Musiknytåret - en status

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 04 - side 226-228

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fyens Stiftstidendes kronik 25. januar 1985

Vi har rammerne, og vi har viljen - lad os værne om dette betydelige indslag i Danmarks musikliv, skriver BERTEL KRARUP, docent ved Det fynske Musikkonservatorium, i denne reflektion over forløbet af Musiknytår 1985

»Er den nye musik - fordi den uafbrudt vil være nyskabende, hele tiden vil afdække nye følelsesområder og afprøve nyt materiale -dømt til at fortsat at være et Kamtjatka for et fåtal af nysgerrige og forvovne eventyrere?« spurgte Pierre Boulez i forsommeren 1983 i en diskussion med filosoffen Michel Foucault (DMT 4, 1983/ 84). Lignende spørgsmål er jo hørt før, ikke sandt? Den nye musik og publikum. Jotak, en føljeton gennem mere end trekvart århundrede. På en måde er det mærkeligt, al den stund man skal lede længe efter noget, der som ny musik i den grad er ét med vores kultur og samtiden i almindelighed. Eller som Foucault siger det: »Hvad der har slået mig, er de utroligt mange bånd og forbindelser, der er mellem musikken og alle de andre kulturelementer. Det er der forskellige tegn på. For det første har musikken været meget følsom over for, meget tættere knyttet til de teknologiske forandringer end de andre kunstarter (måske med undtagelse af filmen). For det andet er der en bemærkelsesværdig vekselvirkning mellem udviklingen inden for den ny musik siden Debussy og Stravinsky på den ene side og malerkunsten på den anden. Og endelig er de teoretiske problemer, musikken har stillet sig selv, dens måde at tænke over sit eget sprog, sine strukturer og sit materiale på, efter min mening overhovedet det 20. århundredes problem: »form«-problemet, som allerede Cézanne, kubisterne og Schönberg stillede, og som også var de russiske formalisters og Pragskolens«.

Efter afslutningskoncerten i den nys overstående weekendfestival for ny musik her i Odense. Musiknytår 1985, vældede bifaldet op omkring pianisten David Bürge i en målestok, der igen og igen tvang ham på scenen for at modtage publikums varme hyldest. Programmet bestod af lutter ny musik: Foruden en dansk uropførelse, Ib Nørholms Turbulens-Laminar, amerikansk klavermusik fra det seneste ti-år af de herhjemme næsten helt ukendte Alfred Fischer, Ann Silsbee og William Albright. Men for flertallet af de tilstedeværende ville spørgsmålet om at forstå/ikke forstå ny musik i denne situation givet have forekommet grænsende til det absurde. Den tætte, næsten lykkemættede atmosfære i Det fynske Musikkonservatoriums koncertsal lå langt hinsides sådanne problemstillinger, og sådan var det mere eller mindre i forbindelse med alle koncerterne. Blandt andet derfor skal vi også fremover have et Musiknytår for nutidsmusik i Odense. Eller sagt med en udenbys anmelders ord: »Nytår i Odense. Forår i Århus. Efterår i København«.

Arrangørerne var FUT-Fyns unge Tonekunstnerselskab - i samarbejde med Odense By orkester og Danmarks Radio, og man kan se tilbage på et vellykket forløb. Ikke mindst publikumstilstrømning og -sammensætning viste perspektiver, der kan give næring til optimisme. Modsat den lukkede kreds af nærmest professionelle og specialiserede, som ofte udgør majoriteten ved mange af den slags begivenheder, var publikum her i Odense tilsyneladende vældig bredt sammensat og præget af en interesse og åbenhed, der tydeligvis gjorde stort indtryk på såvel musikere (i særdeleshed var de udenlandske glædeligt overraskede) som tilstedeværende medie- og fagfolk. Kan dette forblive et karakteristisk træk ved kommende Musiknytår, vil det være et meget betydningsfuldt bidrag til en nedbrydning af skrankerne mellem forskellige publikumsgrupper. For »der er« som Boulez siger det »en tilbøjelighed til, at hver enkelt musikform (den symfoniske, kammermusikken, operaen, barokmusikken o.s.v.) danner sit eget større eller mindre samfund, en farligt lukket cirkel, der omslutter den pågældende musik, dens tilhængere og dens udøvere. Og den nye musik er ingen undtagelse«.

Men sådan en festival er naturligvis ikke et spørgsmål om publikum alene. Det er vigtigt at præsentationen af ny og ukendt musik sættes ind i et vist perspektiv i form af et overliggende tema. Sådan som Musiknytår 1985 havde hovedtemaet: Ny musik fra USA og USSR. Mærkværdigvis var der tale om næsten hvide pletter på vort musikalske kort - ganske særlig musikken fra Sovjet. Der var derfor gennemgående stor forhåndsinteresse. Måske også efter at høre, hvorledes ny musik trives under så forskellige omstændigheder som dem, der råder i henholdsvis USA og USSR, skønt det for programudvalget var langt væsentligere at præsentere god og betydningsfuld musik, dels musik fra 1910erne og 20erne, dels musik fra de seneste årtier.

Der er stor forskel på musikken i de to områder. Hvem havde vel også forestillet sig andet? Men der er også forbløffende lighedspunkter, som nok kan give anledning til eftertanke. Både i USA og Sovjet var tiden frem til omkring 1930 stærkt præget af det grænseoverskridende, af eksperimenter og egentlig avantgarde. I Amerika repræsenteret ved komponister som Charles Ives (der dog næsten ikke komponerede efter 1918), Carl Ruggies, Henry Cowell og Ruth Crawford - mystikere og sælsomme skikkelser, der indgår stærkt i en speciel amerikansk »maverick«-tradition, som mere og mere af dækkes, efterhånden som man vedkender sig sin egen arv. I Sovjet er det folk som Alexander Skrjabin (der døde allerede i 1915), Nikolai Roslavets, Nikolai Obukov og Ivan Visjnegradskij, der var inspirerede af en impressionistisk farvet mysticisme, og futuristerne Sergej Protopopov og Alexander Mosolov. Alle (på nær Skrjabin) tilhørende en glemt generation, som vi på det nærmeste intet kendte til herhjemme i forvejen. Og ikke så mærkeligt, da de først inden for de allerseneste år er ved at blive gravet frem igen. Bekendtskabet var interesant, men belyste samtidig meget klart, at eksperimenterne allerede dengang var mere vidtgående i USA. Følgende udtalelse af en sovjetisk iagttager i forbindelse med en Henry Cowell-turné i Sojvet i 1929 viser da også, at man tydeligt registrerede forskelle: »Jeg fornemmede klart Broadway's lysreklamer og projektører fylde rummet, og New Yorks silhouet der hævede sig over tågen«.

Få år efter var det imidlertid slut med eksperimenterne begge steder. I Sovjet tolererede Stalin som bekendt ikke længere sådanne udtryk for »borgerlig ideologi« og »formalisme«, og i USA var det publikum, der ikke tolererede »ny diskutabel musik«. Det kunne for komponisterne næsten komme ud på ét. Stalin dikterede socialistisk realisme i musikken, og i USA blev det til folkelig enkelhed - ligeledes med hældning mod realismen. Altså slående lighedspunkter i det ydre. Siden har man i Sovjet - i hvert fald officielt -holdt fast ved socialrealismen, mens man i USA allerede kort efter 2. verdenskrig begyndte at eksperimentere livligt igen.

I kølvandet på det såkaldte tøbrud (efter 1958) har elementer fra den vestlige avantgarde dog i stigende grad været repræsenteret i visse grene af sovjetmusikken. Men ofte på en noget anstrengt og uorganiseret måde som det kunne høres i Valentin Silvestrovs violinsonate fra 1971 eller i et helt nyt værk som Edison Denisovs »The Blue Notebook« fra 1984. Fire værker af Alfred Schnittke fremstod derimod som bemærkelsesværdige udsagn, stærke og personlige i uformnin-gen. Den aura af mondænitet, deri de seneste år har været omkring hans musik næsten overalt i verden, viste sig at være kunstnerisk velbegrundet.

Også Sofia Gubaidulina og Elena Firsova er nutidige sojvetkompo-nister, hvis musik prentede sig fint i hukommelsen. De står stærkt i en hvilken som helst sammenhæng, og burde gøre særforanstaltninger til fordel for kvindelige komponister helt overflødige.

Men alt andet lige er der en helt anden og indgroet tradition for at eksperimentere og prøve nyt i USA. Festivalens stærkeste oplevelse, George Crumb-koncerten, var et levende vidnesbyrd om, at jagten på »hidtil uhørte klange« har stået på i lang tid. Med David Bürge som den uovertrufne, geniale fortolker afslørede tre forskellige værker fra tre decenier, netop denne uan-strengte, ukomplicerede og organisk enkle anvendelse af avantgarde-idiomer, som må være målet. Intet under at Crumb er blevet noget så sjældent som en populær avantgardekomponist.

Ligesom andre steder er kvindelige komponister i USA i færd med at markere sig stærkere og stærkere. Bürge annoncerede Ann Silsbee's Doors (fra 1976) med en spådom om, at næste generation formentlig vil rumme lige så mange kvindelige som mandlige komponister. Hvorfor ikke? - som han sagde. Og med Silsbees meget personlige og særprægede klaverværk i ørene fristes man til at give ham ret. Den almene tendens op igennem 70'erne og ind i 80'erne bort fra mere radikal modernisme til fordel for en pluralistisk, mere traditions-bevidst holdning har dannet en stærkt fremtrædende strøm i USA. Komponister som George Roch-berg og Frederik Rzewski skriver fortrinsvis tonal, nærmest neo-ro-mantisk musik. Men også i Sovjet fornemmes en holdningsændring, og Schnittke har fornylig udtalt sig om avantgarden som et forældet fænomen. Med andre ord endnu en berøringsflade. Hvad mon bliver det næste? Såvidt dette års hovedtema.

Opførelserne af værker af Per Nørgård, Bent Lorentzen og Ib Nørholm samt jazzkoncerten med Niels-Henning Ørsted Pedersens trio (med Palle Mikkelborg og Thomas Clausen) skal ikke glemmes. De var væsentlige ingredienser i dette Musiknytår's mange samspil/modspil, og i det berigende møde med næsten fyrre forskellige værker, intenst fremført af Odense Byorkester, dirigeret af Tamas Veto, fynske musikere o.a. i forskellige kammermusikalske sammensætninger, det tilrejsende engelske specialensemble Music and Revolution for ikke at tale om pianisterne Yvar Mikhashoff, David Bürge og Rosalind Bevan. Vi har rammerne: Odense Koncerthus og Det fynske Musikkonservatorium fungerede perfekt, akustisk som miljømæssigt. Vi har viljen. Lad os værne om dette betydelige indslag i Danmarks musikliv. Vist kan det lade sig gøre at præsentere ny og ukendt musik i Odense.

Årgang 59/1984-1985, nr. 04