Om folkeviserne

OM FOLKEVISERNE

AF MAG.ART. SVEN LUNN

VORE GAMLE FOLKEVISER - denne stolte danske Arv fra Middelalderen-synes nu at opleve en Renaissance. Interessen for dem er i Stigning, særlig nu efter at Samfundet Dansk Kirkesang har taget Initiativet til paany at udgive den Laub-Olrikske Samling: »Danske Folke viser med gamle Melodier«, der har wæret udsolgt i mange Aar. Det kunde maaske derfor være paa sin Plads her at komme ind paa nogle Betragtninger over Folkeviser i al Almindelighed og den Laub-Olrikske Folkeudgave i Særdeleshed.

Hvorledes og hvordan Folkeviserne er opstaaede er stadig uopklaret. Johannes Steenstrup (1) paaviser, at den franske Visesang og Dans har givet de Danske Impulser til denne store Folkedigtning i Balladeform, der kan forfølges tilbage til i alt Fald tidligt i det 13. Aarh. - Det rimeligste er at antage, at den danske Folkeviseblomstring paa en eller anden Maade staar i Forbindelse med den store aandelige Rejsning, der gik over Europa efter Korstogstiden. Det var i Frankrig Troubadourernes og Trouvérernes Tid, i Tyskland fremstod Minnesangerne og i England de tilsvarende Minstrels. Sikkert er mange af vore Folkeviser - hvis ikke det er Tilfældet med dem alle - gjorte af professionelle Digtere, som drog rundt og foredrog dem - derefter har Almuen overtaget Viserne og ladet dem gaa videre fra Mund til Mund.

Titlen er hos Laub noget misvisende: Folkeviser med gamle Melodier, thi de gamle.Melodier kendes ikke mere i deres oprindelige Skikkelse. Det er Rekonstruktioner paa Grundlag af de Melodier, som for største Parten er samlede omkring Aar 1810. - Kun meget faa er nednoterede tidligere. Ved det, at de gennem Aarhundrederne er gaaet fra Mund til Mund, er de naturligvis blevet stærkt forvanskede. Hvor meget Melodier saaledes kan forandre sig ved mundtlig Overlevering, giver Laub selv et glimrende Eksempel paa. Han fortæller, at han af Evald Tang Kristensen har laant, nogle Optegnelser, sorn denne har gjort af de Melodier, man paa Herningegnen sang til Kingos Salmer. Imidlertid har man ogsaa Opskrifter paa disse Melodier nede fra Reformationsaarhundredet, og ved at sammenligne disse to Melodisæt blev han slaaet, af den mægtige Forskel, der var, og fik samtidig et Indtryk af, hvor lidt man kan stole paa den mundtlige Tradition, naar det gælder Musik. »Mange Gange er det kun paa et enkelt Sted i en saadan Melodi muligt at se, at den virkelig er den samme som den oprindelige, saa forskellig er Resten. Overalt træffer man Indblandinger af alle moderne Tonesammensætninger (Kromatik, dissonerende Spring, etc.), og rundt omkring har Almuens usalige Hang til at gøre Omsvøb i Sangen, dens Frygt for at gaa lige løs paa Tonerne, skabt en Hær af Kruseduller og Bindetoner, der skjuler de, oprindelige Træk«.

Hvorfor skulde det være gaaet Folkevisemelodierne anderledes. I Nyerup og Rahbek's »Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen« fra 1814 findes den første større Samling af Melodier, og denne Samling ligger til Grund for alle senere Folkeudgaver. Den Maade, Viserne dér er overleveret os paa, gør ikke, at man kaft have stor Tiltro til den oprindelige Tradition i disse Opskrifter. Det ses bedst af de Breve, som Indsenderne af Viserne lod følge med til Udgiverne. De viser, hvor usikkert man i virkeligheden staar. Nogle Eksempler kan inustrere dette:

Hr. Bøtcher fra Brøndbyvester har sine Melodier »tildels fra en Dannequinde i Jylland ved Vejle Kanten« - »Jeg har været samvittighedsfuld omhyggelig for at give dem i den strengeste Simpelhed - med de enkelte musikalske Zirater som ere karakteristiske for Sangerinderne i de Egne, i hvilke de er opsankede. Enskjønt jeg tiltror mig at kunne angive den rigtige Toneart, var det maaske dog ikke, afvejen, at de, før offentlig Bekjendtgjørelse, bleve gjennemseete af en duelig Theoretiker«. - Hr. Hornsyld fra Assens: »See nu, at faae en Konstner, som har Kundskab til og Følelse for Oldtidens Nationalmusik, til at gjennemgaae dem, for om en Node skulde støde som mindre ægte«. - Hr. Plesner fra Stenderup: »Herved sendes, ifølge, Opfordringen i Aviserne, Toner til nogle af vore gamle Kjæmpeviser, men førend De lader dem aftrykke, maa De lade dem gjennemsee og rette af en duelig Musicus; thi jeg har ikke havt, mere end to Timers Undervisning i Musik, og har nu i de sidste 8 Aar neppe havt min Fløjte 8 Gange aarlig i Haanden. Desuden har jeg aldrig seet. Tonen til nogen Kjæmpevise sat paa Noder; men. som jeg har hørt dem synge, mest af Bønder, saaledes har jeg optegnet dem. Nogle af Viserne, f. Eks.

Svend Vonved, Snekken ligger paa Landet,

Hr. Oluf han rider saa vide; og flere,

synges saa utaktfast, at jeg ikke veed tilvisse om Takten skal være 2/4 eller 3/8 «. - Hr Steenblock fra Frederiksborg har sine Viser bl. a. fra »Frøken B.M., der enthusiastisk interesserer sig for Nordens gamle Poesie, men hvis fulde Navn jeg her ikke tør nævne. Hun har igjen lært dem af en Kone paa nogle og. halvfemsindstyve Aar, der endnu lever i Frederiksborg, og hvis Stemme for faae Aar siden var meget klar og tydelig«. - Videre siger han: »Endelig maa jeg bede Dem, at undskylde mig hos Redakteuren af Kjæmpevisernes Musik, om han skulde finde betydelige Fejl i min Sats, da jeg blot er en Smule theoretisk, men næsten slet ikke praktisk Musicus. Desuden er det saare vanskeligt, at bringe hine Toner fra Oldtiden paa Papiret efter vort nubrugelige Musik-System; de ville altid tabe meget endog ved den indsigtsfuldeste Kunstners Behandling, da de ofte aldeles afvige fra den Toneart, hvortil de synes at henhøre, og lade sig ikke lettelig tvinge ind i den fremmede Form«.

Saaledes er de altsaa overleverede os: Fra en Skikkelse, der var tilfældig og sikkert uden megen oprindelig Tradition, er de tvunget nd en orm, vor de ikke hører hjemme, - noterede i et Nodesystem, der ikke kan gengive dem og endelig til sidst: »gjennemgaaede« af en »Konstner med Kundskab til og Følelse for Oldtidens Nationalmusik«. - En vansiret, omformet Torso, saaledes har vi arvet dem, - i en Skikkelse, der staar den oprindelige fjærnt. Hver Tid har forrnet dem om efter sin Smag, hvert Sted har præget dem med sin Aand. At de trængte til at restaureres var givet, og dette Arbejde tog Laub - for et snævert Udvalgs Vedkommende - paa sig.

Vi vil nu beskæftige os lidt med, hvorledes Laub løste denne uhyre Opgave. - For de Læsere, der ikke er fortrolige med, hvorledes de Laubske Rekonstruktioner tager sig ud i Forhold til de overleverede Melodier, er det bedst at illustrere dette med et Eksempel. Den gamle Overlevering af Visen om Dronning Dagmars Død ser saaledes ud (opnoteret ca. 1810):

Hos Laub har den Skikkelsen:

Laub har ved en genial Ændring (det indklamrede Sted) givet Melodien et ganske andet, et fast og kraftigt Præg, forvandlet en ikke særlig betydelig Strofe til en i musikalsk Henseende meget værdifuld. - Laub gik ud fra, at den gregorianske Sang var Urbilledet for Melodierne. »Der kan ikke være Tvivl om, at det er den ældgamle katolske Kirkesang, hvorfra Bygningsæmnet til vore Folkemelodier er taget«. - Ret selvfølgeligt tager han det. - Maaske lidt for selvfølgeligt.

En anden Opfattelse end Laub havde den desværre altfor tidligt afdøde Musikforsker Hjalmar Thuren. Dennes ufuldendte og efterladte Papirer har H.Grüner-Nielsen citeret i sin Afhandling om Danske Folkeviser i Aarbog for Musik, 1923.

»Hvad nu den danske Folkesang angaar«, siger Thuren, »tyder ofte Melodigangen i høj Grad paa en vis Afhængighed af den middelalderlige Kirkesang; derimod kan man umuligt antage, at den danske Folkevise er baseret paa den gregorianske Sang alene. Det er bleven hævdet, at Kirkesangen i den tidlige Middelalder gjorde et saa uudsletteligt Indtryk paa det danske Folk, at dette skabte en national Sang i Kirkesangens Lignelse. Forudsætningen for denne Antagelse maatte være, at Danmarks Beboere overhovedet ikke kendte Sang, da Kristendommen naaede herop. Thi man kan umuligt tænke sig, at det 11te Aarhundredes Danskere kastede deres tidligere Traditioner over Bord af Begejstring for et indført musikalsk Kunstsystem og for Fremtiden kun sang efter dette Systems Regler. Man kan trygt gaa ud fra, at de Danske har sunget i lange Tider, før de gennem Kirkesangen fik Kendskab til gregoriansk Tonalitet, og at denne ældre, nationale Sang ikke uden videre veg Pladsen. Utvivlsomt har Kirkesangen sat stærke Spor i dansk Folkesang - heroppe i Norden har der antagelig som i sydligere Lande været musikalsk Vekselvirkning mellem Kirken og Folket - men. ligesaa utvivlsomt har den verdslige Sang i Norden ikke i den Grad underordnet sig den middelalderlige Kunstmusik, at man kan blive berettiget til at rekontruere den danske Folkevisesang paa, Grundlag af den rene gregorianske Sangs Principper. Den verdslige Sang har intet andetsteds bøjet sig lydigt ned under den gejstlige Kunst, hvorfor skulde da Danmark indtage en Særstilling«. - »Der er saa meget mindre Anledning til at tro paa det tilladelige i at rekonstruere et Lands Folkesang alene paa Basis af Kirkesangens strenge Regler, som det er notorisk, at end ikke Middelalderens kirkelige Musikteoretikere altid skrev ren Sats«.

Han vender sig altsaa mod Laubs ensidige Orientering i Retning af Kirketonearterne og den gregorianske Sang. Videre siger han, hvad der er ganske naturligt, at de pentatoniske Elementer, vi træffer i vor Folkesang, ikke behøver stamme fra den gregorianske Sang, Pentatonik kendes i al primitiv Musik. (Endog baade hos Indianere og Kinesere) . Hvad saa Spørgsmaalet om Kirketonearterne angaar, saa fremdrager han Eksempler paa, hvorledes Dur og Moll hyppigt anvendtes i den verslige Musik. Hos Troubadourer og Minnesangere findes ofte Melodier af ren Dur-Karakter.

Det er nemt at yderligere supplere Thurens Eksempler og citere samtidige Teoretikere, der beretter om Dur i Profanmusikken. - Den verdslige Musik stod ret skarpt overfor den gejstlige. - Saadan var det i Udlandet, og hvorfor skulde det være anderledes her? - Hvorfor skulde vi her have sadlet om og kastet vort eget overbord og være faldet paa Knæ for det nye - Danskerne har dog aldrig haft Ord for frivilligt at slippe deres eget for at gribe efter noget fremmed.

Hvor storartet, hvor genialt Laubs Arbejde end er, saa er det absolut ikke sikkert, at det er rigtigt, hvis det skal stilles for Historiens Domstol. Det er ikke engang sikkert, at de Forudsætninger, Laub har haft for dette Arbejde, er rigtige. - Hvorledes skulde saa det endelige Resultat blive det? - Ganskevist indrømmer Laub, at det ikke er sikkert, at han er kommet til det helt rigtige Resultat. I Folkeudgaven siger han: »Idet jeg nu har foretaget en saadan Renselse af nogle Melodier, - et Arbejde, der svarer til, hvad man allerede længe har været inde paa for Ordenes Vedkommende, - giver jeg mig ikke ud for at have fundet den bogstavelig rigtige Syngernaade fra Middelalderen, men jeg er vis paa, at den her foreliggende Syngemaade staar Aanden i den oprindelige adskilligt nærmere, end den gængse gør, saa nær som vi overhovedet kan komme«. -

Uden i mindste Maade at forklejne Laubs store Arbejde, skal det dog betvivles, at han har Ret i, hvad han siger i det her anførte Citat. - Laub har skabt noget godt, uden at han derfor har skabt noget rigtigt. Med andre Ord, en Restaurering, som man bagefter opdager er splittergal, naar det gælder det historiske, men som er skøn og god i sig selv, og adskilligt bedre end det man havde.

Noget, der helt og holdent skyldes Thomas Laub, er den rytmiske Forskydning i Slutningen af Omkvædet i Visen om Ebbe Skammelsøn:

Dette: »mangen Sti vild«, hvor Rytmen skifter om, er en levende Illustration til Teksten, det giver Billedet af Tyngsel og henleder Tanken paa det dystre og barske, fjærntliggende øde, det ubestemte Sted, hvor Skammel bor dær »nør i Thy«. Denne skiftende Rytme findes imidlertid ikke hos Nyerup og Rahbek (1814), her hedder det:

Man lægger Mærke til, at Laub har forandret den næstsidste Node, dis til d (c). Hvor smuk og virkningsfuld den rytmiske Forandring end er, saa viser det sig, at naar man skal synge hele Visen, Vers efter Vers, saa falder den sidste Version naturligst. Hvor storartet den Laubske Forandring end er, og hvor godt den end vilde passe i en Romance, saa maa vi dog heraf have Lov til at slutte, at den ikke hører hjemme i en Folkevise.

Hvis man kun anlægger et musikalsk - og ikke noget historisk - Synspunkt, er det i og for sig ganske ligegyldigt, om det Laub har lavet er galt eller rigtigt. - Musikalsk set er det godt og det er tvivlsomt, om der kunde skabes noget bedre ud af det givne Materiale, end hvad Laub har gjort. Sikkert vil en anden Rekonstruktion paa et andet - og maaske mere rigtigt - Grundlag ikke naa et saa ophøjet Resultat.

Man maa blot være klar over dette ene, at Viserne i Folkeudgaven ikke har den oprindelige Skikkelse, men en Skikkelse, der i væsentlig Grad skyldes Thomas Laub.

Naar det gælder Folkeviser, er det musikalske kun den ene Side af Sagen og - objektivt set - ikke den vigtigste. Teksten er og maa blive Hovedsagen. Gjaldt det kun Melodien, var der ingen Grund til stadig at synge den: 22 Gange i Visen om Dronning Dagmars Død eller 68 som i den gamle Udgave af Visen om Ebbe Skammelsøn. Man kunde jo saa blot nøjes med 3-4 Vers som i en moderne Vise, men det gaar ikke i en Folkevise. Iøvrigt skorter det ikke paa Antal af Vers i de gamle Viser, ofte er der over 100, ja i Visen om Axel Thordsen og Skjøn Valdborg er der 200. - Det hedder sig nok at Visen skal synges, - jeg vil hellere sige, at Visen skal fortælles i Sang. Det er Fortællingen i Visen, der er Folkevisens egentlige Kærne.

Vil man, - hvad Laub vilde og mange andre efter ham - popularisere Folkeviserne, er det ikke nok, at man ensidigt hæfter sig ved det skønne og ejendommelige i Musikken, - man maa ogsaa foretage noget lignende med Hensyn til Teksten. Kun de færreste aner, hvorledes de kulturelt og historisk skal vurdere Teksterne smukke Ejendommeligheder i dem. Vi staar den Tid man har Lov til at gaa ud fra, en selvf ølgelighed.

Det er ikke nok at hæfte sig ved de, metriske, rytmiske, sproglige etc. Ejendommeligheder, men ogsaa det Indholdsmæssige maa man og ogsaa. se de for fjærnt, at at Teksten kan forstaas som sig fæstne sig ved.

Man maa forstaa den specielle Ethos, der hersker i Folkeviserne. Man skal f. Eks. fornemme den sublime Højhed i Visen om Dronning Dagmars Død, denne skønne Vise, der er saa inderlig dansk, og hvor hele den danske Middelalder træder saa lyslevende frem for os, - denne Højhed, der træder stærkest frem i Slutningsverset:

Nu er det Tid jeg farer herfra,
Jeg maa ikke længer lide,
Nu ganger Himmerigs Klokker for mig,
Guds Engle efter mig bie.
- Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.

Enfordig og storladen er denne Vise. Enfoldig i sin Enkelthed og i det, at den ikke fordrer noget ved sit Foredrag, - den udtrykker selv, hvad der skal udtrykkes, - og storladen ved Ordenes Kraft og kærnefulde Tyngde.

Naar man i Middelalderen sang Visen om Dronning Dagmar, saa var det ikke som en moderne Short Story, der hurtigt skulde fortæres. - Nej, de kendte den alle. Hundrede Gange Var den sunget, om Vinteren i det flakkende Skær fra Brændeilden i Borgerstuen, om. Sommeren i de lyse Nætter under den blege Himmel, - hvert Vers Var kendt, hvert Ord, men alligevel lyttede man til det alt sammen. Man var grebet i den store Fællesfølelse, i det der bandt sammen: Minderne der levede dybt i Almuen, Sagnet om den gode og smukke Dronning, der kom sejlende fra Bøhmen, hun der skaffede Fred til de fredløse, mættede de hungrige, delte med dem, der intet havde, - hun der i sin Uskyld døde saa ung. - Man lyttede som Børn, der lytter til et evventyr, de har hørt utallige Gange: Ordene skal være de samme, intet maa udelades, selv de mindste Smaating skal med.

Traditionen er slaaet, væk under Fødderne paa os. For os staar Dronning Dagmar ikke i det samme Lys, som hun gjorde for Middelalderens Almue. Vi bevarer Mindet om hende i en skøn Legende, men hun betyder ikke det samme for os, som hun betød dengang. Hun er ikke længere den gode Kvinde, der steg ned til os og hjalp nogle af vore, - dertil er Tankegangen for forandret. - Vi kan derfor heller ikke samles i det fælles Minde om hende, det Minde, der skaber Samhold. Viserne er heller ikke længere vor eneste aandelige Ejendom udover Biblen, - de er ikke længer den Skat, vi alle kender, og som vi stadig i Fællig vil dyrke. - Tiden er løbet væk, og vi formaar ikke at opleve Folkeviserne, som de skal opleves.

Ligesaa lidt som Melodierne i Folkeudgaven er autentiske, maa man regne Teksterne for at være det. I den Skikkelse de fremtræder her, er de redigerede af Axel Olrik og har for fleres Vedkommende gennemgaaet en lignende Behandling som Melodien. Om Teksterne siger Svend Grundtvig i Forordet til den store Folkeviseudgave: »Ingen Folkevise er tilstede i sin Urform, i den oprindelige Skikkelse, hvori den først er fremkommet. Denne Urform er tidlig, længe før nogen Optegning fandt Sted, opløst og splittet i mange forskellige afledte Skikkelser, forskellige ofte i Emnet, altid i Fremstillingen. Naar en Folkevise i en af disse sine vekslende Skikkelser er bleven fæstnet paa Papiret, da have vi en Opskrift. Mangen en Vise er kun naaet os i een saadan Opskrift, andre i flere, ingen i alle de Former, hvori den har levet til forskellige Tider og, i Landets forskellige Egne«.

Folkeudgavens Tekster er opstaaede, ved Sammenligning mellem de forskellige Opskrifter. Til Visen om Dronning Dagmars Død har vi tre saadanne Opskrifter, ingen af dem er benyttet i sin Helhed, men de er sammenflikkede til den, der foreligger i Folkeudgaven.

Resultatet er ikke alletider lige godt. Viserne er episke, de er lange og fortællende, de er brede som Sagaerne i Stilen, knappe hvor det gælder om at udtrykke Følelser. Udelader man Vers, saa mister de noget af deres oprindelige Karakter. Synges de med »udvalgte« Vers, saa er de ikke længer Folkeviser, de er heller ikke Romancer, men en underlig vissen Mellemting. Man maa have alle Versene med. Det skitserede, det »halvkvædede«, hører en nyere Tid til. Man skal være forsigtig med at udelade i en Folkevise. Den stolte Bredde og den logiske Følge af Enkeltheder er netop et af de mest fremtrædende Træk i den episke Vise. - Saaledes vil man se - stadig i Visen om Dronning Dagmar - at der er et stort Spring mellem Folkeudgavens Vers 16 og, Vers 17. De to Vers lyder (i Vers 16 er det Kongen, der taler):

16. »Jeg beder eder Fruer og Mør
og saa I gode Tærner:
I. beder en Bøn alt for mig
Jeg taler med Dagmar saa gærne«.

17. Dronning Dagmar rejser sig af Baaren op,
Hendes øjne var blodige røde:
»0 ve, o ve, min ædelig Herre,
Hvi gjorde I mig den Møde?«

Et saadant Spring er usædvanligt i en Folkevise. Man savner det Vers, der logisk maa komme som en Følge af Kongens Anmodning i Vers 16 og som forbereder, hvad der sker i Vers 17. Det viser sig ogsaa, at dette Vers findes i den gamle Udgave. Det meddeles her (efter Nyerup og Rahbek):

Saa fulde de paa deres bare Knæ,
Saa mange som der vare inde.
Dem hørtes deres Bøn og kongelig Graad,
Han monne hende levende finde.

Hvis man vil læse de tre Vers i den rigtige Rækkefølge, saa vil man se, hvor tvingende nødvendigt det er, at dette Vers tages med. - Hvor langt skønnere og rigere virker Visen ikke, naar man medtager alle de 39 Vers, som findes i Nyerup og Rahbeks Samling, end naar man nøjes med de 22, som findes i den Laub-Olrikske Folkeudgave. En Vise som Ebbe Skammelsøn virker med sine 32 Vers i Folkeudgaven hartad uforstaaelig mod sine 68 hos Nyerup og Rahbek. Samtalen i Visens Begyndelse virker ganske summarisk og afsnubbet, ikke som naar den læses i sin Helhed.

Det vi savner i vore Folkeviser, er de lyriske Digte. De danske Folkeviser er - som før sagt - fortællende, episke, og danner derved en Modsætningr til Tysklands Folkedigtning. Vi har over 500 Ballader fra Middelalderen, men ingen Lyrik. I Tyskland savner man de episke Viser, men de har til Gengæld fra alle Tider haft en stor og blomstrende Lyrik. Tyskland har Kærlighedsviser, Vandresange, Majsange, Gaadeviser, Sommer- og Vintersange, Studenterviser etc. helt tilbage fra det 12. Sc., medens vi herhjemme ikke kan opvise nogetsomhelst af den Art. Dette vil naturligvis være et føleligt Savn, naar man som Bestræbelserne i øjeblikket gaar ud paa - atter vil have Folkevisen ud i Folket. Nutidsmennesket synes ikke at have Interesse for det lange og episke, det er meget faa, der har Tid og Taalmodighed til at gaa en hel Vise igennen med dens tit overordentlig mange Vers. De, der kan tysk, søger ogsaa hellere til de lettilgængelige Udgaver (Fr. Jöde) af korte lyriske tyske viser. At forkorte en Folkevise er som før sagt en Uting.

Laub har i nogle Udsættelser (10 danske folkeviser, udsatte for blandet kor) vist, hvor fortræffeligt disse Viser tager sig ud i en korisk Behandling. - Som før sagt kan vi ikke fuldt og helt genopleve Folkevisen, og det er kun med en Tilsnigelse, at Viserne i Folkeudgaven kan kaldes for »gamle«. Imidlertid frembyder de et saa overordentligt rigt musikalsk Materiale, at det vilde være Synd, om de ikke kom til Anvendelse. En Maade at anvende dem paa er den, at man bearbejder dem efter de Mønstre, man har i Folkevisebearbejdelserne af de tyske Mestre fra første Halvdel af 16. Sc.

Jeg kan ikke slutte af uden et øjeblik. at standse ved de senere Tiders Almueviser. Disse Viser, der ikke er i Kirketonearterne, men i deres Melodik tydeligt bærer Præget af det 18. Sc. og den spirende Romantik, har længe maattet staa i Skyggen af de middelalderlige Viser. - Og egentlig er det Synd, thi mange af dem er meget smukke. De er i hvert Fald mere autentiske end de Laubske. At de er saa stærkt tidsbundne gør ikke noget. Vi maa dog efterhaanden være kommet det 18. Sc. og den unge Romantik saa fjærnt, at vi ikke behøver reagere så voldsomt imod den. - Blot et enkelt Eksempel: En yndig og frydefuld Sommerstid:

Hele det 18. Sc.s grazile Ynde træder der lyslevende frem for os. Trods sit »forbudte« Sekstspring er den dog en af de smukkeste Almuesange, vi har paa Dansk. Man maa ønske, at Interessen for disse Viser vil stige, mange af dem kunde nok fortjene det.

Paa en Sammenligning mellem disse og de gamle middelalderlige Viser maa man ikke tænke, en Sammenstillen taaler de heller ikke. Dertil er de for forskellige. Almueviserne er korte, oftest friske og af en underlig veg Sommerstemning, medens Folkeviserne er lange og episke, tunge og kærnefulde, brede og malende og af en egen storladen bjærgtagende Kraft.

Fodnoter:

(1) Historisk Tidsskrift 9. Række Bd. 1.