Var det Langhalm, han hed?

Rued Langgaards 1. symfoni blev opført for første gang i mands minde - men den torsdagskoncert kunne have været mere af en begivenhed ! Deres udsendte blev godt sur på DR...

AF SVEND RAVNKILDE

Novra for en symfoni - bare navnet: »Klippepastoraler«! Men dét kom nu til langt senere. Og så er den dansk. Men den måtte til Tyskland for at uropføres, i sin tid, for den var ude af trit med sin egen tid herhjemme. Den blev skam opført en enkelt gang i København. Men dét var 15 år efter og på den endnu mere forkerte side af Tiden, så selv om komponisten at dømme efter stemmematerialet havde foretaget et enkelt spring i sidstesatsen, faldt værket til jorden på hjemlig grund, og så faldt det aldeles i glemsel, og således var vi noget nær en uropførelse nr. 2 af den formentlig længste danske symfoni overhovedet, da Radiosymfonior Kestret under ledelse af Frank Shipway på torsdagskoncerten 27/9 1984 spillede Rued Langgaards 1. symfoni (påbegyndt 1908; endeligt partitur 1911; første gang opført i Berlin 1913; anden gang opført i København 1928) - men det med den 'længste danske symfoni' blev nu en rekord med modification, thi efter en samlet gennemspilning, som jeg havde den glæde at få lov til at overvære, og som gik forud for det egentlige prøvearbejde, følte en eller flere af de involverede beslutningstagere sig åbenbart foranlediget til at manifestere deres magt over kunsten, for man gik i det dulgte i gang med saks og klister og præsenterede på koncertdagen uden at vippe med et øjenbryn publikum og lytterne og seerne (for der var skam fjernsyn på, om end Nordvisionsudsendel-sen først følger senere) for et begramset symfonisk storværk. Und das soll man sich gefallen lassen! Jeg følte mig hensat til de slemme gamle dage, da end ikke Bruckners symfonier kunne få lov at folde sig ud efter komponistens plan.

Uden sammenligning i øvrigt - eller hvordan er det med dét? Den principielle holdning må jo være, at man for fanden ikke laver om på den musik, man har påtaget sig at fremføre. Skal der laves om, må der være særdeles gode grunde til det, og det skal ske i al åbenhed. Ingen grunde er dog gode nok til at forsvare, at man punkterede noget så spændende som denne første nu-tidsfremførelse af »Klippepastoraler« ved at retouchere et værk, hvor komponistens 'kalvealder' (14-17 år gammel), kompositionens selvstillede krav til overlegen beherskelse af virkemidlerne og den forpligtende vægt af det senroman tisk-klassicistiske ideal, der svæver over vandene, tilsammen spænder symfonien ind i et kraftfelt, der enten må sende den susende tilvejrs som triumf eller overlade den mere eller mindre kvæstet som bytte for mere eller mindre hånlig kritik. Når jeg brugte ordene symfonisk storværk, var det med velberåd i hu: 'Storværk' kan jo også gå på selve bedriften i at koncipere en symfoni som denne og redde den i land, så at det her 70-75 år efter er plat umuligt at høre, at det ikke drejer sig om en trænet, erfaren og moden professionel komponists opus maximum i sensommerlys, men faktisk er lille Ruds djævleblændt talentfulde skrivebordsarbejde, hvor de tonende visioner skulle realiseres ved hjælp af viden hentet fra bøger og nodetryk snarere end fra klingende live.

Rued Langgaards 1. symfoni er intet mindre end en pragtfuld og uventet gave til musikken i Norden. Vort repertoire, og vore begreber om nordisk musik, er blevet udvidet og uddybet med dette værk - det er i alt væsentligt ovenud vellykket, og har det i sin autentiske skikkelse nogle få skønhedspletter og andre gebrækkeligheder, adskiller det sig ikke derved fra megen anden dansk og nordisk musik, vi er vant til at råbe hurra f or: Så vante, at skavankerne så at sige hører med til det prisværdige, det særligt danskel nordiske ved sagen. Eller hur?

Værket kræver stor orkesterbesætning (selv om det vel at mærke ikke pranger med besynderligheder og andre eksotiske indslag: Det er et meget lidt pralende værk, også på dette konkrete punkt), og dets sprog er direkte wagnersk og efterwagnersk i tonefald og ordforråd. Derfra, hvor vi stod før 1. verdenskrigs udbrud, måtte symfonien derfor forekomme bagud for sin tid og være forud for sin tid: Altmodisch alamodisk i sin holdning, samtidig med at koncertlivet endnu ikke var begyndt at tage hul på det internationale repertoire af lange symfonier for større besætning end den klassisk-romantiske. Derfra, hvor vi stod før Depressionens udbrud, måtte symfonien forekomme bagud for sin tid og være forud for sin tid: Aldeles passé i sin altmodiskhed og aldeles håbløs på et tidspunkt, hvor kon-certgiveriet igen var på vej ned i en bølgedal, som det egentlig først kom op af igen med mere end god hjælp af navnlig Danmarks Radios mere og mere ufortrødne satsning på senromantisk symfonik her inden for mands minde. Herfra, hvor vi står, var vor turban netop parat til sådan en appelsin: Godt timet, Musikafdeling; men kunne I dog ikke have ladet være med at ridse den i skallen og bilde musiklivets almenhed ind, at sådan ser den ægte vare ud?

Nu vi er ved det med varen og dens præsentation, så lad os lige et øjeblik overveje koncertens første afdeling, der indeholdt Hornemanns Aladdin-ouverture, Riisagers Trompet-concertino og den syvsatsede suite af Carl Nielsens musik til skuespillet Aladdin. Det er da et fint program til en søndag aften i Tivolis koncertsal, men var det ærlig talt noget at byde folk som med- eller modspil til en begivenhed som Langgaard-opførelsen efter pausen?

Det er Carl Nielsen, det kneb mest med i denne sammenhæng. Netop traversuiten fra Aladdin hører forlængst andetsteds hjemme end på koncertprogrammer med symfonisk musik, og reaktionen på fløj numrene, Orientalsk Festmarsch og Neger-dans, var umisforståelig hos den række dannede middelstands-amerikanere, der sad på rækken foran mig og ikke kendte noget af komponistnavnene i programmet: De fnisede fornøjet-overrumplet og viste med 'marschierende' albue-gestik, at den slags musik virkede helt corny selv i midaldrende amerikanske øren. Til gengæld morede det hverken dem eller os andre på de ellers så gode pladser på 1. etage, at man ikke kunne se ret meget andet af det fuldsatte orkester end strygerne og nogle figurer på fløjene (incl. kameramandskabet): Det øvrige af udsigten var skjult af projektører hængt op med anledning i TV-dækningen - og det var mildt sagt generende, at vi under afgivelse af vort bifald fik slynget det blændende lys fra en specialprojektør lige i fjæset og navnlig: synet; tilmed var de urimeligt sene til at få slukket den forbandede 'spot', selv om en ældre herre råbte højlydt op. Og hvad hjælper det, at dirigent, orkester og publikum er sammen i koncentration om udklangen på en sær og smuk langsom sats hos Langgaard, når så en eller anden musikfjendsk person ude i kontrolrummet (!) fjernstyrer en kameramand og hans nærstyrende 'schleppträger' til at møve sig knirkende to-tre meter afsted med fire fødder, to skikkelser og hele kameramaskinen, netop som satsens aller sidste sekunder er nær på at blive rigtig skælvende? Må vi dog ikke have lov at være her, når vi er der (og det til fuld pris)??

For at vende tilbage til valget af Carl Nielsen-værk: Her kunne man jo have benyttet lejligheden til i stedet at spille noget bedre, der spilles for sjældent og således også ville pynte i Nordvisions-sammenhæng - jeg tænker på Sagadrøm (mellem Hornemann og Riisager) og ouverturen til Amor og Digteren (som afslutning på 1. afdeling). Den blide Sagadrøm, med naturstemning og koralgange og uendelig melos i toneranken derover, blev afsluttet netop det år, hvor Langgaard begyndte på sin symfoni, og det lille værk rummer jo denne mærkelige 'cadence' i midten, hvor den luftigste del af orkestret spiller en aleatorisk-kontrapunk-tik musik af idel skønhed: God hver gang og ny hver gang - og på dette tidspunkt af århundredet helt usædvanlig i koncertsalsmusik. Har der mon ligget en virkning fra teatermusikkens verden i baghovedet på Nielsen, eller skulle han virkelig have haft lejlighed til at høre/høre om/nodelæse Opstandelsens trompetkrydsede fuglekvidder i finalen af Mahlers 2.? Svar unødvendigt, for han kan jo have hittet på det ganske af sig selv. - Hvad Amor og Digter-ouverturen angår, er den fra 1930: Det er en interessant og barsk-vittig musik med bid i, m.a.o. en værdig repræsentant for CN's instrumentalmusik i de sene år, hvoraf 1928 bød københavnerne på Klippepastoraler og Klarinetkoncert: Fra asken og i ilden, eller hvordan var det mon, det var? Jedenfalls ville Amor og Digteren forleden have sat Riisagers dåd- og tandløse neoklassicisme på plads og renset ud i øregangene før pausesnak og »langkål«.

Pausen kunne man nu også glimrende tilbringe på sin flade i selskab med det kønne sparetids-programhæfte, hvor Bendt Viinholt Nielsen gav en introduktion til Rued Langgaards første symfoni og dens historie. Opsatsens sidste afsnit skal citeres her, da det udmærket opsummerer vort umiddelbare indtryk af værket som hørt i sin helhed ved gennemspilnings-seancen og i øvrigt bekendt fra nodematerialet o.l. -

»Symfonien har fem satser - to stort anlagte og lange ydersatser og tre midtersatser, der er relativt korte og overskuelige. Værket er stramt udformet efter klassisk formmodel, idet Langgaard dog arbejder med motiver snarere end med egentlige temaer. Der er slægtskab mellem motiverne i de enkelte satser, og i finalens apoteose væver han motiver fra de andre satser ind. Mange smukke enkeltheder i melodik og instrumentation (f.eks. udklangen af den langsomme tredie sats) er med til at gøre Langgaards første symfoni til en frapperende og original komposition og - på trods af at den formentlig er den længste danske symfoni overhovedet - et koncentreret og helstøbt værk.«

Pilfingeriet var navnlig gået ud over de to store fløj satser, så vedkommende har formentlig syntes, det kneb med stramheden og helstøbtheden. Men det er bare ikke altid, man gør en kunstværk, der forløber i tid, nogen strukturel eller kosmetisk tjeneste ved at hugge og klippe i det. Inden for førstesatsens egne rammer måtte jeg af to grunde beklage det ikke mindre end 10 partitursider lange spring i gennemføringsdelen: Dette tilsyneladende tunge afsnit er dels et vægtigt moment i satsens opbygning og proportion, ikke mindst fordi det ved så insisterende at gen-nemkværne et trinvis faldende melodisk materiale (hentet fra satsens åbning) åbner éns øren for ligheder og forskelle i Langgaards og Carl Nielsens måde at udnytte sådant stof i den motiviske gennemvævning af et cyklisk anlagt symfoni: Smlgn. Det Uudslukkeliges første sats, og hvad deraf følger! Dels har den lange, sejt gående passage en ikke uvæsentlig lokalfunktion, idet den skal virke som kontrastmæssigt afsæt for det kolossale tilløb, satsen sætter i for at kaste sig ind i Reprisen: Et påfund, som virker mindre 'smart' og mindre valkyriegaloppe-rende i sin rette sammenhæng, end når det kan takke sin blotte charme, at det overhovedet fik lov at være med.

Det samme gælder for finalen. Det første store spring var på 8 partitursider, hvor musikken kan siges at genspejle de to passager, jeg netop har omtalt i førstesatsen, eller rettere: Forener dem til én langtrukken, mægtig stigning, der i sig selv er en væsentlig begivenhed i satsens forløb, men som desuden skål til, for at den lidt senere indtræ-dende mærkværdige huggen-sat-sen-ned-for-fode, en katastrofal stivnen i maskineriet, kan komme til sin ret: Den afløses nemlig selv lige så abrupt af en triumferende hovedstofsreprise og må derfor virke underlig hysterisk eller letkøbt, når den ikke har sit 'bagland' i orden. Senere i satsen kom der så et spring på ikke mindre end 11 partitursider af musik, der under almen højstemthed tager et blik tilbage på den forløbne sats, altså inclusive det allerede udeladte, og som det derfor er tilsyneladende logisk at droppe - men atter hævner det sig at pille ved tingene, for uden al denne pompøse musik som baggrund kommer satsens egentlige slutmusik med sine janitschar-effekter og ekstra messingblæsere til at virke som hø j røvet lirum-la-rum: Som kroning af en symfonisk triumf, man ikke kan fortænke mere kritiske dele af publikum i at have svært ved at se noget til i den musik, folk blev præsenteret for som Langgaards »Klippepastoraler« tout entier.

Det slog mig under den komplette gennemspilning, men også under torsdagskoncertens opførelse af Shipway & Medskyldiges version og påfølgende mange gennemlytninger af båndoptagelse derfra, at det nok målt i minutter er den længste dansk symfoni hidindtil, men desuagtet er en musik, der sejler på brede, sikre vinger: Tiden falder ikke lang, denne purunge fyr havde nogle ideer, der passede til helhedsvisionens grandezza - symfonien lever op til det gamle græske kvindeideal, den er Stor og Smuk. Den samme sikkerhed og nærmest elegance forbavsede mig også ved mødet med Langgaards eneste opera, »Antikrist«, og her er vi nok ved et centralt punkt til forståelse af, hvordan en så uerfaren provinskunstner kunne slå så stort et brød som denne førstesymfoni op uden at gå til bunds i dejen eller hale en stenhård klump ud af ovnen: Drengen Langgaards specifikke talent har sat ham i stand til at hente de erfaringer m.h.t. til formdannelse, han havde brug for ved forsøget på at kanalisere sin vilje til musik, fra omgangen navnlig med Wagners dramatiske (symfoniskdramatiske) musik. Her lærte han nogle af den store musikalske regiførings kneb og tricks, og denne sikre omgang med musikforløbets mere konkrete side forhindrer ham i at fedte rundt og nusse i sin iver for også at leve op til mere abstrakte formningsmønstres krav: Samtidig med, at denne dejlige plasticitet omvendt gør det lettere at fornemme, hvor man i det givne øjeblik er henne - eller netop ikke er henne -i satsens udvikling som anskuet fra sonateprincipiel synsvinkel. At denne kombination af det individuelle klassicistiske talent og erfaringer fra den teatralske musiks verden kunne give symfonisk pote, er Carl Nielsen selvfølgelig det helt store eksempel på herhjemme -men netop fordi man kunne frygte, at unge Langgaards wagnersk-francksk-t j a j ko vskisk-regersk-rangströmsk voluminøsere tone og hans mindre udprægede tematik skulle føre til umådeholdenhed og pral, ovérspændthed og hysteri etc, er det både dejligt og tankevækkende, hvor sikkert og 'gelassen' han styrer musikken igennem, hvor naturnært han administrerer forløbenes herfra og dertil, hvor uskyldigt han holder sig til det vedtagne uden at lade sig gå på i bestræbelsen på at få skrevet sin egen musik. I det hele taget er denne ro-mantisksindede symfonik formet i en forbavsende abstrakt musik, og deri ligger nok et fingerpeg om, at den har slidstyrke: OK, man kan fx meget klart høre, hvor hos Wagner hvad er hentet, men man registrerer det ikke med den del af sin bevidsthed, som mere aktivt følger Langgaards musik, for han har heldigvis (- om det så mest var held eller forstand, der lå bag, er ligegyldigt -) undgået at befænge sit værk med ligheder så snært på, at de ville stikke fingeren i vejret på de wag-nerske ledemotivers vis. Tonesproget er velfungerende, men det udsagte er præcis så 'neutralt', at det i det store hele (for der er da mange spændende enkeltheder og øjeblikke) mere er helhedens snarere end detaljernes liv, man følger med øret og glæder sig over i sin betragtning af formernes og Formens udvikling: Efter kort tids bekendtskab er det Værket, man tænker på, og ikke et eller andet fra det -hurtigt forlader man fascinationens og den eventuelle forelskelses stade og begynder at holde af symfonien 'for dens egen skyld', begynder at elske den ... og det var bl.a. det, jeg tænkte på, da jeg tidligere kaldte den en gave til det musikalske Norden.

Dette sidste skal ikke forhindre mig i at pege på, at man også med held kan plukke enkeltsatser fra »Klippepastoraler«, og her tænker jeg navnlig på andensatsen, »Fjeldblomster«, som Langgaard da også selv transskriberede for klavertrio - det er et mildt og lysende stykke orkestermusik for mere beskeden besætning (men delte strygere), og det kunne nemt blive svaret på svenskernes Canzonetta fra Stenhammars orkesterserenade: Stykket, man har til alle skønne højtidsstunder, offentlige så vel som dem, man selv oplever: Haupt- und Staatsaktionen eller den sene sommeraften med lysende nattehimmel og lidt musik på anlægget; for slet ikke at tale om nytårsaftener af de mindre opkørte.

Svenskerne elsker også at fremføre det smukke orkestrale mellemspil fra Stenhammars og tekstforfatter Rangströms store kantate »Sangen« (- forresten et værk, der pludselig er genopstået, og som måske også netop i vor tid har kunnet vinde gehør for den 'overordnede' ro og svale venlighed, der samler delmomenternes større oprørthed under sin bue, lidt som det jeg ovenfor pegede på hos Langgaard -), og blandt Klippepastoralerne kunne »Fjeldblomster« gå for at være et symfonisk intermezzo fra en opera: Forløbet er afrundet og hviler i sig selv. Det samme gælder for den dystre tredjesats, »Sagn«, om end den næppe kommer på hitlisten; den begynder som Mahlers 1. med et langt holdt, vidtspændt a, men er i øvrigt meget dansk i sin patos: Man tænker på Heise, Hornemann og Carl Nielsens langsomme satser i de to første symfonier. Derimod har den fjerde og korteste sats mere karakter af et symfonisk forspil i en opera, og der er umisforståeligt en attacca-forskrift ved dens slutning - og hvad gjorde Shipway? Holdt en eftertrykkelig pause, før han satte finalen i gang!

Lad os se lidt på denne fjerdesats' funktion i den storformale sammenhæng og derved endnu en gang få lejlighed til at beklage, at der blev skåret så brutalt i symfoniens finale.

Brutalt er det rette ord - men det synes at være gjort i den bedste mening og afslører 'blot' en mangel på tillid til komponisten (og tilhørerne) og viser det logisk deraf følgende ønske om at 'redde' finalen (og symfonien) ved at reducere den til noget mere 'normalt' ... blot for så at komme til at få den til at virke overstyret, hårdtpumpet og lidt kedsommelig, trods alle de besværgende armbevægelser og de orkestrale effekter. Indgrebene kostede værket skønsmæssigt en tredjedel af finalens spilletid og fik satsen til at virke mere langtrukken end den er, når Langgaards egne idéer og dispositioner får lov at råde over det større territorium -men de gjorde også den foregående fjerde sats og den symfoniske helhed skade, som følger:

Oven på de to 'eftertænksomme' satser anslår fjerde sats nemlig en mere frisk-frejdig 'positiv' tone, der kan siges at være hentet en generation tidligere i musikhistorien end værkets øvrige stof, og deri ligner satsen mange (symfoni)finaler; finaleagtig er også det om ikke livlige, så dog livfulde i karakteren, målt med de to foregående satser-men den er pokkers kort: Skulle der virkelig være tale om en oprindeligt firesatset symfoni med overvægtig/overmægtig førstesats, lang lyrisk 'andante', kort adagio og minimal finale? Man kunne fristes til at tro det, for disse fire satser blev til i 1908 og privat uropført på klaver »frit efter partiturerne«, mens femtesatsen først kom til året efter - dog fortæller Bendt Viinholt Nielsen mig, at Langgaard ved nævnte lejlighed betegnede musikken som en »Symfonisk Suite (Uddrag)«. Om han så har forestillet sig et endnu længere værk (fx med en scherzo i) eller 'blot' har haft en stor finalesats i tankerne, lader sig ikke sådan sige - hovedsagen er, at han vidste, der skulle komme noget mere efter, og at han ved netop at udforme fjerdesatsen som et intermezzo i 'finalestil' gav sig selv carte blanche med hensyn til sidstesatsens stil og udformning: Det måtte ligge lige for at vise kræfter ved at anlægge femte sats som en værdig pendant til den første og så selvfølgelig sætte trumf på, fordi jo hele værket samtidig skulle bringes til afslutning. Men giver man sig så til at klippe uhæmmet i finalen og holder de to sidste satser på betonet afstand af hinanden, sætter man ikke blot disse to satser i et skævt og misvisende lys: Man forskertser hele pointen i værkets opbygning, man giver ikke publikum nogen mulighed for at bedømme forholdet mellem vilje og formåen, mellem stil og håndværk, mellem form og indhold - og se da også, hvor negativt dagbladskritikken faldt ud!

Til slut lidt om en endnu mere ukendt dansk symfoni, der er fem-satset og cyklisk anlagt og skrevet omkring 1900 af Ferdinand Hemme.

Ja, den er der næppe nogen, der har hørt om eller kendt noget til, for partituret ser ikke ud til at have været brugt ved en opførelse, og som det foreligger, bærer det ingen påtegnelser, der kan afsløre komponistens navn. Dog lykkedes det mig efterhånden at snuse mig frem til en fornemmelse af, hvem det kunne være, og ved et lykketræf var det ham selv, der kom til at levere beviset: Han havde, som Langgaard med dagligstueversionen af »Fjeldblomster«, taget værkets sikreste hit ud og anvendt det som enkeltstående lyrisk sats på sit repertoire som dirigent. Ud over det morsomme i at få 'forærende' en lang dansk symfoni fra tiden op mod århundredskiftet, er det fx interessant at se, hvordan Hemme på sin måde prøver at spænde forløbet ind mellem de to fløj satser ved at arbejde med direkte temaovertagelse mellem dem. Jeg skal i en senere artikel i bladet fortælle nærmere om dette fund og dets omstændigheder, foruden om Ferdinand Hemme selv; dog kan jeg ikke love, at hans symfoni er slet så stor en gave til nationen som Langgaards »Klippepastoraler«!