Dokumentation af ny dansk musik II

II

AF KARSTEN FUNDAL

I et tidligere nummer anmeldte jeg den første del af de udkomne bånd, fra SUDM, med dokumentation af ny dansk musik. Her er den anden halvdel, hvor bånd fra nr. 10-17, vil blive omtalt. Det gælder her, som tidligere, at ikke alle stykker vil blive omtalt enkeltvis, men at anmeldelsen p.g.a. det store omfang af værker, vil forsøges omtalt på et mere generelt plan.

Der er tale om en lang række ensembleværker, strygekvartetter, og et par orkester-værker. Som tidligere vil der også forefindes en komplet liste over de omtalte bånd, da alle værker som sagt ikke vil blive omtalt.

Ole Buch: Song Book

Stykket, der er en række sange for sopran og ensemble til tekster fra C. M. Barkers, »Flower alphabet«, er skrevet forholdsvis enkelt, men alligevel meget detaljeret udarbejdet. Stykkerne er ofte meget lag-vist sammensat, med tæt sammenvævede flader kombineret med f.eks. en ostinat, eller flere gentagne figurer der danner større klangflader. I sin instrumentale lagdeling kan det godt føre tanken hen på Strawinsky, mens O.B.'s måde at lade sangstemmen bevæge sig i melodiske tonale flader, godt kan minde om Britten's måde at anvende sangstemmen på. Stykkerne, der i deres karakter, minder en del om hinanden, har dog alligevel hver deres identitet, ofte med en idé der lader til at tage udgangspunkt i en, ofte meget fint hørt, speciel instrumental virkning. Der er, for mig at høre, også et skær af naivisme over disse sange.

Poul Ruders: Four Compositions

Hvor Song Book har noget Strawinskysk over sig, har Poul Ruders Four Compositions det også. Men her på en helt anden led. Her drejer det sig om overraskelses-momentet, der spiller ind, ved f.eks. at have et fremadskridende forløb kørende, der pludselig brydes af. Jeg kunne bruge meget plads på at beskrive de enkelte

stykker, men foretræker at lade lytteren selv opleve dem. Musikken er utroligt velskrevet; meget stramt komponeret, med en meget fremadskridende og dynamisk udvikling. Efter at de Fire kompositioner var blevet opført under de nordiske musikdage i København, var der en der bemærkede, at Poul Ruders ligesom stædigt vedbliver at fastholde en idé, når han først har bidt sig fast, og dette synes jeg er en meget god betegnelse for disse stykker. Absolut anbefalelsesværdigt! I modsætning til De fire kompositioner, der er meget fint og detaljeret udarbejdet, er P.R's violinkoncert, meget mere groft i sin karakter. Tilfælles er dog stadig en hvis basal »råhed«, som jeg ofte synes der er i hans musik, hvilket synes at være med til at skabe den kolossale kraft, der er tilstede i musikken. Violinkoncerten er tydeligvis en slags meta-musik, med Vivaldis fire årstider som materiale, og er ganske spændende, her skal det også bemærkes at Anders Nordentofts dynamiske fremførelse, kommer stykket virkelig tilgode.

Karl Aage Rasmussen: Solos and Shadows

Det er interessant at lytte til Poul Ruders violinkoncert og Karl Aage Rasmussens strygekvartet, Solos and Shadows, i relation til hinanden. Det er, for begges vedkommende, meta-musik der er tale om, men hos P. R. kan man sammenligne med en barok-skulptur, der er blevet direkte udsat for Kubisme, mens det genkendelige, eller det tonale hos K. Aa. R., bestandig synes at befinde sig på et underliggende, tilsløret plan. Der danner sig for mig et billede af at kvartettens væld af toner, (der er virkelig afsindig mange noder), ligesom »fremkalder dette tonale plan«, samtidig med at det fungerer som dæmper eller slør, for at materialet får lov at vise sit sande ansigt frem i lyset. En ganske interessant form for skjult tonalitet. Stykket er ret langt og krævende at lytte til, da det er meget fint og detaljeret vævet sammen, men det er for så vidt også anstrengelsen værd.

De næste fire bånd er alle en form for komponistportrætter, med et helt bånd med hver enkelt komponist. Det drejer sig om Pelle Gudmunden-Holmgren, portrætkoncert med Mogens Winkel-Holm, koncert med Finn Høffding, og koncert med Svend Westergaard.

Der er her tale om musik med komponister, der alle er ældre, eller har rundet de halvtreds. Når jeg nu sidder med disse fire bånd, kan jeg ikke lade være med, på én eller anden måde, at kommentere dem i relation til hinanden. Hos Pelle har vi musik, der spænder over en årrække fra '59 til '80. 3. og 4. strygekvartet, er skrevet i '59 og '67. Her er der stadig tale om en vis form for traditionel stofbehandling, dog ikke i klassisk betydning, men snarere i Ligetisk betydning. Men allerede i Rerepriser, der også er fra '67, gør han op med stoffet. Dels er stoffet så fragmentarisk at det nærmest piller sig selv fra hinanden, dels er stoffet delvist bygget op af blues/rock-lignende figurer, og dels anvender han en besætning med el-guitar, cembalo, og prepareret klaver -f larmende slagtøjseffekter. Samtidig med at stykket er meget kraftigt, afslører dets materiale, hudløst sin identitetsløs-hed (utvivlsomt bevidst), der giver denne yderst smertelige oplevelse af stof, der mister sine konturer og går i næsten fuldstændig opløsning, hvilket let kan overføres til et mentalt, eller følelsesmæssigt plan: Det er den stil vi nu kender Pelle for i hans Antifoni, og også i Spejlstykker fra '80, som også er på dette bånd, finder jeg en fornemmelse af opløsning, hvor første halvdel minder om en persons rasende kamp mod håbløs sorg, og anden halvdel, den afklarede tomhed når afkræftelsen når sit højeste, med et næsten sfærisk, smukt skær over sig. Det utrolige er at Pelle formår at lave flere stykker i den form, uden at det mister sin umiddelbare virkning. Denne musik står i fuldstændig kontrast til Finn Høffdings lette, pæne korsange og hans sprudlende dialoger for obo og clarinet. En musik som er fint skrevet, men som på ingen måde, konfronterer, provokerer, eller rører noget i mig, som f.eks. Pelles musik gør det. Man må selvfølgelig tage i betragtning at der er en væsentlig tidsmæssig forskel på de to komponisters alder, men netop dette er interessant fordi det viser hvor meget 32 år betyder i musikalsk-historisk sammenhæng.

Til den mere pæne side er Svend Wester-gaards musik, der for mig at høre, bevæger sig klangligt, harmonisk set inden for begyndelsen af dette århundredes forhold til tonalitet og harmonik; her tænker jeg især på en som Berg. Dette synes imidlertid ikke at være nogen hale ved musikken, tværtimod finder jeg en stærk vilje til udtryk og en meget fin instrumen-tal-klanglig behandling, som f.eks. i kvintetten på side 1.

Stykkerne synes iøvrigt meget gennemarbejdede både klangligt og formalt. Midt i alt dette har vi så Mogens Winkel-Holms portræt-koncert, med sin egen,helt specielle stemning. Fire små tonale »sangstykker«, for lut og to ensemble-stykker, hele koncerten igennem med vindharpe-musik mellem numrene. Mogens fortalte mig, at koncerten, der foregik på Lousianna, opførtes sent på eftermiddagen, mens tusmørket faldt på, og da koncerten sluttede var det nærmest mørkt, så da de sidste toner af vindharpen døde ud, blev lyset i salen slukket, så alt var næsten mørkt. Det har givetvis været ganske stemningsfuldt og jeg synes godt, at man kan opleve lidt af det samme ved at lytte til båndet, nok fordi der kontinuerligt veksles mellem vindharpe-musik og instrumentalmusik, således at publikum først får lejlighed til at klappe efter koncerten.

Erik Højsgård: Intermezzi

Dette er et stykke som jeg, ihvertfald selv har måttet høre en del gange, før jeg har fået et samlet overblik over værket. Dette hænger sammen med, at stykket er specielt komplekst, eller uoverskueligt skrevet, men allerede første gang jeg hørte det, fik jeg en fornemmelse af, at der var nogle ganske bestemte sammenhænge, som man skulle være opmærksom på for at få en helhedsfornemmelse af stykkerne. F.eks. er der i andet intermezzo, en struktur i fløjten der er delt op i to lag. Der er dels en høj tone, der stikker ud som en accent, og som dukker op med jævne mellemrum, som punktvise afbrydelser af en terstpræget figuration i fløjtens leje. Denne tone bevæger sig i et forløb gradvist nedad, for til sidst ved kulminationen at møde, »tertslaget«. I sidste intermezzo optræder denne struktur fragmentarisk igen i fløjten, forsvinder og dukker så op i harpen, bestående i et antal preparerede strenge fra et dybt leje og opefter, der har en skarp klirrende lyd, og derfor på lignende måde stikker ud. Disse »acenter« starter, i forhold til fløjten, omvendt fra et dybt leje og ender i samme leje, som fløjten gjorde før. Således er stykket ligesom indeholdt små tegn, der giver det et næsten hemmelighedsfuldt skær over sig. De sidste to værker som jeg vil omtale er to orkesterværker af henholdsvis Niels Rosing-Schow og Steen Pade.

X

Niels Rosing-Schows Twofold er skrevet til amatørorkesteret, Studentermusikforeningens symfoniorkester, men spilles her på båndet af Århus Symfoniorkester. Værket er derfor skrevet i et enkelt udtryk, der dog overhovedet ikke lader til at være nogen hæmsko for musikken, og på båndet her kommer det til sin fulde ret. Det er faktisk lykkes fint at få et yderst enkelt nodebillede til at klinge interessant, hvilket ikke mindst skyldes instrumentationen i stykket. Stykket er delt i to satser, der i og for sig er to sider af samme sag. Den første del består dels i, at tonen »h« vokser frem og stykket begynder ligesom at bevæge sig ud herfra, som et ekko eller en eftervi-bration af det unisone »h«. Herefter er første sats, primært lyst præget, bortset fra en kulmination før »lyset« får overtaget. Første sats slutter med et fanfarelig-nende tutti. Anden sats er præget af en mere mørk stemning, og er som sagt den anden side af medaljen, eller Yien/yian om man vil, deraf Twofold.

Steen Pades Arcus er et meget romantisk stykke orkestermusik, der primært bevæger sig i tonalt prægede klangflader. Jeg finder tildels stykket meget smukt, sine steder, men finder det samtidigt også problematisk at Steen Pade ofte bruger instrumentale og klanglige effekter, der er som hentet lige ud af en Mahlersymfoni. Desuden synes jeg til tider at man mister fornemmelsen af indre sammenhæng, og fornemmelsen af meningen med de forskellige instrumentale effekters indbyrdes forhold. Tilbage er der blot at sige, at det jo er en ganske interessant række dokumentationer, der er fremkommet med disse bånd. Dels har vi dokumentation af dansk musik helt fra 30'erne og op til de alleryngste komponister, dels er det spændende, at have muligheden for, samlet at kunne høre så mange forskellige facetter af, hvad der skrives i dag af ny musik, og desuden er der jo her tale om Live-music; et glimrende initiativ.

Ole Buck: Song Book

Poul Ruders: 4 Compositions

Poul Ruders: Violin Koncert

Tage Nielsen: Sonate for klaver, Opstilling og Landskab, Tre karakterstykker og en epilog

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Strygekvartet 3 og 4 Spejlstykker Rerepriser Solo for el-guitar

Mogens Winkel Holm: Portræt Koncert

Finn Høffding: Korsange - Dialoger -2 sange fra »kilderejsen« Das Eisenbahngleichnis

Svend Westergaard: Klarinetkvintet Sonate for solocello Klaverkvinten

Erik Højsgaard: Intermezzi

Svend Aaquist-Johansen: Nocturne, Sol

Niels Rosing-Schow: Twofold, Trio, Portræt Koncert

Karl Aage Rasmussen: Solos and shadows

Steen Pade: Arcus

Båndene kan bestilles hos Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (tel. 01 -13 54 45)