Hans Werner Henze: El Cimarrón

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 03 - side 168-170

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Den 11/12/13 januar 1985 opføres Hans Werner Henzes »El Cimarrón« i Saltlageret i en spændende scenisk produktion, Troels Kold synger titelrollen, Jesper Lutzhøft spiller guitar, Søren Barfod fløjter, Gert Sørensen betjener slagtøjet og Dinna Bjørns dansere danser. Et par ord om forudsætningerne for værket og Henzes situation omkring dets komposition. Efter at have været den tyske efterkrigstids fejrede og førende komponist i tyve år med en imponerende produktion af koncerter, symfonier, operaer, ballet- og kammermusik, alt begejstret modtaget af publikum og kritikere, forsøgte Henze i slutningen af tresserne at udvikle sin musik, så at den kunne give klart udtryk for de politiske holdninger som det nye venstre og den tyske studenterbevægelse stod for. Disse socialistiske holdninger kom klart til udtryk i en række værker, startende med »Das Floss des Medusa«, et requiem for Che Guevara, som havde skandale-premiere i Hamburg 1968. Helt afgørende for denne drejning blev det år som Henze tilbragte på Cuba med arbejde i landbruget, politiske studier og musikundervisning. Hvor meget tid der blev til landbrugsar-bejdet står hen i det uvisse, det musikalske resultat af dette år blev foruden den store sjette symfoni, skrevet i samarbejde med det cubanske nationalorkester, kammermusikværket »El Cimarrón«, som behandles udførligt i den følgende artikel af Henze selv. I »EL Cimarrón« og de følgende værker til stærke revolutionære tekster, alle for bary tons temme og kammerbesætning, udforsker Henze sangstemmen og instrumenterne til de yderste grænser og forsøger at bryde koncertsalsat-mosfæren gennem musikteateragtige indslag. Der appelleres kraftigt til de medvirkendes fantasi, lange afsnit improviseres over opgivne toner, rytmer eller figurer, mange afsnit er grafisk noterede osv.

Med sangsamlingen »Voices« 1973 for mezzosopran, tenor og kammerorkester, den samling »songs« som Henze nævner i artiklen, en fantastisk række sange til socialistiske tekster fra hele verden, et flot katalog over alle de udtryksmåder han behersker så virtuost, slutter denne række. Inspirationen var åbenbart brugt op. Nu følger en række værker for stort symfoniorkester, den vilde »Heliogabolus Imperator« 1972 og den glitrende flotte »Barcarole« og klaverkoncerten »Tristan« 1974. Den utroligt produktive komponist skriver nu igen i de gamle gejmrer, operaerne »We come to the river« 1975-76 og »Den engelske kat« 1983, kammermusik f.eks. »La miracle de la rose« for klarinet og 13 instrumenter 1981 og filmmusik, sidst med musikken til Schöndorffs »Swanns kærlighed« efter Proust, som netop har haft premiere i København.

Årgang 59/1984-1985, nr. 03