Pariser kongressen

Kvinder og musik

Danske kvindelige musikere til international kongres i Paris

I medierne aktualiseres med mellemrum spørgsmål om rammerne for synliggørelsen af kvinders kunst og kultur. Under kvindekulturfestivalen i København i januar 1985 i Dannerhuset havde TV-avisen 9/1 et indslag om festivalaktiviteterne, Margrethe Krogh-Jacobsen fra festivalgruppen blev interviewet, og ikke uden et maliciøst glimt i øjet sluttede den mandlige speaker indslaget af med at beklage, at der ikke kunne vises klip fra festivalen, fordi TV desværre på det tidspunkt (!) kun havde mandlige teknikere og fotografer til rådighed - og de har jo ikke adgang til Dannerhuset!

Denne øv-bøv reaktion ligger ofte på lur, når kvinder satser på bevidst at fokusere på deres eget køns kunstneriske og kulturelle manifestationer. Men erfaringen for og visheden om, at denne satsning har katalysatoreffekt i ligestillingsar-bejdet, har dog efterhånden, lidt efter lidt, vundet indpas i mange grupper og miljøer, hos kvinder og mænd. Til sidst når den måske endda også op i de højere magtsfærer!

At bevilgende magter og myndigheder nemlig endnu ikke altid føler sig helt overbevist om det menneskelige og politiske udbytte af investering i rene kvindekunstforeta-gender, vidner økonomien i de hidtil afholdte kongresser for kvinder og musik, New York 1981, Los An-geles 1982, New Mexico foråret 1984 og Paris i oktober 1984, om. Arrangørerne af de første kongresser betaler stadig af på gælden, og også Pariserbudgettet udviste mangel på balance, idet den samlede økonomiske støtte (155.000 F) kun kunne dække halvdelen af udgifterne til arrangementet.

Hvad foregik der så på for eksempel Pariserkongressen, som ikke lige så godt kunne have foregået på alverdens andre musikkongresser, hvor der ikke »skelnes« mellem mænd og kvinder, og hvortil begge køn har »lige« adgang? Intet! Der foregik intet, som ikke lige så godt kunne have foregået i andre regier. Men det særlige var, at det fandt sted. At der i løbet af de 4 dage, kongressen varede, fordelt på ca. 100 arrangementer, blev spillet op mod 1000 musikværker, skabt af kvinder. Dette vældige udbud af musik gjorde det naturligvis umuligt for en enkelt person at blive i stand til ved selvhør at kunne vurdere kongressens samlede indhold. Derfor vil jeg, der overværede 18 af arrangementerne, i min følgende oversigt blande oplysninger fra programmer og brochurer med mine førstehåndsoplevelser, og min troværdigheds grad vil tilsvarende være nuanceret.

Orkestermusik (kirkemusik)

Kongressen varede fra 25. til 28. oktober, og en af de koncerter, arrangørerne med den energiske og charmerende forlagskvinde Denise Laroutis i spidsen åbenbart havde investeret særlig kraftigt i, fandt sted den 26. oktober i Trinité kirken, »Messiaens kirke« (den gamle komponist befandt sig i det talrige publikum, der overværede koncerten), der ligger i Opérakvarteret op mod Montmartre. Ud over at være støttet fra privat side var det SACEM, det franske KODA, der økonomisk stod bag denne koncert.

Michèle Poisons »Gemme d'étoile« fra 1969 for 6 (!) Ondes Martinots, slagtøj og 4-hændigt + 4-fodet orgel blev opført her. Koncertens tyngdepunkt lå dog i opførelsen af 3 af Lili Boulangers kirkemusikalske værker, de to Davidspsalmer nr. 130 »Du fond de Vábíme« (Af dybsens nød), 1917, for alt, tenor, kor og orkester og nr. 24 »La terre appartient à l'éternel« (Jorden hører Herren til), 1918, for kor, messingblæsere, orgel, harpe og pauker samt hendes sidst fuldførte værk »Pie Jesu«, 1916-18, for sopran, orgel, strygekvartet og harpe. Lili Boulanger blev medlem af SACEM i 1914; da var hun 21 år. Hun døde i 1918.

Denne koncert var den eneste under kongressen, der kunne præsentere musik for stor besætning, og den drejede sig om musik fra begyndelsen af dette århundrede! Når man begynder at opregne al den musik, der op igennem vort århundrede er skrevet for orkester og for operascenen af kvinder, så kommer man til at slå fast, at det i hvert fald ikke kan have været repertoirenød, der forhindrede et eller flere af Paris' store orkestre (eller måske endda »le grand Opéra«!) i at bidrage til kongressens festlighed.

Kammermusik

Men der var nu iøvrigt så mange andre ting, der gjorde kongressen til en fest.

På kammermusikplanet blev der opført værker af omkring et halvt hundrede forskellige komponister, langt de fleste fra dette århundrede. Noget af det ældste, vi hørte, var to kantater af Barbara Strozzi, født 1619 i Venedig. For sopran og continuo - cembalo og gambe - og udført af et purungt kvindeensemble, som kalder sig Ensemble Jacquet de la Guerre efter den franske barokkomponist Elisabeth Jacquet de la Guerre, musikerdatteren, der blandt andet virkede ved Ludvig den 14.s hof. Ensemblets intense engagement og levende musikalske frasering fik de ud-tryksfulde Strozzi kantater til at leve og fænge. For eksempel blev den sangligt meget krævende klagesang »Apresso a i molli argenti« (Ved den sølverne strøm), hvor sangeren veksler mellem at kommentere den længselsfulde elskers situation og at synge som elskeren selv, til et sluttet drama med et væld af illustrative detaljer.

Fra 1800-tallet hørte vi Clara Schumanns 3 romancer for violin og klaver og Fanny Mendelsohns klavertrio og fra det sene 1800-tal og det tidlige 1900-tal strygekvartetter af Teresa Carreno (Venezuela) og Amy Beach (USA). I de nyere værker fandtes en mangfoldighed af klangkombinationer. Strygekvartetter (Alicia Terzian, Argentina, Ruth Schonthal, USA, Tera de Marez Oyens, Holland), klarinetkvartetter (Claude Arrieu, Frankrig, Jacqueline Fontyn, Belgien), duoer, for eksempel for klarinet og klaver (Mary Snow, USA, Kathleen Saint John, England, Priaulx Rainier, Sydafrika) og sax og klaver (Deon Nielsen Price, USA, Kasuko Osawa, Japan, Paule Maurice, Frankrig), forskellige fløjte og guitarkombinationer (Norma Beecroft, Canada, Caroline Ansink, Holland), keltisk harpe og mandolin (Therese Brenet, Frankrig) og klarinet og slagtøj (D.S. Kim). Hertil kom en lang række større ensembler, for eksempel Teresa Procaccinis (Italien) »Musica barbara« for violin, bratsch, cello, kontrabas, fløjte, obo, klarinet, engelsk horn, horn, slagtøj og klaver og Kaajia Saariahos (Finland) »Den Vögeln« for sopran, fløjte, obo, klaver og cello og med elektroniske indslag.

Klaver

Det er åbenbart, at de tider, da kvinden musikalsk set »nøjede sig« med at oplive salonen med sin yndefulde sang og sit beroligende spil på taffelklaveret, er forbi! Det manifesterede sig dog ikke på kongressen i form af en afstandtagen fra soloklaverspillet og den akkompagnerede sang; tværtimod var det påfaldende, at de kvindelige musikere her udfoldede sig med overlegenhed, styrke, inderlighed og humor, hvilket måske er et udtryk for den sikkerhed, gamle traditioner kan give nutidige kvinder med deres iøvrigt nye forudsætninger.

Rækken af topprofessionelle pianister, der spillede spændende helt nye eksperimenterende værker, var lang. Af pianisterne fra Danmark (Norge), Island, Holland, Vesttyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, USA og Canada kan for eksempel nævnes den hollandske Tera de Marez Oyens, en fremragende pianist og komponist, der spillede egne værker, blandt andet »Charon's Gift« for klaver og bånd, der rummende rent elektroniske lyde samt bearbejdede kla-verlyde. Titlen på stykket hentyder til komponistens personlige oplevelse af at have fået sin ven, der lå i coma i 4 døgn efter selvmordsforsøg, tilbage fra dødsriget. Tera de Marez Oyens er først og fremmest komponist, og hun har skrevet over 150 værker (orkester-, kammer- og elektronisk musik). Endvidere virker hun som pianist og dirigent og har udgivet en musikpædagogisk bog »Working With Modem Sound«, Haarlem 1978. Blandt pianisterne hørte vi en af de få mandlige udøvende under kongressen, den amerikanske Jay Gottlieb, der samlede et enthousiastisk publikum til sin opførelse af Michèle Reverdys »Figure«, 1976, Barbara Kolbs »Apello«, 1976, og Adrienne Clostres »Variations italiennes«, 1982, skrevet til Jay Gottlieb, alle 3 stykker, der blev spillet med enorme udsving mellem voldsomhed og enkelhed. Til slut 2 etuder, af Ruth Crawford Seeger, 1930, og Betsy Jolas, 1980, den første letløbende, elegant, den anden meditativ.

Modsætningen mellem Jay Gottliebs godmodige krøllede vilddyrsapparition og den portugisiske pianist Madalena Sorevals indadvendte koncentration var slående. Det musikalske udbytte var imidlertid under begge koncerter ubetinget. Madalena Soreval urop-førte Constança Capdevilles »Aved Picasso, ce matin«, 1984, for klaver og bånd. Værket havde performance karakter med mimeeffekter og slagtøjsmæssig brug af klaveret, låg, sider, bund blev mu-sikaliseret, og percussion instrumenter blev inddraget. På båndet hørtes en bølgende, sludrende mandsstemme. På Madalena Sorevals program stod endvidere »Dominos«, 1983-84, af Sharon Kanach, et langt flot stykke ligeledes baseret på raffinerede klangvirkninger af percussion karakter. For første og sidste dels vedkommende var det også en uropførelse. Sharon Kanach er en af de mange musikere, der rejste til Paris for at studere hos Nadia Boulanger. Det gjorde hun i 1976, da Nadia Boulanger var gammel og syg. I et interview med Denise Laroutis i nr. 18/19 (femmes et musique) af Action musicale, 1983, giver hun en levende skildring af Nadia Boulangers evne til at engagere og provokere sine elever helt og fuldt. Sharon Kanach har senere studeret hos Messiaen og Xenakis, hvis bog »Art, science, alliage« (kunst, videnskab, forening) hun har oversat til engelsk.

Det danske indslag i kongressen

Blandt kongressens pianister befandt sig også Elisabeth Klein (Danmark/Norge), der er en overlegen fortolker af ny musik, og som har et stort repertoire af klavermusik af skandinaviske kvindelige komponister. Elisabeth Klein havde netop givet koncert under de nordiske musikdage i København, i Nikolaj Kirke den 24. oktober, og den 28. spillede hun i den lille sal i Centre Georges Pompidou et omfattende program med værker af Diana Pereira, Birgitte Alsted fra Danmark, Maj Sønstevold, Anne-Marie Ørbeck, Åse Hedstrøm og Anna Jastrzebska fra Norge og Dorcas Norre fra Sverige. Med sin urokkelige menneskelige og musikalske myndighed har Elisabeth Klein nu foreløbig deltaget i alle de 4 første internationale kongresser for kvinder og musik. (Mens Danmark og Norge »delte« Elisabeth Klein som skandinavisk repræsentant på kongressen, havde Sverige ingen egentlig repræsentation. Men uden for kongresregi, den 23. oktober, afholdt det svenske kulturcenter i det smukke gamle Hotel de Marie i Maraiskvarteret en koncert, hvor den suveræne svenske guitarist Magnus Andersson blandt andet spillede værker bestilt specielt til ham af Rikskonsertinstitutionen i 1982 hos Kerstin Jeppsson, »Vocazione«, og Dorcas Norre, »Burlesco Cappriccio«. Endvidere hørte vi et rent elektronmusikstykke af den unge Karin Rehn-qvist (f. 1957), »Musik från vart klimat«.) Et andet dansk arrangement stod foreningen KIM, Kvinder i Musik, for. Det drejede sig om en »helaftensforestilling« den 26. oktober i Theéatre du Rond Point på Champ Élysées. På programmet stod en præsentation af KIM's aktiviteter (Tove Krag), der først og fremmest består af koncert-, informations- og arkivvirksomhed, koncert og foredrag om historiske (Elisabeth Dahlerup) og nulevende (Inge Bruland) danske kvindelige komponister samt om det danske rytmiske kvindemusikmiljø (Pia Rasmussen og Marianne Rottbøll).

Koncerten, som altsangeren Birgit Colding Jørgensen havde sammensat, havde 2 afdelinger, en historisk og en nutidig. I den første, hvor Birgit Colding Jørgensen sang sange fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, blev hun akkompagneret smidigt og lydhørt af Ewa Dabrowska. Vi hørte her 6 sange af Theodora Schjær, enkle og melodisk velformede, og 2 af Hilda Sehested, med bredere melodiske linier og udtryksfulde pointer. I den anden afdeling viste Birgit Colding Jørgensen, her akkompagneret af Elisabeth Klein, sin sikre fortolkning af ny musik i 3 værker, alle skrevet til lejligheden af Gudrun Lund, »Driving in the fog« (til egen tekst), Birgitte Alsted, »This is it« (efter et japansk digt) og Birgitta Holst Olsson, »Sig noget, Pjerrot« (tekst: Birthe Arnbak). I Gudrun Lunds sang kom en stejl desperation til udtryk på trods af en teksty der tilsyneladende er resigneret. Sangen passede som fod i hose til Birgit Colding Jørgensens meget smukke og blødt bøjelige stemme, og de dybe deklamatoriske afsnit, de slyngende vokaliser og de vilde glissandohvin virkede såvel i konception som i udførelse sammenhængende og behersket. Egentlig skulle Birgitte Alsted have haft uropført 2 sange, ud over »This is it« også »På afstand af bølgen«; men i mangel af en fløjtespiller, der skulle bruges i den anden sang, hørte vi kun den korte, på samme tid enkle og sofistikerede »This is it«. Teksten virkede tilsyneladende absurd, men udtrykket bestemt. Sådan!

Sang

Birgitta Holst Olssons »Sig noget, Pjerrot« lød som en burlesk Tivolifantasi om børn og voksne i faste dansemetrer i kontrast til deklamatoriske dele, gennemkomponeret og med en fremaddrivende melo-dik. Den kvindelige tradition på stemmeområdet er lang og bred. Spændende var det at høre sang af såvel Lili som Nadia Boulanger. Christel Nies fra Vesttyskland sang, akkompagneret af Roswitha Aulenkamp-Möller 4 af sangene fra Lili Boulangers cyklus »Clairière dans le ciel« til tekster af den symbolistiske digter Franvis Jammes. Og 4 af Nadia Boulanger til tekster af Henri Bataille og Camille Mauclair. Hvor Lilis sange var impressionistiske, intense, lidende, var Nadias mere dramatiske og udadvendte, og man fik her lejlighed til at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden i Nadias påstand om, at grunden til, at hun sluttede med at komponere som ung, var, at hun ikke havde talent. Folkesangen var rigt repræsenteret. Og det var inden for denne genre, at vi mødte den største geografiske spredning. Folkesangerne kom fra Cameroun, Haïti, Vietnam, Israel, Grækenland, Tyrkiet, Yugoslavien, Canada, Argentina, Mexico, Algier. Og fra forskellilge egne, der helt har deres egne »eksotiske« særpræg, i Frankrig, f.eks. Bretagne og Occitani-en. Fra Rumænien og Bulgarien kom 2 kor af bondekvinder, der sang og dansede i smukke folkedragter.

Rytmisk musik

Kongresprogrammet rummede eksempler på »egentlige« jazz og rock grupper, f.eks. den canadiske jazzsanger Johanne Desforges og den franske rockgruppe »Les rois fainéants«.

Men først og fremmest kunne man i improvisationsmusikken høre grupper, der stilmæssigt befandt sig i »ingenmands«- eller ekspri-menterende »allekvinders«land, f.eks. trioen Joëlle Léandre, kontrabas, Irene Schweitzer, piano, og Annick Nozati, vokal. Disse musikere er forøvrigt skildret i Catharine Lahourcades film »La musique en feu«, der blev vist under den danske kvindekulturfestival i januar 1985. Danske Marilyn Mazur var en del af en anden improvisa-tionsgruppe, nemlig Trio Zusaan Fasteau (født i USA), der optrådte i Théâtre Ranelagh. Zusaan Fasteau er multiinstrumentalist, sang - med en særlig teknik i det højeste register - og spillede på sax, japanske fløjter af forskellig størrelse, percussion og klaver. Den tredie musiker var den franske kontrabassist Marie-Annick Dagois.

Elektronisk musik

Efter at jeg sammen med en anden af de danske deltagere havde aflagt et besøg i det underjordiske IRCAM (Institut de Recherche et de Coordination Acoustique - Musique) ved Pompidou Centret og dér i en underlig uvirkelig stemning havde iagttaget alle de mørkklædte mennesker af mandkøn, der i de vinduesløse lokaler holdt møder eller spadserede omkring med dokumenter under armen, var det betryggende at registrere, at vi nok bare var dumpet derned på en helt utypisk dag. Der blev nemlig også præsenteret elektronisk musik på Pariserkongressen. Udover de forskellige klaverkom-positioner til bånd blev for eksempel den polske Elsbieta Sikoras »Orphée triptyque« opført. Heraf er 2. del netop et bestillings værk fra IRC AM, og det er realiseret i IRCAMs studier. Kongressen bød også på en samlet koncert med elektronisk musik af nord- og sydamerikanske komponister, blandt andre af Jeannie Pool, den oprindelige initiativtager til de internationale kongresser for kvinder og musik. Jeannie Pool var medarrangør også af Pariserkongressen, og hun deltog i begivenhederne med sin 10 måneder gamle datter, som allerede her var med til sin anden kvinde og musikkongres!

Teater, film m.m.

Beverly Grigsby, ansat ved California State University i Northridge, der sammen med Alida Va-quez præsenterede de amerikanske kvinders elektroniske musik, fik også uropført sin kammeropera i form af en tenso (troubadour poesi, der er en (virkelig eller fingereret) dialog), »Le masque d'Alié-nor«. Et multimedia drama for sopran (Ann Gresham), båndindspilninger, synthesizer og lysbilleder. Den handler om Aliénor af Aquintaniens liv og foregår i Fonte vrault abbediet. Aliénor og hans to døtre, Marie de Champagne og Aélis de Blois, var kunstmæcener fra middelalderen. Kongressen bød også på en forestilling, ikke bare med middelalderemne, men også med indlagt middelaldermusik (Beatrix de Dia, Hildegard af Bingen, Rubiah al Adawiyya). Det var gruppen »Le Sillage«, (kølvandet), der stod for den, og som havde dediceret den til Sariza fra Algier, »en moderne kvindelig troubadour«.

Musikteatergruppen »le Bâton magique« opførte 2 stykker: »Sur un fil maintenant«, et kollektivværk realiseret på grundlag af tekster af Françoise Lalanne samt »Histoires naturelles« af Hélène Grange. Hertil kom en lang række performances, en klanginstallation, og der blev vist film om og med kvinders musik.

Rundbordsdiskussioner og præsentationer

Til slut vil jeg kort nævne en side af kongresarrangementerne, dermed henblik på udstrækning i tid godt alene havde kunnet fylde de 4 dage helt ud, nemlig rundbordsdiskussi-onerne og foredragene. Udover det nævnte danske indslag fandt der tilsvarende præsentationer sted fra kvinderne i USA, Vesttyskland, Østlandene og Holland. Rundbordsdiskussionerne gj aldt emnerne folkemusik, radioproduktioner, scenemusik (i 2 versioner), filmmusik, musik for børn, stemmen, eksperimenterende pædagogik. Alle naturligvis med kvinder enten for eller bag!

Vi stiftede bekendtskab med en kvindelig musikforsker på et højt niveau og med stor personlig udstråling i skikkelse af Suzanne Haik Vantoura, som har dechifreret de gamle tegn for den tidlige sungne bibellæsning i Templet i Jerusalem. Og vi hørte eksempler på denne synagogesang, sunget af Philippe Kahn (bas) og akkompagneret på keltisk harpe af Michèle Gonzales.

En livlig diskussion, der næsten ikke kunne stoppes, fandt sted i Théâtre du Rond Point og handlede om »kvinder og erhverv i musik«. I debatten deltog blandt andre en musikolog, en sanger, en bibliotekar/arkivar, en musiksin-pektør fra kulturministeriet, en komponist, en forlagskvinde samt mange fra publikum. Denne debat samt andre af kongressens arrangementer blev optaget på video af »Centre Audiovisuel Simone de Beauvoir«, som vil lave en film om Pariserkongressen. Det danske KIM har en aftale med Centret om at få en kopi af den til sit arkiv, løvrigt kommer KIM til at udsende et særnummer af sit debat- og in-formationsorgan KIM-NYT, der distribueres til medlemmerne, og som endvidere kan ses på visse biblioteker, der abonnerer på det, om kongressen. Her vil o. 10 danske musikkvinder, der deltog i kongressen, skrive mere detaljeret om enkeltemner herfra.

Af denne nok lidt hæsblæsende oversigt fremgår det, at kongresforløbet naturligvis ikke på alle punkter var problemfrit. Nogle af problemerne opstod ved selve det faktum, at kongressen var blevet gjort til et overflødighedshorn af arrangementer. Og netop fordi der var så mange arrangementer, så vældede de ud over hele Paris. Og Paris er stor! Og netop fordi der var så mange, så blev det endelige program først færdigt og uddelt til deltagerne l time efter kongressens åbning! Så den enkelte kongresdeltager blev kastet ud i en lidt panikbetonet valgsituation. Kunne man gå til lige præcis de arrangementer, man havde mest lyst til? Nej, det kunne man ikke; for med 5-6 simultane koncerter og rund-bordsdiskussioner kom den første begrænsning i valgfriheden. Og dernæst: hvis man var så heldig, at dagen bød på 4 successive programpunkter (å ca. 2 timer), man specielt havde lyst til at overvære, kunne det så lade sig gøre? Nej, det kunne det ikke, når det nemlig så viste sig, at de foregik 4 vidt forskellige steder i byen med mindst l times transporttid mellem hver. Og selv om den parisiske metro er en stadig kilde til (også musikalske) oplevelser, så er det nok kun få, der kan klare 11 timers sammenhængende oplevelsessensibili-tet i døgnet. Nuvel, hvor der handles, der spildes! Eller rettere, hvor der handles musikalsk, der spilles! Og spillet blev der. Og handlet musikalsk blev der - af flere tusind musikprofessionelle kvinder! Næste kongres for kvinder og musik finder sted i Atlanta City, Georgia i 1986, hvilket år altså ikke alene bliver fodboldens i Amerika men også musikkens!