The Big Ring

- Harmonic Choir og overtone-sang

Current cosmology (the study of the universe as an ordered whole), considers that there was an original moment of Creation. I propose to call that moment the »Big Ring«, since the old term is modeled on the noisy violence of our own culture. At the time of the Big Ring, unknown forces brought the universe into being. The sounding itself, the ringing of that first note is the creation, which ever since, has been expanding, dividing, and echoing. It is reverberating even now. A principal concern of recent astrophysics has been the prediction and measurement of cosmic background radiation - which is none other than the »echo« of the Big Ring. In relation to the reverberating whole which is the Creation, man is a kind of instrument thatr receives and transforms impressions - a living antenna sensitive to influences all along the spectrum of energies, from the coarsest to the finest.

Sådan skriver David Hykes, som til daglig leder The Harmonic Choir. Koret besøgte Danmark i foråret: Århus under Numus Festivalen og København et par dage senere. Begge steder var der en enorm tilstrømning til deres koncerter. Her bringer vi citater fra to forskellige radiointerviewes, som Mette Gott-hardsen og Anne Kirstine Nielsen lavede med Hykes:

AKN: Når man hører Jer synge fristes man til at tro at I er mennesker fra en helt anden verden, men sandheden er vel at I også er børn af 60'erne - musikalsk set?

DH: Jeg er født i 1953 i Washington State på Amerikas vestkyst, så jeg var teenager i 60'erne - jeg levede en slags dobbeltliv: havde

spillet og sunget klassisk musik, men var også meget optaget af rock-and-roll og spillede i en masse forskellige bands. Jeg følte mig involveret i det der foregik, men var alligevel en smule yngre end de folk der var i centrum. Jeg gik til rockkoncerter og så en masse mærkeligt udseende mennesker gøre en masse underlige ting, men efter koncerterne tog jeg hjem - tilbage til forstæderne - jeg var sådan lidt af en tilskuer - boede stadigvæk hjemme. Der var en speciel stemning i 60'erne, musikalsk skete der også mange ting - fx det at høre musik, der lød som en flyvemaskine, der kom drønende hen over hovedet på en - det har betydet meget for mig og det der skete med mig senere. Jeg tror faktisk at det var en fordel at jeg var lidt for ung til at være i centrum. Jeg drømte selvfølgelig også om at blive en stor rockstjerne, men det, at jeg ikke blev det, gjorde at jeg gemte lidt energi til senere og nu gør de ting jeg gør. Der er mange af de mennesker, der var dybt involveret i 60'erne, der aldrig rigtig er kommet ud på den anden side igen. Rock verdenen er vokset og er vel den mest populære af alle musikgenrer, jeg er stadigvæk interesseret i den, men jeg føler mig også stadigvæk som tilskuer til den.

MG: Jeres syngemåde stammer fra Tibet og Mongoliet og din musik er inspireret af den, men hvordan falder det i tråd med vores vestlige kultur?

DH: Sakral musik - hermed mener jeg ikke decideret religiøs musik - har altid haft min interesse. Den musik vi normalt går rundt og lytter til, går ikke så dybt i os, så jeg blev meget fascineret af sangen fra Tibet og Mongoliet fordi den har nogle dybder og elementer som vi tilsyneladende har tabt eller glemt i vores kultur. Opdagelsen af overtonerne og hvad de kunne bruges til, var en pragtfuld påmindelse om, hvad god, ny musik også kan være. Overtonerne er jo ikke kun et østligt fænomen, de findes i enhver menneskelig stemme, som en naturlig indbygget ting, der er med til at karakterisere os.

MG: I virkeligheden burde alle -ihvertfald alle sangere - vel være istand til at synge, som I synger?

DH: Alle kan lære at synge sådan, men for mig er det egentlig vigtigere, at alle kommer til at høre det. Publikum interesserer os meget og det ser ud til at mennesker i USA og Europa fascineres af musikken - og det tror jeg at de gør, fordi det er en meget universel lyd, som folk ikke har svært ved at relatere sig til. Denne form for musik taler til folk på en anden måde end anden musik gør - eller vil - eller er interesseret i, den virker på mange som om det er noget de har hørt engang før, for meget længe siden.

MG: Hvor ved du det fra?

DH: Folk siger det efter koncerterne. Når mange mennesker er sammen og lytter påpasseligt og koncentreret til musik, sker der (til tider) noget helt særligt. Det skaber en slags dyb forståelse - en form for spørgen, som medfører en stor åbenhed. Vi har ikke noget egentligt budskab, men i det universelle sprog, som jeg synes at overtonerne er, søger og fortæller musikken om nye former for bevidsthed og måder at være på. Sådan opfatter vi det selv og når mange fortæller os, at de har det ligesådan, så må det være et godt sted at tage fat. Her er et område hvor man virkelig kan gøre noget for folk. Det er ikke bare nye, æsoteriske former for eksperimenter, det er nye former for oplevelser.

MG: Hvordan mener du, at.musikken kan hjælpe mennesker?

DH: Vi lever i en meget disharmonisk verden. Kunsten at leve er svær, men kan læres på flere måder - også via musik. Denne form for musik kan fortælle os om harmoni på en seriøs, men unaiv måde og dermed hjælpe os til at praktisere kunsten at leve. Musikken her er bygget op på meget enkle, fysiske facts: der står nogle sangere, som ved noget om harmonier, om det at synge og trække vejret. Der er et publikum, som ved - eller kan lære - hvordan man skal lytte. Det at lytte er også at dele med andre, men den enkelte må gøre det helt på sin egen måde, og kan derved få en oplevelse af, at musikken siger noget om os allesammen, om vores verden og vores muligheder.

MG: Hvordan synger I sammen? I bruger jo ikke noder.

DH: Vi lytter intenst til hinanden. Der er en hel del improvisation og improviserede dialoger, sangerne imellem, undervejs. Jeg organiserer musikken, men det gør jeg lige-såmeget for publikums skyld, som for vores egen. Vi prøver også at blive tilhørere mens vi synger. Indimellem kan koncentrationen være så stor at musikken nærmest komponerer, dirigerer og synger sig selv. Det giver os alle en stor frihed til at opleve. Det er som geyser, en strøm af musik og stilhed, som vi bare tapper af. Det er en smuk, blomstrende form for nærvær. -Jeg er et håbløst idealistisk menneske i forhold til musik - også populærmusik. Jeg følger stadig med i hvad der foregår, finder meget af det ret tåbeligt, men går stadig i pladeforretninger. Selv er jeg også ved at nærme mig et mere populært område. I Harmonic Orchestra bruger vi elektriske guitarer og vi begynder også snart så småt at synge rigtige ord. Hvis millioner af mennesker lytter til bestemte former for musik, viser det ikke nødvendigvis at musikken er særlig interessant, men at der er nogle muligheder, nogle energier, som kan bruges til noget godt.

The Harmonic Choir dannedes i 1975 af David Hykes, som på det tidspunkt især beskæftigede sig med eksperimenterende film. Hykes interesse i traditionel og religiøs musik resulterede dog snart i studier af forskellige former for rituel sang - bl.a. den særlige Ho-omi-sang (en speciel form for hals-sangteknik, hjemmehørende i det vestlige Mongoliet) og Overtonesang, som det kendes fra Tantrisk, Tibetansk Buddhisme. I Hoomi-traditionen tager sangerne udgangspunkt i en grundtone i bas- eller baryton-området, og frembringer udfra denne - ved præcise ændringer af stemmestyr-ke, vokalfarve og resonnans-rum -en højere tone samtidigt, d.v.s. en af tonerne i grundtonens overtonespektrum (der har en, to, tre... gange hurtigere svingningsfrekvens end grundtonen). Enhver grundtone har potentielt en uendelig række overtoner - den første overtone (oktaven) har dobbelt så mange svingninger pr. sek. som grundtonen, den anden overtone (oktav + kvint over) svinger tre gange hurtigere osv. I Harmonie Choir's musik udnyttes denne grundtone 4-overtone-sangteknik på forskellige måder. Dels kædes overtoner sammen til de nærmest fløjte-agtige melodier, der kan høres på første og sjette del (»Rainbow Voices« og »Tele-scoping«) af værket »Hearing Solar Winds«, dels frembringes de lavere overtoner (1., 2., 3., 4., 5.) fra et cluster af grundtoner, resulterende i et brus af interferenstoner, som i anden del af samme værk. Og endelig kan overtonerne flytte ned fra deres egen oktav til området mellem 1. og 2. overtone, mens grundtonerne bruges til at skabe akkorder og kontrapunktisk polyfoni. Selve sangstilen og dens udformning er således på en måde en konkretisering af den pytagoræiske musiktænkning.

Hykes musik har gennem tiden udviklet sig i forhold til de traditioner fra Mongoliet og Tibet, der oprindeligt inspirerede ham. Han inddeler således syngemåden i Harmonic Choir i fem forskellige arter:

1) Sangeren fastholder en grundtone samt én af overtonerne.

2) Sangeren ændrer grundtonen melodisk, og overtonen bevæger sig parallelt med denne.

3) Sangeren fastholder grundtonen og skaber melodier af overtonerne - som det kendes fra Hoomi-traditionen.

4) Sangeren fastholder overtonen og ændrer grundtonen.

5) Sangeren ændrer både overtonerne og grundtonen.

For Hykes ligger det værdifulde i overtone-musikken - både musikalsk og æstetisk fænomen - i dens organiske lovmæssighed. Hans musik kræver, at sangerne fuldstændigt behersker at få en hvilken som helst overtone betonet, »hentet frem« af grundtonen. Der er nærmest tale om udforskning af overtone-spektret og på en måde, så den akustiske lovmæssighed fremstår som et billede af en større, universel lovmæssighed. I mange kulturer har det ofte været musikkens rolle at udtrykke et billede af universets orden - en orden som mennesket måske kan finde i sit indre. Som en form for »traditionel« musik i dagens musikkultur kan Harmonic Choir's musik måske opfylde et lignende behov.

THEODORE LEVIN