Musik for folket

MUSIK FOR FOLKET

AF GUSTAV HETSCH

SAMTIDIG har Bestræbelserne for at højne Musik-Kulturen herhjemme, bringe Musiken ud til den store Mængde, givet sig to Udslag: Den ene Dag meddelte »Det kgl. danske Musik-Konservatorium«, at det vil afholde en Række musikopdragende Aftner for Folket paa saa lempelige Betalingsvilkaar, at de kan overkommes af enhver, der blot har Lyst og Trang til at være Deltager; den næste Dag offentliggjorde Stats-Radiofonien, at den om Søndagen vilde foranstalte Folkekoncerter med Orkester og Solister til en saa billig Adgangspris, at det vil være umuligt at konkurrere med dem.

Det er betegnende for den Tid, vi lever i. Og det er kun en naturlig Følge af hele Udviklingen. Medens man ikke forbauses over, at Radiofonien, der jo er et Barn af netop »Tiden« og er saa ung, at den endnu smidigt kan foretage alle de Bevægelser, enhver Situation kræver, virker det overraskende (men glædeligt overraskende), at vort gamle statsunderstøttede Konservatorium har vist sig saa »moderne«, at det ogsaa vil tage sig af de umyndige i Aanden, oprette en Slags musikalsk Børnehave samtidig med, at det støt fortsætter sin Gerning som musikalsk Højskole.

Man tager næppe fejl, naar man tror, at det var Carl Nielsen, der havde faaet denne Tanke. Den ligner ham i alt Fald godt nok. Senest havde han i sit Forord til den af »Dansk, Tonekunstner-Forening« for nogle Maaneder siden udgivne Piéce »Levende Musik - mekanisk Musik« talt saa drøje og haanende Ord om den »musikalske« Kost, der nutildags bydes Masserne, at det saa at sige blev en Nødvendighed, en ligefrem Pligt for ham at sørge for, at disse forsømte og daarligt behandlede Masser snarest fik en ordentlig, passende Ernæring.

Han skriver jo dér bl. a.: »Musikens Kunst er et mærkeligt Væsen. Ingen af de andre - saakaldt skønne - Kunster er i Stand til øjeblikkeligt at udtrykke saa banale og lave Følelser som Musiken, men paa den anden Side heller ikke i Stand til at fremkalde saa ophøjede og løftende Forestillinger. Imellem disse to Yderpunkter, c: det høje og det lave, ligger en hel Verden af de forunderligste Værdier; det er derfor sørgeligt, at langt den største Del af Befolkningen ikke er i Stand til at modtage det bedste, men foretrækker det allertarveligste «. Og han slutter med disse Ord: »Meningerne om Fremgangsmaaden for atter at komme opad kan være forskellige; ét kan vi sikkert blive enige om: det er mindre vor Opgave at bekæmpe det ringere end at fremme det bedste«.

Og saa fik han da, saa snart efter, den Tilfredsstillelse, at Konservatoriet, indenfor hvis Ledelse han var primus inter pares, tager den Opgave paa sig: »at fremme det bedste«. Han har ved en eller anden Lejlighed udtalt, at som Forholdene har udviklet sig, staar Konservatoriet som den sidste faste Borg for den gode Musik herhjemme. Fra denne Borg er det altsaa, at der nu skal foretages Erobringstogter ud i Landet, - en Slags Korstog for den ædle Tonekunst.

Hvor mærkeligt, at den sidste praktiske Foranstaltning, der blev truffet af ham, der, selv udgaaet af Folkets brede Lag, i en Del af sin Kunst havde givet disse store Kredse saa uberegneligt meget, den skulde netop tage Sigte paa deres Opaddragen til bedre Forstaaelse af den ypperste Musik!

Adskillige vil maaske synes, at noget saadant ligger udenfor vort Konservatoriums - som udenfor ethvert Konservatoriums - Virkeomraade. Det er rigtigt nok, at i de Statutter, hvormed P. W. Moldenhauer i 1867 oprettede vort Konservatorium, staar der intet om en Virksomhed, der har Massernes musikalske Opdragelse til Maal. Da Gade med Hartmann og Paulli trak Linjerne op for vort Konservatoriums Undervisning, tog han ganske naturligt som Mønster Leipzig Konservatoriet, som han jo kendte ud og ind. Hverken dér eller andet Steds havde man paa Programmet folkelige Koncerter. Alt gik dér som her ud paa at uddanne Musik-Udøvende, hvad enten disse saa senere blev professionelle eller Amatører, spillende eller syngende. Men der er det ejendommelige, at Betegnelsen »Konservatorium«, der er af italiensk Oprindelse, ikke, som man vel i Almindelighed tror, er valgt, fordi en saadan Institution skulde »konservere«, vogte og bevare, den virkelig gode Tonekunst, men derimod dækker over Begrebet: Hjem for forældreløse Børn, en Slags Pleje-Anstalt.

De første oprettede »Konservatorier« var da ikke andet end »Waisenhuse«, i hvilke Børn med Anlæg derfor blev uddannede i Musik; det var saaledes, Tilfældet med »Conservatorio Santa Maria di Loreto«, der i 1537 blev oprettet i Napoli, og med 3 andre, der i det 16. Aarh. grundlagdes i samme By. (Man kommer i denne Forbindelse uvilkaarligt, til at tænke paa Bakule's bekendte Skole i Nærheden af Praha.)

Naar nu vort Musikkonservatorium, vil indføre sine opdragende Musikaftner, handler det for saavidt i fuld Overensstemmelse med de allerældste Konservatoriers Aand, som de Kredse, det ønsker at faa indenfor sin Paavirkning, er for Børn at regne, hvadenten Personerne er smaa eller store, unge eller gamle; Børn er de overfor den ædle Kunst, og hjemløse er de ogsaa i musikalsk Henseende. De har faaet Lov til at gaa for Lud og koldt Vand. De har ikke haft og har ikke Støtte og Vejledning i deres musikalske Opdragelse. Man kan godt sige, at de i den Henseende er forældreløse.

Vort Musikkonservatorium har her foretaget et Skridt, der - uden at det maaske selv har været sig det hevidst, - ligger netop i den Linje, der angaves straks fra første Færd, da for snart 400 Aar siden Verdens ældste Konservatorium traadte ud i Livet.

Det har altid været vort Konservatoriums - som alle andres Opgave at uddanne ikke blot udøvende Tonekunstnere, men ogsaa gode Musik-Tilhørere, Disse rekruteredes af de konservatorie-uddannede Amatørers Rækker.

Og her mødes Konservatoriet med Radioen.

Dennes nyoprettede »Folkekoncerter« er jo et naturligt Supplement til Konservatoriets musikopdragende Aftner. Det vil vel gaa saaledes, at de, der har fulgt disse sidste en Tidlang, vil føle Trang til at følge de første.

Radiofonien har som Mission netop, hvad Carl Nielsen kaldte: »at fremme det bedste« i Folkets Musiksans. Og rent logisk maatte Radiofonien ogsaa før eller senere komme til at afholde saadanne »Folkekoncerter«. Efter den Udvikling, den har faaet, - som en Institution, der, for ikke at tale om alle dens øvrige Opgaver, saa at sige har lagt vort hele Musikliv ind under sin Indflydelse og Udnyttelse, - var det givet, at den ogsaa havde Forpligtelse til at overtage den Gæld, der blev tilbage, da tidligere Foretagender -til Fremme af Massernes Musikopdragelse, senest »Palækoncerterne« maatte standse deres Virksomhed, tildels, som Følge af Konkurrence fra Radiofoniens Side.

Thi »Folket« kan ikke være uden særlig for det tilrettelagte Koncerter. Og det københavnske Publikum har heller ikke været det noget øjeblik i de sidste 45 Aar.

Det begyndte med de af Musiklærersønnen A. Fraenkel startede »Folkekoncerterne af 1886«, der i 10 Aar hver Søndag fandt Sted i »Arbejderforeningens« Sal ved Nørrevold. De, der kan huske saa langt tilbage, vil kunne fortælle om den særlige Atmosfære, der hvilede over disse Eftermiddage, hvor vore bedste Kunstnere musicerede, i Kammermusik. og Solistpræstationer, for en altid tætpakket Sal, fuld af begærligt lyttende og begejstret klappende Tilhørere fra de jævneste Befolkningslag. Det hele havde en fordringsløs, intim Karakter, som man vel kun fandt et Sidestykke til i de af »Studentersamfundet« oprettede og i mange Aar trofast gennemførte »Arbejderkoncerter«.

Men den naturlige Udvikling førte, med sig, at de med et saare beskedent Apparat virkende »Folke-« og »Arbejderkoncerter«, der havde en saa stor Sukces, og hvis kulturelle Betydning var saa øjensynlig, ikke i Længden kunde tilfredsstille hele det musikalske Behov hos det »jævne« Publikum i en efterhaanden saa stor By som København.

Det var udmærket med alle disse Kammermusikopførelser og Solist Ydelser, men en meget væsentlig Side af Literaturen laa udyrket hen og fortjente lige saa vel at blive gjort tilgængelig for Mængden: Kor og Orkesterværkerne.

Det var Balduin Dahl, den folkekære, Dirigent i Tivolis Koncertsal, der som den første gav populære Orkesterkoncerter her i Byen med gode Programmer, Solister og Kor. En gammel Yndlingstanke fik han Lejlighed til at virkeliggøre i de 2 Sæsoner 1889-91 i det da nyaabnede »Koncertpalæ«s store Sal (hvortil ogsaa. senere Dr. A. Fraenkels Folkekoncerter henflyttedes). Dahl afholdt den første Vinter 17, den anden 24 Koncerter Søndag Eftermiddag Kl. 41/2, og havde Døden ikke forhindret det, vilde han vel have fortsat de følgende Aar. Men hans Tanke toges op af Victor Bendix, der 1892-93 dirigerede en Række folkelige Orkesterkoncerter i Casinos store Sal. Og saa det næste Aar startede Joachim Andersen sine »Palækoncerter«, - i de første Sæsoner to om Ugen, Torsdag Aften med noget højere Billetpriser end om Søndag Eftermiddag, da hele Koncerten gentoges.

Og nu, da »Palækoncerterne« har maattet give op, med forrige Sæsons Udgang, staar altsaa »Radiofonien« parat til at fortsætte, hvor de slap!

Man ser, at der ikke har været noget Brud paa Kæden, - de brede Lag i København har lige siden 1886 hver Vinter kunnet høre god Musik for en meget billig Pris. Der har til Stadighed været Kræfter i Gang for at tjene den Opgave, Carl Nielsen opstillede: »at fremme det bedste«. Og man tør vel tro, at »Statsradiofonien«, i Bevidstheden om sine store Forpligtelser og vel vidende, hvad der tidligere er blevet udrettet her i Byen for at give Folket den bedste Musik, vil forstaa, hvorledes den skal varetage sin høje Mission.

Den kan aldrig komme paa den forkerte Side, den vil altid vise sig sin Opgave voksen, naar den blot handler i Carl Nielsens Aand!