Blanke meninger II. Om musiklivets fremgang

Af
| DMT Årgang 6 (1931) nr. 04 - side 65-70

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

BLANKE MENINGER

II OM MUSIKLIVETS FREMGANG

AF GUNNAR HEERUP

LEVENDE MUSIK - MEKANISK MUSIK. Modsætningen giver ordet mekanisk den tilsigtede betydning: død. Således fører man med blanke våben, smukke ord og tåbelige slagord kampen for den levende mod den døde musik. 0g opnår man intet andet derved, så opnår man at vise alverden sin ærlige vilje og sin rene samvittighed. Men fordi skellinjen er polemisk brugbar, bliver den ikke rigtig. Levende musik er hverken musik i koncertsal, i radio eller grammofon, det er hverken Mozart eller Beethoven, Borovsky eller Toscanini, levende musik er musik, der lever i et menneske. Er der ildløs i et hus, er det vigtigste ikke, om den er påsat, om den skyldes en kortslutning eller en utæt gashane, om den er forårsaget af en tændstik eller et lynnedslag, det vigligste er, at huset brænder. Det vigtigste er ikke ad hvilke veje, ved hvilke midler musikken når mennesket, det vigtipste er, at musikken er i mennesket.

Ligegyldigt hvorfra tonerne kommer, om fra en koncerttribune eller fra en højttaler, tonerne er altid døde, det er først mennesket, der levendegør. Som musikeren skaber musik af de døde noder på nodepapiret, således skal tilhøreren skabe musik af de døde toner, der når øret, først så har vi en levende musik. Ligeså givet som musikken er død, når man sidder og sløver i en koncertsal, ligeså givet kan musikken leve, når man sidder opmærksomt lyttende foran en højttaler. Det er da klart, at musiklivets fremgang beror på, i hvor høj grad det vil kunne læres det danske folk at skabe levende musik af døde toner.

At skabe levende musik, vil sige at skabe en sådan sammenhæng mellem de mange enkelte toner, at de forbinder sig til en helhed, - en helhed, der virker som en sjælelig oplevelse, fordi tonesammenhængen i dens skiftende intensitet paralleliseres med svingninger i sjælelivet. I al god musik ved vi, at der vil kunne skabes en sådan sammenhæng, fordi vi ved, at komponisten har følt tonerne nøje sammenhængende, og ikke blot har moret sig med at stille toner sammen. Men kan en sådan genskabende virksomhed læres? Ja, ubetinget, så sandt, som den evne, hvorpå den beror, er almenmenneskelig i så høj en grad, at savnet af den må betegnes som noget patologisk; hvormed ikke er sagt, at ævnernes rækkevidde ikke her som på andre menneskelige områder skulde være noget individuelt og forskelligt.

Denne ævne opdyrkes først og fremmest derved, at vi gøres fortrolig med tonestoffet. Jo bedre kendt vi er med tonestoffet, jo hurtigere og lettere fatter vi tonesammenhængen, jo mere komplicerede kan de tonesammenhæng være, der giver os den musikalske oplevelse. Bedst kendskab til tonestoffet får vi ved at synge, fordi vi ved sangtonens dannelse helt er henvist til os selv, og ikke som fx. ved klaveret får tonerne halvvejs foræret. Sangen er gratis og i hver mands eje, den er den eneste gren af musikken, der dyrkes i folkeskolen, hvor den til gengæld dyrkes regelmæssigt og i lang tid af alle, sangen er derfor det selvfølgelige grundlag for en folkelig musikopdragelse, og skolen er det selvfølgelige virkested for det vigtigste musikopdragende arbejde.

Folkeskolen henter sine lærere fra seminarierne. Til trods for at musik og sang her er et i realiteten tvungent fag, vil kun de færreste lærere være egnede som sanglærere. Seminarieundervisningen kan nemlig kun, grundet på det store antal obligatoriske fag, meddele eleverne en begrænset undervisning i de enkelte fag. Dertil kommer, at musik forudsætter visse anlæg, der ikke indgår i bedømmelsen af et menneske som intelligent, og som man derfor ikke kan forlange, han skal tage hensyn til, når han af pædagogisk interesse vælger lærergærningen til livsopgave. Med største styrke må det derfor kræves, at de ansættende skolemyndigheder med omhu vælger den musikalsk bedst kvalificerede lærer til at forestå sangtimerne, og ikke her af skødesløshed overfor faget lader tilfældet råde. Den ansvarsbevidste sanglærer vil føle trang til en dyberegående musikalsk undervisning, end seminariet kan byde. Han er imidlertid her helt henvist til sig selv, da han intetsteds kan få udvidet sine musikalske kundskaber med sigte på netop det, han har brug for. Et undervisningssted til videre uddannelse af skolesanglærere er derfor et tvingende musikalsk krav.

Staten administrerer radioen og bringer derved musik ud til tusinder af lyttere, staten er derfor pligtig til - så vidt det står i dens magt - at give disse tusinder et musikalsk grundlag, der gør dem egnet til at modtage disse toner som levende musik. Den vigtigste forudsætning, for at et kulturspredende arbejde skal bære frugt, er en modtagelig jordbund, og denne kan i musikalsk henseende skabes gennem folkeskolen. Det ansvar, staten har påtaget sig som.musikspreder gennem radioen, kan den ikke bære med den indskrænkede musikundervisning, der i øjeblikket gives på skolerne. Minimaltimekravet må være to halve ugentlige timer i første, og to hele i hver af de øvrige syv folkeskoleklasser.

Den nuværende skolesang har som vigtigste opgave at lære børnene en række melodier til kendte digte, men ligesålidt som man kan dansk, fordi man kan en række digte udenad, ligesålidt er man musikalsk undervist, fordi man kan en rælcke melodier. Det er ikke her stedet i enkeltheder at forinulere kravene til sangundervisningen i folkeskolen, blot så ineget skal siges, at børnene med udgangen af 5. klasse burde være bragt så vidt, at de udfra noderne kunde lære sig en lettere melodi uden hjælp af instrument, og at de besad et ret udstrakt praktisk og et mindre teoretisk kendskab ikke blot til dur og moll melodisk og harinonisk, men også til kirketonarterne og til mere moderne toneforbindelser, i hvilke tonesammenhængen for almindelige øren er mindre selvfølgelig.

Selve undervisningen bør søge at gøre hver enkelt time til en musiceringtime, således at hver klasse betragtes som en helhed, der arbejder med musikalske helheder. En selvfølge burde det være, at klassen ikke deles i 1. og 2.-stemmer, der hver kun lærer sin stemme, eller endnu værre: at én klasse lærer første og en anden anden-stemmen til samme sang, men at hver stemme læres af hele klassen, så at børnene får opfattelsen af kompositionen som en helhed. Først på denne måde bliver sangtimen en musiktime, der åbner videre horisonter for barnets musikalske udvikling og vækker sansen for den fælles musikudøvelse. Desværre savnes der stadig egnet sanglitteratur for folkeskolen, både kànoner og især to-stemmige sange, hvor begge stemmerne bevæger sig indenfor det samme, ret snævre toneområde.

Men selv om skolen er og bliver det vigtigste musikkulturelle arbejdssted, må man ikke derfor glemme musikopdragelsen af de voksne. Skal denne foregå med sang som grundlag, må man danne folkemusikskoler i lighed med de tyske. En folkemusikskole må i øjeblikket gøre det musikalske arbejde blandt de voksne helt fra grunden af. Først med tiden vil inan kunne bygge videre på det grundlag, der er lært i folkeskolen. De første folkemusikskoleklasser vil forsøgsvis blive oprettet til efteråret under københavns kommunes, fortsættelseskursus. Der vil blive undervist i musiklære, hørelære, stemmedannelse og korsang. På grundlag af de erfaringer, der høstes det første år, er det hensigten at udvide denne folkemusikskolebevægelse, så den får en virkelig omfattende musikkulturel betydning.

Men er musikopdragelse med sang som grundlag henvist til at arbejde under mere offentlige former, så er undervisningen med instrument som grundlag naturligt henvist til de private musiklærere. Som berørt i sidste artikel, savnes der et uddannelsessted for private musiklærere, hvilket medfører, at musikundervisningen i de første år af musiklærerens virksomhed bliver meget mangelfuld, hvis den da ikke for stedse forkvakles, og at i hvert fald eleverne ikke på langt nær får tilstrækkeligt ud af den. Der er næppe tvivl om, at den bedste måde til ad privat vej at fremme musikkulturen, er at søge tilvejebragt en musiklærerstand der, foruden en solidt underbygget faglig kunnen, er i besiddelse af pædagogisk indsigt og praktisk forstår at udnytte denne i undervisningen, i overensstemmelse med de senere års pædagogiske erfaringer. Den uddannelse, privatmusikkærerne nu nyder, lægger væsentligst vægten på tilegnelsen af rent instrumentale færdigheder, tager kun i ringe grad hensyn til mere almen-musikalske fag som musikteori, musikhistorie, hørelære o. l., og yder slet ikke nogen pædagogisk vejledning. Derfor arbejdes der også i øjeblikket fra privat side på dannelsen af en musikhøjskole til videre uddannelse af musik- og sanglærere i såvel privat som offentlig virksomhed. Betydningen af et fælles undervisningssted for private musiklærere og skolesanglærere vil foruden i den højst gavnlige, indbyrdes påvirkning, ikke mindst ligge deri, at der derved skabes en forbindelse mellem, den musikalske uddannelse, der gives barnet i skolen, og den, der gives barnet privat. Uddannelsen på en sådan musikhøjskole vil også kunne åbne mange af de i øjeblikket vanskeligt stillede musikere adgang til forøget fortjeneste ved musikundervisning og vil således i nogen grad kunne afbøde de uheldige følger, radioen har haft for musikerne. - Spørgsmålet er blot om der findes et publikum til en sådan forøget musik-undervisning.

Store dele af befolkningen undlader sikkert at søge musikundervisning, fordi den er for dyr. Musiklærerne har da kun den vej at gå: at sætte priserne ned. De kan gøre dette ved at forøge elevantallet i den enkelte time, således at undervisningen af børnene foregår 2 gange om ugen, den ene gang i en undervisningstid på en time, hvor der er samlet fx. 4- 6 børn, der undervises i det alment-musikalske (hørelære, elementær musikteori, gennemgang af musikværker o. l.), den anden gang i en halv time, hvor der undervises et eller to børn mere individuelt. Undervisningshonoraret vil herved kunne bringes ned til 8-12 kr. om måneden pr. elev, og dog sikre musiklæreren en rimelig betaling for hans arbejde. En sådan undervisning i hold har tilmed den fordel, at den stimulerer barnets musikalske interesse og vækker dets musikalske fællesskabsfølelse, hvorfor den også er pædagogisk mere forsvarlig end enkeltmandsundervisningen.

Den samme omlægning af virksomheden fra udøvende til undervisende vil også kunne foretages, og er sikkert i mange tilfælde foretaget, af de koncertgivende kunstnere. Imidlertid står der for dem også andre veje åbne. At de ikke hidtil er blevet betrådt, skyldes kun mangel på kollegialitetsfølelse og samarbejde. Ved en fællesoptræden af vore førende kunstnersammenslutninger: solistforeningen, solistforbundet, tonekunstnerforeningen og det unge tonekunstnerselskab vil der uden tvivl kunne gennemføres en betydelig nedskæring af udgifterne ved afholdelse af koncerter. For at tage et spørgsmål. som annoncering. Ved fastsættelse af en maksimalstørrelse, på dagbladsannoncer for solistkoncerter vil denne meget væsentlige udgiftspost kunne nedbringes til 1/3 af dens nuværende størrelse, uden at annonceringens effektivitet formindskes. Det er heller ingen absolut nødvendighed, at billetsalgsstederne anføres i hver enkelt annonce. De vilde med samme virkning kunne bringes i en fællesfod for samtlige annoncer fra en koncertdirektion. Også overfor koncertdirektionerne vil en fællesoptræden kunne få stor betydning, i nødstilflælde vilde de 4 foreninger uden vanskelighed kunne oprette og lede en egen koncertdirektion. Forsøg på en nedsættelse af forlystelsesskatten (10 procent), vilde selvfølgelig også kunne foretages, men denne skat har dog sikkert mindre betydning, end det almindeligt antages, og nedsættelsen har lange udsigter, sålænge andre offentlige »forlystelser« beskattes med en skat på fra 20-40 procent.

Udgifterne ved at gå til en koncert er utvivlsomt altfor store, især når man tager de vanskelige tider i betragtning. Konkurrence, i dette tilfælde med radioen, forudsætter et lavt prisniveau, men koncertbilletpriserne har ikke fulgt med i den almindelige prisnedgang. Billetterne koster nu som for 10 år siden 2, 3 og 4 kr., hvor de burde koste 1, 1,50 og 2. Dertil burde garderobeafgift og program være inkluderet i priserne, eller garderoben burde være frivillig. Det kan betragtes som en given sag, at en koncert med et velvalgt. program og med disse priser vil kunne trække godt hus, og ved en gennemført sparsommelighed vil udgifterne kunne bringes så meget ned, at koncerten dog vil give fortjeneste. De nævnte foreninger har hidtil stillet sig altfor passivt i kampen for koncertlivet eller rettere: de har vendt front mod den »mekaniske« musik i stedet for at søge at gøre koncerterne mere tillokkende.

For at bringe foreningerne ud af det nuværende dødvande, foreslås det ved de kommende generalforsamlinger at adspørge bestyrelserne om deres stilling til følgende forslag: et samarbejde mellem de nævnte foreninger, således at foreningernes medlemmer forpligter sig overfor hinanden til at overholde de bestemmelser, der måtte blive truffet,vedrørende en fællesoptræden i alle spørgsmål, der angår koncerter (annoncering, koncertdirektion, salsleje m. v.). - Sålænge koncertgiverne ikke selv har gjort, hvad de kan, for at opretholde et koncertliv, sålænge har de afskåret sig fra retten til at beklage sig over koncertlivets tilbagegang.

Det sidste spørgsmål, der har interesse i denne forbindelse, er, hvad der skal spilles på koncerterne, og dette er igen et spørgsmål om, hvad radioen bringer af musik. Radioen henvender sig til et musikalsk helt nyt befoikningslag og må derfor først og fremmest tilpasse sig dettes behov. Det vil ikke sige, at den musik, radioen opfører, skal være dårlig, men det vil sige, at den skal være sådan, at dette befolkningslag med nogen sandsynlighed kan have glæde af at lytte til den, således som tilfældet er med meget af den klassiske musik. Den må ikke være så kompliceret og vanskelig tilgængelig, at den afskrækker folk fra at høre musik i stedet for at vinde dem og opdrage dem musikalsk. Det vilde derfor være et fejlgreb af radioen at opføre fx. kras moderne, artistisk musik. Den glæde, et lille hundrede mennesker kan have af at lytte til en sådan udsendelse, kan ikke på langt nær opveje den afsky, som det store lytterfolk føler ved at høre sådan musik, fordi det mangler forudsætninger for at forstå den. Disse forudsætninger kan radioen ikke godt give, de må bibringes i den direkte musikundervisning, om den så foregår i skolerne eller privat. Men også indenfor ældre musik findes der talrige, mindre let tilgængelige værker af den største værdi, der ikke egner sig for radioen. Disse værkers selvfølgelige plads er på koncertprogrammerne.

Der klages ofte fra mange jævne og intelligente lytteres side over,. at musikudsendelserne tager for stor en plads på programmerne. Disse mennesker har ret. Radioen bringer altfor megen musik, der intet bud har til det store folk, eller hvis den har bud til folket, da virker direkte smagsfordærvende. Der tænkes ikke hermed på jazzmusikken, der som brugsmusik har sin naturlige plads, men på al den udsendelse af ligegyldig restaurationsmusik løsrevne operaudtog, symfoniuddrag, salonmusikalske foreteelser o. l.), der daglig optager flere timer. Denne tid burde anvendes til foredrag, oplæsning og et enkelt stykke god musik.

Der er ingen tvivl om, at radioen, ledet på rette måde, således at den stadig har den brede befolknings tarv for øje og stadig i sin programlægning sætter sig på den jævne lytters standpunkt, vil kunne få en uvurderlig musikkulturel betydning. Efterhånden at hæve dette ny publikum til en højere musikalsk forståelse er opgaven for det nu mange steder påbegyndte musikopdragende arbejde. I et sådant planmæssigt ordnet musikliv vil koncerterne altid have berettigelse, de vil være nødvendige som arnesteder for en højere musikkultur og som forsøgssteder for alt nyt og uvant.