uden titel

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 06 - side 265-265

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

DMT slutter sæsonen med en vægtig hovedartikel - Jørgen I. Jensens om Thomas Mann's musikroman Doktor Faustus. Jensen har talt om denne roman og dens musik i mange år blandt venner, nu er det på tryk - der er læsestof til sommerferien! NUMUS-festivalen er vel overstået - vi har en rapport fra Aarhus og bringer også de på NUMUS fremsagte fire profetier om fremtidens musik af henhv. Pierre Dørge, Per Nørgård, Thomas Koppel og Den nye Kulturkvartet. Desuden anmelder Poul Borum plader med Gert Mortensen og Yvar Mikashoff, Mahler-eksperter Knud Mariner anmelder bøger om Alma Mahler, Per Nørgård skriver om den reviderede Siddharta m.m., m.m.

Redaktionen har netop modtaget følgende brev fra Karl Aage Rasmussen, efter meddelelsen om Finn Lykkebo's død:

»Ingen som har kendt Finn Lykkebo i de senere år, har kunnet modtage meddelelsen om hans død uden en stærk følelse af afmagt. Også andre end hans venner forstod at livet ofte var en tung opgave for ham, men h vor hårdt han sled for at korrigere sin egen kollisionskurs og hvor høj en pris han betalte når livet alligevel faldt ham i ryggen, kan kun få vidne om. For stoltheden og værdigheden ville Finn ikke miste, og han satte den ikke til købs, heller ikke når den isolerede ham og gjorde opgaven vanskelig for den som prøvede at være ham til nogen nytte.

Det er forbandet og det er bittert at han tabte tilsidst, særlig bittert fordi han i den seneste tid var mere overbevist end nogensinde om at lølsningen var i sigte.

Dét er umuligt at forlige sig med.

Finn stillede store krav til livet, til sig selv og til andre, så store at desillusionen næsten var indbygget. Livet skulle for Finn til stadighed dokumentere at det var noget særligt, og selvom det udefra set virkede som om han realiserede mange af de drømme andre tålmodigt drømmer i en menneskealder, så lod hans sanser sig ikke tilfredsstille af køligt overlæg: der var altid endnu en flig af tilværelsen som Finn måtte løfte, om så blot for at sikre sig at livets fylde ikke gemte sig her. Og dette sammenstød mellem sansning og erkendelse tror jeg ikke at selv hans nærmeste formåede at trænge ind til kernen af. For Finn levede jo i sandhed op til mak-simet om at »hvo som elsker natur og kunst, han spilder ej sine jordiske dage«. Jeg har aldrig mødt et menneske med mage til spontan og følsom begejstring i sin omgang med kunst, til tider næsten i form af forslugenhed. (Finn havde læst alle de romaner af latinamerikanske og japanske forfattere som vi andre kun kendte fra anmeldelser.). Og i naturen var han den vidende, indlevede iagttager som kunne få en tilfældig knækket gren eller en fugls flugt til at afsløre dybe hemmeligheder. (Da jeg for 15 år siden bosatte mig på landet, uden andet begreb om landliv end Politikens håndbøger, kom Finns saglige forhold til naturen og hans praktiske håndelag mig ofte til undsætning).

Som lærer i en snes år ved konservatorierne var Finn ikke blot respekteret, men (hvad der er ulige sjældnere) elsket af sine elever. For de samme egenskaber, naturligvis, - varmen, engagementet, evnen til at få en personlig oplevelse til at smitte og gløde hos andre. I selskab med Finn var neutralitet ikke mulig, man måtte være helt for eller helt imod, man måtte dele oplevelsen med ham eller stritte imod af alle kræfter. Og det sidste var sjældent nødvendigt.

Det vil være naturligt for DMT i sin portrætserie at belyse Finns kompositoriske arbejde. Selvom formatet i hans musik altid er beskedent, så var de kunstneriske ambitioner stærke, og de blev ofte realiseret med både teknisk sikkerhed, omhu og finesse. Især hans værkrække for soloinstrumenter, præget som den er både af hans sanselighed og hans instrumentaltekniske indsigt, vil være et slidstærkt eftermæle for en komponist som havde noget stærkt personligt på hjerte, men desværre også så stærke personlige forhindringer at overvinde.

Da Dylan Thomas døde, skrev Stravinsky et værk over en Dylan Thomas-tekst, som i sin kombination af tekst og musik hørte til Finns yndlingsværker. Hans eget skæbnefællesskab med Dylan Thomas og digtets poetiske raseri mod dødens uvæsen er for mig blevet ikke blot en rune over to af de kunstnere jeg selv sætter højest, men giver nu samtidig mæle til følelsen af at have mistet et menneske jeg holdt af.«

Do not go gentle into that good night.

.......

Though wise men at their end know dark is right,
because their words had forked no lightning
they do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
and learn, too late, they grieved it on its way,
do not go gentle into that good night, rage,
rage against the dying of the light.

......

(se også side 298 og 320)

Årgang 58/1983-1984, nr. 06