Musikopdragelse og samfundet

Af
| DMT Årgang 6 (1931) nr. 09 - side 204-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKOPDRAGELSE OG SAMFUNDET

AF TORBEN GREGERSEN

I DEN RÆKKE ARTIKLER, der i de sidste par år er fremkommet fra den kres , der nu har bragt folkemusik-tanken til udførelse, vil man have lagt mærke til en vis folkelig« indstilling. Desværre er det imidlertid sådan, at man efterhånden er blevet tilfreds med en ting, når blot den bliver kaldt folkelig, altså uden at man har undersøgt, om det anvendte sociale synspunkt er rigtigt. Der er således et par ting i Finn Høffdings artikel i sidste nr. af DMT, der må vække modsigelse hos en, der, hvis han skal sammenlignes med den førnævnte kres af »unge« musikere, kun kan benævnes et nyfødt barn. Dette er imidlertid på visse måder en fordel, idet han ved at få sin opdragelse efter krigen har fået en indstilling, som »førkrigsmennesker« først, må tillære sig.

Målet for enhver folkelig musikopdragelse må være på enhver mulig måde at understøtte det almindelige menneske i tilfredsstillelsen af dets musikalske behov. Dette arbejde er vigtigt, men det må ikke overvurderes. At docere, at »intet andet fag egner sig så godt til opdragelse som musik« er en fantastisk overvurdering, der kun kan medføre en forkert placering af musikken i hele opdragelsen. Musikken er et sundt fritidsarbejde, fordi det i høj grad virker afreagerende på den enkelte samtidig med at virke samlende på de medvirkende d. v. s. styrker fællesfølelsen. Men musik, der »løfter en ud over sig selv«, (den af Platon og Høffding anbefalede diastaltiske musik), vil kun skabe en romantisk, individualistisk mennesketype, som den, der var almindelig indenfor det æstetiserende borgerskab i en del af forrige århundrede. Den romantiske musik var selvfølgelig moderne (d. v. s. berettiget) for sin tid, da den svarede til tidens menneskeideal. Musikopdragelsens stilling i de forskellige epoker er nemlig ikke den samme, da dens mål er et nyt for hvert nyt menneskeideal. Det kan derfor kun forvirre, når Høffding drager Platon og Kungfutse frem. Disse to levede i samfund, som var vidt forskellige fra vort, de kan derfor ikke bruges som argument i spørgsmålet angående vor tids musikopdragelse. Hvor forældet Platon er, når hans teorier bruges på nutiden, ses bedst af den anførte »dybseende« sætning: »at forandring i musikopfattelse medførte altid politiske forandringer«. Hvilke var de musikalske foreteelser, der medførte den franske revolution, national-liberalismen i Danmark og den russiske revolution? Har en, ganske vist noget mere nutidig »profet«, Karl Marx, ikke snarere ret, når han hævdede, at økonomisk-sociale og dermed også politiske omgrupperinger medførte tilsvarende forandringer i kulturen, i kunsten. Kan Beethoven tænkes eksisterende uden på baggrund af borgerskabets fremrykning og sejr som økonomisk faktor?

Denne afhængighed, som springer en I øjnene i de andre kunstarter, er ganske vist lidt mere skjult, når man betragter musikken, p.gr.a. dens i forhold til andre kunstarter abstrakte karakter. Den svæver dog ikke så frit i luften, som man kunde slutte af Høffdings artikel. Har dette slægtled med dets uhyggelige æstetiske dødlast, da helt fortrængt begrebet brugsmusik? Brugsmusikproblemet er vel. nok i sine forskellige former det altoverskyggende musikalske problem i denne krisetid. Det kan vist klarest belyses ved et eksempel. Folkemusikskolen i Berlin-Neukölln havde første time i dette skoleår så få elever, at ledelsen var klar over, at man måtte regne med muligheden af en lukning, hel eller delvis. Man diskuterede med eleverne på hvilke måder, man kunde få større tilslutning f.eks. til koret. En ung arbejder udtalte, at han kunde få adskillige kommunistiske arbejdere med i koret, men de vilde ikke være sammen med nazister og socialdemokrater. Efter timen udtalte et par af lederne privat, at det stadig gik tilbage: det kommunale tilskud var af det socialdemokratiske bystyre nedsat fra 16000 til 6000 RM. (Det må vist bero på en fejltagelse, når Høffding skriver, at regeringen støtter det kulturelle arbejde i krisetider, den har bedre brug for pengene til politiet). Desuden fortalte lederne, at de ikke offentlig understøttede sangforeninger og arbejdersangkor kunde glæde sig ved stor aktivitet fra medlemmernes side. Hvorfor? Fordi der her var meningsfæller, der kom sammen, og fordi de igennem musikken kunde støtte fagforeningens eller partiets arbejde, ved agitationssange osv. Mine hjemmelsmænd fortalte (æstetisk) forargede om, hvad det var for noget skidt, der blev sunget sådanne steder. Men - falder ikke en stor del af ansvaret på dem selv? De vil gøre musikken uafhængig og isolerer sig derved fra de masser, de havdé tænkt sig at arbejde for. Hvorfor er disse socialt interesserede musikopdragere ikke gået ind de steder, hvor der var interesse for musikken, og hvor der var praktisk brug for den? Nu overlader de dette vigtige arbejde til musikalsk meget dårligere udrustede folk. Er det ikke fordi de stadig er besværet med »kunstnerisk samvittighed«, hvor en social do. vilde gøre mere nytte? Hvem er det, der ved at interessere sig for koncertliv, teoretisk folkelighed og lave eksklusive musikværker, trods »social indstilling« ikke har fået tid til at beskæftige sig med musikken i biografen, restauranten, sangforeningen, arbejderkorene? Hvorfor har Høffding ikke sat sig ind i den musik, folk hører og spiller? Hvis han havde gjort det, vilde han have opdaget, at der f. eks. findes forskellig slags jazz, ligesom der findes forskellig slags »ædel« klassisk musik. Er der ikke et par værker af Bach, Beethoven, Wagner, Carl Nielsen og Bentzon, der må henføres til den systaltiske gruppe, og var det ikke muligt, at der fandtes jazz, der hørte til en gruppe musik, der hverken »Iøftede en ud over sig selv« eller kunde bruges som religiøs musik eller var subjektivistisk klage-, drikke- eller kærlighedsmusik, men som bare var naturlig og sund. At denne sundhed og naturlighed i indstilling over for musikken (en god jazzmusiker »føler« ikke) tillige er aktuel, kan vist kun den mest reaktionære regne for en fejl. Høffding affejer jazzen med, at den stilistisk render impressionismen i hælene (!) og har således »intet med moderne musik at gøre«. Det faktum, at de russiske films bruger de samme billedvirkninger som hollandsk malerkunst i det 17. århundrede, medfører vel ikke, at de er forældede? Er det ikke snarere måden, hvorpå de æstetiske virkemidler bliver brugt, der er det afgørende?

Der er 2 ord, der for tiden bruges næsten uhyggeligt meget, det er social og folkelig. De fleste, der bruger dem, har vist næppe gjort sig helt klart, hvad der menes med disse ord. Man får ihvertfald det indtryk, at Høffdings opfattelse af »folket« ikke er helt ulig Exners.

Efterskrift. Da drøftelsen af denne sag sikkert ikke på tilfredsstillende måde kan videreføres i et månedsskrift, foreslår jeg afholdelse af enten et møde eller bedre en fortløbende studiekres. Et praktisk arrangement lader sig sikkert nemt ordne.