Die Gespenstersonate - opera af Aribert Reimann

Musikdramatisk Teaters opførelse er den fjerde i rækken og førsteopførelse i Skandinavien. Flemming Vistisen dirigerer de 9 sangere og Kammerensemblet på 12 musikere. Instruktør: Lennart Toft, scenograf: Søren Tovborg.

Premiere: 13. november kl. 20.

Videre opførelser: 16., 17., 19., 21., 23. nov., alle dage kl. 20. Det Danske Teaters scene. Grøndalscentret (Det gamle Bellacenter), Hvid-kildevej 64.

Aribert Reimann vil være tilstede ved forestillingen den 16. nov. Publikum vil ligeledes kunne møde komponisten til samtale i Radiohusets Koncertsal mandag den 18. nov. kl. 18.30, hvorefter Richard Salter (bar.) og David Le-vine (klaver) vil opføre fire kompositioner af Reimann, dette præsenteret af Per Erik Veng. Dette arrangement og også Musikdramatisk Teaters operaopførelse sker i samarbejde med Goetheinstituttet, København. Operaen opføres efter komponistens ønske på tysk.

Tekst af August Strindberg (»Spöksonaten«) (1907) oversat til tysk og tilrettelagt til musikken af komponisten og Uwe Schendel. Værket blev til 1982-83 som bestillingsværk til Berliner Festwochen der bragte det til uropførelse september 1984. Senere opført i Stuttgart og Hamburg.

Die Gespenstersonate

Strindbergs »Spöksonaten« er fra 1907 og hører til de kammerspil, fire ialt, som han skrev til det Intima Teatren, som han og skuespilleren August Falck skabte efter Max Reinhardts Kammerspielmodel i Berlin.

Disse kammerspil skulle efter forfatterens udsagn befinde sig inden for visse grænser: »lille motiv, udførligt behandlet, få personer, store synspunker, men bygget på observationer og oplevelser —«.

Det blev noget sært teater, en form man aldrig før havde oplevet, men som skulle få stor virkning fremover. Teatret blev hermed befriet fra det tunge naturalistiske sandsynlighedskrav. Hvor Ibsens skuespil nok starter med antydninger, der spænder forventningen, men også ender med en tilfredsstillende afslutning og svar, begynder Spøgelsessonaten tilsyneladende ligesådan, men man opdager hurtigt at man får lov til at forblive i uvished. Sætningerne hænger i luften uden svar eller opklaring, man befinder sig i en drømmenes verden med dens egen logik, skønt den er sanset med al ønskelig skarphed. Hvis »Et Drømmespil« opfattes som en stor symfoni med motiver, der anslås, dukker op igen og forsvinder er »Spøgelsessonaten« dens pendant som kammermusik. Samme uvirkelige verden, hvor alle elementer er rigtige nok, men deres sammensætning anderledes end den vante.

»Spøgelsessonaten« er et hysterisk hadsk angreb på virkeligheden, der opleves nedværdigende for mennesket, dette specielt svenske som Ingmar Bergmann fortsatte i sine film og som lige nu får sit moderne skrappe udtryk hos Lars No-ren.

I »Spøgelsessonaten« er det at leve dette liv simpelthen lig med en ophobning af synd, forbrydelse og skam; jo ældre man bliver, jo mere belastet et menneske er man. Tilsidst vises hvordan den verden de gamle har indrettet, går ud over de unge. Strindberg viser denne verdens umulighed i »det uendelige små«; hverdagens fortrædeligheder får, som for Strindberg selv, dimension af helvedes kvaler. Den unge frøken må dø og kun studenten kommer frelst ud i et syn om den brudte onde cirkel. Mumien, frøkenens ældgamle mor har standset det onde: tiden, med anger og skyldserken-delse, studenten forlader i sit drømmesyn den schopenhauerske verden af 'magtbegær, skyld, lidelse og død'. Reimann har brugt originalteksten som den er, blot i forkortet form og med et par mindre ændringer: Den Mørke Dame, der i skuespillet kun har to små replikker er udvidet til et lille stemnings-skabende motiv i begyndelsen og »mumien« synger, tildels på svensk hvilket vel har en vis exotisk effekt som uforståeligt for et tysk publikum, nogle linier af et langt samtidigt Strindberg-digt: Langå tunga kvällar. « Det sungne er ret recitati-visk præget og følger tysk sprogtone, hvilket nok er grunden til, at komponisten har insisteret på, at vores opførelse synges på tysk (en svensk opførelse, der også er under forberedelse vil derimod blive sunget på svensk, vel i erkendelse af det egentlige originalsprog). Sangere og musikere har ved mødet med værket karakteriseret opgaven som den vanskeligste af alle vanskelige opgaver vi har stillet os selv. Tenorens (studentens) parti er extrem højt, måske for at vise ham som den der i sidste dels apoteose formår at hæve sig i renhed over al smudset, den korruption, uanstændighed og svindel og hykleri, der udgør den omgivende verden.

Orkestret består af 12 musici: Fløjte (også piccolo og alt) Obo (også engelskhorn) Bassetthorn (også basklarinet) Horn Trompet Harpe Klaver (også harmonium) Violin Bratsch Cello Kontrabas

Trods den lille besætning formår komponisten at skabe meget voldsomme effekter ligesom det var tilfældet med den stærkt dramatiske orkestermusik til hans store opera fra 1980 »Lear«. Tætte akkorder og rytmiske vanskeligheder er virkemidler til at skabe en fortættet og spændt atmosfære. Sangernes partier virker ligeledes ofte aggressive, kun i slutapoteosen kan melodilinien betegnes som egentlig smuk.

Hvordan Reimann formidler Strindberg, om han dækker ham eller fortolker ham, kan sikkert diskuteres, at han har skabt et værk af en lignende intensitet derimod næppe.