Løn eller almisse

LØN ELLER ALMISSE

AF KNUDÅGE RIISAGER

SOM BEKENDT blev der for nogle år siden rejst kritik på rigsdagen af de bevillinger, som gennem undervisningsministeriet årligt uddeles til understøttelse af kunstnere og videnskabsmænd. Det drejede sig da navnlig om de faste beløb, som uforandret fra år til år udgør en livsvarig pension, og der blev nedsat et udvalg fil nærmere behandling af spørgsmålet, idet man rent ud sagt var klar over, at disse understøttelser uddeltes efter tvivlsomme principer. Karakteristisk nok kom der ikke en repræsentant for tonekunsten i dette udvalg, endskønt der indrømmedes forfatterforeningen en plads. De faste understøttede er for øvrigt ikke mange. Foruden Carl Nielsen, der fik en livsvarig hædersgave, bestod kredsen af August Enna, Fini Henriques, Louis Glass, Ludolf Nielsen, Herman Sandby, Nicolaj Hansen, Vilhelm Rosenberg og Hugo Seligmann. Hertil kommer de såkaldte »treårige« beløb, en slags karantaine foran-overgangen til de »faste«, og i denne ventesal finder vi Rud Langgaard, Poul Schierbeck, J. L. Emborg og Peder Gram. Tilgangen er imidlertid for to år siden blevet lukket, fordi man vil søge at få rent bord ved overgangen til de nye principer, der forberedes.

Men foruden disse faste og næstenfaste årlige understøttelser råder undervisningsministeriet over en anden sum, som hedder »til uddeling af understøttelser for det enkelte år«. Denne sum deltes tidligere i to grupper, den ene til støtte af bestemte arbejder og videre uddannelse og den anden til rejseunderstøttelser. Imidlertid er rejseunderstøttelserne som følge af de almindelige sparebestræbelser helt bortfaldet (de udgjorde ca. 10,000 kr) og tilbage er altså de almindelige understøttelser med en samlet sum på ca. 11,300 kr. For at komme i betragtning ved uddelingen af disse understøttelser, som gives såvel til komponister som udøvende musikere, sangere, organister etc., skal man indsende sin ansøgning til undervisningsministeriet inden lste. april og portionerne anvises da i juni måned. Jeg nævner dette, dels fordi der måske er mange, som ikke véd det, og dels fordi sålænge denne hjælp existerer er der jo ingen grund til at lade den ubenyttet, og jeg vilde nødig, at det jeg har i sinde at hævde i det følgende, skulde fratage eventuelle ansøgere lysten til at gøre brug af denne foreløbige, oprindelig ganske sikkert velmente, men ak, så misforståede hjælp. Forfatteren Harald Bergstedt, som - i hvert fald når han skriver i »Social-Demokraten« - foragter den kunstner, der snylter på samfundet og som har hævdet, at kunstnerisk arbejde ikke bør existere, hvis det ikke kan betale sig, hæver hvert år et større beløb på den »treårige« konto - forhåbentlig uden at rødme.

Vi véd allesammen meget godt, hvor vanskelige de økonomiske vilkår er for enhver, der beskæftiger sig med kunstnerisk arbejde. Men strængt taget, er det vel ikke andet der er sket, end at turen nu også. er kommet til os. Vi er jo kun led i hele den økonomiske mekanisme og måtte altså før eller senere blive draget ind i den almindelige misére. Jeg tænker her ikke så meget på de øjeblikkelige »dårlige tider« som på det, der er meget mere omfattende og varigt: overflødiggørelsen af et stort antal kræfter, som før kunde finde beskæftigelse. Maskinen er kommet til os, ligesom den kom til industriarbejderne på et tidligere tidspunkt. Nu vil jeg gærne slå fast, at denne udviklingselvfølgelig - nemlig i kraft af sin realitet - ikke kan standses eller ændres, og at den derfor er den kendsgærning, ud fra hvilken man må lægge sin nye slagplan.

Når danske kunstnere, solister og.orkestermusikere er blevet brødløse gennem radioen, så er dette dog kun delvis rigtigt. Lad mig indskyde, at radioen jo for komponisterne har været at ligne med vor barndoms tryllekunstner, der snuppede sølvtokronerne ud af luften for næsen af os, ja, overtræffer ham for så vidt vi nemlig får lov til at beholde pengene: danske komponister får idag for opførelser i radio, mange penge om året, som før overhovedet ikke existerede! Og vi har idag et talrigt radioorkester; der optræder hver dag et anseligt antal solister i radioen, og endnu må vi for den sags skyld være tilfredse med, at radioen kun er »halvmekanisk«. Tænk på, når den dag kommer, da den bliver »helmekanisk«, nemlig når der i radioens nye »Hollywood« oprettes eet eneste centraloptagelsesatelier for grammofonplader, indspillet af verdens bedste orkester, de bedste solister og de fineste dirigenter - og man i de stedlige radioer hører disse plader i gengivelser, der selvfølgelig (vi taler jo om musik, der passerer mikrofonen) kvalitetsmæssig står langt over, hvad vi hører idag. Hvis jeg må være privat spåmand i denne forbindelse, vil jeg driste mig til at forudsige, at lige så bund uenig jeg er med nu afdøde professor Kari Larsen og »Tonekunstnerforeningen«, der har gjort hans opfattelse til ,sin, i, at det er muligt eller gavnligt at slå radioen ud ved et »levende« modtræk, lige så overbevist er jeg om, at til den tid - senest - vil der mere end nogensinde før blive brug for »levende« a: direkte virkende kunst. Til den tid vil forhåbentlig også den i de senere år indledede bevægelse for at lade musiken trænge ud som virkeligt folkeeje, begynde at bære frugt og så vil klagerne forstumme, thi bliver musiken et behov, vil der også opstå et forbrug og omsætningsmekaniken vil da atter være i leje.

Men de, der skal bære overgangens smertelige byrde, må jo finde på udveje. Det er diskussionen om sådanne udveje, som bør rejses. Det er vist almindelig bekendt, at solistforeningerne i den seneste tid har rørt på sig, ligesom »Danske Musikeres Landsforbund« bl. a. har anmodet om en begrænsning i udenlandske musikeres adgang til at spille her i landet. Det skal blive interessant at se, hvad f. ex. den socialdemokratiske undervisningsminister vil sige den dag, da vore udøvende kunstnere møder op og meddeler: staten har gjort os brødløse; den har konkurreret os ud gennem sin monopoliserede musikfabrik, den frie konkurrence er altså helt ophævet og hvad agter nu du, kammerat, at gøre med os? Vil du give os almisse eller beskæftigelse? Vi er som medlemmer af det arbejdende samfund ikke ringere og mindre berettigede end cigarrullerne.

Vil staten, under hvis auspicier spillet er slået omkuld for en stor part af de tidligere arbejdende musikere og solister, da sørge for, at det arbejde, der hver dag skal udføres i radioen, f. ex. overgives udelukkende danske kunstnere? Ved en af statsradiofoniens koncerter fornylig optrådte 3 udenlandske solister efter sigende å 3000 kr. pr. stk. Jeg er overbevist om, at vore egne kunstnere vilde have været begejstrede for et honorar på 1000 kr. eller endda mindre - og det er let at regne ud, at der for de samme penge kunde have været givet beskæftigelse til en halv snes danske kunstnere (eller flere) - altså kunstnere, som havde fået løn for udført arbejde, hvilket i alle henseender er at foretrække for en underdanigst ansøgt og nådigt given understøttelse på et par hundrede kroner.

Staten råder over en sum, som bruges til indkøb af malerier af ny dansk kunst. De beløb, der herigennem kommer danske kunstnere tilgode, er dog reelt og »ærligt« fortjente penge for leveret valuta. Kunde det ikke tænkes, at noget tilsvarende blev indført for tonekunstnernes vedkommende? For komponister vilde sagen let kunne ordnes, enten som en præmiering af et i årets løb opført arbejde eller tilskud til trykning af en komposition, men helst naturligvis over- dragelsen af ganske bestemte opgaver, enten det nu kunde være en komposition til opførelse ved fælledparkens koncerter eller 3 skolesange beregnet på lste klasse. Malerne får lov til at male på skolevæggene - men de er nu også i forbigående sagt i den forbindelse foretrukne. Det ikke uden en vis »misundelse« man konstaterer, at vort konservatorium årligt af staten får 36,000 kr., medens kunstakademiet koster statskassen 450,000 kr.

For de udøvende kunstneres, vedkommende bliver der forskellige muligheder for optræden mod honorar (udenfor den tidligere nævnte præference for danske kunstnere i radioen). Det er og bliver uværdigt og nedbrydende for arbejdslysten at skulle være henvist til at ty ind under almisseprincipet. Jeg tror også man kan gå ud fra, at dersom der anvises bestemte veje, vil. det være lettere at øge de midler, som hvert år kunde stilles til rådighed - måske endog fra kommunens side. Hvis vi nu kunde få et resultat ud af en diskussion om sagen, havde vi et reelt forslag at møde op med til det siddende udvalg - måske kunde vi også få en repræsentant i udvalget - og vi må jo alle være interesserede i, også økononiisk at underbygge vor stand. Altså: hvilke opgaver kan det offentlige give 1) komponisterne og 2) de udøvende kunstnere at løse, således at der skabes forøget beskæftigelse, og således at der fra kunstnernes side virkelig foreligger en ydelse, som. lønnes efter arbejdets karakter og omfang og ikke med en utilfredsstillende, uværdig, meget ofte tilmed uretfærdig almisse.