Musik og musikliv

MUSIK OG MUSIKLIV VED OTTO MORTENSE-V

- Sæsonen begynder! Dagbladenes annoncespalter bugner m*ed tilb ud på musikundervisning, de endelige aftaler om den ugentlige sammenspilsaften træffes, amatørorkestre og sangkor lægger repertoire, og også koncertbureauerne rører på sig.

*** ..Der er liv og bevægelse i dansk musikliv -: der fattes nye planer, begyndes nye retninger, dannes nye modsætninger. På den ene side vor hjemlige specialitet: wiener-klassicisme 'å la Laub, på den anden side »jazzen«, d.v.s. den folkelige underholdningsmusik som materiale for en kunstmusik (et forsøg, der er egnet til at vække al interesse og opmærksomhed), - blokfløjten på den ene side, gram mofonen på den. anden, - dårlige vittigheder om N. W. Gade og Wagner, som går ind til et velfortjent otium, - alvorlige mænd, der »kender forholdene«, og som må lade gamle, udlevede institutioner gå ind, fordi de alligevel ikke kendte forholdene, - og unge fløse, der drømmer om en fællesfolkelig musikkultur, hvor DMT, »The Melody Maker« (organ for jazz- musikere) og »musikerbladet« vil gå op i en højere eenhed. Modsætninger, frugtbare modsætninger, et grødefuldt virvar, - en udmærket grobund for alle gode muligheder.

-- Af sig selv kommer det ikke. - Vi må arbejde på det. - Med Carl Yielsen gjorde vi en begyndelse til at nå en selvstændig, dansk musikkultur. I alt for lang tid har vi overtaget et færdigsyet, germaniseret musikliv, der jo, når alt kommer til alt, ikke rigtig passer os. Det er ikke romantisk patriotisme, når vi vil have vort eget, danske musikliv, - men kravet om det eneste tilfredsstillende. Og sluttelig vil forskellen mellem tysk og dansk musikkultur jo aldrig blive overvældende med de samfærdselsmidler Og -muligheder, vi har, - men den er der.

Det er vor opgave at bringe den til udtryk. 0. m.

/1 Vi bringer hermed to bidrag fra »melos«s maj-juni-hefte. Først et brud

stykke af en samtale mellem dr. Heinrich Strobel, »melos«, og sekretæren for »ny musik«s tyske sektion, dr. Georg Marzynski. Vore læsere vil gennem de to herrers samtale få et indtryk af den yngste tyske komponistgeneration, idet emnet for samtalen er NIUs musikfest i bad pyrmont.

Dernæst to indlæg i musiksoc~ologidiskussionen, som vi allerede har omtalt (se maj-heftet). De spørgsmål, der rettedés til deltagerne, var: hvor har De første gang mødt musiksociologien? hvad forstår De ved musiksociologi? hvad venter De Dem af musiksociologien? Vi mener at have valgt de to klareste og mest udtømmende svar.

Hvad mener man forøvrigt på universitetet om m.-sociologi?

St.: Kunde De give mig nogle retningslinier for det endeligt fastsatte program?

XI.: Jeg vil naturligvis ikke på forhånd afgive nogen dom over de enkelte værker, men kun i al almindelighed karakterisere deres autores' hensigter. Betegnende for disse unge musikeres kunstneriske villen er deres afgjorte fordømmelse af koncerten. Bort fra koncerten - det er deres devise. NIen. hvorhen - det ved de endnu ikke. De har ønsket om at lave noget andet. Men. hvad - det er de ikke rigtig klare over. De sværiner for fællesskabsidéer. Jeg siger udtrykkelig: sværmer. For den måde på hvilken. de vil overvinde deres individualisme - (ved at skrive for forskellige kredse udenfor det typiske koncertpublikum) - har i virkeligheden meget af sværmeriet, i sig. Den usynlige skillevæg, der er i koncertsalen mellem podium og publikum, mellem musik og tilhørere, vil de nedbryde. NIan kan sammenligne denne bevægelse med de litterære bestræbelser, der dukkede ol) for ca. 100 år siden. Således som »kunstdilltningen« dengang flygtede ind i rom antiske forestillinger om middelalder og folkelighed, for at komme ind til den naturlige følelse, således stræber i dag de unge komponister på mange måder efter kontakt med livet (lebensnåhe).

Derfor ski-iver de skole-musik, politisk musik, underholdnings-musik, - hvad de, forøvrigt har overtaget fra den foregående generation (Hindernith-generationen). Deraf kommer også deres forkærlighed for kirkemusik, som vi desværre ikke kan opføre, da vi ikke har (let nødvendige kor.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at (ler nu igen skrives sange for en enkelt stemme. Hvorvidt man deri skal se en ny vending til individualismen, eller om (let mere er et tilfælde, kan jeg ikke udtale mig om. I hvert fald har vi forpligtet os til at sætte en del sange på programmet.

St.: De taler vedblivende om en reaktion mod koncerten. Men når jeg ser deres program igennem, støder jeg stadigvæk på violin- koncerter, klaverkoncerter og strygekvartetter.

M.: Som jeg allerede engang har bemærket, må d . isse bestræbelser ~oreløbig opfattes mere som viljes-udtryk, - det er ikke således at forstå, at de er fuldtud realiserede. Vi vil ganske simpelt gøre folk bekendt med, hvad de unge musikere skriver, og ved en gennemgang af værkerne ser vi, at der endnu skrives en masse koncertmusik.

St.: De talte før om politisk musik. Jeg kan ikke se nogen politisk musik på programmet.

M.: Det er godt, at de minder mig om

det. Oprindelig havde vi sat proletariske sange af Stepan Wolpe på programmet. Wolpe er noget for sig selv. Han skriver musik for kommunistiske grupper. Han skriver eenstemmige sange og synger (lem så længe for sine folk, at de har melodien i øret, og er i stand til at synge dem. Wolpe kalder det agit-propmusik. Vi vilde gerne have opført disse sange for et ikke partimæssigt bundet publikum. Desværre lader det sig ikke gøre. Pyrmont's kur-bad-ledelse har, på grund af teksternes propaganda-karakter, frygtet, at det vilde føre til en politisk skandale. Vi har ment at måtte bøje os for kurledelsens indvending, for ikke at skade de andre komponister.

St.: Denne kendsgerning finder jeg meget beklagelig, men jeg må i hvert fald indrømme, at der ligger en bestemt plan til grund for Deres musikfest, der giver den mening og berettigelse, ganske uafhængig af de opførte værkers, værdi.

Musiksociologiens praktiske mål.

Mit første møde med musiksociologien falder i efterkrigsårene. Jeg var

dengang ansat som koncertmester ved et af syd-tysklands større kur- og badeste(ler. Under udøvelsen af dette arbejde (lukkede for første gang spørgsmålene ol): for hvem spiller du egentlig her, hvem føler sig i kontakt med denne musik. Hvilken musik taler her til hvem, morgen, formiddag, eftermiddag og aften? - Det musiknydende publikum tog alt, hvad der blev budt hele dagen igennem, med den samme selvfølgelighed og kedsommelighed. -

Billedet forandrede sig, da jeg mødte et traditionelt musikliv i en middelstor syd-tysk universitetsby. Her var det frem for alt universitets-kredse, der dyrkede husmusik, og jeg fandt en tilhørerkreds, som væsentlig gik kritisk ind på de enkelte værker. Programform og litteratur-udvalg blev fuldstændig bestemt af disse folk. Året 1924 bragte mig i forbindelse med den musikalske ungdomsbevægelse. Her så jeg visse forsøg på at aktivisere det stagnerende musikliv, og derfor besluttede jeg mig til at arbejde med på denne opgave. Det var dog først det musikpædagogiske. arbejde ved en proletarisk kor- og instrumentalkreds, der fik mig til at anerkende nødvendigheden af et musiksociologisk undersøgelsesarbejde. I denne kreds dukkede der af sig selv musiksociologiske spørgsmål op. Der blev diskuteret om ældre og ny musiks mening og mål, og det førte dertil, at der opstod en ny musik, som fra dette øjeblik var uadskilleligt forbundet med disse kredse.

Ved musiksociologi forstår jeg den klare og eentydige stilling til og undersøgelse af musik i alle forhold. At den enkelte tager stilling til værket, og ikke mindst til teksten (forsåvidt, det drejer sig om et korværk), ud fra sin egen tilværelse, er uomgængeligt nødvendigt. Måske gives der ingen »hyldest til mesteren« her, men blot en undersøgelse af brugbarheden og dermed følelsen af, om man bryder sig om det. Hvis det sidste er tilfældet, så er der tilvejebragt et ægte forhold til musikken. Sålænge dette forhold ikke er »bindende«, kan der ikke være tale om en forståelse af eller en indsats for værket.

Jeg forstår altså ved musiksociologi, at man gør sig bevidst alle de kræfter, som har noget at gøre i musikken eller med den, hvadenten det nu drejer sig om kunst-, folke-, danse-, gade-, eller propaganda-musik. Ved en sådan bevidstgørelse (bewtisstmachen) vil den enkelte lære netop den musik at kende, ,om lian føler sig tiltrukket af i kraft af sin tilværelse, og sont lian omtaler som »sin« musik. Ved musiksociologi forstår jeg ikke de uklare og skæve standpunkter, som indtagvs af intellektuelle snobber, der kun -,il snuse omkring, og derved allerede på forhånd har et obligatorisk afslag overfor alt. Bag ved denne »indstilling« står for det meste kun storsnudethed og praleri, men desværre også meget ofte musikpolitisk, eller bedre udtrykt: politisk fejghed, og fejglied for en åben og ærlig bekendelse.

Af et rigtigt gennemført musiksociologisk arbejde venter jeg mig en stærkere interesse for musik, frem for alt fra de endnu ufordærvede og ikke overfodrede proletariske samfundslag. Di,,se kredse har først efter krigen fået et selvstændigt forhold til musikken, og itu begynder de på at opbygge deres egen musikkultur. Her ligger så den opgave at klare alle de spøårgsmål, der opstår her, hvadenten de nu måtte være af rent musikalsk, tekstlig eller social art.

For os levende, producerende er der lier en eentydig opgave. Denne opgave er så helt ny, at det er ganske nødvendigt at fordybe sig i den, hvis den skal. løses rigtigt.

Her hjælper ikke skrivebordsarbejde, men erkendelsen af det levende, for hån(len værende behov!

Ernst Lothar von Knori, komponist og folkernusikskoleleder.

Det bliver fra dag til dag svæn~re for folkeskolens sanglærere at finde sangog musikstof, som passer til det proletariske storby-barn, og som det kan forstå. Folkevisen, næppe genopdaget -, og stillet til rådighed i enhver forin og stilart, synes allerede at have tabt -sin kraft igen. Barnet genfinder ikke sig selv i den.

Hermed er der ikke givet nogen overbevisende forklaring på begrebet: itinchronisme. Vi har så længe været t~ unget til at stille det rent musikalsk- foregangsmæssige i forgrunden, at der hersker uklarhed m. h. t. hvad det mod(,rne barn egentlig bryder sig om. Alle forsøg på at indføre det moderne )ivs rekvisitter (telefon, sporvogn o. s. v.) i teksterne er endnu ikke gjort overbevisende, ligesom overhovedet den blotte aktualitet ikke råder bod på sagen.

Musiksociologien må klarlægge spøigsmålet om, hvilken betydning musikudøvelsen har (hovedsagelig for den en

kelte) i det bestående samfund, d. v. s. undersøge, hvorvidt dens virkning når ind i liverdagslivet og omvendt, hvorvidt

denne liver ag kan opnå at komme til udtryk i den.

I overensstemmelse hermed synes det mig, at en af de opgaver, der trænger sig mest på, er at undersøge begrebet »Entliebung« (åndelig »løftelse«, bet. egl. »fritagelse«), i retning af, i hvor høj grad de rent bo'rtledende elementer er fremherskende -, henholdsvis om der, fjernt fra alt illusionært, kunde findes en form for musikudøvelse, (musiklivet), i hvilket hverdagsmennesket med alle dets forvirrede bindinger, men i en skikkelse af frihed og nødvendighed, kunde genfinde sig selv. I den rene~kte formulering: hjælpe det til orientering overfor dets eget liv.

Fritz Hoffmann, rektor på riltli-(forsøgs-)skolen i

neuk,511n, berlin.

1/ »Die musik«s august-hefte er et særnummer med titlen: musik og bevægelse. En række fremtrædende gymnastikpædagoger 'giver udtryk for deres syn på sagen, - således skriver Rudolf Bode om legeme og sjæl. i musikken, E. Jacques Dalcroze om rytmikken og den moderne bevægelseskunst, Hanns Hasting (repræsentant for Marg Wigmann-skolen) om forbindelsen mellem dans og musik, Hildegard Tauscher om musik og bevæ-gelse som opdragelsesmiddel, og Carl Orff (leder af musikafdelingen på gilnther-skolen, milnehen) om bevægelseslære og musikopdragelse som en enhed.

- Herhjemme bliver spørgsmålet om gymnastikmusik i stillende grad aktuelt, idet navnlig motionsgymnastik har fun- det en vid udbredelse. Spørgsmålet er så, hvorlænge vore komponister vil fin- (le sig i, at gymnastiklærerne an-,,ender Paderewski's menuet til ligevægtsøvelser på bommen og Sindings vals til arm- sving med kropfældning: Gymnastikmu- sik er en oplagt moderne opgave: den ligger totalt udenfor alt, hvad der har med koncert at gøre, og den er folkelig. Også skolen er jo et felt, idet en god gymnastik-musik vil være sikker på at vinde indpas i skolen. 0. m.

1/ »Revue musicale«s, juli-august nummer foregiver at bringe besked om musik-situationen i en række europæiske lande. Imidlertid foregår det på den gode, gammeldags maner: man får at vide,-hvad komponisterne hedder, når de er fødte, hvad deres værker hedder, og hvilken skole de tilhører o. s. v. Dertil kommer naturligvis en række mer eller mindre flydende karakteristiker: »i hans senere værker spores et umiskendeligt indslag af østbaltisk folkemusik«, »en oprindelig begavelse«, »et klart og køligt intellekt, (ler dog aldrig forfalder til tørhed« - o. L, ikke andet end hvad enhver gymnasiast kan finde på.

Vi er heldigvis i stand til at nævne et godt modeksempel: årbog for tysk musikorganisation 1931. Dette værk gi- ver besked om alt vedrørende tysk mu- sikliv: koncert, opera, skole, foreninger, kirke, radio, musikerorganisationer, or- kestre, kor, koncertbureauer, offentlige og private musikinstituter, konservato- rier og folkemusikskoler, blade, forlag, biblioteker o. s. v., - der gøres rede for enhver gren af musiklivet. Bogen indeholder udelukkende »tørre« fakta, men det er ikke »kun« en håndbog. Bag ved alle kendsgerningerne fornemmer vi (let tyske musikliv og (len urnaadelige rolle, det spiller. 0. m.

11 THE ASSOCIATION OF 2NIUSIC SCHOOL SETTLEMENTS OF NEWYORK har udsat en præmie på 500 dollars for en hidtil uudgiven komposition, der opfylder følgende betingelser:

1. form, stil og tekniske krav må være tilpasset opførelser i skoler og af amatørsammenslutninger, der ikke står på et altfor lavt niveau,

2. kompositionen må være skrevet for en af følgende besætninger:

1. strygeorkester,

2. blandet kor, barne- eller kvinde- kor med strygere,

3. ti) klaverer og strygeorkester,

4. stryger-kammermusikbesætning . med eller uden klaver,

5. sangspil. eller barneopera eventuelt med, dans og kor af højst 50 minutters varighed,

3. prærnievinderen overdrager prisstif- teren alle opførelsesrettigheder i det

første år.

Partituret sendes anonymt med mærkekønvolut til: room 328, Barbizon Plaza Hotel, New York. Indleveringsfristen udløber den 1. december 1931.

fi TONIKA-DO-BUND foranstalter i den nærmeste tid følgende kursus for skole- og privatmusiklærere: 5.-10. oktober i ungdomsherberget på aschberg ved markneukirchen (lærere: Dore Gotzmann, Alfred Stier, '~Villi Winnen), og ligeledes 5.-10. oktober i heirngarten neisse-neuland, øvreschlesien (lærere: Erich Birkhahn, Willy Petruschke). Nærmere ved henvendelse til tonika-dohund, berlin W 57, pallasstr. 12.

/1 SVDWESTDEUTSCHE RUNDFUNK transmitterer følgende koncerter fra stæ'vnet »neue chormusik 1931« i mannheim: fredag d. 2 oktober kl. 20- 21,30. 1. koncert »koncerterende kormusik« (Kurt Driesch: motet, Egon Wellesz: madrigaler, Joseph Haas: kanoniske motetter, Br. St Urmer: madrigaler); lørdag d. 3. oktober kl. 12,35-13,30 en del af 2. koncert »kollektiv kormusik« (Karl Orff: Werfel-kantate, Igor Stravinski: les noces, Paul Dessau: chorwerk 1931); samme dag kl. 15 »harnesang« (Haas: skælmssange, Hindernith: drenge- og folkesange, delvis med instrumenter).