Kritik

Af
| Årgang 6 (1931) nr. 07 - side 168-170

KRITIK

Sigrid Rasinussen: Musikens ffistoric i Grundtræk. (Einar Harcks Forlag.

København 1931).

Efter at den moderne Musikvidenskab, (ler som bekendt først og fremmest er Lære om 'Musiken selv og dens Levnedsløb gennem Tiderne, i Løbet af de senere Aar har vundet Fodfæste ogsaa. lierhjemme, er Trangen til en almindelig Musikhistorie skrevet paa Dansk og baseret paa disse nye Principer for Alvor blevet følelig. Ikke saa meget til Brug ved Universitetet, hvor Kendskab til Verdenssprogene jo tør forudsættes, og hvor derfor de store nyere udenlandske Oversigtsværker - frem for alle Guido Adlers »Handbuch. der Musikgeschichte« i to Bind (2. Udgave 1930) - foreløbig da vil kunne gøre tilstrækkelig Fyldest. Derimod trænges der stærkt til en kortfattet, i bedste Forstand populær Fremstilling af de musikalske Stilarters Historie til Anvendelse ved Undervisningen paa Seminarier og - hvad der forhaabentli,, vil være et Spørgsmaal om meget k~'rt Tid - Gym

nasier. At skrive en saadan Lærebog er imidlertid ingenlunde nogen let Opgave, ja i en vis Henseende er det langt vanskeligere end at udføre et strengt videnskabeligt Arbejde inden for et mere eller mindre snævert, Specialomraade. Medens nemlig Videnskabsmanden kan bygge sit Stof op gradvis ligesom ved

en Krystallisationsproces paa Grundlag af indhøstede Iagttagelser og Erfaringer ol, saa nogenlunde selv er Herre over sit Emnes Omfang, staar den, (ler giver sig i Kast med et almindeligt Oversigtsværk af ovennævnte Art, over for et næsten uoverskueligt Stof, hvis Grænsernetop paa Grund af de stadig fortsatte Landviiadinger paa Specialvidenskabens Omraade - er i høj Grad labile; og dette mægtige Stof skal nu presses sammen inden for snævrest mulige Rammer,,men (log paa en saadan Maade, at de klare Linjer i Udviklingen ikke udviskes, og intet absolut væsentligt Træk udelades. Det siger sig selv, at der hertil kræves baade en meget omfattende Viden og usvigelig Sikkerhed i at skelne mellem væsentligt. og mindre væsentligt.

llaa Dansk foreligger (ter til Dato kun to Forsøg paa at give en kortfattet, ikke

for svært tilgængelig Fremstilling af Stiludviklingen i Musiken, nemlig Rudolph Berghs »Musikens, Historie indtil Beethoven«, der forelaa. fuldt udarbejdet ved Forfatterens Død i 1924 og et Par Aar senere blev udgivet paa P. Haase & Søns Forlag, og den for nylig paa Einar Harcks Forlag udkomne »Musikens Historie i Gr'undtræk« af Sigrid Rasmussen, der virker som Lærerinde i Sang og Musikkundskab ved N. Zahles Skole. Begge Værker staar ikke saa lidt over, hvad der tidligere er skrevet af musikhistoriske Oversigtsværker paa Dansk, omend ingen af dem virker fuldt tilfredsstillende, hvad der i Betragtning af det ovenfor anførte jo heller ikke kan undre. Svagest er Rud. Berghs Bog; rent bortset fra, at (len stopper op ved 1800Tallet og overhovedet lader den danske Musik ude af Betragtning, lider den under Forfatterens lovlig ensidige Støtten sig til en enkelt Forsker (Hugo Riemann), over for hvis undertiden ret tvivlsomme Hypoteser (fx. Mannheimerne) han ikke staar tilstrækkelig kritisk. Savnet af Nodeeksempler (i en Musikhistorie mindst lige saa uundværlige som Billedstoffet i en Kunsthistorie) og en sine Steder noget for tung og omstændelig Fremstillingsform tjener yderligere til at forringe Bogens praktiske Brugbarhed.

Et betydeligt Fremskridt betegner Sigrid Rasmussens Bog. Den er ikke alene langt mere »up to date« i hele sit Tilsnit - bringer saaledes bl. a. en Række velvalgte og karakteristiske Nodeeksempler - men Fremstillingen synes ogsaa. baaret, af en ganske anderledes personlig Indlevelse i det omhandlede Stof. Ikke mindst føles dette i Behandlingen af Middelalderens enstemmige Kunst, hvor (let er lykkedes paa smaa, 20 Sider at give en virkelig udtømmende Karakteristik af den gregorianske Sang og dens verdslige Udløber Folkesangen, baade hver for sig og i de res in ' db-, ' i-des Forhold. Det samme gælder Behandlingen af Baroktidens Opera og de samtidige kirkelige Former; dette ved sin Fylde ret pre~-ære Stof, der mærkeligt nok i Regelen* volder Eleverne

større Kvaler ved Tilegnelsen end selv den ældre Vokalstil med dens Kirketoncarter og Konfrapunkt, er her sat fortræffeligt, ol) i en Række knappe, let overskuelige Kapitler.

Naar Bogen med alle disse udmærkede Egenskaber alligevel mangler Prikken over I'et, skyldes det, at Forfatterinden trods alt ikke har staaet saa absolut

overlegent over for sit Emne, at hun har kunnet undgaa alle de mange Faldgruber af mere eller mindre skæbnesvanger Art, (ler har luret paa hende under Udarbejdelsen af Værket. Med Undtagelse af en enkelt solid Misforstaaelse er det i Hovedsagen »Undladelsessynder«, det drejer sig om. Selv om

saadanne Mangler kan spores rundt omkring i hele Bogen, er det do, især Kapitlerne om Vokalpolyfonien og Instrumentalmusiken, det er gaaet. ud over, og (let i en saadan Grad, at det i Sagens Interesse er nødvendigt her ai pege paa nogle af de mest fremtrædende Svaghe(ler. Hvad først Flerstemmigheden indtil 1600 angaar, savnes stærkt en præcis Formulering af Forskellen mellem de oprindelille »enstemmille« Kirketonearter og de senere »flerstemmige«, der danner Overgangen til Dur-Mol-Systemet. Naar der (S. 148, Note 7) staar føl

gende: » Fra 1600-Tallet tager (let

moderne Dur- og Mol-Princip Magten. I Stedet for 8 Tonearter med f.rskelli,, Intervalsammensætning, forskelligt For- hold mellem Tonika og Dominant og væsensforskellig Karakteristik reduceres Systemet til to Tonearter, begge med, Kvintforhold mellem Tonika og Domi-

nant «, saa er det i ligefrem Strid

med de faktiske Forhold. Paa den Tid skelnede man jo teoretisk ikke mellem 8, men mellem 12 Tonearter, idet Syste- met var blevet forøget med den æoliske og den joniske Skala med tilhørende Plagaler. (Disse nye Skalaer omtales overhovedet ikke i Bogen!) I Praksis, eksisterede derimod kun 6, ja egentlig kun 5 Toncarter, idet de pla. ale var

smeltet sammen med de avtentiske, og den lydiske blevet identisk med den jo- niske. At tale om forskelligt Forhold mellem Tonika og Dominant i det 16.

Aarh. er helt misvisende, - de grego- rianske Taletoner kender Flerstemmig- heden jo intet til. Forklaringen paa

Dissonansfænomenerne er heller ikke altid lige udtømmende. Det karakteristiske ved »Cambiataen« (se S. 147, Note 5) er jo ikke, at der kan forekomme Dissonans paa ubetonet Tid, men derimod den tilsyneladende Omgaaelse af Reglen for Gennemgangsdissonans ved Tertsspringet nedad. Man kan vel ogsaa daarligt nok forklare den store Septims (Ledetonens) Stræben mod Oktaven som et Dissonansfænomen; i Samklang opløses jo selv den store Septim nedad,her kan opstaa Misforstaaelser. Endelig burde de flerstemmi,,,e Kirketonearters Transpositionssystem have været omtalt, da man ellers kun er halvt underrettet om Tidens Fortegnspraksis. Hvad dernæst Instrumentalmusiken. angaar, burde der - trods Fremstillingens Knaphed - have været Plads for en noget fyldigere Redegørelse for den formale og tonale Struktur i Fuga og Sonate, der jo dog er Polerne i den Akse, hvorom praktisk talt al Instrumentalmusik til Dato har drejet sig. Især cider Anledning til at protestere mod Definitionen. af Sonateformen S. 105, hvor den siges at bestaa af »en Hoveddel, der fremfører Temaet, og en Modulationsdel, der bearbejder det«, - Reprisen er jo dog ikke dens mindst karakteristiske Led. Om Formen som Cyklus er det ogsaa utilstrækkeligt. at fortælle, at (len bestaar af forskellige Satser, her skulde dog til Forskel fra de ældre Former

have været fortalt, hvilke disse er

saa vigtige Former som Menuet eller Rondo nævnes end ikke med et Ord i hele Bogen. Ved Suiten faar man ogsaa. kun at vide, at den bestaar af forskellige Danse, deres Navne (Allemande, Courante etc.), nationale Oprindelse og rytmiske Ejendommeligheder forties ganske. Og endelig: naar man faar Forklaring paa Mannheimernes »Overgangsdynamik«, burde man ogsaa have hørt lidt om Baroktidens »Terrassedynamik«, - det ene forstaas jo kun paa Baggrund af det andet.

Der vil naturli,,,vis altid kunne rejses Diskussion om, hvor meget en Bog som denne bør gaa i Detaljer, men saa meget tør dog sikkert staa fast, at selv om Seminarister og Gymnasiaster ikke skal belemres med »Videnskab«, saa bør (log det, d'er fortælles dem, være nidenskabeligt korrekt, ligesom der bør være en vis Konsekvens med Hensyn til, hoad der tages med eller udelades. Naar der i denne Bog er Plads for en Omtale af en saa forholdsm.-x-,ssig uaktuel Form som

Ars antiqua-Tidens »Rondellus«, kunde (ler jo ogsaa nok have været ofret lidt paa en korrekt Beskrivelse af Sonateformen.

Det er lidt Synd, at denne Bog, der ellers er saa behagelig rigtig ved hele sin Indstilling, der indeholder saa mange udmærkede Formuleringer, og som forøvrigt er saa frisk skrevet, skal være skæmmet af saa mange »Skønhedspletter«. Det er saa meget uheldigere, som Bogen utvivlsomt vil faa betydelig Ud

bredelse (og den fortjener at faa det!) i de Krese, til hvilke den henvender sig. Naar den engang skal udsendes i ny u dgave, hør disse NIangler i videst muligt Omfang søges afhjulpet; ved samme Lejlighed kunde der maaske være Anledning til en Revision af Noterne, der fin(les bag i Bogen; om enkelte af disse gælder, at det vilde gavne Tilegnelsen, om de i Stedet for blev indarbeja*et i selve Teksten.

Povl Hamburger.

Modernes Klavierspiel nach Leimer-Gieseking

er Titlen paa en lille Bog, som er udkommet paa Forlaget B. Schott's Sóhne. Bogen er - med Undtagelse af et Forord af Gieseking - skrevet af dennes Lærer Karl Leimer, hvem det paa ganske faa. Sider lykkes at sige ~orbløffende mange rigtige Ting om Klaverspil. For Pianister, der er bekendte med den breithauptske Klaverlære, bring6r Bo,-en vel intet væsentlig nyt; men ogsaa af disse vil Bogen p. Gr. a. Leimer's usædvanlig klare, pianistiske Syn kunne læses med Udbytte.

En enkelt Udtalelse har jeg i hvert Fald fundet overraskende: Leimer lader Anslaget fra Haandledet benytte meget sjældent til Fordel for Anslaget fra Skulderen, som han foretrækker, fordi det er sikrere. Leimer bemærker ogsaa. her med Rette, at Relaxationen (Afslappelsen af Armmusklerne) er vanskelig at gennemføre i det første Tilfælde, en almindelig Erfaring, som ogsaa støtter hans udstrakte Anvendelse af Skulderanslaget.

Leimer foretager en Gennemgang af en Etude fra Lebert-Stark's Klaverskole, Bach's første tostemmige og første tre

,;temmige Invention, og endelig Beethoven's første Klaversonate. Han fortæller om, hvorledes han arbejder med sine Elever med disse Værker, og han har et aabent Blik for de almindeligste Svagheder hos Klaverspillere.

Leimers Synspunkter bærer hele Tiden Præget af en frisk Naturlighed. Hør engang, hvad han skriver om Haandstillingen: »Haanden har under Gangen en let Krumning, som aldrig virker trættende paa ~ilusklerne, medens Udspiilningen eller en stærkere Krumning af Fingrene i det lange Løb vil trætte og anstrenge Haanden. Denne naturlige Holdning af Haanden, som den viser sig ved den fuldstændige Afslapning at N,fusklerne under Gangen, benytter jeg som Grundholdning ved Klaverspillet.«

Bogen fortjener Udbredelse herhjemme, hvor der dyrkes saa meget Klaverspil. Den bør ikke savnes paa noget Konservatorium eller ved nogen 1lusikskole, hvor den vil være et udmærket Grundlag for Samtale og Diskussion mellem Klaverlærere og -elever.

Otto Mortensen.