Barthes og musikkens utopi - til læsningen af 'Musica practica'

Da Roland Barthes i 1970 offentliggjorde »Musica practica«, det første af hans, temmelig få, skrifter om musik, var han allerede 55 år gammel; han havde forlængst skabt sig en position som førende intellektuel i fransk åndsliv på baggrund af et forfatterskab, hvis grundlæggende sigte altid, tværs gennem alle forskydninger og forgreninger, var radikalt, kritisk, et stadigt opgør med det vedtagne, den offentlige 'sandhed' (doxa), den bevidstløse viderebefordring af traditionen (idées reçues), det lukkede og stivnede i alle dets sociale og kulturelle former. Et indflydelsesrigt forfatterskab; i begyndelsen af 50-erne: litteratur- og teaterkritik, der efterhånden udvider sig til kultur- og samfundskritik, bl.a. i artikelsamlingen Mytologier's detaillerede afdækning af sunkent tankegods og irrelevante forståelsesformer i massekulturens mainstream (ugebladene, reklamerne, sportsreportagerne osv.); i 60-erne, under inspiration af psykoanalyse, marxisme og især moderne lingvistik, afgørende bidrag til udviklingen af semiologien som almen teori om tegnsystemer og deres funktion i det sociale og det subjektive, men også som metodisk ramme, en 'videnskabeliggørelse' af den kritiske, analytiske aktivitet; og undervejs: artikler om et utal af kulturelle fænomener, om drama, litteratur, presse, reklame, film, fotografi. Derimod ikke om musik, - ikke før i 1970.

»Musica practica« er så at sige skrevet i vadestedet, på et tidspunkt hvor der sker væsentlige forskydninger i Barthes' interesser og intellektuelle positioner. Den semiologiske opfattelse af 'teksten' som et færdigt, afsluttet produkt, som et objekt (for analyse) afvikles gradvist og erstattes med en betoning af 'teksten' som produktion, som proces i dobbelt forstand: forstået som spor efter en (social og subjektiv) tilblivelsesproces og som aktuel produktion / modtageren. Og sammenhængende hermed forsøger han nu at formulere et egentligt positivt alternativ til alt dét, hans kritiske aktivitet har været vendt mod. De fleste 'tekster' (i bred forstand) er faktisk stivnede udsagn, produkter, værker, der lægger op til passiv konsumtion, men han finder også i traditionen enkelte tilfælde, hvor værket er blevet til Tekst og møder sin modtager i åbenhed. Først og fremmest har hans bestræbelser imidlertid karakter af projekt, de er led i forsøget på at skitsere en endnu ikke eksisterende, men mulig, sammenhæng mellem værk og publikum, hvor værket kan indgå i en ikke fremmedgørende funktion, hvor værk og publikum kan smelte sammen i én proces. En utopi, med andre ord, -som fremsættes usikkert, tøvende, i skrifter der bliver mere og mere fragmentariske.

Det 'åbne' værk, Teksten, værket som proces, som invitation og ikke som ideologisk diktat, - og tilsvarende modtageren som aktivt involveret med-producent i tilegnelsen: det er nok en utopi, men efter Barthes' opfattelse allerede foregrebet i musikken, - der derfor dukker op på dette strategiske sted i forfatterskabet: musikken, ikke som objekt for konsumtion, men som praksis, udøvelse; og endnu en sondring: ikke den professionelle udøvelse (den er blot vrangen af konsumtionsmusikken), men amatørens praksis: 'den musik, man spiller selv'. Et synspunkt med baggrund i personlige erfaringer, egne oplevelser af musikkens lyst: livet igennem var Barthes aktiv som amatørpianist, og havde desuden, som ung, før tuberkulosen spærrede ham inde på sanatorier i tyve år, dyrket sangen som elev af Charles Panzéra, tidens store, franske lied-fortolker.

Amatørisme er et centralt begreb hos Barthes: Uanset det konkrete indhold i amatørens aktivitet (den bestemte kunstart, han dyrker) søger han ikke at udtrykke sig (sit) selv, han påtvinger ikke andre sit billede, men følger sin lyst, opgiver sig selv og drages mod stoffet som en elsker mod den elskedes krop (amator: den der elsker og vedbliver at elske). Han undgår derved kulturlivets faste rollefordeling, placerer sig uden for modsætningen kunstner/publikum: via det dobbelte afkald på kunstnerens imago og modtagerens kolde, passive pirring opnår han en ny lyst, og bliver ifølge Barthes den sidste anti-borgerlige kunstner i det borgerlige samfund. Men når det til syvende og sidst ikke er fritidsmaleren eller lejlighedspoeten, men netop amatørmusikeren, der indtager den centrale plads i utopien, skyldes det at han forholder sig til noget allerede foreliggende: han ligner læseren (af et værk, en roman) , men adskiller sig ved faktisk at gøre noget ved værket, han arbejder med det, i helt bogstavelig forstand. Og derved foregriber han den tilegnelsesform, Barthes projekterer: amatørmusikerens praksis bliver en slags realiseret utopi på ét enkelt område, et billede på det, der - engang måske - skal gælde overalt: æstetisk oplevelse som en aktiv, næsten kropslig med-produktion af værket.

Et billede, altså, men kun et billede: under alle omstændigheder er det vanskeligt at forbinde noget mere håndgribeligt med Barthes' forestilling om at læseren (af en roman f.eks.) på samme måde som amatøren, der spiller et stykke musik, skal 'spille Teksten'. Litterære tekster foreligger nu engang som værker og ikke som partiturer, de opfordrer højst, i særlige tilfælde, til aktiv 'med-læsning', til et 'med-spil´, der snarere har sit modstykke på et andet musikalsk område: i 'den musik, man lytter til.' For der er ikke blot to slags musik, - den man lytter til og den man spiller selv, - der er også to slags 'lyttermusik': det meste er værker, skabt til passiv konsumtion, men der findes, også her, barthes'ske 'tekster', musik som opfordrer til aktiv, produktiv lytten, - et forhold han diskuterer nærmere i »Musica practica« med Beethovens musik som eksempel; musik hvor praksissiden så at sige er optaget i værket selv (tydeligt i det strukturerende, konstruktivistiske arbejde med Diabellis tema i opus 120, der kun kan 'høres' hvis lytteren selv 'arbejder' med).

Og også i denne sammenhæng: musikken som billede. Utopien om en kunst, der (som Beethovens musik) åbner sig for det rette publikum, et publikum af sagkyndige amatører, og indrager deres egne praktiske erfaringer, - utopien om æstetisk oplevelse som en fælles proces, en i egentligste forstand social produktion. »Hvad nytter det at komponere, hvis det sker for at spærre produktet inde i koncertens lukkede rum eller henvise det til radiolytningens ensomhed?«

Peter Larsen er lektor ved Kbh.'s Universitets Inst. f. Litteraturvidenskab, afd. for Massekommunikation.