Notat om ny kompositionsmusik

Februar 1985

»Det var den traditionelle musiks klasseintention at proklamer e, både gennem sin brudløse formimmanens og skønne facade, at der dybest set ikke fandtes klasser. Den ny musik, der ikke vilkårligt, af sig selv kan gribe ind i kampen uden samtidig at måtte krænke sin egen konsistens, tager, hvad dens fjender udmærket ved, mod sin vilje stilling til denne kamp, ved at opgive illusionen om harmonien, der i lyset af realitetens kurs henimod katastrofen er blevet uholdbar. Isoleringen af den radikale moderne musik skyldes ikke dens asociale, men derimod dens sociale gehalt, idet det er igennem sin rene kvalitet, og med desto større eftertryk jo mere den lader denne kvalitet komme til udtryk, at den peger på det samfundsmæssige uvæsen, i stedet for at bagatellisere det ved en bedragerisk fremstilling af humanitet som allerede eksisterende. Denne musik er ikke længere ideologi. På dette punkt svarer den, midt i sin isolation, til en stor samfundsmæssig forandring. Spørgsmålet om formidlingen mellem overbygning og underbygning begynder - ligesom generelt alle samfundsmæssige formidlinger - i den nuværende fase, hvor produktions- og beherskelses-apparatet er ved at smelte sammen, at bliv e f or ældet. Kunstværkerne er som alle nedslag af den objektive ånd sagen selv«.

Theodor W. Adorno 1948

Skitse til signalement og situationsbeskrivelse

Den egentlig nyskabende kompositionsmusik definerer sig selv, defineres og opfattes af de fleste som modmusik.. Det er et forhold, der alene er karakteristisk for det 20. århundrede.

Og det er vel samtidig en væsentlig del af forklaringen på, at det alene er karakteristisk for det 20. århundrede at anvende mere end 90% af musiklivets ressourcer på dyrkelsen af fortidens musik, der på trods af - eller måske netop i kraft af sin fortidighed opleves som medmusik.

Endnu ved århundredets begyndelse var musiklivet domineret af samtidsmusikken. Det afgørende vendepunkt kan dateres til årene omkring 1. verdenskrig, da det skabende musikliv for første gang i historien spaltes i kvalitativt forskellige retninger, samtidig med at den videnskabelige historisme udvikles og de kommercielle massekommunikationsmidler begynder deres fremmarch. Der indtraf her en række brud, som tværtimod at heles er blevet stadig dybere siden da. Det er fremdeles og i accelere-rende tempo musiklivets vilkår at leve med og forholde sig til disse brud, der ikke er stil- eller genre-, men holdningsbestemte. De lader sig groft forenklet sætte på en formel, der pejler det eneste ægte skel i vestlig musikkultur: skellet mellem holdningsmusik og underhold-ningsmusik - mellem medmusik og modmusik, musik og muzak. Som al anden autentisk kunstnerisk praksis søger ny kompositionsmusik at objektivere subjektive erfaringer gennem valg af former og udtryk, der principielt er anderledes end alle andre og holder større eller mindre distance til eksisterende konventioner. Implicit eller explicit beror dette på en årvågen kritisk undersøgelse af et givent materiales muligheder og betingelser - ny musik er således pr. definition kritik på det æstetiske plan, for den lydhøre derfor ofte også på det konkrete handlingsplan. Det kan virke påfaldende på grænsen til det selvmodsigende, at den nye kompositionsmusiks repræsentanter og fortalere argumenterer energisk for massiv økonomisk støtte fra den offentlighed, hvis musikalske konventioner de ser det som en væsentlig opgave at udhule eller i det mindste at modificere, ligesom det kan undre, at den nye kompositionsmusik så villigt lader sig bruge af denne offentligheds konventionelle formidlings-apparat.

Omvendt er det rimeligt at spørge, hvorfor det offentlige skulle føle sig forpligtet eller blot foranlediget til at støtte en angiveligt marginal minoritet, der kvitterer for støtten med kritiske spidsfindigheder, som af majoriteten affærdiges som ligegyldigheder og af mange - selv positivt indstillede - opleves som utilgængelige eller direkte krænken-de.

Til det første er der kort at sige, at den nye kompositionsmusik ikke har andre steder at gå hen end til de institutionelle formidlingsorganer. Her findes - på få undtagelser nær - den faglige ekspertise og de økonomiske og facilitetsmæssige ressourcer, der er en forudsætning for en kompetent formidling. Spørgsmålet om (evt. grænser for) det offentliges aktive støtte til kritiske røster mod det offentlige er for omfattende og kompliceret til at kunne behandles udtømmende indenfor de her givne rammer. Det må være tilstrækkeligt at henvise til, at der i Danmark eksisterer en lang tradition for at sikre et selv nok så lille mindretals ytringsmuligheder, og at staten har erkendt og påtaget sig en (voksende) forpligtelse overfor ikke-kommerciel-le, ofte stærkt kritiske minoriteter, selv når deres arbejdes seriøsitet er diskutabel eller deres respekt for det repræsentative demokratis skrevne og uskrevne spilleregler er erklæret beskeden. Ideelt og historisk baserer dette forhold sig på en erkendelse af, at et levende demokratisk samfund har større behov for aktiviserende kritik end for passiviserende selvbekræftelse - kritiske modeller er potentielt provokerende og fornyende og bidrager derfor til at holde samfundet mentalt i live ved at opstille korrektiver til den almindeligt herskende vanetænkning. Autentisk kunst - og dermed også nyskabende (kompositions)-musik - vil på een gang være samfundets (dårlige) samvittighed, dets kærligt kritiske spejl og et vækstbed for dets ægte drømme og forhåbninger - ofte naive, men uundværlige utopier. Samtidig-og uundgåeligt forbundet hermed - er den æstetisk grundforskning, og i alle egenskaber kræver og fortjener den støtte uden anden forhåndsbetingelse end opfyldelse af de elementære håndværksmæssige kvalitetsnormer, der er en forudsætning for formidling af ethvert musikalsk udsagn, da den i alle egenskaber kun kan udfolde sig på egne præmisser.

Selvforvaltningsprincippet er afgørende vigtigt - og paradoksalt nok det mest bæredygtige argument for støtte: et samfund er som bekendt også et net af restriktioner, fortrængninger og underbindinger og må for ikke at kvæles i disse - for størstedelen selvskabte - plager støtte og søge støtte hos mennesker, der kan og tør udfolde sig om ikke uden restriktioner, fortrængninger og underbindinger, så dog med en udviklet bevidsthed om dem. Enhver støtte vil selvsagt være spildt, hvis den ydes på betingelser, der sætter grænser for denne bevidstheds udfoldelsesmuligheder.

Efter denne tankegang vil den musik, der efter konventionerne må opleves som modmusik, fremstå som den i dybere forstand egentlige medmusik, nemlig den der giver utopien, den almene drøm om et restriktionsfrit liv for individ og samfund profilerede udtryk. Og så er det pludselig ikke længere uforklarligt, hvorfor den nye komposi-tionsmusik gerne vil bruge og bruges af det offentlige formidlingsap-parat - med alle de risici det måtte indebære.

Det fremgår klart af både lovtekst og -bemærkninger, at musiklovens mødre/fædre har gennemtænkt denne problematik. Det er imidlertid vanskeligt at føre eller blot motivere en konsistent musikpolitik til fordel for »smalle«, ikke-kommercielle aktiviteter i et pluralistisk demokrati uden fælles værdinormer/spiritualitet. Kampen om bevidsthederne er hård og unuanceret, og dens hovedslag udkæmpes uden for musikrådets -eller for den sags skyld: kulturministeriets - rækkevidde: i massemedierne, i kulturindustrien og i undervisnings- og uddannelsessektoren. Ikke mindst i tider, der ud-nævnes til kulturelle sparetider, vil profithensyn, elementær behovstilfredsstillelse og vulgariserende populisme have let spil over for de gode viljer med de altfor begrænsede statsmidler i ryggen. Trods hæderlige hensigter og ihærdige anstrengelser rækker ressourcerne ikke til mere end sporadiske støtteydelser, der af ophavsmænd og vel også af brugere må opleves som tilfældige almisser, givet for at dulme det offentliges dårlige samvittighed over ikke at kunne eller ville leve op til sine egne intentioner og principper.

Det fik endda være, for sådan har det længe været. Det egentligt forstemmende ved situationen er, at der ikke synes at kunne mobiliseres økonomiske ressourcer eller udvikles politisk vilje til at ændre den i fremtiden gennem systematisk informationsvirksomhed og målrettet pædagogisk arbejde. Tværtimod har kulturindustrien og størstedelen af formidlings- og undervisningssektoren fået lov at finde sammen om at fastholde også kommende generationer i et eensi-digt syn på, hvad musik er og kan være. Og smagen styres uantastet mere i retning af muzak end af musik - hvad enten den så kaldes klassisk eller rytmisk - og det sker oven i købet med offentlig støtte.

Hidtidig praksis

I »Rapport fra Statens Musikråd vedrørende perioden 1. oktober 1979 til 30. september 1983« - det tidligere musikråds såkaldte »nye testamente« - omtales den nye (kompositions)musik kun i få sammenhænge. I det omfang dette forhold måtte være udtryk for en holdning, der betragter ny musik som en integreret del af musiklivet i alle dets aspekter og på alle dets niveau'er - eller i det mindste gerne ser en sådan integration realiseret - kan det uden videre anbefales de(t) siddende musikråd at fortsætte ad denne vej. Ny musik vil ganske vist fortsat have behov for sine egne, beskyttede og til en vis grad lukkede miljøer til udvikling og rendyrkelse af specifikke æstetiske problemstillinger og eksperimenter, men samtidig og som hovedregel bør isolationen (ghet-toiseringen) modarbejdes og integrationen fremmes mest muligt. En nærlæsning af rapporten sår imidlertid tvivl om det alene er denne konstruktive holdning, der har motiveret rådet til tilbageholdenhed, både hvad angår konkrete initiativer og formulering af principielle retningslinjer. Rapporten gennemgår musiklovens mange støtteområder og opregner resultater, intentioner og forventninger. Af særlig relevans for ny musik skal følgende fremhæves: Musikpædagogiske forsøgsprojekter

Det tidligere råd henstiller her til de (t) kommende og til kulturministeriet »at skabe forslagsmæssig og bevillingsmæssig baggrund for, at musikloven i større omfang end hidtil kan yde støtte til forsøgsprojekter inden for formidling af og undervisning i musik af børn og unge«. Bortset fra en række skole-(koncert)projekter, hvor rytmisk musik ofte har måttet gøre det ud for ny musik, er DUT's anima-tionsprojekt den foreløbigt enlige, musiklovsstøttede svale, deringen sommer gør - selvom den ifølge Villy Sørensen gør, hvad den kan. Konkrete løsningsmodeller eller -idéer indeholder rapporten ikke.

Musikundervisning og den nyorienterede musik Her konstateres det ligeud, at »i modsætning til nye retninger inden for andre kunstarter... indgår den nyorienterede musik ikke eller kun i beskedent omfang i undervisningen«.

Som hovedårsager til miseren nævnes for snævre fagplaner, for dårligt uddannede og/eller orienterede pædagoger samt en åbenlys mangel på kvalificeret pædagogisk materiale.

Det fremgår ikke af rapporten, om rådet har taget initiativ til ændring af situationen.

Amatørmusikken og den nutidige musik De landsdækkende organisationer på amatørmusikområdet har gennem bestillingsværker til kurser og stævner forsøgt at gøre udøvende amatørmusikere interesserede i og fortrolige med den nutidige musik. Til indkøb af nodemateriale bl.a. til nyere værker oprettedes 1981 en nodefond.

Begge initiativer karakteriseres i rapporten - og må fortsat karakteriseres - som positive, selvom de (endnu) ikke har haft den forventede og ønskelige gennemslagskraft.

Professionelle orkestre og kor Såvel hovedstadens som landsdelenes symfoniorkestres repertoire domineres af den klassisk/romantiske tradition. Det samme gælder Det kgl. Teater og Den jyske Opera - og dermed disses operakor. Rapporten peger andetsteds (side 44) på de eksisterende abonnementsordningers udpræget konser-verende virkning på repertoiret. Sammenfattende hedder det, at rådet finder det »bydende nødvendigt for den symfoniske musiks fremtid i Danmark, at symfoniorkestre udvider samarbejdet med komponister, samt at koncertprogrammer i højere grad end nu afspejler den nye musik«. Der anvises ingen konkrete midler til opnåelse af dette mål.

Musikdramatik

I direkte forlængelse af ovennævnte konstateres det her, »at det er afgørende for befolkningens interesse for musikdramatik, at den kan udvikle sig i mere eksperimenterende form, samt at mindre grupper får større mulighed for optræden på mindre koncertsteder og for opsøgende virksomhed«. Rådet anbefaler i den forbindelse en snævrere kontakt mellem på den ene side Statens Teaterråd og Musikråd og på den anden side interesserede musikdramatiske grupper med henblik på etablering af mere permanente øvefaciliteter, der desuden i ledige perioder vil kunne anvendes til kurser o.l. Konkrete initiativer nævnes ikke -og er vel dermed overladt til de(t) siddende råd.

Om Det kgl. Teaters og Den jyske Operas repertoire udtaler rapporten sig ikke.

Fonogrammer

Rapporten beskæftiger sig på dette punkt hovedsageligt med produktions- og distributionsproblemer for dansk musik med danske medvirkende i almindelighed. Tanken om prioriteret støtte til udvikling af en selektiv fonogramproduktion med ny musik nævnes, men anbefales ikke. Musiklovsstøtten begrænser sig følgelig fortsat til Samfundet til udgivelse af Dansk Musiks og PAULA's beskedne produktion af plader og kassetter samt til sporadiske enkeltinitiativer, hvortil i denne forbindelse »Dansk Musikantologi« må regnes.

Arkivering, dokumentation og information

Dette afsnit i rapporten handler naturligt nok overvejende om MIC, der som hovedopgave pålægges »at være et landsdækkende koordinerende led i dansk musiklivs informationssystemer«. Som vigtigste redskab til løsning af denne opgave nævnes den opsøgende virksomhed. Det fremgår af rapportens øvrige bemærkninger, at MIC (endnu) ikke har formået at løse opgaven tilfredsstillende, trods fortsat øgede bevillinger. Bortset fra registrerings- og arkive-ringsopgaver påhviler der ikke MIC særlige forpligtelser over for ny musik.

Elektronmusik

Det tidlige musikråds grundige forarbejde på dette område har i efteråret 1984 kunnet følges op af det nuværende råd med en indstilling til kulturministeriet om etablering af den selvejende institution »Statens Elektronmusikstudie«, placeret i Musikhuset i Århus. Indstillingen er i februar 1985 stillet i bero af ministeriet på et ønske om en detaljeret redegørelse for kommende musikrådsprojekter af tilsvarende budgetmæssig tyngde.

Nordisk musiksamarbejde Rapportens bemærkninger herom begrænser sig til almene betragtninger over det hidtidige NOMUS-samarbejde og en anbefaling af dets fortsatte udbygning. Desuden peges på mulig privat finansiering af visse enkeltinitiativer. Konkrete initiativer, forslag eller idéer meddeles ikke.

Præsentation af dansk musik i udlandet

Rapporten fremhæver her især de uudnyttede muligheder, som en forbedret høringsprocedure omkring indgåelse og fornyelse af bilaterale kulturaftaler kunne indebære, ikke mindst hvor en systematisk opfølgning kunne finde sted. Det nuværende musikråd har taget konkrete initiativer i denne sag med henblik på forbedrede muligheder for præsentation af dansk musik og danske musikere i udlandet.

Det var i øvrigt det tidligere råds opfattelse, at det mest effektive ville være »at koncentrere satsninger på enkelte lande og eventuelt musikområder ad gangen - både præsentations- og opfølgnings-mæssigt«.

MIC's mulige rolle i denne sammenhæng nævnes ikke, ligesom en eventuel prioritering af ny musik ikke foretages.

Konkluderende må det konstateres, at rapporten afspejler det tidligere musikråds principielle velvilje overfor ny musik, men at denne velvilje kun sporadisk har udmøntet sig i konkrete initiativer og resultater. Nogen overordnet musikpolitisk målsætning formuleres ikke, men det kan - som ovenfor antydet - også have sine vanskeligheder. Det kan man - alt efter temperament og indstilling - beklage eller hilse med tilfredshed, men det bør ikke overses, at det bogførte facit - nemlig status quo i forhold til tidligere, dvs. før musiklovens ikrafttræden - er i dybeste overensstemmelse med dansk musikpolitisk tradition og bevidsthed siden modernismens gennembrud omkring 1900.

Ny musik er pr. definition et udviklingsområde og kan, ja må ligefrem ikke blive et trivselsområde indenfor musikloven. Der er derfor ikke brug for nye eller skærpede formuleringer i forbindelse med den kommende lovrevision. Det vil i første omgang være helt tilstrækkeligt at tage eller tilskynde til initiativer, der sikrer efterlevelse af loven i dens nuværende udformning. I det følgende skitseres nogle muligheder herfor.

Perspektiver

Selvom det siddende musikråds handlefrihed begrænses føleligt både af mange nedarvede forpligtelser fra de foregående musikråd og af den aktuelle, politisk dikterede ressourceknaphed, så burde netop det nuværende råds sammensætning - person- såvel som holdningsmæssigt - gøre det muligt at formulere en mere profileret og offensiv strategi på den nye musiks område - gerne forstået som ny musik af kvalitet, uanset genre og miljømæssigt tilhørsforhold. Nøglebegreber i en sådan strategi må nødvendigvis blive l. intensiveret information!pædagogik, 2. øget tilgængelighed og 3. forbedret f o r-midling.

Det berører jo stort set det samlede musikliv i alle dets facetter og forgreninger:

1. Uddannelses- og informationssektoren (herunder massemedierne)

2. Publikations- og forlagsvirksomhed (produktion og distribution af noder, plader og bånd, tidsskrifter m.m.)

3. Koncertlivet og de musikdramatiske aktiviteter (først og fremmest de professionelle, men også amatørerne)

Arrangeret på en anden, mere konkret og overskuelig måde kunne landskabet tage sig således ud:

1. Baglandet:

Institutioner, foreninger m.m., der alene eller hovedsageligt varetager den nye musiks interesser: Statens Kunstfond NOMUS

Komponistforeningerne Koncertforeninger (AUT,DUT,FUTm.fl.) Festivals (Numus, Musik-nytår, ISCM, Nordiske Musikdage m.fl.) Dansk Musiktidsskrift Samfundet til udgivelse af Dansk Musik

2. Brohoveder:

Institutioner, foreninger m.m., hvis aktiviteter naturligt omfatter både traditionel og nyere/ny musik:

Danmarks Radio

Det kgl. Kapel

Landsdelsorkestrene

Div. professionelle orkestre, ensembler og kor

Free lance professionelle musik-dramatiske grupper MIC

3. Udviklingsområder: Institutioner, foreninger m.m., hvis aktiviteter kunne/burde omfatte væsentligt mere nye musik:

Det kgl. Teaters opera

Den jyske Opera

Uddannelsessektoren (specielt de videregående uddannelser)

Amatørmusikken

Fonogram- og videogram-produktionen

Publikations- og forlagsvirksomhed

Musikforeninger

4. Bag horisonten: Komponisternes - eller måske ligefrem kunstens - hus

Som det fremgår af denne opstilling, er gruppe 1) helt eller overvejende finansieret over musiklovens dispositionsmidier (med undtagelse af Statens Kunstfond og komponistforeningerne), mens gruppe 2) og 3) kun delvis - for de virkelig »tunge« institutioners vedkommende slet ikke - er omfattet af loven og dermed forventeligt mindre påvirkelige af dens ræsonnementer. Hvortil så selvfølgelig skal føjes den endnu tungere private sektor, der jo går sine helt egne veje. En profileret, offensiv strategi må således tage sigte med at initiere den stærkest mulige dynamik fra gruppe 1) til gruppe 2) og 3) - eller sagt anderledes: det siddende musikråd bør for den resterende del af sin funktionsperiode udarbejde et konkret, detaljeret og bæredygtigt handlingsprogram - bæredygtigt også ud over funktionsperioden -et program, der i højere grad end hidtil sætter gruppe 1) i stand til at påvirke gruppe 2/3's holdninger og (repertoire)politik med utvetydigt henblik på at ændre balanceforholdet og ressourcefordelingen mellem gammelt og nyt i retning af ligevægt.

Det lyder som en lang og drøj affære, og det er det også. Men begynder man i det konkrete, med overskueligt afgrænsede områder og med problemstillinger, som allerede er erkendt og bearbejdet i større eller mindre udstrækning, bliver opgaven mere overkommelig - og chancerne for resultater erfaringsmæssigt også større. En arbe j ds/udredningsgruppe, nedsat af musikrådet, kunne med udgangspunkt i ovenstående udarbejde et emne/problemkatalog, disponeret efter opnåelighedskriterier snarere end som en mere eller mindre uopfyldelig ønskeseddel, dvs. at katalogets punkter prioriteredes udfra et kvalificeret skøn over, hvor det facilitets- og ressourcemæssigt vil have størst effekt at sætte ind indenfor en nærmere fastsat tidshorisont. Uden at ville foregribe et sådant udvalgsarbejde skal et par eksempler anføres - i flæng:

a) vil det være muligt/ønskeligt at initiere en løbende, systematisk produktion af egnet pædagogisk materiale?

b) er det muligt/ønskeligt at genoplive (tanken om) et stats-ensemble, hvis hovedopgave skulle være at formidle ny dansk musik?

c) hvordan fastholdes landsdels-orkestrene på deres lovfæstede forpligtelser overfor ny - særlig ny dansk - musik?

d) kan/bør Statens Kunstfond og Nomus inddrages i projekter, der sigter mod at udbygge kontakten mellem nulevende komponister og amatørmusikere/ sangere?

e) kan/bør MIC's aktiviteter i højere grad end hidtil styres og koncentreres om færre opgaver - og skal det i så fald ske på bekostning af det traditionelle musikliv - eller kan/bør informationsvirksomhed omkring den nye og nyeste musik overføres til andet regi?

f) hvordan og i hvilket omfang kan videogrammer udnyttes til fordel for den nye musik -kunstnerisk og/eller pædagogisk?

Hulter til bulter - men dog ikke mere kaotisk end at alle spørgsmål har det til fælles, at de er relevante

for et fremtidigt, samtidsorienteret musikliv, at de forholdsvis enkelt lader sig besvare, og at svarene lader sig udmønte i konkrete initiativer uden dramatisk øget ressourceforbrug.

Og frem fra rundhorisonten dukker så komponisternes - eller kunstens - hus, og det er hverken af glas eller elfenben, men bastant, funktionelt og robust som enhver anden maskinstation, der skal kunne betjene ydere og nydere af alle slags: musikere, sangere, dansere, mimere, folk der vil lave eller bare høre et bånd eller en plade, folk der vil have besked eller se en film eller...

Forresten kunne et kommende statsforlag placeres her, dør om dør med et restitueret MIC. Og man kunne arrangere obligatoriske samgræsningsaftener for musiklivets løver og lam - til at begynde med dog kun een gang om måneden.

Og for at det hele ikke skal blive for idyllisk, kunne man invitere Stockhausen til at uddybe sin udtalelse fra november 1984: »In a progressive society the proportion should even be 75% new and 25% old music. Otherwise music is not part of spiritual evolution«.

»Kunst er revolution. Industrikulturen har adskilt produktion og konsumtion, arbejde og kærlighed. Begge er blevet kapitaliser et af erhvervslivet og administreret af staten. Begge er blevet f r em-medstyret. En ny kultur begynder, når produktion og konsumtion forenes i et selvstyre, hvis model er kunsten.

Uden en kulturrevolution, som forvandler arbejdet, skolen og familien, vil fremtiden gå til grunde i en splittelse mellem en destruktiv gentagelsestvang og afmægtige forsøg på at frigøre sig gennem utopier eller dommedagsfantasier. Kunsten vokser frem dér, hvor masseproduktion og masseadministration hører op. Den bliver en livsstil hos mennesker, som ikke trives i en døende industrikultur og som derfor på godt og ondt tilhører fremtiden.

Hvis kunsten gør sig til et redskab for fremmedstyret, vil den gå til grunde og spærre sig selv inde i f ormer, som er under opløsning. Fordi kunst og samfund er adskilt, kan kunstens radikalitet bestå i at insistere på sin renhed, dvs. sin uforpligtelse overfor samfundet. Indtil samfundet har forsonet sig med kunsten, kan kunsten kun som kunst forsone det, som samfundet har adskilt«.

Ole Thyssen 1984

Den første bog på dansk om Pierre Boulez udgives i anledning af uddelingen af Sonnings Musikpris. Bogen er skrevet af Ivar Froun-berg, Hans-Georg Lenz og Jesper Tang, redaktion Mogens Andersen og Mogens Wenzel Andreassen. Pris 70 kr.

Medlemmer af DUT kan mod forevisning af medlemskort købe bogen for 50 kr. - (så langt første oplag rækker) - på Forlaget Artia, Grønnegade 36 (også: Bånd- og Pladecentret, samme adresse). Telef. 01 -12 27 98.