Axel Borup-Jørgensen - øbo i flimrende lys, med telefon

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 04 - side 190-191

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Dette skulle have været en mellemting mellem et regulært interview og en godt kredsende samtale med A.B.-J.'s 60-årsdag som anledning. Det viste sig imidlertid, efterhånden som vi fik brikkerne stillet op, at spillet for tiden ikke lod sig spille; men vi har lovet hinanden inden for de næste 10 år at stille op igen, hvis DMT da til den tid stiller spalteplads til rådighed. - Det bliver langt. -

Nu har Borup-Jørgensen ellers heldigt passeret de farlige hjørner i komponistkarrieren: Når man passerer de 35, er man holdt op med at være UNG og lovende. Når man er 45, kan man endnu være LOVENDE. Som 50-årig bør man være enten etableret eller en skandale; men med det fyldte 60-år trækkes blikket magnetisk tilbage over, hvad der er bragt i hus af værk RÆKKEN. Således også her, om lidt. -

- Jeg traf Axel første gang ved ISCM-festen i Stockholm 1956, hvor okapien, den 28-årige Karlheinz Stockhausen med sit Kölnerensemble opførte sin »Kontrapunkte« (1952-53) for en særdeles desorienteret offentlighed. Jeg forstod overhovedet ikke, hvad der foregik; men sådan var det ikke for Axel. Han havde indgange til værket, som kom bag på mig, og forbavselsen og betagelsen af, hvad jeg dér fik indblik i, har nok aldrig helt forladt mig. - Denne hvidglødende lidenskab for klangens differentiering og for den perfekte sammenhæng mellem værkets komponenter, - en dæmon, som aldrig skulle forlade ham og som hele tiden bød ham op til dans, til noget, der minder om en jakob-skamp; den ender ikke, før værket foreligger. Undertiden varede det jo længe. Mesterværket »Marin« (1970) tog det ham 7 år at skrive, og så måtte der endda revideres, da opførelsen nærmede sig.

Borup-Jørgensen daterer selv sin prøvende start som komponist til 1948, hvor han (i Oslo) debuterede med »lille serenade for strygekvartet« i en stil, som han selv senere -ganske vittigt - karakteriserer som »provinsial-impressionisme« ; men allerede et par år efter træder det blivende træk igennem: Han er ikke blot ekspressiv - det var alle komponister dengang - han er ekspressionist, endda med tilløb til polytonalitet nede i satsen. Dette kom manifest til udtryk i hans »improvisationer for strygekvartet« 1955, og de københavnske anmeldere holdt da også tommelfingeren nedad i stor samdrægtighed. - Det var for tidligt.

Fra omkr. 1960 ændrer billedet sig imidlertid. Borup-Jørgensens »musik for slagtøj og bratsch« (55-56) bliver hans første egentlige succes hos offentligheden. Og nu er tiden med ham. Bølgen fra Darmstadt, som jo trak interessen for Wienerskolen med sig, imødekommer ham, og man får øre for hans værks kvalitet, selvom han jo aldrig betjente sig af Darmstadt-skolens håndværksmæssige tilbud, f.eks. serialismen, eller gjorde han alligevel? Kigger man sig om i hans værk, kan man iagttage teknikker, som nok var utænkelige uden denne skoles grundforskning. Selv nævner han blot forsigtigvis visse påvirkninger fra f.eks. György Ligeti. . . - men var det blot den Ligeti'ske tekstur, han lærte af? -

- Noget andet, der overraskede mig under vore lange spadsereture i Stockholm 1956, var hans overordentlig behagelige konversations-form, eller rettere, samtaleform, hvor et emne tvangfrit og ubesværet blev forfulgt lige til enden - og ud i alle krinkelkroge - og hvor et udtryks prægnans kunne fylde ham med jubel og virkelig glæde. Dette træk har også vist sig at være resistent, og jeg oplever det, hver gang vi taler sammen pr. telefon, jo, for her skal sproget jo klare sig med sin egen indbyggede gestik. Her er der ikke mulighed for noget »lissom«. Og det er der jo selvsagt især ikke, når Borup vælger sig tekstforlæg til sine værker. Hans foretrukne digtere viste sig at være tre nok så forskellige tyskere, nemlig Hölderlin, Rilke og Theodor Storm, vel således (min løsthængende påstand-), at de andre sås igennem Rilke, hvilken sidste i hvert fald gennem mange år var hans faste ledsager, hvor han gik og stod. og hvorfor så netop dem? Svar følger en skønne dag.

Kære Axel! - Dette at fylde tres har imidlertid en overset virkning, som netop har med fikseringen af den forgangne tid at gøre. For just det tvangsmæssige tilbageblik kan fritage den 60-årige for i fremtiden at ofre fortiden mere opmærksomhed. Den er i hus. Man kan frit gå videre, og det er du jo også i færd med. Soloværkerne fra 70'erne og disse 80'er viser, at Borup nu vender sig udad, i første omgang mod sine musikere, i næste omgang nok også mod publikum. Man kan med andre ord uden traumer vende sig mod en vorden, »where Buddha smiles«. Som John Cage kunne finde på at sige det: »Poetry is having nothing to say and saying it. -Hva', Axel? Et slag på tasken, et smæld med pisken. - Videre, nordbo -

Rigtig hjertelig til lykke!

Billedtekst:
»Fuglekoncert«, eller som den hedder på portrætpladen »Chant d oiseau«, for sopranblokfløjte solo. Opus 82. 1980.

Helmer Nørgaard

Årgang 59/1984-1985, nr. 04