Carl Nielsen død

CARL NIELSEN DøD

VI UNGE står særpræget i vort forhold til Carl Nielsen. Vi mødte ham som en fuldtfærdig kunstner, da vi, halvvoksne, vågnede til et eget musikalsk liv. Hans musik var os derfor aldrig noget problem, den var som råbt ud af vore unge sjæle. Som 15-16-års dreng hørte jeg første gang »det uudslukkelige«, jeg stod midt i verdensaltet med himlen ved mit hoved og helved ved mine fødder og lytted til en evig visdom. Det var min anden orkesterkoncert, og det var min første omvæltende musikalske oplevelse. Jeg følte det den dag, som åbenbarede Carl Nielsen mig musikkens inderste væsen, og jeg føler i dag den samme menneskeligt og musikalsk åbenbarende kraft i Carl Nielsens musik.

Vi unge gav Carl Nielsen vore hjærter, og vi mødte hos ham ikke en konventionel, skulderklappende sympati, men en umiddelbar, varm, dybt menneskelig forståelse, som vi ellers ledte forgæves efter i hans slægtled. Vi har levet i ly af den respekt, der omgav hans navn. Vi ved, at denne respekt ikke altid var udsprunget af et ærligt, sindelag, men ofte var dikteret af klogskab eller simpelt snobberi; og Carl Nielsen var for lidt praktisk anlagt til ikke at lade sig misbruge. Kun få var derfor de, der i de sidste år stod Carl Nielsen og hans musik åbent imod.

Det vil nu altsammen blive anderledes. Den ny musikbevægelse, der har sit danske udspring hos Carl Nielsen og Laub, har intet støttepunkt længer, dens mænd må stole på egen styrke. Derfor er ubetinget sammenhold en nødvendighed. Dansk musikliv har mistet sit samlingsmærke, de opbyggende, aktivt virkende kræfter bør ikke derfor splittes og ødes på indbyrdes kampe om den bestemmende myndighed og den største personlige magtstilling. Vi må alle, trods selv de største individuelle forskelligheder, samles om det store ideale og praktiske arbejde: at vække det danske folk til levende musikalsk virksomhed. Først så er vi Carl Nielsen værdige.

Gunnar Heerup.

»Dansk inusiktidsskrift« udsender i januar 1932 første hæfte ar iia,,ste, 7. årgang som et dobbelthæfte, viet Carl Nielsen.