Om musik og opdragelse

OM MUSIK OG OPDRAGELSE

I ANLEDNING AF FRITZ JÖDES BESØG I KØBENHAVN

AF FINN HØFFDING

DER BLIVER I ØJEBLIKKET baade herhjemme og i Udlandet talt umaadelig meget om Musikopdragelse; den, der ikke forstaar, at dette Emne blot er een Side af det mere omfattende om Opdragelse overhovedet til en værdifuld Mennesketype, bliver hurtig træt af Spørgsmaalet, mens den, der i Spørgsmaalet ser en Livssag, næppe helmer, før det er tænkt tilbunds.

Det Spørgsmaal trænger sig hurtigt frem: - Hvad Formaal har Musikopdragelse; hvorfor vil man nu for enhver Pris have mere og grundigere Musikundervisning i Skolerne, hvorfor vil man oprette Folkemusikskoler, hvorfor vil man overhovedet reformere Musikopdragelsen. Spørgsmaalet ændrer sig til: - Hvilken Betydning har Musik som Opdragelsesmiddel, og endelig: Er alt, hvad man forstaar ved Musik, egnet til dette Formaal.

Det bliver altsaa nødvendigt nærmere at undersøge Begrebet Musik med Hensyn til Opdragelse, og maaske vil det her være heldigt at ty til et Par kloge Hoveder, som før vor Tid har været stillet overfor det samme Spørgsmaal; det betyder intet, at vi gaar 2 til 3000 Aar tilbage i Tiden, Spørgsmaalet om Musikens Væsen, eller bedre Dobbeltvæsen, er et kulturelt Spørgsmaal, der opstaar i enhver Kultur og har optaget de bedste Hoveder indenfor dem. Det Par Hoveder, jeg tænker paa, er ingen mindre end Platon og Kungfutse; at Spørgsmaalet om Musikens Betydning ikke kan være nogen ringe Ting, forstaar man ikke mindst, naar man ser, at to saa mægtige Aander har beskæftiget sig indgaaende med det.

Enhver Form for Tonesammensætning hedder Musik, men Grækerne havde en fin Sans for Musikens flertydige Væsen og skelnede mellem forskellige Stilarter, som karakteriseredes ikke saa meget ved æstetiske Kriterier som ved etiske. - De talte f. Eks. om den diastaltiske Stil, der tilskyndede Mennesker til heroisk Daad og saaledes løftede dem ud over sig selv; denne Stilart anvendtes i deres Tragedier; desuden fandtes den hesychastiske Musik, der styrkede Karakteren og den sjælelige Ligevægt, den anvendtes i deres religiøse Korlyrik, og endelig havdes den systaltiske Musik, der var Udtryk for det udpræget subjektivistiske og anvendtes i Drikkeviser, Kærligheds- og Klagesange.

Læseren bedes mærke sig disse Udtryk, som jeg stadig kommer tilbage til i det følgende.

Mens vi kalder ethvert Benspjæt, der ledsages af Musik, for Dans eller højst skelner mellem Kunstdans og Selskabsdans, havde Grækerne særlige Navne for de forskellige Arter af Dans svarende til de forskellige Arter af Musik. Tragediens Dans hed Emmeleia og stod i Modsætning til den lettere Sikinnis i -Satyrspillene, saavelsom til Komediens ikke ganske anstændige Kordax(1).

Platon opfattede denne Forskel imellem Musikarter meget skarpt, og tillagde Musiken overordentlig Betydning i Opdragelsen af Ungdommen, men var tillige klar over, at det var kun ganske bestemte, Musikarter, der egnede sig. Opdragelsen var Opdragelsen til Staten; det gjaldt om at udvikle, ikke det individuelle, men derimod det sociale, det siger derfor sig selv, at den systaltiske Musik var udelukket.

Da jeg for ca. 12 Aar siden læste om den græske Musik, forstod jeg, hildet som jeg var i æstetiske Anskuelser, ikke et Muk af, hvad Platon mente med kun at bruge bestemte Tonarter til Ungdomsopdragelsen, og dog hyldede jeg, der dengang tog Undervisning hos Laub, ganske ubevidst, hans Teorier; jeg var nok klar over, at af os to var det næppe ham, som var et Fæhoved, og Problemet døde ikke i mig. Jeg troede heller ikke paa, at en Kultur, der i Digtekunst, Skulptur og Tænkning trods alt alligevel staar os nær, alene i Musiken, eller i musikalske Anskuelser, skulde være ufattelig for os.

En Aften i Fjor hørte jeg 700 danske Kommuneskolebørn synge til en Koncert, først Salmer af Laub og danske Middelalderviser og dernæst, en Komposition for Kor og Orkester af en nulevende dansk Komponist. Jeg vil slet ikke kritisere det sidste Arbejde fra musikalsk- æstetisk Standpunkt, men det slog mig den Aften, at Musik rummer to Verdner, og jeg blev grebet ved at høre Børnene synge første Afdeling, mens jeg syntes, det var skammeligt at byde dem det sidste; den Aften gik Platons Anskuelese fuldstændigt. op for mig, og hans Visdom blev mig endnu mere dyrebar og. stor I første Afdeling var der Tale om diastaltisk og hesychastisk Musik, mens den anden Afdeling var systaltisk, og absolut ikke brugbar til Ungdomsopdragelse.

Forstaar man først. at skelne disse Arter af Musik fra hinanden, saa forstaar man Platons Interesse for Muiken som Opdragelsesmiddel til Udvikling af socialt-etiske Individer, der vel er Maalet for al .kulturel Opdragelse. Det er uendeligt ligegyldigt, om et Menneske er »musikalsk« (d. v. s. æstetisk-musikalsk), men det er minsandten vigtigt, at han, er et ordentligt Menneske og en harmonisk Karakter. Dermed er ikke sagt, at man nødvendigvis maa være musikalsk for at kunne opdrages, men jeg deler fuldstændigt Platons Opfattelse af Musiken som særlig karakter-dannende, ikke individualistisk, men socialt.

Der eksisterer en Mængde systaltisk Musik, og Musikopdragelsen, som den nu er, tager lidet Hensyn til, hvad den byder Ungdommen, som bliver eensidigt æstetisk opdraget; det er derfor intet Under, at Ungdommen falder for Salonmusiken, som udmærket kan være blændende gjort i æstetisk (artistisk) Henseende. Dette er f.Eks. Tilfældet med Jazzen, der er en typisk Kordax og selvsagt ikke egner sig til Opdragelse.

Samme Dobbelthed i Musiken, som Grækerne kendte, kommer ogsaa frem hos Kungfutse, Kinas Sokrates. Han blev engang spurgt om Grundreglerne for Ordningen af en Stat, og efter at have forklaret, hvorledes Tidsregningen skulde ordnes, og forklaret, hvor vigtigt det var, at alle Brugsgenstande i det daglige Liv var funktionalistiske, og advaret mod »Talerne« (Grækernes Sofister, vore Dages Journalister), gaar han over til at omtale Musiken. Her anbefaler han at anvende Schaumusiken, der var ren og højbaaren, frem for hans egen Tids Musik, der gav Stemningen for meget Raaderum, hvis Klang var for udsvævende, og som han betegner som nervøst-pirrende. (Der er saagu' intet nyt under Solen). En anden Gang erklærer han om Opdragelsen, at man vækkes gennem Poesi, man befæstes i Kendskabet til Formerne, man fuldendes gennem Musik. Hvor typisk socialt ogsaa han saa paa Musiken, ytrer sig i følgende Replik: Til hvad Nytte er Musiken for et Menneske uden Menneskekærlighed. Kunde Kungfutse række sin Haand 3000 Aar ned i Tiden, vilde den naa Fritz Jöde, der i sin Bog Musik und Erziehung udtaler sig saaledes: Wenn der Wille zur Musik nicht aus dem Willen zur Gesinnung, d. h. zum Menschen, d. h. zur Gemeinschaft erwächst, so geht sie uns nicht an.

Naar jeg lader Platon og Kungfutse paradere foran Fritz Jöde, saa er det ikke for at hæve Jöde op paa de Højder, hvor de færdedes, men det er for at understrege det dybe Perspektiv, Jödes Anskuelser har; det drejer sig ikke om æstetisk Pjat, men det drejer sig om Musiken som Livsfaktor, som Kulturnødvendighed. Han erklærer selv, at den tyske Ungdomsbevægelse ikke er kommet til Musiken gennem en ny Methode, men gennem en ny Mennesketype; denne nye Mennesketype er den kommunistiske (gesellige), ikke politisk, men aandeligt - Kommunisten i Modsætning til Individualisten. Jöde erklærer, at han tager Afstand fra enhver kun faglig-musikalsk Undervisningsreform; han er ikke den Mand, der blot kaster en ny Methode (Gud fri os, der er jo tusind i Forvejen) paa Markedet; han er Reformator, og al Reform angaar det alment menneskelige, ikke det specielt faglige. Her ligger det betydningsfulde hos Jöde, her ligger det afgørende for Musikens Fremtid - Omvurderingen, som gør, at man med fuld Overbevisning kan kæmpe for Musiken som Opdragelsesmiddel, ja. som et af de bedste Opdragelsesmidler. Man kan ikke kæmpe for, at smaa Bourgoisidøtre skal opnaa den traditionelle Herzensschmaus eller Geffihlsduselei (Jödes Udtryk) ved at hengive sig til Per Lassons Crescendo, til Frühlingsrauschen eller selv Chopin o. L, men man kan kæmpe for, at alle Mennesker, Bourgoisi saavelsom Proletariat skal erfare Musiken som en Magt, en Vej til Forædling af det Menneskelige gennem den Musik, som Grækerne kaldte den diastaltiske og hesychastiske; jeg tror, det dybest folkelige ligger i disse Musikarter - og ikke, som nogle i vore Dage formoder, i Jazzen. - Jazzen danner ikke Modsætning til Salonromantiken, selv om den er en ret forfriskende Nydannelse indenfor denne; den render lige i Hælene paa Impressionismen og har intet med moderne Musik at gøre, selv om den en Aarrække har været aktuel; at den nu er paa Retur, er der Symptomer paa, blandt andet er der oprettet en Jazzforening i Danmark.

Den moderne Musik opfatter jeg netop som den, der arbejder paa samme Omvurdering, som Jöde arbejder paa, altsaa foreløbigt smukkest repræsenteret i Carl Nielsen og Bartók; her er der virkelig Tale om noget nyt, en Modsætning til en gængs Musikopfattelse, og netop derfor er den moderne Musik tit saa vanskelig at opfatte.

Da nu Jöde kommer herop den 15. November, er der Grund til en lille Redegørelse for hans Arbejde i Tyskland.

Jödes Arbejde begynder i Grunden ikke med Musiken. Han virker som Lærer, og han kommer i Forbindelse med den tyske Ungdomsbevægelse, som allerede var i Gang før Krigen.

Han blev Vidne till hvorledes den tyske Wandervogelbevægelse genoptog Folkevisen, saaledes at der opstod et efterhaanden stort musikalsk Samfund, udenfor det egentlig koncertsøgende. Det viste sig snart, at Musiken blev det allervirkningsfuldeste Bindeled for de Unge, den var en Magt, der mere end noget andet kunde styrke deres Samfølelse (Socialisme, Kommunisme). Her var ogsaa den ny Mennesketype, der ikke arvtog Musik, men trængte til den og tog den, de fandt passede dem. Jöde var ogsaa klar over, at denne Optagelse af Folkeviserne var kun et Skridt paa Vej til Musiken, og hans Opgave blev det at finde Maaden og Midlerne til en virkelig Opdragelse igennem Musik.

Jödes ualmindelige pædagogiske Talent viste sig straks ved, at han slog ned paa det allermest centrale, nemlig Elementærundervisningen; skal der overhovedet ske et Omslag i Opdragelsen, saa maa det ske helt fra Grunden, d. v. s. Elementærundervisningen af Børn og af Voksne, der ikke under deres Opvækst har faaet nogen synderlig Tilknytning til Musik. Hans Arbejde bliver derfor en Indsats for Skolemusikundervisningen og for Folkemusikskolen. Han bliver mødt med Sympati fra Skoleautoriteternes Side, og hans Arbejde har været en væsentlig Aarsag til, at det tyske Undervisningsministerium i 1927 ændrede Betegnelsen Sangundervisning til Musikundervisning, d. v. s. at Skoleundervisningen ikke skal være Sangterperi, men en Opdragelse til og igennem Musik. Den Betænkning, der rettedes til det tyske Undervisningsministerium i April 1923, er gennemsyret af den Opfattelse, at intet andet Fag egner sig saa godt til Opdragelse, som Musik.

Jöde udgiver sin Elementarmusiklehre, der bygger paa Tonica Do-Metoden, hvis pædagogiske Brugbarhed er uden for enhver Tvivl. (Den maa endelig ikke forveksles med Nebelongs Solmisation) ; den er udarbejdet ikke blot som en Metode, men er gennemført som en praktisk Melodilære; atter her viser Jöde sig som Musikopdrageren af Rang, mens de fleste Metoder indenfor Hørelæren er rent tekniske øvelser afsondret fra Musiklitteraturen, saa er Jödes Elementarmusiklehre fra første Færd i Forbindelse med Musiken, den er en Indtrængen i selve Melodiens Væsen. I Tilslutning til denne Bog har han skrevet et Værk, han kalder »Das schaffende Kind in der Musik«, hvor han anviser Vejen til musikalsk Opdragelse gennem Selvvirksomhed; Børnene laver selv Melodier og opmuntres til alle mulige musikalske Indfald; han understreger i denne Bog, hvor betydningsfuldt det er at overvaage, hvilken Art Musik Børnene her kommer i Berøring med; han advarer stærkt imod den systaltiske Musik, om end han bruger et andet Udtryk, det er naturligvis ikke hans Hensigt at uddanne Børnene til Komponister, men han mener, Selvvirksomheden er det bedste Middel til at vække Interessen for andre Melodier, og der er en stadig Vekselvirkning mellem de Sange, de selv laver, og de Sange, de tilegner sig.

Bogen er uhyre interessant og burde kendes af enhver Skolesanglærer, der underviser smaa Klasser, men allermest af Børnehavelærerinder.

Børnehaverne herhjemme er i musikalsk Henseende som oftest Børnemishandling.

Men det kan jo ikke nytte at reformere Skole og Børnemusiken uden at have Litteratur parat, derfor har Jöde foretaget sig at iværksætte en meget omfattende Litteraturudgivelse, omfattende baade Musik for Børn og Ungdom. Jeg nævner lige de vigtigste: Ringel-Rangel-Rosen, Der Musikant, Der kleine Musikant, Der weltliche Musikant, Der Kanon, Der Irrgarten (ogsaa Kanon), Die Singstunde, Das Chorbuch der Musikanten, Alte Madrigale, Altdeutsches Liederbuch, Der Spielmann o. s. v., hvor baade Vokalmusik og Instrumentalmusik er udgivet.

Skal man endelig rejse en Indvending mod Jöde, saa er det den, I at alle disse Udgivelser ikke er lige omhyggelig gjorte; den voldsomme Produktion, kan her sommetider gøre et forhastet Indtryk, det er dog kun en ringe Ting i Forhold til den Gavn, disse Udgivelser har gjort, og med Tiden vil de vel ogsaa blive reviderede; en Del af Skylden maa lægges paa den Stab af tyske Musikmagistre, som Jöde har haft som Medhjælpere til det store Arbejde; de har ikke været tilstrækkeligt omhyggelige eller maaske ikke kyndige nok (en saadan Indvending kan ikke rettes mod vore egne Musikmagistre, der, bortset fra Weyseudgaven, aldrig har udnyttet deres Viden i den Retning).

Det var naturligt for Jöde, der havde haft med Statens Fortsættelseskursus i Hamborg at gøre, og som var stødt paa den musikalske Bevægelse indenfor Ungdomsforeningerne, at tage sig af Ungdommens .musikalske Opdragelse. Det gjaldt om at faa interesseret den store Kreds af Ungdom, som ikke havde Raad til at søge Instrumentalundervisning, endsige til at anskaffe sig Klaver. Jöde havde tilstrækkeligt erfaret, at den musikalske Evne i disse Kredse ikke var Spor ringere end i de bemidlede Kredse, og hvorfor skulde den være det?

Eet Instrument er vi i Besiddelse af allesammen - Stemmen; det gjaldt altsaa om at faa unge Mennesker til at synge og gennem Sangen at trænge ind i Musiken. Til det Formaal fik han oprettet Folkemusikskoler, hvis vigtigste Fag er Hørelære (Melodilære), Korsang og almen Musikkundskab. Desuden faar de evnerige Lejlighed til at lære Instrumentalspil, saaledes at de kan musicere sammen med Koret; de Instrumenter, der særlig bliver Tale om, er mest Strygeinstrumenter og Blockfløjte. Det store ubemidlede Samfundslag fik her Steder, hvor det kunde trænge ind i Musiken, saaledes at de ikke i deres Musikudfoldelse er hjemfalden alene til de sidste Schlagere eller Sangforeningen, med dens mere end tvivlsomme musikalske Niveau.

Jödes Udgivelser viser, at han tydeligt har skelnet de forskellige Arter af Musik; han gaar fra Folkesangens gamle Kærnemelodier over til det 16. og 17. Aarhundredes Polyfoni, der ved de enkelte Stemmers selvstændige Gang egner sig ypperlig til Sammenmusiceren. Ogsaa naar han vælger Værker fra den harmoniske Skrivemaade, ser man i hans Valg den folkelige og sunde Melodi, som f. Eks. Schulz's Lieder im Volkston eller Koret »Freude schöner Götterfunken« af Beethovens niende Symfoni, som han har brugt i sin »offene Singstunde«. Deltagerne i Folkemusikskolerne bliver der ogsaa skaffet Adgang til Koncerter, saaledes at de faar Adgang til at høre de store Værker, der ligger ud over, hvad de selv evner at udføre, ofte bliver disse Værker gennemgaaet for dem inden Koncerten.

Ud fra sin Overbevisning om Betydningen af den aktive Musikudfoldelse har Jöde fundet paa en hel ny Art Koncert; han samler hvem, der har Lyst, i en stor Sal og f aar dem til at synge med; Maalet ved disse Sammenkomster er, at ingen er passive, men alle synger med efter de smaa Liederblätter, han uddeler. Disse »Koncerter« er det, han kalder »offende Singstunde«, de er rivende besøgt i Tyskland, hvor han har ledet den Slags Singstunde med op til 7000 Mennesker; det er blandt andet en saadan Singstunde, han agter at afholde her i København den 15de November.

Folkemusikskolerne og Reformerne i Skolemusiken gaar i Tyskland Side om Side med Reformerne for Privatmusikundervisningen, Gennemførelsen af begge Dele har været meget kostbar, men trods de f.rygtelige økonomiske Forhold, Tyskland lider under, har Staten alligevel ydet en stor Understøttelse, maaske med den Overbevisning, at netop i økonomisk vanskelige Tider er det vigtigt at styrke Musiken, at lægge Vægt Paa den som Opdragelsesfaktor. Platon saa muligvis meget dybt, naar han erklærede, at Forandring i Musikopfattelse medførte altid politiske Forandringer; hvordan man nu end vil forstaa denne Udtalelse, saa er den Udtryk for en Opfattelse af Musiken som en mægtig Aandsfaktor, der desværre ligger saare langt fra den herskende flade, ensidig æstetiske Opfattelse i Danmark.

Naar der er Tale om et musikalsk Omslag i Tyskland i Nutiden, saa er Jöde maaske mere end nogen Komponist Foregangsmanden; hans Tankegang er ikke ny, alle, der har tænkt alvorligt over Musik, har tænkt i lignende Retning, men i sin organisatoriske Evne, i sin Energi til at gennemføre Idéen ud i de mindste Detaljer er han enestaaende. Vi har to Skikkelser herhjemme, der har tænkt meget i samme Retning: Thomas Laub. og Carl Nielsen; underlige Mennesker har i den Anledning kaldt deres Musik for kold og forstandsmæssig; det er den sædvanlige, Indvending fra de æstetisk hildede; Carl Nielsen og Laub har igennem deres Nyskabelse af den folkelige Melodi (og den rene Kirkesang) gjort et Arbejde, der vil efterlade sig Spor, og som bør videreføres, maaske med mere Hensyn til Bybefolkningen. Den aktive Musikopdragelse blev ikke deres Sag, den mangler endnu herhjemme, vi er der 10 Aar bagud for Tyskland uden at behøve at være det. Der er endnu et Stykke, til vi opfatter, at det ikke drejer sig om Opdragelse til Musik, endsige til hvilkensomhelst Musik, men Opdragelse gennem Musik.

Fodnoter:

(1) Naar jeg her taler om Grækerne, er der Tale om Grækerne i deres Storhedstid, altsaa til og med Platon.