Om den tyske Singbewegung, Singwochen

OM DEN TYSKE SINGBEWEGUNG, SINGWOCHEN

AF MARGIT DECKERT, RAHLSTEDT BEI HAMBURG

LIVSFARE lader sjælelige, og legemlige Kræfter udfolde sig til det yderste. Gennem det nutidige Tyskland, maaske »Abend«landene, over - i hvert Tilfælde ogsaa. i Danmark paa det musikalske Omraade - synes der at gaa saa stærke og slaaende parallele Strømninger, at den eneste Forklaring, der sluttelig synes én fuldt tilfredsstillende er Kulturkrise, en overhængende Livsfare for vor Kultur paa musikalsk og saa at sige alle Omraader. At man i Tyskland sidder betydeligt haardere midt i denne Krise er vel et Faktum og betinget af Industrien, Storbyerne og dermed den endnu større Afhængighed af vor for Tiden saa omstridte »Teknik«. Men netop idet Krisen er haardere, gaar dens Udvikling hurtigere, saa det var tænkeligt, at man maaske i Danmark kunde hjælpes af tyske Erfaringer og Erkendelser til at komme lettere over hjemlige Nulpunkter.

Af det, der presser fremad i de parallele Strømninger her i Tyskland udgør, som man maatte, vente det i Følge Krisens Alvor, Trang til Fællesskab og Fællesoplevelser en stor Del Misforstaaelser, manglende Forstaaelse af hinandens Sprog eller manglende Viden om hinandens Eksistens taler ikke herimod. At nu fælles Musiceren og mest af alt Fællessang giver bærende, højnende Fællesoplevelser paa en saa sund og naturlig Maade som næppe noget andet, er en gammel og almenkendt Erfaring. Og Tidens aktive i alle Lejre gør Brug af den. Man nøjes imidlertid ikke altid med at synge et Par Sange til at indlede og slutte »Mødet«; man mødes og synger en hel Uge igennem! Et meget stort Antal »Singwochen«, Heldags-Singwochen, Abendsingwochen afholdes Tyskland over. Her kan det vel forekomme, at Musik gøres til »Mittel zum Zweck«, endog maaske til et eller andet Partiformaal. Men langt overvejende er disse Sanguger dog slet og ret: Middel til Fællesskab, til Fællesskab i Fremad- og Opadstræben over alle Dogmer. Men er dermed ikke det, man vil naa noget, der er et af Musikkens og Sangens egne egentligste Karaktertræk saadan, at man her samtidig med det tilstræbte Fællesskab opnaar - og ogsaa venter sig en Fordybning og Forædling af Musikken selv. Gennem den tyske Singbewegung (med dette Ord kan man sammenfatte denne Aktivitet til at afholde og Trang til at deltage i »Singwochen«) udløses den Vekselvirkning mellem Musikken og Folket, der sluttelig er den Muldjord - aandeligt og materielt - Musikken har at vokse i.

I det følgende vil jeg indenfor »Singbewegung« mest tale om »Finkensteiner-Bund«, da det er det, hvortil den første »Singwoche« er knyttet, og da jeg har Kendskab til det som mest værdifuldt.

Fra den 10. til den 17. Juli 1923 afholdt Walter Hensel i Finkenstein paa en tysk Sprogø i Böhmen Tysklands første »Singwoche«. At den ene Syngeuge meget snart og i videre og videre Kredse affødte andre viiser imidlertid, at denne første ikke blot var et Tidens Tegn og en passende Form for et Par kulturelt undertrykte Mennesker i en Bjergegn af Tyskland, hvor en Grænse slaar et uretfærdigt Sving. Singwochen er blevet et Tidens Tegn og vel ikke mindst et Musikkens Tegn Tyskland over. For at Ordet Singwoche ikke skal staa som et noget uklart Begreb, skal jeg med blot et Par Ord skitsere lidt Virkelighed fra og angaaende Sangugerne samtidig med, at jeg henviser til Else Bartholdys Skitse af en Dansk Musikuge i sidste Hefte af D. M. T.:

Vægterraab - mest ved Blokfløjte - vækker én! Morgengymnastik! Fælles Sang, Stemmeuddannelse, Taleøvelser, Meningsudveksling i Forbindelse med Musikken og Sangene - ofte ud fra disses Tekster -over aktuelle, kulturelle Emner, Sang evt. med et eller flere Instrumenter til, Stemmeuddannelse, Taleøvelser igen udgør Dagenes Indhold. Taleøvelser og Stemmeuddannelse foregaar saa vidt muligt i det fri, og i Reglen er der valgt smukke Naturomgivelser for Sangugen. Den bliver jo for mange Storbybeboere den eneste aarlige Ferie. Logi er et Jugendherberge el. lign. Syngeugerne er offentlige. Bekendtørelsen sker mest gennem Distrikternes Jugendamt, de kirkelige og de verdslige. Dette gælder baade, for »Finkensteiner« og »Jødiske« Sanguger, hvilke to Ting man næppe har Lov at sætte i nogen skarp Modsætning til hinanden. Man forpligter sig som Deltager (foruden Betalingen!) til at være med ved alle musikalske øvelser og ved Finkensteiner Ugerne ogsaa til fælles, Maaltider og evt. andet Samvær. Man maa, med andre Ord ofre sig for et Fællesskab en Uge igennem. Uden saadan tvungen Forpligtelse vilde det imidlertid næppe være muligt, at en mere eller mindre tilfældig sammenkommet Flok Mennesker, der er vidt forskellige i Intellekt, Alder og Stand kan blive til en Enhed, kan blive til en Musikmenighed. Et saadant. Fællesskab oplever man nu fra Organister, Teoretikere, Musiklærere og Teaterorkestermedlemmer til Vandrefugleog unge Piger, der knap kan læse Noder, fra Kommunister til Tysknationale- og Nationalsocialister!

Ud af den første Singgemeinde i Finkenstein er vokset et »Finkensteiner Bund« med talrige Medlemmer, indskrevne og uindskrevne. Finkensteiner Bund har sit Bärenreiter Verlag (Kassel), der yder Medlemmer af F. B. Rabat paa sine Bøger og Noder. Det har sin »Finkensteiner Liederbuch«, der udkommer Hefte-vis (de enkelte Hefter kan efterbestilles, ligeledes de enkelte Aarsudgaver. En samlet Udgave af alle hidtil udkomne 8 Aargange, foreligger nu ved samme Forlag.) Endvidere er man som Medlem af Finkensteiner Bund Abonnent paa Tidsskriftet »Die Singgemeinde«. - Finkensteiner Bund har sine »Navne«, hvoraf jeg blot skal nævne et Par: Walter Hensel, Olga Hensel, Konrad Ameln, A.Seifert. Det støtter og iværksætter først og sidst sine mange Sanguger, hvis Antal i 1931 gaar langt over de 100. Det er ikke iøjne- el. iørefaldende Reklame, »Finkenstein« gør for sig og sin Vækst. Naar man kender disse Kredse, kommer man til at tænke sig Navnet »Bärenreiter« som ment symbolsk! Ikke desto mindre er Medlemsantallet i 1929 og 30 vokset stærkt; ogsaa den nuværende økonomiske Lammelse synes at gaa. forholdsvis umærkeligt hen over Finkensteiner Bund. Betegnende for den Aand, der raader her, er ogsaa de korte Sætninger, der er trykt bag paa hvert Medlemskort, og hvoraf jeg blot skal citere følgende: »Fremmed og ufrømt Væsen gælder det om at rydde af Vejen. Først hos os selv. Saa udenfor i vor Omverden, i Hjem og Skole, i Arbejdskredsen og blandt Venner; ikke for ivrigt, altid raadende og hjælpende«.

Ved Aftensyngeugerne, hvor Tiden jo kun tillader meget lidt ved Siden af Koncentrationen om Tonerne selv, mødes paa 1 eller 2 af Aftenens Uger Korledere, Lærere og andre viderekomne 1 Time før den alm. Sammenkomst og taler om aktuelt i Teori og Praksis.

Det er kun et godt Tegn for Finkensteiner Bevægelsen, at der endnu er forholdsvis lidt Litteratur om dette Emne. De vigtigste Oplysninger giver Tidsskriftet »die Singgemeinde« og Bladet »Lied u. Volk« (udkommer siden April d. A. maanedlig). Endvidere kan jeg pege paa smaa Bøger som »Lied u. Volk« af Walter Hensel; Olga Hensel: »Vom Erleben des Gesanges«; Hans Klein: »Die Finkensteiner Singwoche«; Wilh. Stählin: »Die Bedeutung der Singbewegung«. Af vigtigere Musikudgaver kan nævnes Hensels »Singende Quell«, »Aufrechte Fähnlein« og »Finkensteiner Blätter«. -

Det er mig selvfølgelig klart, at Formerne for disse tyske Musikuger ikke umiddelbart lader sig overføre paa dansk Grund, men deres Grundtanke om at ville samles folkeligt (i dette Ords bedste Betydning) i musikalsk Fællesskab er dog en bærende Idé indenfor D. M. T., idet Bladet trods et højt Niveau ikke ønsker at være blot Fagblad for en lille Kreds Musikere. At man ogsaa herhjemme har største Interesse og venter sig noget - ogsaa som Nutidsmenneske - af den gamle Musik og af Folkevisen samt af et saadant netop folkeligt Fællesskab, der lod disse blive til, mener jeg at turde slutte af den megen Omtale Folkevisen og gammel Musik alt i alt faar her i Bladet.

Hvis det efter dette har Interesse skal det være mig en Glæde her eller personligt pr. Brev at oplyse om selve Walter Hensels Person, at udlaane, referere eller citere, hvad jeg har af hans og Olga Hensels (hans Hustrus) Skrifter og Sange. Min Adresse er: Margit Deckert, Rahlstedt bei Hamburg, Wandsbekerstr. 98.