Lerchenborg-workshop, 27.-29. juli 1984

eller: hvad blev der af »de polske alternativer«

AF NIELS ROSING-SCHOW

Den politiske situation i Polen var vist i alles bevidsthed under sommerens Lerchenborgworkshop med polsk musik, skønt der ikke blev talt meget om den. Den ene af de polske gæster, komponisten Henryk Górecki (f. 1933) har ellers mærket følgerne af undtagelsestilstanden på egen krop, idet hans store religiøse værk Beatus Vir (1979) for baryton, kor og orkester blev forbudt opførelse i kirkeligt regi. Górecki er på myndighedernes sorte liste, og det var lidt af et mirakel at Louise Lerche fik ham til Danmark - og måske et udtryk for forårets opblødning af den politiske situation i Polen.

Den anden polske komponist Pawel Szymanski (f. 1954), repræsenterer den yngre generation af komponister, der er vokset op i skyggen af »de store polakker«, Lutoslaw-ski, Penderecki og Górecki. Pawel Szymanski står overfor sit internationale gennembrud med blandt andet opførelsen af sin Sonata for slagtøj, 9 violiner og kontrabas ved årets ISCM-festival i Canada.

Til workshoppen havde han komponeret Two Illusory Constructions for klarinet, cello og klaver, som uropførtes af Den fynske Trio. Værket hviler på en konstruktiv kompositionsteknik som Pawel Szymanski har udviklet i de senere år, baseret på kanonprincipper. En kanonisk struktur opfindes, hvorefter denne struktur sløres ved gennemgribende variation og udvidelse, ved hoketusteknik og lignende. »Kernesatsen« bliver således styrende for forløbet uden at være håndgribeligt tilstede - bliver en illusorisk konstruktion.

Rent stilistisk må satsens skelet skille sig ud for at kunne opleves, selv som illusion. Og som konsekvens heraf må Szymanski vælge det barokke idiom som udgangspunkt, idet en atonal struktur ikke ville skille sig tilstrækkeligt ud, og et renaissance-idiom ville næppe være lytteren tilstrækkeligt bekendt. Heraf også nødvendigheden af at bruge en kanonisk struktur: den kan umiddelbart fanges af lyttere. - Resultatet? I trioens første sats en lidt skæv barokagtig minimalisme, (se eks. 1) i andensatsen en statisk heterofoni (se eks. 2). (nodeeks.)

Også Górecki vender sig til fortiden i sit nye værk Recitativa i Ariosa, Lerchenmusik komponeret under opholdet på Lerchenborg efter 4 års kompositionspause p.g.a. sygdom og tilegnet Den fynske Trio. Men i overensstemmelse med sin natur går Górecki langt mindre konstruktivt - for ikke at sige rent intuitivt - til værks. Assosiationer til en enkel kadanceformel som undertiden tager form af et quasi-citat fra Beethovens 4.klaverkoncert, assosiationer til en svævende religiøs recitation og fordybelse i enkle klange præger stykket, hvis udtryk rummer en paradoksal blanding af optimisme og resignation, (se eks. 3).

Det statiske, flade-karakteren og den fåtonige recitativiske melodik forbinder værket med Góreckis store religiøse værker fra 70'erne og for såvidt også med træk fra de mere vilde værker i 60'erne. Men den direkte tilknytning til tonale fraser og værkets hele grundholdning repræsenterer en ny retning. Ny-konstruktivisme hos Pawel Szymanski, gotisk følsomhed hos Górecki og hos begge umiskendelig tonal orientering, - unægtelig temmelig langt fra vores gængse forestilling om »de polske alternativer«, som var emnet for workshoppens afsluttende rundbordsdiskus-sion. Direkte adspurgt om sin opfattelse af begrebet - som for de danske deltagere i diskussionen, Bent Lorentzen og Sven Erik Werner stod for noget ganske bestemt: en avantgarde ved siden af Darmstadt, talenteksplosion efter Stalin-tiden, begejstring, publikumsorienteret musik m.v. - svarede Górecki karakteristisk nok med et skuldertræk:

»Det polske folk udgør en enhed. I århundreder har der ikke eksisteret et Polen på Landkortet, men altid et polsk folk. Kulturen er den samlede faktor. Kulturen er en nødvendighed«. Kulturen er også en magtfaktor, som politikerne må tage højde for. Og det er måske her de egentlige »polske alternativer« ligger