Blanke meninger I. Om musiklivets tilbagegang

BLANKE MENINGER

I. OM MUSIKLIVETS TILBAGEGANG

AF GUNNAR HEERUP

MULIGHEDEN AF ET EGET ANSVAR for vort musiklivs slette tilstand synes at ligge vore førende musikpersonligheder meget fjærnt. Og dog synes de intet øjeblik i tvivl om, at deres hidtidige virke har haft virkelig musikkulturel betydning. De er altså på det rene med, at de har påtaget sig en kulturel opgave, og de ved, at dermed følger et ansvar. Det skulde da synes indlysende, at de alvorligt søgte at finde årsagerne til interessetilbagegangen indenfor det område af musiklivet, hvorpå de har indflydelse, og at de begyndte en sådan undersøgelse med at lede efter årsager hos sig selv, med at finde mulige mangler ved det arbejde, de selv hidtil har udført. Så indlysende dette er, så åbenbart er det, at en sådan selvkritisk under- søgelse kun i undtagelsestilfælde har fundet sted. Derimod har man sat al kraften ind på at vælte ansvaret fra sig, ved med en for dansk musikliv sjælden enig styrke at søge skyldbyrden tvunget over på den rent tekniske opfindelse, der hedder radioen.

Det har altid været gængs reaktionær tendens, at skylde klare tekniske fremskridt for åbenbare eller blot tilsyneladende kulturelle tilbageskridt. Jeg mindes et opbyggeligt engelsk billede fra midten af sidste århundrede, det fremstillede den brede vej til helvede og den smalle vej til himlen. Langs helvedesvejen var i tiltagende syndefuldhed afbildet de gærninger, der førte til fortabelse, og rundt om selve helvedeshullet kørte et lille tog mærket »Sunday-train«. Tankegangen er smilende absurd, men dog fra et religiøst synspunkt både forstandigere og rigtigere, ikke på langt nær så tåbelig som den, der nu fanatisk hævdes fra musikbetydende side, at musikkulturen er i tilbagegang, fordi alle til enhver tid kan høre musik gennem radioen. Og det er jo netop det afgørende, at det, der først og fremmest klemtes til storm imod, ikke er det musikudvalg, radioen bringer, men selve det, at musikken bringes gennem radioen. Derfor skældsordet »rnekanisering«.

Med indførelsen af begrebet mekanisering søges der hævdet en principiel forskel mellem musik pr. koncertsal og musik pr. radio. De skal betragtes som to forskellige slags musik, den ene god, den anden dårlig, de kan ikke yderligere sammenlignes eller vurderes i forhold til hinanden. For den læge tilhører må med andre ord en koncert, hørt i koncertsalen være lige så gavnlig, som den samme koncert må være skadelig, transmitteret i radio. Konsekvent gennemført, har standpunktet en vis styrke, men grundlaget for betragtningen føles så stridende mod naturlig tankegang, at det på forhånd udelukker enhver mulighed for diskussion. »Mekaniseringens« modstandere har da heller ikke overfor offentligheden turdet drage denne konsekvens, hvor følgerigtig den end fremgår af deres grundindstilling.

Årsagen til at hele denne synsmåde, om end i mindre skarp udformning, har kunnet opstå og vinde udbredelse, må søges, i det forhold, at koncertsalen for mange mennesker gør det lettere at komme, i kontakt med musikken. Hertil bidrager forskellige faktorer, der dog alle har det fælles, at de ved hjælp af indtryk oftest på andre sanseområder end hørelsens, påtvinger koncertgængeren en bestemt indstilling overfor musikken. Ligegyldig om denne indstilling er rigtig eller gal, vil den give tilhøreren en fornemmelse af en lettere, mere spontan musiktilegnelse. Vigtigst af disse faktorer er den udøvende kunstners hele optræden, hans ansigtsudtryk, hans bevægelser underspillet. Om mange musiktilhørere kan det sikkert med fuld ret siges, at de mere ser end hører sig til det sjælelige indtryk, der for dem er aftenens udbytte. Den værdifuldeste af faktorerne, ganske vist ikke i musikalsk, men i social-etisk henseende, er den følelse af inderligsamhørighed, der undertiden kan forene de tilfældigt sammenløbne, indbyrdes vidt forskellige mennesker i koncertsalen. Den psykiske kraft, der udgår fra en sådan forsamling, kan påvirke selv umusikalske.

Men den egentlige musikalske oplevelse er ikke betinget af disse, faktorer, den er kun afhængig af musikken selv, af tonerne. Og at disse når øret gennem radioen såvelsom, gennem koncertsalen er endnu ikke bleven bestridt. Den kvalitative forringelse af tonerne på vejen gennem radioen stiller i første række tekniske problemer, og den er allerede nu bragt ned til et sådant minimum, at den umuligt kan berede musikopfattelsen alvorlige vanskeligheder. At radiogengivelsen ikke lader instrumental spillestøj (ventilklapren o. l.) gå igennem, kan kun være en klanglig vinding. Dertil er det en fordel ved radioen, at den i højere grad end koncertsalen byder mulighed for en koncentration om selve musikken, fordi den bortskærer koncertsalens talrige adspredende, musikken uvedkommende indtryk. Stærkere bilyde (hylen osv.) virker derimod mere generende i radioen end tilsvarende støj i koncertsalen, fordi den sidste når øret fra et andet sted end musikken, og derfor straks kan bortforklares, mens bilydene i radioen har samme udgangspunkt som musikken (nemlig højttaleren), og derfor er vanskeligere at høre bort fra.

Der berøres her et forhold, som, selv om det ikke er uden betydning, dog ikke må overvurderes: radioens mangel på rumvirkning. Det kan utvivlsomt lette opfattelsen især af mangestemmig musik, at øret hører de enkelte stemmer fra forskellige steder, men på den anden side er denne rumlige musikhøren ingensomhelst betingelse for at nå til musikforståelse, eller rettere, den musik, i hvilken den rumlige høren er af virkelig fundamental kunstnerisk betydning, er af et så ringe omfang, at man kan se bort fra den.

I det hidtil fremførte er der med vilje skelnet mellem koncertsal og radio, og ikke mellem musik hørt uden og musik hørt med mekanisk overførende mellemled. Den sidste forskel er nemlig langt mindre end det almindelig antages, hvad man kan forvisse sig om ved at overvære en koncert uden for selve koncertsalen og isoleret fra dennes ydre indtryk. Musik hørt på denne måde virker meget nær som radio eller grammofonmusik hørt under tilsvarende forhold. Ved forsøg anstillet i tyskland har det da også vist sig, at man på koncerter, hvor de udøvende var usynlige for publikum, delvis har kunnet erstatte den levende musik med mekanisk grammofonmusik, uden at forskellen er bleven bemærket. Koncertsalsmusikken får således væsentligst sit særpræg gennem de ovennævnte ydre faktorer, og det, at den også byder noget andet end selve musikken, nemlig en psykologisk oplevelse af den udøvende kunstner, vil bevirke, at koncerten ikke foreløbig vil forsvinde som musiceringsform.

I årsagerne til, at musikken i koncertsalen virker mere personlig, håndgribelig, mens musikken i radioen virker mere upersonlig, abstrakt, ligger der intet fingerpeg om, at den ene musiceringsform er at foretrække for den anden. Tværtimod viser de fremdragne årsager netop, at hvor det gælder en ren og virkelig musiktilegnelse er de to, former ligeberettigede, så sandt som det afgørende ikke sker udenfor tilhøreren, men i tilhøreren selv. Uden at underkende den udøvende kunstners nødvendige og undertiden genialt formidlende indsats, må det hævdes, at det afgørende for musiktilegnelsen ikke ligger i, hvad der sker mellem kunstneren og værket, men i hvad der sker mellem værket og tilliøreren. De to ting er ikke uafhængige af hinanden, de er tværtimod nøje sammenhængende, den fundamentale forskel ligger kun i indstillingen. Det der sker i tilhøreren behøver ikke at være et bevidst analyserende arbejde med musikken, det er musikerovertro, at et sådant skulde være betingelse for musiktilegnelse. Der er kun tale om, at man, i stedet for at koncentrere sig om den optrædende kunstner og hans musik, er han så tusind gange et geni, skal koncentrere sig om musikken selv ved at holde alle andre påvirkninger borte, man skal ligesom lukke sig sammen om musikken. Denne evne og denne vilje er den første og den nødvendige forudsætning for en højere musikkultur, specielt tilhørerkultur.

Harmfuldt bebrejdende råb om vor musikkulturs tilbagegang dirrer i vort musikpublikums øren. Det arme musikpublikum er forvirret, kan ikke forstå, hvor dets musikkultur pludselig er blevet af. Radioen har taget den. - Nej, radioen har gjort den gode gærning, at den har afdækket en af grundskaderne i dansk musikliv: manglen på musikalsk lytteevne. Denne skade er den samme nu som for 10 år siden, og i den er radioen uskyldig. Skyldige er til gengæld alle de, der, slentrende videre i gammel dårlig tradition, år efter år har sendt unge mandlige og -kvindelige musikere ud i livet med en teknisk ofte ypperlig udrustning, men lige så ofte uden egentligt musikalsk begreb og altid uden vejledning som musikopdragere, skønt det var givet, at de for en stor del måtte tjene deres brød ved undervisning. Hvilket under, at disse unge mænd og kvinder, der nødvendigvis måtte se den tekniske fuldkommengørelse som et strålende mål, og som var opdraget til at søge den musikalske oplevelse i deres egen gengivelse af musikværket, at de indpodede deres elever den samme musikalske indstilling. Hvilket under, at det for det almindeligt musikalske menneske er blevet den udøvende kunstner, der er musiklivets midtpunkt, mens musikken selv kun er en anledning. Denne indstilling forklarer også den menige lytters hjælpeløshed overfor den ulegemlige radio musik. Ansvarlig er her ikke blot konservatoriet og dets ledere, men selve konservatorie-idéen i dens talrige former.

Ligesålidt som radioen kan bære skylden for en forsvinden af en kultur, der ikke eksisterede, da radioen blev opfundet, ligesålidt kan man uden videre betragte det som en musikulturel tilbagegang, at koncertbesøget er i aftagende. Især hvad angår de større koncerter er koncertbesøget ikke længere nogen tilforladelig målestok for musikinteressen. Her at bestride radioens indflydelse vilde være forfejlet, men - derfor bør andre, nok så vigtige årsager ikke overses. Heller ikke den vigtigste: at vort officielle musikliv i de sidste år har opvist en sådan række mere eller mindre personlige skændsmål for åbne eller halvåbne døre, en sådan række i teknisk eller musikalsk eller i begge henseender sløje musikopførelser, at de mennesker, der skulde udgøre koncertpublikummet, er blevet koncerttrætte. De har mistet tilliden til de mennesker, der leder musiklivet, til at det, der bydes dem, er værd. at høre på. Det er intet tilfælde, at de institutioner er de hårdest ramte, i hvilken denne udvikling har sit udspring . operaen, palækoncerterne, musikforeningen. Ulykkeligt er det blot, at den ansvarløshed, der her (og sikkert med den bedste subjektive samvittighed) er lagt for dagen,truer med at underminere hele vort koncertliv ikke kan trives, det naturlige handelsforhold mellem kocertkøber og koncertgiver er slået i stykker. Hvem tør for alvor fortænke mennesket i, at han foretrækker den billige, lettere og større chancer for at høre god musik i radioen, fremfor den tilsvarende dyrere, besværligere og mindre chance i koncertsalen. Det er falskeligt udlagt som mangel på musikkultur, og det er blot et udslag af almindelig sund fornuft.

Selvfølgelig bærer de økonomisk vanskelige tider også en del af ansvaret for det formindskede koncertgængerantal, men derudfra kan man ikke slutte sig til en musikkulturel tilbagegang. Hvor vanskeligt det end kan være for mange at indse det, så er koncerten ikke længere den eneste mulige måde, hvorpå man kan høre musik. Heller ikke nedgangen i de musikundervisningssøgendes tal kan tages til indtægt for en pessimistisk betragtningsmåde. Som allerede berørt er musikundervisningen i dens gængse form ikke længere tidssvarende, tillige er den dyr, intet under da, at den ikke bliver søgt.

Den fra enkelte sider påpegede nedgang i salget af klaverinstrumenter skal endelig som musikkulturelt symptom kort berøres. For det første er det ikke givet, at man mangler musikkultur, fordi man køber et radioapparat i stedet for et klaver. Og hvormange klaverer er ikke kun blevet købt, fordi et klaver betragtedes som et nødvendigt møbel. For det andet har markedet for klaverer efterhånden nået en sådan mættelsesgrad, at afsætningen alene derved besværliggøres-, dels er nemlig produktionen og indførslen i de de sidste 25 år steget relativt stærkere end befolkningstilvæksten, konkurrencen er blevet større, dels er et klaver ikke en genstand, der hurtig forældes, i de nuværende vanskelige tider kan det benyttes både 5 og 10 år udover dets normale levetid.

I det foregående er behandlet de øjeblikkelige vilkår for koncertlivet, og det er vist, hvor umuligt det er udfra dette at påvise en tilbagegang i musikkulturen. Det vilde da også være usandsynligt, om det borgerskab, der hidtil har båret koncertlivet, nu i løbet af kun 10 år skulde være såvidt musikalsk forsumpet, at man med rette kunde tale om en musikkulturel misére. Alvorligere end for musiklivet stiller sagen sig derimod for de udøvende kunstnere, for musikerne. Hvad der kan gøres, og hvad de selv kan gøre for at ophjælpe deres stilling, vil blive behandlet i denne artikels anden del »blanke meninger om musiklivets fremgang«, der tillige vil søge at vise vejen til at opbygge en sundere musikkultur ikke blot på basis af bourgeoisiet, men på basis af hele det brede danske folk.