To af musikkens højborge

I anledning af Aarhus Symfoniorkesters 50 års jubilæum er der på forlaget Centrum udgivet et jubilæumsskrift (»Aarhus Symfoniorkester 50 år«) på 300 sider, redigeret af orkestrets informationschef Jens Rossel og Janne Lauritzen. En lang række interviews (med dirigenter og musikere) og artikler af bl.a. Per Nørgård, John Christiansen, Tage Nielsen, Søren Sørensen, Gustav Albeck, Gerhard Schepalern, Jens Rossel og Janne Lauritzen tegner billedet af orkestret og dets forhold og samarbejde med andre kulturinstitutioner. Bogen rummer desuden oversigter over musikere, koncerter og repertoirer fra 1935 til i dag.

Bogen (pris 175 kr.) kan bestilles i Århus Musikhusets Billetsalg (02 -12 74 22). Med tilladelse fra udgiverne bringer vi her Tage Nielsens artikel om orkestrets værkstedskon-certer.

Der sker som bekendt noget på musikområdet i Århus. I koncertsæsonen bliver man tit ganske svedt- alene ved synet af de mange plakater: kirkekoncerter, orkesterkoncerter, matinéer, opera, ny musik, gammel musik, rock, beat og jazz, amatører og professionelle, kor og kammermusik og så videre ... Ja, det århusianske musikliv er et mangehovedet uhyre. Men det er næppe for meget sagt, at to af hovederne har en særlig markant profil. Hermed sigtes til de to institutioner, der på den ene eller den anden måde danner basis for en væsentlig del af de blomstrende aktiviteter: Det jyske Musikkonservatorium og Aarhus Symfoniorkester - for nu at nævne dem i den rækkefølge, hvori de kom til verden. Konservatoriet er jo storebror i foretagendet. Det blev grundlagt allerede i 1927 af kgl. kammermusiker Johan Nils-son, daværende koncertmester i »det philharmoniske orkester«, som fra 1919 hver vinter gav seks symfonikoncerter i Århus.

De to institutioner forudsætter hinanden: intet orkester uden en musikeruddannelse, og intet konservatorium uden en aftager af de færdiguddannede musikere - i princippet i hvert fald. Helt så enkelt forløber omsætningen naturligvis ikke i praksis. Tit henter orkestret sine nye medlemmer fra de øvrige konservatorier, mens de i Århus uddannede kandidater havner i andre af landets orkestre. Og hertil kommer, at konservato-rieuddannelsen jo også sigter mod andre felter af musiklivet.

Men under alle omstændigheder er der mange tråde, der forbinder de to, og der har altid været områder, hvor man kunne arbejde nært sammen. Gennem en lang årrække har konservatoriet været repræsenteret i orkestrets styrelse og programudvalg, og fra 1967 til 83 var dets rektor med en kort afbrydelse medlem af forretningsudvalget. Og mange af orkestrets medlemmer har undervist på konservatoriet, en praksis, der blev indledt allerede i 30'erne, og som naturligt nok stadig varer ved. Takket være den har utallige konservatorieelever trådt deres or-kestrale børnesko i symfoniorkestret, når de medvirkede som assistenter under vågent opsyn af deres lærere. Blandt de folk fra orkestret, der her er tale om: Thomas Jensen, Niels Jørgensen, Jens Arnsbo, Ole-Henrik Dahl, Alfred Andersen og mange, mange flere, skal kun en enkelt omtales lidt nærmere, nemlig Einar Sigfusson. Han var tilnyttet konservatoriet lige fra orkestrets oprettelse, og gennem 40 år var han en helt uundværlig arbejdskraft, først og fremmest som lærer i violon, bratsch og kammermusik. Men han var også nodearkivets strenge vogter, som ikke lod nogen metoder uforsøgte, når det gjaldt hjemkaldelse af lånte noder - om det så var opslag af rykkere på både herre- og dametoiletter. Og endelig var han gennem det meste af perioden den utrættelige arrangør af konservatoriets lørdagsmatinéer. Den måske mest nærliggende samarbejdsmulighed, den at lade dygtige konservatorieelever få deres solistdebut ved en optræden med orkestret, blev tidligt praktiseret. Den indebærer jo også åbenlyse fordele for begge parter: eleverne og deres lærere får en prøve på, om talentet og nerverne holder i professionel sammenhæng, og orkestret får nogle relativt billige solister, som ovenikøbet har betydelig tiltrækningskraft på det lokale musikpublikum. Allerede i efteråret 1935 dirigerede Thomas Jensen en sådan koncert. Og den 10. november havde han et af talenterne herfra med i København som solist på sin Folkekoncert i Stærekassen. Det var en ung pianist, som spillede Liszt's ungarske fantasi, hvormed han havde vakt furore i Århus. Også en anden jysk kunstner optrådte ved den lejlighed, nemlig konservatoriets sanglærer, Ragnhild Bro-Kjærholm, der sang arier af Meyerbeer. Pianisten hed forresten Vagn Borggaard Olsen, og han har jo senere uden Olsen gjort sig kendt som medarbejder i radioens underholdningsafdeling.

Det var dog først i Per Dreiers tid, nærmere bestemt fra 1967, at denne type koncerter blev til en fast institution under betegnelsen »De unges koncert« eller »Unge talenter«. Og siden har disse arrangementer fundet sted næsten hvert år i enten sommer- eller vintersæsonen. Til at begynde med var de ikke kun forbeholdt elever fra Det jydske Musikkonservatorium, også andre danske og i et par tilfælde norske solister medvirkede. Men fra begyndelsen af 70'erne blev det en rent århusiansk affære, og siden har op imod 40 konservatorieelever været på podiet sammen med symfoniorkestret, heriblandt Hans Stengaard, Erik Kaitoft, Frode Stengaard, Hans Jørgen Jensen og Flemming Vistisen for blot at nævne nogle få.

I foråret 1966 så et samarbejdsprojekt af en lidt anden og mere utraditionel karakter dagens lys. Ideen kom fra Per Nørgård, der året forinden var blevet ansat som kompositionslærer i Århus, og det var ikke svært at få Per Dreier gjort interesseret. I sin oprindelige form gik ideen ud på, at orkestret skulle prøve på og gennemspille værker af konservatoriets kompositionselever, men uden at sigte mod en egentlig koncert. Projektet blev døbt »værkstedskoncerter« på grund af dets åbne og foreløbige karakter. Det vigtigste skulle være selve processen, og komponisterne skulle undervejs have mulighed for at ændre i deres partiturer og lejlighed til at drage erfaringer af konfrontationen med et professionelt orkester og dets kapelmester. Ikke bare praktiske håndværksmæssige, men også psykologiske erfaringer. Ideen blev en succes. I årene derefter har der været afholdt en hel serie af værkstedskoncerter i samarbejde med Danmarks Radio, som foruden produktioner af den afsluttende gennemspilning af værkerne har bragt reportager fra prøvearbejdet og samtaler med komponisterne og deres lærer, med orkestermedlemmer og kapelmester. De første koncerter blev dirigeret af Per Dreier. Senere har Josef Hrncir, Børge Wagner, Tamás Veto, Frans Rasmussen og flere gange Jorma Panula stået for ledelsen. Og fra 1978 blev arrangementets form ændret lidt, idet man gik over til at slutte af med en egentlig koncert, en matiné med adgang for publikum.

Selvfølgelig var det ikke altid gnidningsløst, dette samarbejde med så mange og så individualistiske deltagere: lærer og elever, kapelmester og musikere samt skiftende radiomedarbejdere. Allerede den allerførste gang var der problemer. På programmet stod et stykke af Jens Wilhelm Pedersen, den senere så kendte Fuzzy. Det var et såkaldt aleatorisk stykke, det vil sige musik, som giver de udøvende stor frihed til inden for visse spilleregler selv at bestemme, hvordan de vil udforme deres stemmer. Noderne så derfor mærkelige ud - de bestod nærmest af en labyrint af kasser, som nok indeholdt en slags nodetegn, men uden halse og bjælker. Per Dreier forklarede og forklarede. Derefter overlod han ledelsen til Fuzzy, der optrådte med kasket på og charmerede og forklarede og også efterhånden fik gjort musikerne så nogenlunde klart, hvad meningen var. Men med ét blev det en af cellisterne for meget, en ung franskmand, som i nogle år var medlem af orkestret. Han smed sin cello fra sig, smækkede buen i gulvet og forlod podiet under et raseriudbrud: hans lange og krævende musikeruddannelse skulle ikke bruges til sådan noget pjat!

Ved Børge Wagners koncert i marts 1972 med værker af blandt andre Hans Abra-hamsen og Erik Bach var der problemer med Danmarks Radio, hvis medarbejder på god, journalistisk vis gerne ville have nogle kontroversielle udtalelser i kassen. Og i det ophedede klima, der herskede ved den koncert, lykkedes det uden større vanskeligheder. Resultatet blev en skriftlig protest fra orkestret, hvori det bl.a. hedder: »at man finder den form, som udsendelsen vedrørende de sidst afholdte værkstedskoncerter havde, lidet hensigtsmæssig i relation til forholdet mellem komponisterne på den ene side og orkestrets medlemmer og dirigenten på den anden«. Som et af de mest harmoniske af værkstedsarrangementerne huskes til gengæld koncerterne i december 1968, hvor Witold Lutoslawski deltog som konservatoriets gæstelærer i komposition. Med sin diplomatiske kritik, formuleret i udsøgte vendinger, og sin af-væbnendne autoritet lagde han en dæmper på både kapelmester og orkester og på hedsporede komponister som Karl Aage Rasmussen og Ole Buck. Værkstedskoncerterne har betydet et helt enestående tilskud til konservatoriets komponistuddannelse. Enestående ikke bare i Danmark, men også i international sammenhæng. Her har det meste af en komponistgeneration på et tidligt tidspunkt fået chancen for at erfare, hvor skoen trykker, når man skriver for orkester og dermed for orkestermusikere. Listen over hidtil repræsenterede komponister bringes her i sin fulde længde - og den er ret imponerende: Hans Abraham-sen, Erik Bach, Anders Barfoed, Lars Bisgaard, Ole Buck, Svend Christiansen, Ingolf Gabold, Hans Gefors, Lars Hee-gaard, Erik Højsgaard, Anne Linnet, David Moore, Svend Nielsen, Erik Nor-by, Steen Pade, Gunnar Møller Pedersen, Jens Wilhelm Pedersen, Karl Aage Rasmussen, Edward Reichel, Wayne Siegel og Timme Ørvad. Også andre eksempler på det nære samarbejde mellem de to institutioner kan nævnes: orkestrets og Jorma Panulas medvirken ved Ung Nordisk Musikfest i februar 1976, og tillige koncerterne med Ole Schmidt som dirigent i flere NU-MUS-festival'er; ganske vist er konservatoriet jo ikke arrangør af NUMUS, men dog en særdeles virksom part i sagen.

Og samarbejdet udbygges stadigvæk. I skrivende stund foreligger der planer om en koncert i symfoniorkestrets sommersæson, hvor en række konservatorieelever skal være med i orkestret, ikke som assistenter men på kunstnerisk lige fod med deres faste kolleger. Hermed indledes forhåbentlig en ny type værkstedskoncerter til gavn for kommende generationer af orkestermusikere.