIINHOLT NIELSEN

Thomas Koppel fik et af de sidste ord sent lørdag ved NUMUS-festivalens sidste arrangement. Han kunne - efter formentlig for første gang at have overværet lidt af en NUMUS-festival - konkludere, at den borgerlige musikkultur er i dyb krise. Hvorefter han sammen med Annisette og John Ravn, alias Savage Rose, spillede op med en musik, der er fremtidens og som er folkelig og skal kunne bruges af folket. Når musikken gjorde indtryk, var det ikke mindst fordi den blev så passioneret, momentvis ligefrem ekstatisk, fremført. Den var båret af ægte solidaritet og social indignation og kampånd.

Dette arrangement kastede et særligt perspektiv bag ud over en Numus-festival, der - takket være 2 »rytmiske« koncerter (foruden Savage Rose, Pierre Dørge og John Tchicai) samt 4 »profetier« fra 4 fløje om musikkens fremtid og fremtidens musik - måske var endnu mere spændende og rig på perspektiv end nogensinde før. Det var et par gode initiativer, der stiller nye spørgsmål og giver andre svar end de vanlige, og som derfor bør tages op på næste års NUMUS også.

I det ydre adskilte denne NUMUS sig fra de 6 foregående derved, at den i hovedsagen var koncentreret om kun 2 koncertsteder: Musikhuset og konservatoriet, med »Huset« som eneste eksotiske undtagelse.Efter at NUMUS har indtaget Musikhuset, slipper man heldigvis for de underlødige forhold i Katedralskolen, Kongreshuset, Marselisborghallen og på Stadionhallens tennisbane - men er NUMUS vokset fra de mere »ydmyge« steder, som var med til at give en særlig atmosfære: »Øst for Paradis«, Helsingør Teater og cabaret-scenen i Musikhuset? Jeg synes, at der i år var lidt rigeligt penduleren mellem de to så »rene« steder, konservatorium og koncerthus.

A propos penduler, så forløb festivalen som vi er vant til: som et godt jysk kronometer, præcist på minutten, men alligevel sindigt og afslappet. Men et mini-arrangement på sølle 12 koncerter kan de jo ikke rigtigt imponere os med efter ISCM, Karl Aage Rasmussen, Charlotte Schiøtz, Kjeld Mardahl, Steen Pade og deres hjælpere. »Musikkens Fremtid og Fremtidens Musik« var en stor mundfuld, som de 4 »profeter« - tildels p.g.a. en vis distance til emnet - ikke fik galt i halsen. Sådn da. Egentig var der 7 foredragsholdere, idet Den nye Kulturkvartet (Fuzzy, Folke Rabe, Jan Bark og Thord Norman) optrådte samlet. Indlæggene er aftrykt komplet andetsteds i dette nummer.

Pierre Dørge, der natten i forvejen sammen med John Tchicai havde afleveret et spændende program, talte om - jah, hvad var det nu? Særpræget og musikalsk var i hvert fald hans elektroakkustiske indlæg, og jeg tror at essensen af det var noget i retning af: »Ryhtmus muss sein« og »Musikken udtrykker følelser og stemninger og vil også fremover indeholde et utal af ingredienser«.

Thomas Koppel, der - som det bl.a. fremgår af DMTs forrige nummer - er begyndt at formulere sig om kunstner/kunst og samfund, talte også om følelser og stemninger, dog forstået lige præcis ikke som kunstnerens »helligt indviduel-le« formidling af egne følelser, men som folkets (d.v.s. arbejderklassens, de arbejdsløses, de unges, BZ-ernes). Folket er følsomt, og kunstneren må udtrykke folkets følelser, drømme, håb osv. i form af en virkelighedstro, socialrealistisk kunst. Det lyder som et program, der kan være al ære værd at følge, men det lyder også svært. Og det kan diskuteres om det kan lykkes Thomas Koppel med sin Nocturne fra den lange grå gade, der blev opført under NUMUS, at komme ret meget længere end »det første spæde skridt i retning af at rejse den socialistiske realisme i den klassiske musiktradition.« Egentlig er denne Nocturne et »koncertsalsarrangement« af et par af Savage Roses sange, for en del af den blev fremført ved Savage Rose-koncerten også - og da med en rigtigere og troværdig sound. Denne musik fungerer bedre i »fri luft« og i dét arrangement, end i en version tillempet koncertsalskultu-rens smag.

Problemet med hvilken slags musik hvor og til hvad nytte er interessant, og kunstnerens og musikkens rolle i samfundet kan ikke diskuteres længe nok. Jeg skal henvise til DMT nr. 4, hvor Thomas Koppel dels selv, dels i samtale med Morten Zeuthen, redegør for sine synspunkter.

Det vigtigste punkt i Per Nørgårds tale var omtalen af »brent«-fæno-menet, det yderst subjektive. I klassisk og »ideal« kunst er brent'en undgået - brenten er uheldet, som bliver en del af værket, uregelmæssigheden, rodet, de mange muligheder. Brent'en må dyrkes som et princip som hos Stravinsky men ikke idealiseres, som Cage efterhånden har gjort. Nørgård talte også om »lyttekoder«, dvs. hvordan man indstiller sine ører. Ting får mening eller bliver absurde alt efter, hvordan vi i en given situation lytter - efter hvad og hvordan.

En interessant diskussion mellem Nørgård og Koppel lå i luften, men blev afværget p.g.a. tidnød. Den må vi have en anden gang.

Kulturkvartetten opstillede - efter en del snak frem og tilbage - 3 mål for musikken 40.000 år frem!: 1) sensibilitet 2) original kreativitet 3) det sociale element, det kommuni-kationsmæssige aspekt. Fuzzy var desuden inde på den revolution, som udbredelsen af synthesizere med tilsluttede computere betyder. Enhver kan med disse midler blive sin egen partiturkomponist, uden klassisk musikuddannelse. Det vil bryde konservatoriernes monopol, men Fuzzy så samtidig faren ved de meget mekaniske apparater (fx. avancerede el-orgler), der hæmmer enhver kreativitet.

Cage var gennemgående figur -»årets klassiker«. Vi blev indført i 3 hjørner af hans mangfoldige virksomhed: Koncertmusik af traditionelt tilsnit, anarki og meditation. Cages tidlige værker rummer en helt egen, særpræget verden -tænk bare på de mange fantastiske stykker for præpararet klaver (som vi desværre ikke fik prøver på). Materialet i hans 6 Melodier for violin og klaver (1950) er begrænset til det yderste, men behandlingen af stoffet er spændstig og der er noget godt, sundt, spillemandsag-tigt over det værk, noget umiddelbart musikantisk og charmerende. Pelle Gudmundsen-Holmgreens Parting (strygekvartet nr. 6) er en afsked med Webern, men stod på samme program som Cages ovennævnte værk og harmonerede så godt med det, at man vist må kalde det åndsslægtskab. Og Cages stykker kunne for den sags skyld lige så godt være en hilsen til Webern. Eller Dørges og Tchicais eksperimenterede Åbninger en åbning imod Cage, for alle disse ting bestod af fantasifuld og raffineret udnyttelse af enkle midler.

På samme program som Cage og Gudmundsen-Holmgreen opførtes Karl Aage Rasmussens Solos and Shadows (1983) og 6 af Hans Abra-hamsens Studier for klaver (1983-84). Det var en fornøjelse at høre de to nyheder i adækvate udførelser ved hhv. Københavns Strygekvartet og Amalie Malling. Det var i det hele taget vældig godt, dette åbningsprogram.

Tilbage til Cage. »Musicircus« på konservatoriet var sat i værk efter Cages anvisning: »Sæt simpelthen så megen musik (eller andre kunstarter, som anvender tid) sammen som muligt, uden hensyn til æstetiske retninger.« 87 studerende m.v. afviklede 64 simultane og forskudte »numre« (bl.a. mere Cage) over 2 timer efter en »Det-sker-fra-minut-til-minut«-plan på 22 spillesteder i 13 lokaler - inklusive toiletter. Det var et vellykket og morsomt arrangement, hvor man kunne få lejlighed til at afprøve forskellige »lyttekoder« eller lytterattituder, fra den omvandrende : »forældredag«/»talentkonkur-rence«, til den stationære: »Absurd musikteater«/»Collage«/»Sindets kakofoni«. Lige meget hvor meget de dygtige elever altså spillede Bach, Samba, Weill eller Rock, spillede de Cage.

Cage tør. Og NUMUS har vel især specialiseret sig i »Musik, der tør hvor andet tier«. Nogle af dem, der turde noget var »de gamle vilde«. Geoffrey Madges klaverprogram »Forudanelser af 1984, særlige, profeter og revolutionære« indeholdt musik fra 1905 til 1936 af bl.a. revolutionære russere. Deres musik har udgangspunkt i en impressionistisk klangverden, forfinet og urytmisk. Nikolaj Roslavetzs Prelude (1915) var blandt det mest originale, synes jeg, mens Alexander Mossolov (der ellers kan være rabiat og futuristisk nok) var repræsenteret med en meget impressionistisk farvet Nocturne (1928). Originalst var alligevel Stravinsky og Hauer og til en vis grad Busoni samt amerikanerne Ives og Co well. Yvar Mikhashoffs program med musik af amerikanske »excentrikere og profeter« fra NUMUS 1983 mindes jeg stadig med glæde. Det var vildt og voldsomt.

Geoffrey Madge er et fænomen, der må dyrkes. Tidligere på dagen (4. maj) spillede han sidste sats (fugaen) af Beethovens Hammerklaversonate i det rette tempo ( J = 144) - det var forrygende og mere vildt end de vildeste profeter. Madges opførelse af Xenakis' Eve-ryali (ligesom Beethoven spillet p.g.a. afbud fra Karl Aage Rasmussens Fuga over Beethovens fuga) var imponerende. Heldigvis - forlyder det - er Madge engageret af DR til et par store projekter. Årets musikteaterindslag var på et absolut professionelt niveau (man er kommet over »konservatoriets lærere udfører underlige Kagel-foreskrevne krops vridninger, mest for elevernes sjov«-stadiet - det er nu længe siden). Dieter Schnebels Körpersprache, Kagels Dressur (som har kunnet opleves tidligere i Århus og København) og Chri-stous elementært spændende The strycnine Lady var godt lavet af Den jyske Undergrund og Frans Hansen m.m.fl. Jeg var derimod noget skuffet over Den nye Kulturkvartets Narreskibet. En god ide lå bag, men dette »intermedia show« var langt og noget løst i det. Der var dog et par gode numre inkluderet, de skyldes formentlig Fuzzy, kvartettens i øvrigt eneste danske medlem.

Der blev opført ikke mindre end 24 danske værker på festivalen, hvoraf flere var uropførelser. Jeg vil gerne nævne Poul Ruders og Per Nørgård, som nogen af dem, der virkelig vover sig ud på det dybe vand. Ruders med sit stædigt insi-sterende og voldsomme Vox in Rama og Per Nørgård med det rentud vanvittige stykke Præludium og Myrefuga (med en krabbekanon) , hvis første halvdel er en instrumentation af et Bach-præludium. Men i øvrigt var der (om ikke allerede nævnt) musik af Svend Nielsen, Ivar Frounberg, Ole Buck, Wayne Siegel, Svend Aaquist Johansen, Bo Holten, Erik Højsgaard samt 2 slagtøjsvær-ker af Anne Linnet og Andy Pape. De var begge pågående og intensive i udtrykket. På samme nats program stod Thomas Koppels tidligere nævnte Nocturne fra den lange grå gade, og uvægerligt stillede man sig selv spørgsmålet: Er Linnets og Papes rytmiske musik ikke i bund og grund lige så socialrealistisk og folkeligt medrivende og opløftende som Koppels værk eller Savage Roses folkeligt inspirerede musik? Er der mon sket noget i kompositionsmusikken, mens Thomas Koppel har været væk fra den? Det var ærgerligt vi ikke fik hans svar.

Niels Rosing-Schow og Steen Pade havde skrevet smukke, velfungerende orkesterværker. På orkesterkoncerten blev der også opført 2 værker af Percy Grainger, hvis individualitet er øjensynlig, men hvis profetiske evner, jeg stadig ikke kan se for bar almindelig pænhed. Det må komme an på videre prøver. Saties Parade er derimod noget af det gamle halvvilde. -Koncerten blev udmærket ledet af Frans Rasmussen.

Special interesse knyttede der sig til koncerten med musik af »Firsernes nye generation«: Anders Nordentoft, Matthias Ronnefeld, Thomas Agerfeldt Olesen, Matti Borg, John Fransen og Bent Sørensen. Det var bemærkelsesværdigt, at værkerne var så professionelt skrevet og så internationale i stilen. Ikke megen provinsiel danskhed. Ikke megen »brent«, socialrealisme, Cage eller vildskab. Man kan spekulere på, hvorfor musikken blandt de unge ikke er mere påvirket af alt det, der er sket i digtning, malerkunst osv. i disse år. Er musikken da afsondret fra det omgivende liv?

Og så er vi tilbage ved Thomas Koppel igen. Men háns musik og foredrag blev alligevel bare ét af mangfoldige, modstridende, tankevækkende, verbale og musikalske udsagn på en god NUMUS.