Mit sidste kursus

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 02 - side 102-103

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Da jeg for tre år siden stod på storebæltsfærgen på vej hjem fra Rostropovitj-kursus på Egeskov Slot, tænkte jeg at nu var min ungdom da vist forbi, eftersom dette kursus måtte være mit sidste. Jeg var da snublende nær de tredive, solocellist, og i musikalsk henseende på alle måder det jeg selv fem år før - med et ganske bestemt tonefald - havde kaldt »veletableret«. Og om det så er kruk eller ej, kan det være lidt ubehageligt at iføre sig mental matrosdragt og stille op blandt en flok mere eller mindre fremstormende yngre musikere, for i tur og orden og i fuld offentlighed at modtage undervisning.

At jeg alligevel havde vovet mine stikkelsbærben ned i vidunderbarnets korte bukser og bundet matroskraven under skægstubbene, skyldtes udelukkende den chance det er, at sidde ansigt til ansigt med Rostropovitj kun adskilt af en cello, og kun forbundet af musikken. Jeg har været med til mange mesterkurser og spillet med mange store solister og dirigenter, men der er ingen hvis tryllehat jeg i den grad har ønsket at gå efter i sømmene som M.R.'s (Mstislav Rostropovitj).

Da jeg knap var begyndt at interessere mig for klassisk musik kom min far hjem fra Polen med nogle meget kedelige pladeomslag med nogle meget tunge plader i. Som om det ikke var nok, var teksten stort set umulig at tyde for en 11-årig vesteuropæer. Dog fik jeg styr på at dét måtte være noget af Beethoven, hans cellosonater nemlig, og musikken klang forjættende i mine ører. Pianisten fik jeg også rede på - Richter hed han - lige som fabrikatet på tandlægens krystalfyr af en lampe, navnet som skar sig ind i bevidstheden, mens tandlægeboret borede sine huller. Men cellisten! Det navn opgav jeg, og godt det samme. Der kom andre chancer! Plademærket var Melodia, og jeg tænkte at det passede sjældent godt til den måde cellisten spillede. Og jeg hørte de to plader hundreder af gange og gør det stadig.

Den mand spiller cello som svalen flyver og som solen står op og som et sct. hans bål brænder. Og hans musikalitet er så menneskelig og nærmest kropslig, at celloen i hans hænder bliver ophøjet til universaludtryksmiddel og ur-instrument. Nå ja - store ord, men jeg hørte ham igen i lørdags på Fredensborg Slot, så De tilgiver mig -. Kurset for tre år siden på Egeskov havde været en fantastisk succes. På få sekunder havde R. omformet den lidt stive og fremmede atmosfære blandt musikere og publikum til en forventningsfuld og vågen stemning, og efter yderligere nogle sekunder var salen et varmt, åndfuldt og morsomt selskab, hvis traktement ikke var laks, højreb og chokolademousse, men musik. Kun musik. Men nydt i store mundfulde og fulde drag. Så meget mere eftersom vi alle vidste at R. ikke giver kurser; så vidt jeg ved har han kun givet et enkelt uden for Rusland og Egeskov. Et kæmpekursus finansieret af medicinalmillionæren og musikelskeren Paul Sacher i Basel for mange år siden. At det var lykkedes at skaffe ham til Egeskov i 1981 skyldtes dels en Sonning-pris og dels nogle meget ihærdige og optimistiske arrangører og mest grevinde Nonni Ahlefeldt-Laurvig-Bille og greven Gregers med samme efternavn. Men i år blev det atter til et kursus på Egeskov! At det igen har kunnet lade sig gøre skyldes det samme prisværdige initiativ plus et venskab mellem M. R. og greven og grevinden.

Og når jeg så atter i år blev tilbudt at deltage, ja, så kunne jeg ikke modstå, og tog afsted. At beskrive det som gør musik fængslende, at beskrive dette i ord, er virkelig noget som kun kan betros professionelle musikskribenter (og meget ofte heller ikke dem), og at forsøge at gøre rede for magien i f.eks. R.'s musikerskab er givetvis for meget for min kuglepen. Det man kan gøre er at prøve at karakterisere den holdning en kunstner har. Eller beskrive hvilke løsninger han/hun har valgt på klare spørgsmål som tempi, tradition, historicitet osv. R. er som de fleste store performere et intuitionsmenneske. Hans viden og hukommelse er enorm, men kan dog ikke forklare hvorfor han vælger netop den betoning, netop den karakteristik af et musikværk, eller netop det eksempel til illustration i undervisningen.

Når et af de otte ensembler, som deltog i undervisningen, til start på deres »time« spillede deres omhyggeligt indstuderede værk igennem, sad jeg og prøvede at gætte, hvad R. ville sige. Jeg mener: Vi kan næsten alle høre, hvornår noget spilles i forkert tempo, eller er falsk osv., men hvad vil manden tage fat i, hvad er vigtigst. For det R. sagde, var altid overraskende, og det slog mig, at han altid så tingene i meget store helheder. Han kunne ikke - i dette forum i al fald - finde på at nørkle med et kikset løb eller en enkelt forkert betoning, men ønskede f.eks. snarere at rette balanceproblemer mellem instrumenter i gruppen, eller karakteriseringen satserne imellem. Og når han greb en af elevernes celloer, var det for at vise klanglig facettering og karakteristik, ikke specifikke fingersætninger eller strøg. I det hele taget var hans mål med kurset det man engang kaldte »alment dannende«, ikke en slags musikkens anstandsundervisning, men en hjælp til en frugtbar indgangsvinkel til professionel musiceren. Jeg spurgte ham en dag om, hvorfor han ikke tog sin egen cello frem og viste os hvordan kagen skulle skæres. Han svarede, at han var bange for, at folk ville prøve at kopiere ham, og at meningen var en helt anden, nemlig den at hjælpe folk til frugtbare egne løsninger på de musikalske udfordringer. I stedet for at illustrere sine ideer på cello spillede han klaver. På scenen var to store flygler stillet op: det ene åbent og vendt mod publikum, det andet lukket og med den »forkerte« side frem. Det sidstnævnte spillede R. på, og - uden at forklejne nogen af de gode og fremragende pianister - må man nok slå fast, at R.'s klaverbehandling var i særklasse. Ikke alene klingede hans klaverspil fantastisk, teknisk kunne han også det hele. Udenad kunne han spille lige fra nodetro klaversatser i trio'erne og sonaterne, til de til lejligheden fremstillede klaverudtog fra Schuberts kvintet, Sjostakovitj' 8. symfoni osv. osv.

Hans helhedsbillede strakte sig også til hele kursets iscenesættelse. Hans sans for, hvornår der trænges til en morsom illustration eller en guddommelig pantomime er veludviklet. 200 personer, deriblandt dronninger og prinser, musikanmeldere og legatbestyrere lytter på. En undervisningssituation som denne kan nærmest kun lade sig praktisere med et moment af show. R.'s fysiognomi med den skaldede isse, blinkende briller, spids næse og det for komikere så gavnlige underbid, samt hans uhøjtidelige hjertelighed, alt dette fik latteren til at rulle i store bølger ned gennem Riddersalen.

Et par af hans ordbilleder omkring musikken skal nævnes her. Et sted i Ærkehertug-trioen af Beethoven ulmer en klaverfigur op gennem registret til det høje leje, for at blive afløst af et lyst og legende tema med mange muntre tonegentagelser. Rostropovitj pegede på en summende flue i vindueskarmen, og mente at musikken skulle være som fluen, der langsomt fjumrer op ad ruden i sin længsel efter lys og luft, og som til sidst ryger ud af trækruden foroven og glad på må og få flyver ud over Egeskovs voldgrav. Eller den dystre indledning til Bach's femte suite i c-mol, som starter med de to dybe strenge attakeret i oktav. De to strenge skulle være som de to sten vore forfædre slog mod hinanden for at skaffe ild. Og denne ild skal give hele værket lys og varme.

Den slags billeder bliver siddende i hovedet lang tid efter man har mistet hørelsen, og jeg vil altid når jeg skal starte på Bach's femte suite, tænke på de to stenaldersten. Det vil sikkert fremgå, at kurset på fire dage burde have været meget længere, og at mange flere end de otte heldige grupper kunne have fortjent at deltage. En af de ting man kunne have ønsket uddybet, var den nyere musik. Repertoiret på kurset var meget traditionelt, og det kunne have været spændende, at overvære instruktion i nye værker. R. har en meget åben holdning til den nye musik. Jeg tvivler på, at der er ret mange andre musikere, som har taget aktivt del i skabelsen af så mange væsentlige ny-skrevne kompositioner. R. har samarbejdet med mange komponister, lige fra russiske traditionalister over Prokofiev og Sjostakovitj til folk som Arne Nordheim og Hans Abrahamsen. Jeg tror ikke der ligger nogen særlig filosofisk eller musikpolitisk holdning til grund for de initiativer R. tager. Mere en appetit på verden, et ønske om at tage del i livet, som da han pludselig greb 2.-celloen i Schuberts kvintet og vi så denne fantastiske 57-årige russer i jakkesæt mellem danske sweatshirts og kondisko, helt opslugt af musikken og sammenspillet. Da jeg forlod Egeskov den sidste dag, opdagede jeg alle åkandebladene i voldgraven og fik den idé, at det var store, bløde, fine ører, som var skudt op i dagslyset i de dage kurset havde varet. Jeg var i fint humør, og lykkelig over ikke at være et et-årigt vandblad, som måtte se sit livs efterår i møde uden så meget som en walkman. Og når man nu lever i så mange år, hvorfor skulle dette egentlig blive mit sidste kursus?

Årgang 59/1984-1985, nr. 02