Nye bøger - Mahler under lup

Henry-Louis de La Grange: Gustav Mahler. Chronique d'une vie. Vo L I: »Les chemins de la gloire« (Librairie Fayard, Paris 1979,1149 s.) Vo L II: »L'âge d'or de Vienne« (Paris 1983,1278 s. - a 350 francs)

I modsætning til katten, der efter sigende har ni liv, har den skabende kunstner (i bedste fald) kun to: nemlig den aktuelle tid, hvor han færdes lyslevende iblandt os, og det senere, posthume, hvor alene hans værker lever med os, i os. Falder imidlertid talen på Gustav Mahler kan man konstatere, at han har haft hele tre liv: det aktuelle, der varede præcist 50 år, 10 måneder og 11 dage, og derefter tiden frem til midt i 30'erne, hvor hans værker jævnligt blev opført -endog i Danmark - men som helt forsvandt med nazismens indtog og indflydelse i Europa, og først - for tredie gang - dukkede op igen omkring 1950, hvor man genopdagede deres værdi og aktualitet for vor tid.

Den såkaldte »Mahler-bølge«, der så sagte satte ind ca. 1960, har sit udspring i USA og England, hvor flygtninge fra det nazistisk truede Europa i 1930'erne havde slået sig ned. Det var en kulturelite, bl.a. af musikere, dirigenter og musikvidenskabsmænd - adskillige jødiske - hvis virke for kendskabet til og udbredelsen af Mahlers kunst, nu mange år efter bar frugt. Hvorimod den i komponistens hjemland havde været undertrykt og forbudt. Man kan i den forbindelse konstatere, at det nok så sigende var tyske musikforskere, der i 1960'erne - med løftede øj enbryn -lancerede udtrykket om Mahlers »gådefulde popularitet«. Havde man ellers ikke i årene forinden grundigt renset bibliotekerne for hans værker, brændt bøgerne om ham og i det hele taget ment ham åndelig død, begravet og glemt? Den stadig rivende strøm vestfra af bøger og artikler og ikke mindst et utal af pladeindspilninger kunne dog ikke i længden ignoreres. I 1964 udsendte Deutsche Grammophon sin første plade med en Mahler-symfoni, omend med et hollandsk orkester. Indtil sidste halvdel af 1950'erne var litteraturen om Gustav Mahler begrænset til at omfatte en række tyske værker udgivet mellem 1910-24. Navne som Paula Stefan, Richard Specht, Guido Adler, Paul Bekker - og som en enlig svale i 1940 - Alma Mahler, er klassikere i forskningen omkring Mahler. Desværre lider de alle af store mangler og fejl, og det til trods for at disse personer havde kendt komponisten og indenfor rimelig rækkevidde havde betydeligt mere materiale til rådighed end de rent faktisk gjorde brug af. Takt og finfølelse overfor endnu levende mennesker holdt dem tilbage, forklarer R. Specht i forordet til sin biografi. Efter to verdenskrige var meget af dette materiale blevet spredt for alle vinde, noget helt ell. delvis forsvundet, og de fleste med personligt kendskab til Mahler var døde. Og de overlevende blev ikke udspurgt, mens tid endnu var.

Med en ny generation fandt efterhånden en omvurdering af Mahlers kunst sted, og en revision af hans biografi syntes også at presse på. I 1955 stiftede man i Wien, med den aldrende Mahler-adept Bruno Walter som præsident, »Det internationale Mahler Selskab«, hvis primære formål var at genudgive hans værker i en forsvarlig udgave. Året forinden opholdt den unge engelske musikskribent Donald Mitchell sig i byen for at gøre research til en bog om Mahler. Og hans i 1958 udgivne studie »Gustav Mahler. The early Years«, der behandler komponistens liv og værker frem til 1880, var det første kri-tisk-positive forsøg på at rydde op i de myter og legender, der i årtier havde omgivet Mahler, samt at skabe basis for en ny forståelse af hans musik. Genudsendt 1980 i en revideret udgave er den stadig en yderst fængslende og læseværdig bog. Havde midlerne dengang stået i rimeligt forhold til intentionerne var hans bog og de tre efterfølgende bind (hvoraf to er under forberedelse) sandsynligvis blevet biografien. Det skulle imidlertid falde i en andens lod at skrive den, en person med midler og dermed tid til at foretage de omfattende og dybdegående efterforskninger, der var påkrævet for at indsamle materialet.

For den nu 60årige franskmand Henry-Louis de la Grange var (og er) nøgleordet FACTS, da han i slutningen af 1950'erne besluttede sig til at skrive intet mindre end den definitive Mahler-biografi. Heraf foreligger nu to bind og et tredie og sidste udkommer inden jul i år. La Granges erklærede mål var at bygge biografien op over et skelet af de reelle og nøgne kendsgerninger, kendte som ny opdagede, således at man fremover havde et fast og troværdigt grundlag at arbejde videre på, når man beskæftiger sig med Mahler. Tidligere skribenters fejltagelser - og dem er der en del af - skulle der én gang for alle rammes en pæl igennem. Dette skulle være fremtidige Mahler-for-skeres referenceværk. Et ambitiøst projekt for en enkeltperson, og spørgsmålet er da også, om målet blev nået, løfterne indfriet. Det er et stort og exceptionelt værk. Det skal der ikke herske tvivl om, selvom man kan have sine forbehold og være utilfreds med dette og hint. Da man i oktober 1973 gik i gang med den amerikanske 1. udgave af bind l, blev man fuldstændig overvældet og forbløffet over alle de nye og ukendte detaljer som La Grange havde fremdraget om Mahler fra offentlige og private arkiver i Europa og USA. Men ... gentagne gennemlæsninger, krydsrevisioner og sammenlignende studier i arkiver afslørede imidlertid med tiden så mange og graverende fejl, at ens beundring efterhånden veg for en usikkerhed m.h.t. alt det andet, som det endnu ikke havde været muligt egenhændigt at bekræfte. Ens ti'lid til værkets ufejlbarlighed var m.a.o. kraftigt rystet.

Den svære kritik bd. l blev udsat for, både fra offentlig og privat side, medførte en dybtgående revision med henblik på en tysk og en fransk udgave. Den tyske er desværre foreløbig blevet droppet, hvorimod den franske udkom i 1979. Det drejer sig på én gang om en udvidet og en afkortet udgave. I forhold til den amerikanske udgave er den franske afkortet med 4 kapitler og slutter i august 1900 mod tidligere i januar 1902. Mange faktuelle fejl - dog ikke alle - er blevet rettet, og lange passager i adskillige kapitler er blevet omskrevet og udvidet på baggrund af nyopdukket materiale og nye relevante publikationer. Stockhausens kvalmende forord i den amerikanske udgave er blevet erstattet af et nyt af Pierre Boulez, og endelig har La Grange skrevet en ny introduktion, hvori han - noterer man sig -er mere generøs overfor sine medarbejdere og andre, der har hjulpet ham, omend visse navne forekommer mig at mangle. Apropos medarbejdere: en helt fundamental - og i øvrigt for mig ganske uforståelig - disposition hos La Grange er, at han ikke selv er gået på jagt i arkiverne, men har betalt sig fra det slidsomme arbejde. Det siger sig selv, at en medhjælper med en mindre baggrundsviden og interesse aldrig med samme ildhu og dedikation vil gå ind for opgaven, men derimod blot vil følge givne instrukser. Der vil derfor aldrig opstå de pludselige associationsforløb et navn eller en dato man måtte støde på kan forårsage. Af samme grund er meget undgået La Granges Opmærksomhed. Eksempelvis har undertegnede således ved studier i bl.a. arkiverne i Iglau (Mahlers hjemby) fundet så meget nyt og ukendt materiale, at La Granges 20 siders kapitel om Mahlers barndom med lethed kunne udvides til det dobbelte. Og det vel at mærke yderst relevant stof til belysning af komponistens familieforhold m.m. Tilsvarende gælder også Mahlers studieår i Wien såvel hans senere ophold i Kassel, Prag, Budapest og Hamburg.

På den baggrund er det ikke overraskende, at Mahlers tid i Wien som direktør for Hofoperaen i La Granges beskrivelse er svulmet op til dimensioner, der har nødven-diggjort et tredie bind, for arkiverne i Wien er intakte og forholdsvis lette at gå til. Det samme kan siges om Mahlers år i New York, der vil blive behandlet i det planlagte sidste bind af biografien. Det nye bind 2 går frem til marts 1907 og dækker altså kun syv år af Mahlers levetid - på 1060 sider! I denne betydningsfulde periode opstod symfonierne 5-8, »Kinder-totenlieder« og de 5 separate Rückert-sange. Mahler blev gift, fik 2 børn, og endelig var det årene for hans samarbejde med scenografen Alfred Roller. I disse år skete også Mahlers gennembrud som komponist: hans værker blev opført i stadig stigende grad utallige steder, og selv foretog han adskillige koncerttourneer til udlandet med egne og andres værker. Alt dette gør La Grange (som ventet) grundigt og nøgternt rede for, og det kan konstateres, at han i dette bind har været betydelig mere omhyggelig med sine datoer end tilfældet var i det forrige bind. Der er kun observeret få faktuelle fejl og de er til at leve med. Skal der som helhed rettes kritik mod biografien må den dels gå på disponeringen af stoffet, dels sproget, og endelig - hvilket måske kan synes irrelevant - mod dens ydre fremtoning og dens layout. Når man læser biografier, og for den sags skyld skriver en, så er det vel primært for at finde manden, personen bag hans værker, som af den ene eller anden grund fascinerer én. I tilfældet Mahler må det være komponisten og mennesket, der har første prioritet, dernæst følger i anden række den udøvende musiker: dirigenten og operadirektøren. Mahler vidste selv nøje at adskille sine to kald - komponist om sommeren og direktør for operaen i vinterhalvåret. Hos La Grange har det overordentligt vel-dokumenterede operajob i den grad overmandet ham, at mennesket og komponisten næsten drukner i trivielle og endeløse gennemgange af operadirektørens mange hverv. Samarbejdet mellem Mahler og Alfred Roller, deres epokegørende operaopsætninger, burde efter min opfattelse have været behandlet i et særskilt afsnit. Som nævnt pointerer La Grange i sit forord, at hans intention er at fremlægge dokumentation, og han agter ikke undervejs at diskutere evt. tvivlsspørgsmål. Man må altså tage de af ham fremførte facts for givne, med andre ord en objektiv fremstilling uden personligt involvement. Under læsningen fornemmer man da heller ikke på noget tidspunkt forfatteren, og det gør biografien til en langstrakt og yderst kedsommelig affære. Så er det ulige mere spændende at læse f.x. Donald Mitchells to Mahler-bøger, hvor forfatteren aktivt er med hele tiden - uden at objektiviteten derfor går tabt. Til andre tider skriver La Grange irriterende indforstået. Et eksempel ud af mange: På vej til Antwerpen i 1906 skriver Mahler (som vanlig) på banegården i Wien et postkort (utrykt og udateret) til sin kone: »Guten Morgen! Ich habe noch einen feschen Spaziergang gemacht - durch die Stadt - und mir bei dieser Gelegenheit ein paar Schlappen und ein Bindel gekauft (...)«. Det bliver hos La Grange (p. 780) til følgende: »Juste avant de prendre le train pour Anvers, dans le soirée du 1er mars, Mahler s'est promené à pied dans Vienne et il a fait quelques achats, notamment une paire de pantoufles et une écharpe«.

Helt bortset fra at det er en tindrende ligegyldig detalje, bliver vi ladt i stikken m.h.t. hans kilde, og kortet kunne for såvidt lige så vel være skrevet om morgenen den 1. marts, så Alma ville have det i hånde få timer efter, for så præcist fungerede postvæsenet dengang i Wien, hvor man havde rørpost. Bd. 2 slutter med flere appendices, hvor man bl.a. bemærker (med nogen undren) en grafologisk analyse (fra 1918) af Alma Mahlers håndskrift, hvor man kan mene at en af Mahlers ville have været mere relevant. Der eksisterer faktisk en sådan. Vi får en liste over Mahlers operarepertoire i Wien, en over sangerne på operaen, og til overflod en liste over alle Alfred Rollers iscenesættelser frem til 1945! Bindet afsluttes som det forrige med en 110 siders historisk-biblio-grafisk og analytisk gennemgang af de værker Mahler komponerede i det afstukne tidsrum. At komme nærmere ind på dette afsnit vil føre for vidt. I øvrigt leder man her forgæves efter den 8. symfoni fra 1906.

Med en tykkelse på hhv. 7 og 8 cm og et format på 14 x 22 cm er de to massive bind (3. bd. bliver af samme omfang) i allerhøjeste grad uhåndterlige og vanskelige at læse uden konstant at have en hånd presset ned på bogens sider. Det er helt uforståeligt, at forlaget ikke har insisteret på at dele hvert bind op i mindst to. Læsningen bliver yderligere vanskeliggjort af alt for små typer, den tætte linieafstand, og ved at de mange citater ikke er sat med kursiv eller anden divergerende skrifttype. En klar fordel ved den franske udgave er at fodnoter er placeret i marginen. Mange er imidlertid så lange og omfattende, at man i mange tilfælde må bladre flere sider frem for at finde noterne til netop den side man er ved at læse. I betragtning af, at mange kapitler er på mere end 100 sider, er det en stadig kilde til irritation at finde utallige henvisninger som f .x. »Se ovenfor kap. 27«, i stedet for en præcis sidehen-visning.

Trods alle indvendinger står vi overfor et stort og grundlæggende arbejde, et livsværk, et monument, som ikke kan ignoreres når man beskæftiger sig med Mahler. Man glæder sig til at se afslutningen og sidenhen - forhåbentlig - en tysk og/eller engelsk oversættelse.