Om Aribert Reimann

Af
| DMT Årgang 60 (1985-1986) nr. 01 - side 22-23

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Aribert Reimanns musikalske talent og begavelse fik først rigtig profil efter en lang modningsproces. Han tilhører ikke nogen »skole«, og holder sig på afstand af tendenser og moder i den ny musik. Med lige dele følsomhed og selvkritik går han sin egen vej.

Han er født i 1936 i Berlin, hvor både faderen og moderen var musikere, studerede komposition hos Boris Blacher og Ernst Pepping, klaver hos Otto Rausch. Han bor stadig i sin fødeby, hvor han arbejder som freelance-komponist og musiker, bl.a. som akkompagnetør for Dietrich Fischer-Diskau. Han har desuden i en del år været professor ved Hamburg-konservatoriet indenfor området nutidig vokalmusik.

Tre inspirationskilder har især været bestemmende for Reimanns udvikling som komponist: Anton Webern - og her ikke så meget det konstruktivistiske som selve afkaldet på traditionel musikalsk diskurs, Alban Berg og- med hensyn til det rytmiske - den indiske musik. Reimanns forkærlighed for vokalmusik er tydelig, især til mere dunkle tekster af digtere som Hölderlin, Paul Celan, Shakespeare og Strindberg. Udover operaer indtager liedsamlinger eller orkesterværker med sang en vigtig plads i produktionen, fra »Totentanz« (1960) over Pavese-kantaten »Verra la Morte« til Monodramaet »Inane« (1968) og »Requiem« (1974).

I de nyere værker, siden 1970, er der sket en stilistisk yderligere frigørelse i hans musik - i udtrykkets tjeneste. I »Requiem«, med undertitlen »Wolkenlose Christfest« (til tekst af den tidligt afdøde Otfried Büthe) er det også den dystre, kritiske poesi der styrer det musikalske sprog, som veksler mellem iriserende klangflader, knappe melodiske vendinger og voldsomme udbrud. Den dunkle tone dominerer således stadig, men tilføres - f .eks. i mellemspillene for bratscher - en ny, klar og bevægende skønhed. I »Six poems by Sylvia Plath« (1975) har man fornemmelsen af at den surrealistiske, intellektuelle lyrik nærmest videre-digtes i musikken, hvor tonale linjer og lagdelinger udnyttes dramatisk og føjer en ny suggestiv dimension til Reimanns stil. Noget lignende gør sig gældende i kor-lamentationerne »John, III, 16« (1976), hvor der fokuseres på harmoniske nuancer.

Reimanns kammermusik virkede i starten som en lyrisk oase i produktionen, noget han efterhånden dog har bevæget sig væk fra - i kraft af arbejdet med dramatiske sceneværker som operaerne »Traumspiel« (efter Strindberg, 1965), »Melusine« (1970) og balletten »Die Vogelscheuchen« (efter Günther Grass, 1970). Hermed skete et gennembrud for den dramatiske Reimann. Den dogmatiske, modernistiske attitude og æstetik forlades og et nyt, skærpet tonalt sprog, samt mikrocelle-variationsprincipper træder i forgrunden f.eks. i »Variazionen für Orchester« (1975) og i operaen »Lear« (1976-78), et af storværkerne i hans nye, dramatiske stil. - En stil der i kraft af sin alvor og ærlighed, uafhængighed af sensationer og overfladiske effekter, måske kan tjene som forbillede for en virkelig kompositorisk individualisme i vor tid.

Reimanns værker viser udviklingen hos en komponist der har holdt sig fri af »skoler«, »ismer« og »lejre« - en vanskelig udvikling, men i det lange løb den - vel nok eneste - rigtige for en meningsfuld kunstnerisk fremtid i dag.

P.S. Reimanns seneste værk er iøvrigt operaen »Troades«, komponeret til opførelse på Münchens Nationalteater.

Værker

Opera

Ein Traumspiel (efter Strindberg 1964)

Melusine (af Yvan Goll) 1970

Lear (efter Shakespeare) 1976-78

Die Gespenstersonate (efter Strindberg) 1983

Ballet

Die Vogelscheuchen (efter Günther Grass) 1970

Orkesterværker

Loqui (1969)

Sinfonie-fra »Traumspiel« (1964)

Vogelscheuchen-suite (1970)

Variazionen für Orchester (1975)

Koncerter

1. Klavierkonzert (1961)

2. Klavierkonzert (1972)

Recitation og Orkester: Nenia (1967) Trovers(1967)

Vokalmusik

Ein Totentanz f. bar. og kammerork. (1960)

Hölderlin-fragmenter, f. sopr. og ork. (1963)

Inane, f. sopr. og ork, (1968)

Melusine-fragmente, f. sopr., bar., ork. (1970)

Zyklus, f. bar. og ork. (1971)

Requiem, f. bar., cello og ork. (1974)

Lines, f. sopr. og strygere (1973)

Lieder

Fünf Gedichte von Paul Celan, f. bar. og kl. (1960)

Epitaph (Shelley), f. ten. og instr. (1965)

Shakespeare-Sonetten, f. bar. og kl. (1964)

Engführung, f. ten. og kl. (1967) Nachtstück, f. bar og kl. (1966) Nachtstück II, f. bar og kl. (1978) Six Poems by Sylvia Plath, f. sop. og kl. (1975)

Korværker

Verra la Morte, for soli, kor og oigl. (1966)

John, III, 16, for kor (1976)

Kammerværker

Canzoni e Ricercare, f. fl., br., cell.(1961)

Reflexionen, f. 7 instr. (1966)

Invenzioni, f. 12 instr. (1979)

Instrumentalværker

Spektren, f. klaver (1967) Dialog, f. org. (1963) Sonate, f. cell, og kl. (1963) Nocturnus, f. cell, og harpe (1965)

Årgang 60/1985-1986, nr. 01