Boganmeldelser

BOGANMELDELSER

AF CAND.MAG. OL.4F JACOBSEX

Som følge af den mægtige udvikling, som musikopdragelsen hartaget i Tyskland i de senere år, er der fremkommet en sand syndflod af literatur angående alt, h-ad der har med skolesang og privatmusikundervisning at gøre. Naturligvis er det ikke alt lige betydnings-. fuldt, hvad der udkommer; tyskerne har som bekendt stor svaghed både for det overdrevent systematiske og for det altfor dybsindige. Når man søger at orientere sig indenfor den nyere tyske pædagogiske.. literatur, sker det gang på gang, at man med stort besvær arbejdersig igennem tykke værker, for så blot at konstatere, når man er nået igennem dem, at man egentlig godt kunde have sparet sig ulejligheden. Men, ind imellem støder man på virkelig fremragende værker, som holder ens interesse vågen, og nogle af disse vil jeg her gerne gøre op-. mærksom på.

Eberhard Preussner: Allgeineine pådagogik und inusikpiidagogik(Musikpådagogische bibliothek, herausgegeben von Leo Kestenberg). Quelle & Meyer, Leipzig.

Det er her, som titlen angiver, sammenhængen mellem den almindelige p.-æ-dagogik, specielt den produktivt indstillede arbejdsskole, og musikopdragelsen, som tages op til behandling. Forfatteren fortæller først. om faget kunstopdragelse, der spillede en så stor rolle ved århundredskiftet, men som desværre ikke viste sig at få de resultater, som man sangvinsk havde ventet af det. Tanken var den i og for sig ganske sunde, at man på forskellig vis, ved hjælp af koncerter for skoleelever, ved museumsbesøg og ved ophængning af billeder i skolerne, vilde bringe ungdommen ud for stadige kunstneriske indtryk og derved fremme vexelvirkningen mellem folket og kunsten. Når interessen snart sløjede af, lå det i hele bevægelsens passive karakter; man forklarede og holdt foredrag om kunsten, men kunstværkerne føltes som noget fremmed, der kom udefra. Der sattes ingen aktive kr«æfter i bevægelse hos den modtagende, og derfor forsvandt virkningen, når den rent øjeblikkelige suggestion var ophørt. Her blev arbejdsskolen redningen ved sin betoning af, at barnet selv må arbejde med elementerne. Det er i det hele taget et spørgsmål, om man i undervisningen af børn skal betjene sig af den direkte æstetiske påvirkning; når børn giver sig af med musik og med tegning, så er det væsentlige for dem, at de får lov at være i en virksomhed, som tiltaler dem, hvorimod de ikke kender til den mere reflekterede æstetiske indstilling. Medens man tidligere lagde vægten. på kunstværkerne, så er det nu opdyrkelsen. af barnets egen musikalitet det gælder, i tillid til, at den der selv føler sig fortrolig med toner og rytmer, udenvidere finder frem til musikkens storværker. Ved at vægten. lægges over på den personlige tilegnelse og på arbejdet, træder de rent etiske synspunkter i forgrunden, og i sammenhæng hermed står glæden. over korsangen og i det hele taget over al musikalsk samvirken, hvor den enkelte føler sig som led i en større sammenhæng. Musikken har fået social betydning. -

Fritz Jóde: Eleinentarlehre der musik. Kallmeyer.

» » : Das schaffende kind. Kallmeyer.
» » : Unser musikleben. Kallmeyer.

Jódes bøger er det praktiske supplement til Preussners niere videnskabelige behandling. Medens »Elementarlehre« behandler de enkelte tonetrin og deres indbyrdes forhold, og »Das schaffende kind« har improvisationen som æmne, giver han i »Unser musikleben« en oversigt over den hidtidige musikudvikling, som den tager sig ud for hans indstilling, og viser hvor det fremtidige arbejde må sætte an.

For J,5de, som for Ernst Kurth, er det ikke enkelttonerne, der er af betydning, men den bevægelse, som ligger bag dem; formålet for musikundervisningen er derfor, at vi søger at »gengive den bevægelse, der åbenbarer sig i tonerne, som vor egen«. Overalt hvor dette forhold til musikken findes, selv i primitiveste form, der er musikken blevet liv, ikke blot underholdning, som intet har med kunst at gøre. Karakteristisk er her J6des indstilling overfor indfølingsbegrebet, som spiller en så fremtrædende rolle indenfor nyere æstetik; han mener, at denne indføling* i virkeligheden er en umulighed, idet den alligevel altid må blive hængende i det rent ydre. Kun den musik, man kan opleve indefra, og hvor man så at sige, mens man arbejder med den, stadig skaber med, kun den har man virkelig tilegnet sig. Der er megen musik, som virker »interessant«, »fremmedartet« osv., som nok i øjeblikket optager os, men vi bekræfter den ikke indefra, og det er lånt gods. Langt værdifuldere er det begrænsede område, hvor man så til gengæld helt er med. Den der er hjemme overalt, er ingen steder hjemme.

Jóde mener, at det, der er grundskaden ved nutidsmenneskenes indstilling, er manglen på totalitetsfølelse, manglen på enhed i tilværelsen. I stedet er trådt en dyrkelse af personligheden, som har været skæbnes-,,,anger. Livet er blevet udstyklzet og derved inaterialiseret, de enkelte er blevet som brudstykker uden sammenh.-ærig. Et sted siger han: »Das allen gemeinsame ist eine geistige, 'tatsache, die Uber deil-i inenschen steht. und ilin mit uinfasst, derweil das teilgebiet Ctwas inaterielles ist, das er in seine hand bekommen kann«. Opriiidelig har også flællesskabet -været den Ixa-~rende idé i inusikken, hvis første opgave. var at tjene gudsdyrkelsen; en selvstændig instrumentalmusik kendtes ikke. Ligesom inenneskehedens historie fra iniddelalderen og ol) til vore dage har været en stadig væxt af det individuelle, enkeltmenneskets Iøsrivelse fra den ubetingede saininenh,,æn, ined helheden, således viser også musikkens udvikling retning mod frigørelse fra det tjenende afhængighedsforhold, og denne frigørelse n""_`ir for Jóde et højdepunkt i Beethoven, hos hveni , ined hans eget udtryk, »musikkens vilje til selv at være gudstjeneste koni for lyset«. Naturligvis vil J,5de ikke dreje udviklingen tilbage og bestride det naturnødvendige og befriende i denne udvikling; han vil blot s(Ugse at vise. at den musikdyr

kelse, soin giver deltagerne følelsen af at tjene noget større og glæde sig ved fælless I-~abet, kun den har virkelige v,-ærdier at gi N,e.

Titlen »Das schaffende kind« er betegnende. J,5de ved, at barnets lyst og evne går i retning af at producere., de fleste føler sig blot hæininede ,tf omgivelserne. Så snart synspunktet blot er, om produktet er godt eller dårligt, svinder barnets skabende evne, soni netop er betinget af, at (len får lov at ud-,,ikle sig i ro og frihed uden stadige censurerende indgreb. Ud fra denne produceren, hvor Ia.,reren, uden at give karakterer, Og Ud CII a,

t rette ved lij,-t,11) blå og røde streger, halvt uni.-ærkeligt leder viser de nye muligheder, lærer 1).--triiet at se iiiiisikken indefra, og gennein det soin det selv foriner og står inde for, koninier det til at efterspore den samine bevægelse i hvad det inøder -tf niusik udefra. Det ligger her n- ,,~er at tænke på den moderne æstetik, (ler, i modsætning til tidligere tiders indgående behandling af selve værket, mere går ind på, h-,,,,id der sker hos den, der stiller sig astetisl-z modtagende overfor et kuiist N.-,

«_~,rk, og viser, at en lignende al tiv be-,,--,ugelse gør sig gældende hos den intense tilhører, som hos den (ler

r --t~rl-f - Vff 1--l- J7-1~ t- -- f i i l ' I I -f

U i k) IL C k) "" 't 1 6

fordi børnene producerer melodiske vendinger og rytiner, soni der er inusikalsk mening i, og soin betyder noget for barnet har del ikke derfor produceret kunst. Netop den, for hvein det produktive er noget sel NIølgeligt, skulde gerne i stand til at føle den rette

bødighed o-,,erfor det, der ,år ud o,,,er det i og for sig rigtige, neinlig (let kunstneriske, »das eininalige«, som J,5de taler om. Han inener, a[ jo mere alinindeligt den håndv,,,erksmæssige side af kunstudøvelsen bliver tilegnet, jo mindre vil man forvexle den i-ned det, der er geniets indsats.

Leo Kestenberg: Musikerziehung and musikpflege. Quelle &- 2Meyer. Bogen giver en oversigt o-,,er, h-,,ad der i øjeblikket i Preussen fra st.,,ttens ,,,ide og på anden måde gøres for at freinnic musiklivet. Typisk er, at der -,,ed alle inusikalske uddannelsesanstalter arbejdes ganske bevidst med forskelligartede formål for øje; pædagogerne får en anden uddannelse end solisterne, og der er sæl~skilt uddannelse for dirigenter, orkestermusikere osv. Ikke sådan at forstå, at der kun arbejdes

1 1-1 ,, - wi lilk) er en a ni n e s mus a tet alle vegne basis for uddannelsen -, men kravene til musikere er efterhånden blevet så store, at den enkelte allerede tidligt er nødt til at finde sin plads i rækkerne og indrette sit studium efter det, der vil blive netop hans arbejde. Vi hører om musikundervisningen i børne- haver og i folkeskoler og gymnasiet, om inusikstudiurn ved universi- tetet, om privati-nusiklærerne, og deres uddannelse ved seminarierne., endvidere om folkeinusikskoler, inusikgymnasier ( 1) og om arbejdet ved konservatorier (herunder orkesterskoler), inusikpædagogiske aka- dernier og akademier for kirke- og skolemusik.