Bach-kilder

Hans-Joachim Schulze: Studien zur Bach-Überlieferung im 18. Jahrhundert Leipzig-Dresden (Edition Peters) 1984

AF CARSTEN E. HATTING

Bøger om kildeforskning kan sjældent gøre krav på større interesse uden for den snævre kreds af specialister. Selvfølgelig vækker det opsigt, når »nye« værker af store mestre dukker op, sådan som vi så det omkring den såkaldte Odensesymfoni, men det grundlæggende arbejde med bestemmelse af musikhåndskrifter og trykte udgavers ægthed, kronologi og proveniens har ofte forekommet selv seriøse musikstuderende at ligne et måltid med klægt rugbrød. Hans-Joachim Schulzes lille bog om udvalgte træk af Bach-overle-veringen i det 18. århundrede — da Bach som bekendt stort set var glemt — er imidlertid egnet til at live op på dette lidt triste indtryk af en forskningsdisciplin. Forfatteren er kendt for sin udgivelse af Bach-Dokumente I—III fra Bach-arkivet i Leipzig og for sin flittige deltagelse i arbejdet omkring den nye samlede udgave af Bachs værker. Her præsenterer han en række resultater fra sine undersøgelser af berømte Bach-håndskrifter fra det 18. århundrede. Hvem kopierede dem? Hvem ejede dem? Hvordan nåede de frem til de biblioteker, hvor de nu befinder sig? Det er i og for sig ikke bogens særkende, at den stiller disse spørgsmål, som er helt generelle for kildeforskningen, og som derfor har været rejst og er blevet diskuteret gennem mange år. Men det er forbløffende, hvor mange af dem Schulze er i stand til at besvare, og hvordan bogen derigennem kaster nyt lys over billedet af Bach - især over Weimar- og Leipzig-perio-derne - og af hans eftertid frem til begyndelsen af det 19. århundrede. En redegørelse for det tids- og tålmodighedskrævende arbej de fordrer selvfølgelig en omhyggelig dokumentation, og den forefindes, ligesom indviede kan danne sig et vist indtryk af kilderne ved at studere de 30 sider med fotokopier bag i bogen. Men Schulze har skrevet bogen, så at den i høj grad også kan læses af andre. Den fremstår som en række spændende opkla-ringsforløb, hvor den ene efter den anden af hidtil anonyme kopister afsløres. Man nænner i en omtale som denne ikke at røbe resultaterne for ikke at fratage læseren fornøjelsen ved at læse dem selv. Og ligesom det i gode kriminalromaner ikke er tilstrækkeligt, at gåden opklares og morderen findes, standser Schulze heller ikke ved navngivningen af de anonyme kopister. Nogle af dem kendes i forvejen, når identiteten er fastslået, men deres forhold til Bach eller hans arvinger lader sig nu nøjere bestemme. Andre dukker op fra det ukendte, f.eks. fra fortegnelsen over indskrevne elever i Tho-masskolen, og bliver til musikhistoriske personer, hvis færden og handlinger har været med til at sikre vores tilgang til Bachs musik. Takket være Schulze kan vi nu få øje på en udvikling, der går fra Bach over musikere, som afskrev hans musik for at bruge den og opføre den, og til samlerne, for hvem den historiske interesse var dominerende. Omend dette skel selvfølgelig ikke kan drages skarpt. Bogen er inddelt i en generel indledning og selvstændige afsnit om overleveringen i Thüringen, i Leipzig og i Berlin. Hertil slutter sig to specielle kapitler om tilblivelsen og overleveringen af koncerttransskriptionerne for cembalo og orgel (formålet med transskriptionerne, Bachs kilde lil forlæggene) og om overleveringen af motetterne med særligt hensyn til, hvad den siger om opførelsespraksis (med eller uden instrumenter). Hovedsigtet med denne bog har måske været at tegne et sikrere billede af de veje, afskrifterne af Bachs musik fulgte i en tid, da interessen for den var relativt lav. Det bidrager den da også i høj grad til. I tilgift får læseren disse resultater sat ind i et bredt musikhistorisk perspektiv. Det er en meget inspirerende bog.