Om besætning af ældre musik

Af
| DMT Årgang 6 (1931) nr. 10 - side 221-227

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunsthal 44Møen
  • Annonce

    Idealistic Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

OM BESÆTNING AF ÆLDRE MUSIK AF MAG. ART. SVEN LUNN

DET SKETE ENGANG for et Par Aar siden, at en kendt tysk Kritiker i en mindre By fik Opfordring til at overvære en Koncert, som en stedlig Musikforening gav. Man meddelte ham Programmet samtidig med, at han fik at vide, at man som en ganske særlig Overraskelse, udenfor Programmet vilde opføre Liszt's 2. ungarske Rapsodi - for Mandolinorkester. - Det var unægtelig en Overraskelse og har sikkert for den kritiske Tilhører været en herlig og ublandet Fornøjelse at høre paa, selv om det var ment ganske seriøst og optaget saadan af det musiktørstende Borgerskab.

For en Ordens Skyld vil jeg tilføje, at Historien paastaas at være sand. Den har endvidere den Egenskab, at den viser, hvor vaklende Folk i mange Tilfælde staar overfor, hvad man kan, og hvad man ikke kan, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, naar det gælder om at vælge, Instrumenter til den Musik, der skal opføres. Havde de brave Amatører været sig bevidst, hvad de gjorde og blot moret sig selv over det, kunde det være saa uendelig ligegyldigt, men det skulde nu være »eine ganz besondere Überraschung höchster musikalischer Art«. -

Heldigvis er vi som Regel forskaanet for den Slags Overraskelser, naar det gælder Musik fra Wienerklassikernes Dage og op til Nutiden. Men naar det gælder Musik fra tidligere Tider, kan man ofte iagttage denne Vaklen overfor Besætningsspørgsmaalet. I øjeblikket er der en herlig stor Interesse for det 17. og 18. Sc.'s Musik. Nyudgaver vælder frem, Bearbejdelser udgives i rigt Maal og endelig ser man, hvorledes interesserede Musikere herhjemme selv graver gamle urørte Ting frem, som de saa omarbejder og forsyner med Harmonistemme, altsammen beregnet til Opførelse. - Spørgsmaalet er derfor aktuelt: Hvilke Instrumenter skal benyttes, naar man skal opføre gammel Musik?

At give bestemte Regler er umuligt, men man kan angive visse historiske Retningslinier, som saa kan virke vejledende. Musik fra Aar 1600 skal behandles anderledes end Musik fra Aar 1750. Der sker i det Tidsrum en Udvikling af Klangfornemmelsen, en Udvikling der er bestemmende for Instrumentvalget.

Den tidlige Instrumentalmusik staar ganske i Vokalmusikkens Tegn. Endnu i Begyndelsen af det 17. Sc. kan man for det meste ikke skelne mellem den instrumentale og den vokale Musik. Hyppigt hedder det i Datidens Titler paa Musikstykker, at de er »per Cantare e sonare« (til at synge eller spille), »per ogni sorte di stromenti«, »auff allerhand musikalischen Instrumenten«, »zu singen und zu spielen« etc. Det blev overladt til de spillende at besætte de enkelte Stemmer i den flerstemmige Instrumentalmusik, og man benyttede sig saa af Instrumenter, der passede for Stemmerne: Et Diskantinstrument for Diskantstemmen, et Altinstrument for Altstemmen etc. - enten det saa var Krumhorn, Blokfløjter, Strygeinstrumenter eller hvad man nu havde ved Haanden. Maaske en broget Blanding af mange forskellige Slags. Derom nærmere nedenfor.

Vi møder tit Værker, hvor der er angivet en dobbelt Instrumentation, f. Eks. hos Cima (1610) en »Sonate per Cornetto & Trombone, overo Violino & Violone« - altsaa enten Violin eller Cornet som Sopraninstrument. Havde man ikke et af de to, kunde man tage et tredje. - Dette gjaldt naturligvis ikke, hvor et bestemt Instruments Teknik er afgørende for Skrivemaaden, saaledes naar Biage Marini (1626) skriver for Violin og benytter Dobbelt- og Tripelgreb.

Den melodiske Linie, den rytmiske Opbygning og de harmoniske Virkninger var Hovedsagen. Klangfarven var en Biting. - Er der opgivet en Instrumentation, er det kun at opfatte som et Forslag eller et beskedent ønske fra Komponistens Side, men det skal ikke tages højtideligt.

Interessen for fuldt ud at udnytte et Instruments Klang begyndte at vaagne omkring Aar 1600 og helt udviklet er denne Interesse ikke, førend vi nærmer os ca. 1750. -Omkring Aar 1600 havde man et Væld af alle mulige Instrumenter. Et Rustkabinet, hvor de mest bizarre Størrelser fandtes. Fra Middelalderen var der overleveret mange, og nye kom stadig til. Der var et rigt Udvalg af Strygeinstrumenter i alle mulige Størrelser: Smaa og store Pochetter, Giger i de forskelligste Stemninger og med et højst. vekslende Strængeantal, - der var Lyrer, Fidler, Krumhorn, Blokfløjter, Zinker, Serpenter, Dulcianer, Skalmeier, Bombarder, Bassaneller, Sorduner, Oboer, Fløjter, Trompeter, Basuner, Horn etc., etc. - Et mægtigt og uoverskueligt Virvar. Efterhaanden som alle disse bundfælder sig i enkelte Standardtyper, de enkelte gode forædles og de mindre brugbare skydes ud, saa vokser gerne Interessen for at skrive for bestemte Besætninger. - Almindelig kendt er, hvad f. Eks. Cremona med Familien Amati i Spidsen har betydet for Violinens Udvikling.

Før man begynder at udnytte de enkelte Instrumenter, havde man opereret med forskelligt farvede Klanggrupper indenfor Orkestret. -Et herligt Orkester, der frembyder gode Muligheder for saadanne Gruppevirkninger er det Orkester, som Monteverdi benyttede til sin Opera »L'incoronazione di Poppea«. Besætningen var: 10 Bratscher, 2 Basvioliner, 1 Harpe, 2 Violiner, 3 Kontrabasser, 2 Gitarrer, 2 Gravicembali, 1 Regal, 2 Positiver (smaa Orgler), 3 dæmpede Trompeter, 1 Diskanttrompet (Clarin), 1 Flageolett (Flautino), 2 Zinker (Cornetter), 4 Basuner. -Unægtelig et Orkester, der frembyder store Muligheder, og som det vilde være interessant at høre til Afveksling fra det sædvanlige priviligerede Symfoniorkester. - Meget anvendt er denne Karakteriseringsmaade ved Benyttelse af Instrumentgrupper af Heinrich Schütz. I hans Juleoratorium ledsages Englene af 2 Violiner, Hyrdekoret af 2 Fløjter og Fagot, De hellige Tre Konger af Strygere, Ypperstepræstekoret (4 Basser) af to Basuner, Herodes Arie af to Trompeter. I Begyndelses- og Slutningskoret anvendes et Orkester, bestaaende af Violiner, Bratscher og Basuner.

Man brugte de Instrumenter, man havde for Haanden. Vi ved fra talrige Kilder, hvor frit man stod i saa Henseende. Den Respekt vi nu nærer for det foreskrevne Instrument, havde de udførende den Gang ikke, og det var heller ikke forlangt fra Komponistens Side. Langt op i det 18. Sc. - helt op til Mozarts Dage - skrev man Sonater for »Flauto ou Violine«, det ser vi hos Händel, hos Teleman, hos saa at sige alle Komponister fra Midten af dette Aarhundrede. I Jean Marie Leclairs Violinsonater - som er skrevet for Violin med Udnyttelse af hele den komplicerede Violinteknik: Dobbeltgreb etc. træffer vi enkelte Sonater, som ikke har nogen Dobbeltgreb, Tripelgreb etc., men blot en klar, sangbar og rolig Linie. Og over disse Sonater finder man altid Bemærkningen: »Denne Sonate kan spilles for Fløjte«. Det samme maa gælde Corellis 12 Solosonater Op. V. De første 6 kan kun spilles af en Violinist, de fordrer en højt udviklet Teknik og er absolut typisk violinistiske. Men de sidste 6 - Kammersonaterne - er ikke udpræget skrevet for Violin; selv om det ikke staar angivet paa dem, kan de ligesaagodt spilles paa f. Eks. Fløjte. Vi ved, at vor gamle Satyrikus Ludvig Holberg med Glæde trakterede Fløjten, og vi kender fra hans Skrifter hans Sværmeri for Corelli. Intet er mere naturligt, end at han spillede Corelli paa Fløjte, og der er intet anstødeligt deri - han har ikke gjort nogen æstetisk Bommert, naar han saadan ret con amore spillede en af Corellis Sarabander og diverterede sine Venner dermed.

En Sarabande som indbyder netop til det.

Men Fløjten er ikke det eneste Instrument, der kan erstatte Violinen i denne gamle Musik. Oboen er ogsaa et gammelt Instrument, og det, at der kun findes saa lidt Literatur for Obo fra Tiden nede omkring Aar 1700, maa sikkert skyldes, at Oboen i mange Tilfælde stilledes ganske lige med Fløjten og Violinen. Uden Tvivl har man blæst en Masse af de saakaldte Violinsonater paa Obo, og der er ingen Grund til at lade være med at gøre det nu. Meget af denne gamle Musik egner sig udemærket for Obo. Den ovenfor citerede Sarabande kan tages som Eksempel, og et Stykke som Purcells vidunderlige Violinsonate - iøvrigt den eneste han har skrevet - vil sikkert gøre sig ypperligt for Obo.

Mange Triosonater, der kræver 2 Violiner og Bas, kan med Held udføres for Blæsere, der er intet i Vejen for, at man kan spille dem paa f. Eks. 2 Oboer og Fagot - 2 Fløjter og Cello - Fløjte, Violin og Cello, - Fløjte, Obo og Fagot, - Obo, Violin og Cello, - 2 Violiner og Fagot, eller hvad man nu indenfor Rimelighedens Grænser kan finde paa.

Hvilke Instrumenter man skal bruge til Continuostemmen er et Spørgsmaal, der ofte volder Vanskeligheder. En velvillig Tysker, Hr. H. Hofmann, mener at man ikke behøver noget Basinstrument, naar man udfører Generalbasstemmen paa et moderne stort Flygel »mit den herrlichsten Bässen«! Det er nu ikke helt rigtigt. Basinstrumentet er til for at skabe en Balance i Forholdet til de to Diskantstemmer, og Klangen kan aldrig blive den rigtige gamle, naar man skal spille forte paa et moderne Flygel, selv om det har nok saa herlig en Bas. Flyglet er kun en Nødhjælp, naar man ikke har et svagere og mere antikt præget Instrument, saasom Cembalo, Spinet, Clavieord etc., og det maa behandles med den yderste Diskretion.

I Triosonaterne er selve Basinstrumentet som Regel en Violoncello, men dette er ikke det eneste Instrument som anvendes. Ogsaa her stod man - og navnlig i det 17. Sc. - meget frit. Fagotten var yndet til det Brug. Flere Steder er den endog foreslaaet i Partituret, saaledes f. Eks. i et Par Værker af den polske Komponist Marcin Mielezewski (død 1651), som findes i den polske »Denkmäler«-Samling med det let forstaaelige Navn Wydawniclwo Dawriej Muzyki Polskiej. Som Ledsagelse til en Solokantate fordres »2 Violini e Fagotto«, - en Sonate er »A 3. Doi Violini e Fagotto e Viola«. I denne sidste stilles altsaa Fagot lige med Strygeinstrumentet, hvad der ogsaa var almindelig Musikpraksis. Man kunde endog bruge Basun. Pellegrino Possenti udsender 1628 en Sonate for »Doi Violini e Trombone«.

0p i det 18. Sc. udvikles Klangfornemmelsen, og i Musik fra ca. 1750 skal man være forsigtig med denne Ombytning af Instrumenter. Man kan tillade sig det med visse af Händels Triosonater, men daarligt med Pergoleses. Den første arbejder mere med det gamle rent musikalske, med Linier, Rytmer og Form, medens der i den sidstes er kommet et solistisk Element ind i Violinstemmen.

Händel giver saaledes ret frie Hænder i sine »IX Sonatas or Trios for two Violins, Flutes, or Hoboys with a thorough Bass for the Harpsicord or Violoncello. Op. 2« (ca. 1735). Spiller man disse Triosonater med to Oboer, gør man selvfølgelig ikke nogen Fejl i at benytte Violoncel til Basinstrument, men det naturligste vil være at bruge en Fagot. Konstellationen: 2 Oboer og Fagot var meget yndet paa Händels Tid. Trioepisoderne i Rameaus franske Ouverturer er altid for denne Besætning. .

Som Harmoniinstrument har man anvendt alle Slags Gribe- og Tasteinstrumenter: Orgel, Positiv, Cembalo, Spinet, Clavicord, Luth og Chitarrone. - Herhjemme synes man at nære en panisk Skræk for at benytte Orglet til dette Brug. Maaske skyldes det, at man med Orgel forbinder noget højtideligt, noget sacralt, noget med lange Toner og brede Akkorder, Psalmesang og deslige. Baroktidens Italienere (Corelli) anvendte med Forkærlighed Orgel til deres Triosonater og Concerti grossi. Det sacralt indstillede Menneske vil det naturligvis falde lidt for Brystet at høre Orglets hoppende og springende Akkorder, naar det bruges til en lystelig Gigue-Sats. «.Men hvad ! - det er rigtigt, saadan gjorde de gamle, og naar man har overvundet sin Fordom, vil man snart finde, at det lyder storartet. - Og saa er det naturligvis heller ikke Meningen, at man skal orgle for fuldt Værk. -

Antallet af udførende behøvede ikke at følge Antallet af Stemmer i Partituret, naar det galdt Kammermusik. Til den ovenfor citerede Sarabande af Corelli kræves en Solist og en Generalbasspiller, men Stykket kan ligesaagodt spilles af een Mand paa et Tasteinstrument.

En Sats som

kræver fire udførende. 2 til Overstemmerne, en til at spille Basstemmen og en Generalspiller. Men det er man ikke bundet til. Havde man et kraftigt Tasteinstrument (med en herlig Bas !) kunde man stryge Basinstrumentet, og saa kunde man nøjes med at være tre. Manglede den ene Violinist, havde man den Udvej, at Generalbasspilleren overtog den ene Solostemme, saaledes at han spillede 2. Violinstemmen og, Generalbasstemmen. Saa kunde man klare sig, naar man kun var to. Det var en almindelig Nødhjælp, der efterhaanden udartede til, at Komponisterne skrev den ene Stemme som obligat for Tasteinstrumentet (Cembalo, Orgel eller andre). Dette kaldtes en Duo og var en af Forløberne for Sonaten for Klaver og Violin. Det første Citat - Sarabanden af Corelli - er Eksempel paa en Solo, saaledes hed det, naar der kun var skrevet en Solo- og en Generalbasstemme.

Meget ofte anvendte man stor Besætning til Triosonater. I et Dresdnerbibliothek opbevares fra gammel Tid en Del Stemmebøger, som viser, at man brugte stor Besætning til Triosonater. At Stamitzs Triosonater blev spillet med stor - korisk Besætning, ser vi af deres Titel: »à trois ou avec toutes ( !) I'orchestre«. Ligeledes kendes Sonater af Pergolese (1731) for »two Violins and a Bass on an Orchestra«. I »Collegium. musicum« har Hugo Riemann behandlet dette Spørgsmaal. Han siger (om Triosonater): »Man vil gøre den Erfaring ved det store Flertal af disse Værker, at de virker bedst, naar man bruger en stor Strygerbesætning, naar Bratscher ledsager Celloerne (hvortil man ogsaa, kan føje en Kontrabas) og eventuelt ogsaa benytter Blæsere, (Fløjter med første Violinerne, Oboer med første og anden Violinerne og Fagotter med Bassen). - Helt galt er det, hvis man tror, at hele denne Literatur kun er bestemt for enkelt Besætning; kun Solosonaterne for Violin med Generalbas adskiller sig tydeligt i en virtuos Gruppe, der er beregnet paa Enkeltforedrag (f. Eks. Locatelli, Tartini, men ogsaa andre tidligere) og en orkestralt tænkt (f. Eks. Dall' Abaco) «.

Saa er der tilbage at omtale, hvorledes det store Orkesters Besætning var. Nutildags bruger vi kun enkelt besat Blæsergruppe (Træblæsere) overfor en korisk besat Strygergruppe. Skal man gøre Orkestret større, sætter man flere Strygere til, men undlader at forstørre Blæsergruppen i Forhold dertil. Saa opstaar det besynderlige Misforhold, at en lille Blæsergruppe 2 Fløjter, 2 Oboer og 2 Fagotter skal holde Stand mod en Strygergruppe, der kan være paa 50 Mand eller endog derover. Det er galt, naar det gælder Musik fra det 18. Sc., f. Eks. Händel. - Dengang var der meget mere Ligevægt i Orkestret. Havde man stor Strygerbesætning, saa havde man ogsaa stor Blæserbesætning. Den store Blæserbesætning giver Orkestret en ganske anden farvet Klang, end naar det er Strygerne, som dominerer. Händel. var - trods alt - saa meget Tysker, at han nærede den gamle tyske - fra Middelalderen stammende - Kærlighed til Blæserne. - I de store Værker, hvor der kræves Solister, mange Strygere og et stort Kor, er det ikke muligt for et Par stakkels Oboister og dito Fløjtenister at gøre sig gældende. Her er en korisk Blæserbesætning nødvendig. Et Par morsomme Tal kan illustrere det sagte: Da man den 19. Maj 1786 opførte Händels »Messias« i Berlins Domkirke under Ledelse af Joh. Ad. Hiller, benyttede man 38 første Violiner, 39 anden Violiner, 18 Bratscher, 23 Celli, 15 Kontrabasser, 10 Fagotter, 12 Oboer, 12 Fløjter, 8 Waldhorn, 6 Trompeter, 2 Pauker og 4 Basuner. Alt i alt 167 Instrumentalister. - 10 Aar før havde man i London opført samme Værk til Ære for Händels Minde. Her brugte man 1 Orgel, 48 første Violiner, 47 anden Violiner, 26 Bratscher, 13 første Oboer, 13 anden Oboer, 6 Fløjter, 21 Violonceller, 26 Fagotter, 1 Dobbeltfagot, 15 Contrabasser, 12 Trompeter, 6 Basuner, 3 Pauker (med det forjættende Navn »Towerpauker) og 1 Dobbeltpauke. I alt 251 Instrumentalister og dertil kommer saa 274 Sangere. - Aaret efter gjorde man det om igen med endnu større Besætning. - Her er det rigtige Forhold mellem Strygere og Blæsere, og af Forholdet vil man se, at selv om man kun har en 20-30 Violiner (første og anden), saa er det alligevel ikke nok med blot 1 første og 1 anden Obo. - Den koriske Blæserbesætning maa ikke ignoreres, naar man skal spille Händel eller andre fra det 18. Sc. Händels eget Orkester fra 1759 omfattede 12 Violiner,- 3 Bratscher, 3 Violonceller, 2 Kontrabasser, 4 Oboer, 4 Fagotter, 2 Horn, 2 Trompeter, Pauker og Orgel. - Som man ser en Blæserbesætning, der i Relation til Strygerbesætningen er ret stor.

Der er heldigvis nu kommet en Bestræbelse for at opføre grammel Musik i original Besætning, det vil sige, at man bruger samme Antal udførende, som da den paagældende gamle Musik kom frem. Vi saa f. Eks., hvorledes man til Opførelsen af »Figaros Bryllup« i Stærekassen benyttede et lille intimt Orkester, ikke større end det, der fandtes dengang Operaen første Gang opførtes. - Hensigten er god nok, men desværre glemmer man i Reglen, at de Instrumenter, de dengang spillede paa, var ganske anderledes end dem, vi bruger nu. De moderne store Ventiltrompeter har en ganske anderledes kraftig Tone end de gamle paa Mozarts Tid. De skærer altfor haardt igennem Orkestret, og man burde benytte nogle, der var meget mindre, nærmest aa Størelse med dem, som de frivillige Drenge (F. D. F.) drager i Skoven med om Søndagen. Og Paukerne! - Dengang var de ikke tilnærmelsesvis saa store som de mægtige Vadskekedler, man bruger nuomdage.

Meningen med denne Artikel var at angive visse historiske Retningslinier, som saa kan virke vejledende, naar man skal vælge Instrumenter til den Musik, man vil opføre, eller - vice versa - naar man skal vælge Musik til de Instrumenter, man har. - Jeg haaber her at have aabnet et nyt Land for de.mange Fløjtenister, Oboister og andre, der ikke har turdet vove sig i Lag med den gamle Musik fra ca. 1600- 1750, fordi de nærede den mest pinlige Respekt for den foreskrevne Instrumentation. - De gamle tog sig ikke selv saa højtidelig paa det Punkt - mindre højtideligt i den ældre Tid end i den yngre - hvorfor skal vi saa gøre det?