Musikkritik

Af
| Årgang 6 (1931) nr. 06 - side 126-131

M U SI K K R I TIK

AF MAG- ART. POVL HAMBURGER

Friedrich Mahling: Musikkritik. Eine Studie. (Universitas Archiv, Bd. 23). 1ffinster i.W., 1929, Helios- Verlag.

EN niere eller inindre aabenlyse Spænding, der fra ganiniel Tid har bestaaet mellem Kunstner og Kritiker, er ingenlunde ble-,,et forringet i vore Dage, ja, man overdriver vist næppe ved at hævde, at dette Spændingsforhold er blevet forøget saa nogenlunde proportionalt nied den stadig tiltagende Vækst og Udbredelse af selve den kritiske Virksomhed, der jo i Løbet af de sidste Aarhundreder har udviklet sig fra en oprindelig niere sporadisk Foreteelse til en alt omfattende Aandsniagt. Hvor stærkt Situationen efterhaanden har tilspidse-L sig, ser nian bedst deraf, at Kritikken selv i nyeste Tid er blevet underkastet Kritik. Hermed tænkes ikke paa niere eller mindre velmotiverede Angreb paa Kritikeren og hans Metier (hvorpaa det vist for øvrigt aldrig har manglet), nien paa de ganske anderledes positive Bestræbelser, der i de senere Aar er blevet udfoldet for at naa til en

virkelig saglig og objektiv Drøftelse af de Problemer, der knytter sig til Kritiken soni. Aandsforni.

Paa Musikkritikens Oniraade betyder Friedrich Mahlin~ls Studie »ilusil,ckritik« det første vægtige Frenistød i Retning af en saadan. moderne Kriticisnie. Bogen er, soni det freinha-n'es i Forordet, et Forsøg paa at underkaste hele det vanskelige Specialk,inraade, soni d'ækkes af Begrebet »i Nlusikkritik«, en metodisk-videnskabelig Undersøgelse, og at gøre det i en overskuelig, knap og pra~gna_nt Freinstillingsform, der lader det principielle træde klart frein i hele Sin Art og Betydning. Dette Prograni gennemfører Forfatteren paa en lige saa dygtig soni overbevisende Maade. Bogen er helt igenneni præget baade af et dybt personligt Forhold til Eninet og af en alsidig Orientering i de mange Gr,- _~ensespørgssinaal, der er forbundet dermed, og synes saaledes fortrinligt egnet til at opfylde sin egentlige Mission, der -,,el er den at virke baade soni teoretisk og praktisk Vejleder for alle, der giver sig af nied Musikkritik.

I det følgende skal der gives et Referat af Hovedpunkterne i dette Skrift, Naar dette sker i en noget vidtløftigere Form, end Sædvane og Nødvendighed strengt taget kræver af en Boganmeldelse, skyldes det Forvisning,en, oni, at de Tanker, der kominer til Orde i Bogen, vil have Bud til saa godt som hele dette Tidsskrifts, Læsekres, saa meget niere, som det ovenfor omtalte Spændingsforhold lejlighedsvis ogsaa har givet sig direkte Udslag i Bladets Spalter (jfr. den nylig stedfundne Diskussion mellem Cand. mag. K. S. Clausen og Magister J. P. Larsen). Maaske vil man finde, at Forfatterens Formuleringer taget hver for sig ikke bringer særlig mange nye eller overraskende Synspunkter. Det er imidlertid ikke det afgørende. Bogens Styrke er den Helhedens Vægt, hvormed den fremtræder, og i Kraft af hvilken den utvivlsomt maa. kunne tjene til at fjerne i det mindste nogle af Stenene i den Mur, der skiller Kunstner og Kritiker.

Efter Mahlings Opfattelse lader Musikkritikens Problemer sig sondre i fem Kategorier, omfattende henholdsvis filosofiske, psykologiske, æstetiske, systematiske og sociologiske Problemer, som han behandler hver for sig i særskilte Kapitler. Først undersøges de filosofiske Problemer. Forfatteren begynder her med at definere Begrebet »Kritik« og finder, at det i sin praktiske Anvendelse er ensbetydende med »Dom«. Drejer det sig om en sammenlignende Vurdering af flere Objekter, saaledes som ved al Kunstkritik, taler man om en l""ærdidom. En saadan siges at have relativ Gyldighed, naar den blot gaar. ud paa at fastslaa. et Objekts større eller mindre Værdi i Forhold til andre: naar derimod et Objekt skal bedømmes i Forhold til sit eget Id~albillede eller til Menneskehedens sidste og højeste Maal, har vi at gøre med en absolut Værdidom. Afgørende bliver derfor den Maalestok, der ligger til Grund for Bedømmelsen. Forfatteren mener nu, at det for M~isikkritiken er ugørligt at fælde en Dom af absolut Gyldighed; en musikkritisk Dom vil aldrig kunne naa. højere. end til, hvad han kalder objektiv Rigtighed, og det endda kun, saafremt det i hvert enkelt Tilfælde lykkes i udstrakt Grad at udelukke de Fejlkilder, der altid er mulige. Hovedgrunden hertil er netop den manglende absolute Maale,stok for Bedømmelsen af et musikalsk Kunstværk. Selv om man tænker sig Musikens »Idealbillede« eller - æstetisk talt - det »musikalske Skønhedsideal« ligesom abstraheret af Aanden i samtlige Verdenslitteraturens musikalske Mesterværker, bliver dette til syvende og

I

sidst kun en Fiktion af den simple Grund, at der jo heller ikke gives nogen absolut Skønhed, men dog en Fiktion, der ikke blot maa anses for at være psykologisk berettiget, men i en vis Henseende ogsaa logisk nødvendig. Disse Betragtninger konkluderer til sidst i Opstillingen af visse ideale Grundfordringer for al Musikkritik. Her gælder naturligvis først og fremmest Kravet om »objektiv Rigtighed«. Da imidlertid den kritiske Bedømmelse ikke alene er rettet mod Værket, men ogsaa, - og i Reglen nok saa meget - mod den menneskelige Ydelse (Forf. tænker her kun paa den reproducerende Kunstner, men kunde dog med lige saa stor Ret have taget den skabende Kunstner med) bliver det nødvendigt at tage visse Hensyn til historiske, psykologiske og andre Omst,-ændigheder. Derfor træder ved Siden af Kravet om »objektiv Rigtighed« Kravet om »Gerechtigkeit« (der vist bedst lader sig oversætte ved »Menneskelighed« eller »Overbærenhed« eller begge Dele). Paa harmonisk Vis at opfylde begge disse Grundfordringer, som Forf. i etisk Overførelse kalder »~~""ahrheit und Liebe«, inaa derfor staa som Idealet for al musikkritisk Virksomhed.

For nærmere at undersøge Betingelserne for Opfyldelsen af de opstillede »ideale Grundfordringer« gaar Forf. i det følgende Kapitel over til at behandle de psykologiske Probleiner, der er forbundet i-ned Kritikeren som det »dømmende Subjekt«. Da Kritikeren jo ikke er en Maskine, der rent mekanisk registrerer Indtrykkene, men et Menneske, er det klart, at hans Dom i meget væsentlig Grad er medbestemt ikke alene af hans Karakteranlæg, Temperament, Livserfaring osv., men ogsaa i hvert enkelt Tilfælde af en Mængde Biomstændigheder som Tid, Omgivelser, Sindstilstand og meget andet. Alt dette er psykologiske Vanskeligheder, der kan betyde en alvorlig Fare for Objektiviteten i den kritiske Bedømmelse. Det bliver derfor enhver Kritikers første Pligt ikke blot at gøre sig bevidst, af hvad Art disse Vanskeligheder er, men ogsaa at søge at finde ind til de personlige og saglige Forudsætninger, hvis Opfyldelse gør det muligt at bringe disse Van

skeligheder ned paa det lavest tænkelige Minimum. Foruden velkendte Fænomener som Indisposition, Sympati og Antipati (for eller imod en bestemt Kunstner eller Kunstretning) nævner Forfatteren visse Hemninger, der beror paa de sekundære Sanseindtryk som fx. den saakaldte Farvehøren, der kan være i høj Grad generende, fordi akustisk og optisk Impression som oftest har forskellig æstetisk Værd. Den største Vanskelighed er efter Mahlings Anskuelse den, at Kritikeren. ikke som den almindelige Tilhører kan lade sig nøje med en rent følelsesmæssig Given sig hen i Værket, men bestandig inaa lade den

I

æstetiske Opleven gennemkrydses af den kritiske Tænken, uden hvilken en Bedømmelse af det oplevede naturligvis ikke er mulig. Denne Spaltning af Opmærksomheden, der opstaar ved en saadan bestandig Svingen frem og tilbage mellem ren følelsesm,,,essig og ren forstandsmæssig Indstilling overfor Værket, er imidlertid ingen let Sag, kræver særlige Anlæg eller i det mindste maalbevidst Opøven, og Forfatteren viger ikke tilbage for at gøre Opfyldelsen af denne Fordring til en Prøvesten for Kritikerens Duelighed til sit Kald.

Det er klart, at der til Overvindelse af alle disse Vanskeligheder hører ikke blot Vilje og psykologisk Selvkontrol, men ogsaa en stærkt, udviklet Ansvarsbevidsthed. Men alt dette - hævder Mahling - har ingen Værdi, hvis ikke det gaar Haand i Haand med en meget omfattende Sag- og Fagkundskab. Man høre med Forfatterens egne Ord, hvad han forstaar herved: »Denne (nemlig Sag~ og Fagkundskaben) omfatter saavel det praktiske som det teoretiske. Naturligvis kan det ikke forlanges, at Kritikeren selv er Kunstner. Det vilde maaske snarere være til Skade end til -Gavn for Udøvelsen af hans Kald. Men om Musikinstrumenternes Virkemaade, om Spille- og Sangteknik, om Dirigeren maa han vide lige saa god Besked, som være hjemme i Musikhistorie, i Harmonilære, Kontrapunkt og Komposition. Hvorledes skulde han fx. kunne tillade sig at fælde Dom over den Maade, hvorpaa en Pianist, en Organist eller en Korleder gengiver en Bach'sk Fuga, hvis ikke han har nogen som helst Anelse om Væsen og Opbygning af en Fuga? Hvorledes skulde han kunne bedømme en ny Strygekvartet, hvis han ikke kender til Formlære, ikke véd noget om Strygeinstrumenternes tekniske og klanglige Egenart? Og hvor hjælpeløs. vilde han ikke staa overfor en Nyopførelse af gamle Operaer eller Syngespil, hvis Musikens Stilhistorie og de enkelte Formers Udvikling var en lukket Bog for ham? Men da teoretisk Viden først kan blive rigtig gennemarbejdet og befæstet i Praksis, er det indlysende, at Kritikeren maa forudsættes i hvert Fald for et længere Tidsrum at have beskæftiget sig praktisk med Musik, det være sig som Instrumentalist, Sanger eller Dirigent, selv om han i den Egenskab kun har virket i

s Rævrere Krese eller blot som Amatør «.

Dette er rene Ord, som af flere Grunde fortjener at bemærkes. Først og fremmest, fordi der næppe kan være Tvivl om, at der gennemgaaende hersker for ringe Forstaaelse af den store Betydning, Viden har for den kritiske Virksomhed, ikke blot som Komplement til, men ogsaa som Korrektiv overfor den subjektive Oplevelse. Dernæst ogsaa, fordi Mahling her med saa overbevisende Klarhed trækker Grænserne for, hvad der med Rimelighed kan fordres af Kritikeren i hans personlige Forhold til Kunstudøvelse. Hvor megen Arrogance møder ikke Kritikeren netop paa dette Punkt fra optrædende eller skabende Kunstneres Side, hyppigt i Form af nedsættende Bemærkninger som den ret almindelige, at »Kunstkritik og Kunstvidenskab er noget, der skrives af Folk, der ikke har kunnet blive rigtige Kunstnere«. Rent bortset fra at man selvfølgelig ikke bliver Kritiker eller Videnskabsmand, fordi man ikke kan blive andet, men fordi særlige Anlæg og Interesser fører i den Retning, skulde den saakaldte »mislykkede« Kunstner dog synes baade musikalsk og menneskeligt at have bedre Betingelser for at blive en god Kritiker end den, der

overhovedet intet personligt Forhold har haft til Kunst. Han ved jo intet eller kun lidet om, hvad det koster, kender af egen Erfaring intet til Sødmen og Bitterheden ved Kampen med Stoffet....

Efter saaledes at have gjort Rede for Kritikerens Forhold til sit Stof, gaar Forf. over til at undersøge Kunstværket selv i dets Forhold til Kritikeren, med andre Ord Musikkritikens æstetiske Problemer. I en længere Udvikling, der daarligt lader sig gengive i kortfattet Referat, og som ogsaa i denne Forbindelse har mindre Betydning, beskæftiger Mahling sig med Kunstens Metafysik og kommer her ind paa Forholdet mellem Kunst og Idé, Musikens »Indhold« o. a. Af hovedsaglig Interesse er hans Fremhævelse af den Kendsgerning, at 4

et Kunstva~rk i Henseende til sin oversanselige Karakter, sit inderste, V,æsen ikke er tilg,-wngeligt for forstandsmæssig-kritisk Analyse, men kun aabenbarer sig for den »rene Ansl;.uelse«, og at det følgelig er nødvendigt for Kritikeren paa den Grænse, hvor den forstandsni.-a-'ssige Analyse erfaringsimæssigt stopper op, at søge at ffi-'eve silg ol) paa det aandelige Niveau, udfra hvilket Kunstneren har skabt sit Værk, - en Form for aæstetisk Opleven der omtrent dækker den af 7 lil)ps formulerede »æstetiske indføling i traad hermed understreger for det kritikeren nødvendig at besidde en intensiv forstaaelse ,tf stilejendommelighederne de skiftende tiders kuns ikke blot fra teknisk-formale side (det blev allerede fremli.,twe foregaaende kapite men ogsaa aandelige sid saninienli.,,a~ng med tidsaanden og almindelige kultu thi relative betingede enhver kunstytrin man derigennem erhverver si yder tillige garanti objektivitet retflardig

,lied i Vurderingen af Kunstværket, - et Gode, der især -,,,il kunne blive til Fordel for Nutidens Kunst og dens Repræsentanter. - Soni det sidste i - Rækken af de æstetiske Problei-ner koninier endeli,, Spør,,sinaalet

om den reproduktive Gengivelse af et Kunstværk. Heroni siger "",Mahling, at det ikke lader sig gøre. ad intellektuel Vej at begrunde, hvorvidt den Udøvende er i aandelig Kontakt med det paagældende Værk eller ej. Her iiiaa Kritikeren støtte sig til det, Forf. kalder den »,,,~estetiske Takt«, d. v. s. en Følelse for, i hvillwn Grad nian ved Gengi-,.,elsen af et Musikværk tør gribe subjektivt onisl(abende ind uden derved i nogen Maade at øve Vold imod det.

Fra hidtil overvejende at have betragtet 24usikkritiken soni aandelig Virksomhed, vender 'Mahling sig nu i fjerde Kapitel mod Musikkritiken som litterært Dokument, mod dens systematiske Problemer. Han skelner her mellem tre Hovedtyper af Musikkritil;,, der i Henseende til V,---erdi betegner en stigende Skala: fra den rent anderholdende, journalistiske Annieldelse, i hvilken XIusiken selv koninier i anden Række, over den refererende Annieldelse, der inere eller inindre udtømmende beretter, hvad der er sket -,-ed den paag.,w1dende Koncert eller Operaopførelse, til den virkelig kritiske, vidensl~abeligt funderede Anmeldelse, der ved at analysere og sammenfatte stræber efter at naa til en objektiv Bedømmelse. Dette betyder i og for sig intet nyt, bein,ærkelsesv,-wrdigt er dog, at Forf. ikke giver den sidstnævnte Art Forrangen i den Forstand, at den alene udgør den eneste ri-,,tige Forni for "",,Musikkritik, idet for ham Idealet af et niusikkritisk Dokunient er et saadant, der forener alle tre Sider, d.v.s. ejer paa en Gang journalistisk Lethed og Elegance i Sproget, Korrekthed i Referatet af Begi,,,-enhederne og Samvittighedsfuldhed og Grundighed i Analyse og kritisk Bedømmelse. Kun derved skabes X1ulighed for, hvad Maliling kalder en »kilnstlerisch nachschaffende Kritil~«, hvis Stræben er (len inderlige Samhørighed med det kritiske Objekt. En saadan højerestaaende Kritik tilkommer der en tredobbelt praktisk Opgave, nemlig dels at tjene den videnskabelige Erkendelse af Kunstsammenhæng (i den ov'enfor anførte formale og aandelige Betydning), dels at virke soni en Genspejling af Kritikerens subjektive Oplevelse ved V~,acrket, og dels endelig at virke klarende, ansporende og opdragende paa Publikums Kunstopfattelse, med andre Ord en pædagogisk Opgave, som Forfatteren anser for særlig betydningsfuld i en saadan Oniv.æltningens og Omvurderingens Tidsalder som den, vi lever i. At Kritiken skulde forinaa at øve nogen st,,-erkere eller varigere Indflydelse paa Kunstneren selv, er ""Mahling ikke Optimist nok til ogsaa at antage. - Et musikkritisk Dokument, der paa ideel Vis opfylder disse tre Opgaver har endelig Betingelser for at kunne blive til Gavn for Musikvidensk-aben ved at tjene som Aktstykke for fremtidige Forskninger vedrørende """"idens Musiktilstande, Musikopfattelse og lignende.

I Bogens sidste Kapitel berøres endelig Musikkritikens sociologiske Probleiner, den Rolle spiller dels i det aandelige og kulturelle Liv., dels i det samfundsøkonoiniske Liv (her t.,ænkes især paa den Reklaineværdi, Kritiken i visse Tilfælde kan betyde for Kunst- neren), dels endelig i det retslige og politiske Liv, hvor jo is,--:er det paagældende Organs Tilknytning til et bestemt politisk Parti eller en bestemt religiøs Konfession under visse Forhold kan skabe ikke uvæ- sentlige Problemer. Gennem dette Kapitel i-mærkes den samme Tendens som gennem Bogen i det hele taget, paa den ene Side Indskærpelsen af det uhyre Ansvar, der følger ined al kritisk Virksomhed, et Ansvar, der ikke mindst beror paa den Magt og Udbredelse, der i vore Dage er blevet det skrevne Ord til Del, og paa den anden Side Freinhævelsen

-ifundets aandelige og kulaf Kritikens absolute Uundværlighed for Saii turelle Liv. - Bogen slutter med et lille Udblik mod Principerne for en »Musikl~ritikens Historie«, og i et Tilka-,,g meddeles et Uddrag af Lovene for »Verband deutscher 'Musikkritiker«.