Portræt af Jens Bjerre

Af
| DMT Årgang 60 (1985-1986) nr. 01 - side 12-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jens Bjerre - ikke at forveksle med den kendte globetrotter af samme navn og Bjerre-slægt - er præstesøn, født i Århus 1903 og vokset op i et grundtvigsk miljø i Rødding (Salling), hvor faderen var valgmenighedspræst.

Allerede som 15-årig blev han optaget på Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han fandt fortræffelige lærere i orgelspil og teori: P.S. Rung-Keller -(navnkundig for sin indsats ved anskaffelsen af landets fornemste klokkespil i Vor Frelsers Kirke i København) og i klaver Christian Christiansen, som blev såvel stor opmuntrer og velynder for Jens Bjerre i hans første karriere. Efter organisteksamen i 1925 rejste Jens Bjerre til Paris, hvor han i et par år var organist ved den danske kirke. Det franske sprog havde han tilegnet sig ved privatundervisning, og han videreuddannede sig i komposition hos E. Levy og L. Aubert og i klaver hos Eva Dumesnil og Alfred Cortot. I Frankrig modtog Jens Bjerre stærke indtryk fra landets musik, især angiver han Ravel som et beundret forbillede.

Ved hjemkomsten fra Paris overtog han organist- og kantorembedet ved St. Stefans Kirke på Nørrebro (efter Knud Jeppesen), et lille, honorarlønnet embede, som lige netop kunne sætte ham i stand til at stifte bo, og i 1933 blev han gift med musikpædagog Helga Øhlenschlager. Trediverne blev slidsomme år; indtægterne var beskedne og måtte suppleres ved musikpædagogisk virksomhed, som ægtefællerne klarede ved at cykle byen rundt til eleverne. Jens Bjerres kompositoriske virksomhed tog til, og det skyldtes ikke mindst en vellykket debutkoncert i DUT 1939 og venskabet med den iderige og initiativfulde Erling Bloch, som havde været Jens Bjerres konservatoriekammerat. Op gennem 1940'erne og især 1950'erne stiller Jens Bjerre sig stedse større opgaver, som kulminerer med orkesterværker for teatret, radioen og TV

[indsat tekstblok:]

Den 13. oktober fylder komponisten Jens Bjerre 82 år, og Dansk Komponistforening i samarbejde med Louisiana portrætterer ham ved en koncert i Humlebæk-museet onsdag d. 6. november

Selvom Jens Bjerres produktion er alsidig, er det sanggenrer og kammermusik, han mest har opereret i, og portrætaftenen er tilrettelagt herud fra:

1. Fem sange for lige stemmer a.c./ m. klaver.

2. 22 crocis musicaux de Paris for soloviolin, 1950.

3. Mosaïque musicale for fløjte, violin og violoncel, 1936.

4. »Feberdikte«. Sangcyklus for bas og klaver efter Knut Hamsun-tekster, 1939. (Debutværk).

5. Trio for violin, violoncel og klaver, 1946-47.

6. »Himpegimpe«. Kantate for børn og barnlige sjæle for kor og klaver efter Halfdan Rasmussen-tekster, 1959.

Koncerten slutter med Jens Bjerres angivelige »hjertebarn«, Otto Gelsteds »Til en ung moder«, 1930. Komponisten har ønsket følgende medvirkende: Danmarks Radios Pigekor, violinisterne Erling Bloch og Per Bokelund, violoncellisten Jørgen Jensen, fløjtenisten Michael Beyer og pianisten Klaus Jerndorff.

[indsat tekstblok, slut.]

(se værklisten). 28. marts 1963 anmelder Nils Schiørring balletten »Kameliedamen« (Henrik Bloch - Kirsten Ralov -Jens Bjerre) i »Berlingske Aften«. Heri hedder det, at den »viste os denne hjemlige komponist, som selv skylder fransk ånd så meget, og som aldrig har lignet nogen anden dansk komponist i sin skrivemåde, for første gang som komponist for teatret. Det er først i de sidste år, han overhovedet har givet sig i lag med i større stil at skrive for orkester, og hans musik til Kameliedamen indeholder også en del træk af den spinkle, mosaikagtige stil, han så ofte - og så karakteristisk - har udtrykt sig i, men som næsten er for miniatureagtig til at tåle fuld orkesteriklædning. Men der var alligevel mange både kønne og karakteristiske træk, den stilfærdigt suggestive prolog- og epilogmusik, valsen og polonaisen, som var god balletmusik, og nogle højst karakteristiske passager, der ledsagede det elskende pars første møde. Det Kgl. Kapel under Johan Hye-Knudsen spillede klangfuldt og levende Jens Bjerres tiltalende musik.« I 1955 blev Jens Bjerre udnævnt til organist og kantor i Garnisons Kirken i København, en stilling han beklædte til 1973 hvor han faldt for aldersgrænsen. Han har modtaget flere kunstnerlegater, f.eks. Det Anckerske, som satte ham i stand til en ny rejse til Paris. »Politiken« bekendtgør dette d. 15. december 1954, og det hedder her som grundtonen i Jens Bjerres intime musik at den er »lys og gennemsigtig, og skriver han sange, så kender man dem netop på lyset og den bundne varme i udtrykket. Som kunstner er Bjerre kysk, men med det incitament i musikken, som den galliske ånd giver«. Rejser til Paris er siden blevet fornyet og flere ophold tilbragt i San Cataldo-klostret i Syditalien, hvor kunstnere og videnskabsfolk kan arbejde i rolige og farverige omgivelser.

I det københavnske musikliv har både Helga og Jens Bjerre været trofaste medspillere, ligesom teater og billedkunst er naturlige led i deres tilværelse. Lige siden sin komponistdebut i DUT har Jens Bjerre fulgt Selskabets virksomhed og stundom nok så avancerede koncerter med aktiv loyalitet og indlevelse, og han må i det hele taget siges at være en skikkelse med levende, musikhistorisk erfaringsmateriale gennem generationer: Han har kendt Carl Nielsen, vendt blad for Telmanyi, medvirket i efterdønningerne af opgørene med senromantikken, påhørt Darmstadt-skolens danske virkninger - og siden den ny enkelhed - medåbent sind. Selv er han ikke i avantgarden, som kirkemusiker er han tilhænger af Laubs synspunkter, rytmisk musik/ jazzmusik bryder han sig ikke om. Jens Bjerre er en af de forholdsvis få komponister i Danmark, der skriver sværere kunstmusik for lige stemmer, gerne 4-st. S-S-A-A a capella. Det handler dels om en række gennemkomponerede satser over tekster af Johannes Jørgensen, Erik Knudsen, Li Po, Morten Nielsen, dels om talrige »nyfolkelige« strofiske korsange (evt. med klaver) til digte af så forskelligartede forfattere som H. C. Andersen, Mogens Garde, Jeppe Aakjær. Det meste af denne kormusik er blevet til i samarbejde med solister (f.eks. en solokvartet) eller kor, ofte i tilknytning til radioen, gennem de sidste 20 år. Mens de gennemkomponerede korsatser er lagt bredt, dramatisk og quasi recitativisk an, alt efter deres tekstforlæg, er de strofiske korsange eller -viser ofte holdt i en »ny-folkelig« (Carl Nielsen og Laubs idealer), ofte dansant skrivemåde, som røber komponistens kærlighed til intervallet og den varierede frase over en sødmefyldt, men usentimentalt akkordfølge. I tekstvalget er Jens Bjerre uhyre kræsen og er altid på jagt efter »gode digte«. Ofte fremmejsler han sætninger, eller enkelte tekststavelser i homofone forløb, hvor klangsøjler enten følger hinanden eller vendes i raffinerede, modulatoriske forløb (som aldrig af den grund gør satsen usangbar) - eller en sats bygges op over et orgelpunkt (Johannes Jørgensen: Aftensang, Ludvig Holstein: Far, hvor flyver svanerne hen?). Jens Bjerre skriver i dur og moll, men ofte tilføjet impressionistiske svævninger, som udvisker tonearten.

»Mosaique musicale« for fløjte, violin og cello og de »22 croquis musicaux de Paris« for soloviolin beskrives af Vagn Kappel (»Musikkens Mestre II, 1947 s. 504) som »to elegant formede, vittige, ligesom henslængte arbejder. I det første er det navnlig det koncerterende spil mellem de tre instrumenter, der fanger opmærksomheden, et inciterende, tematisk puslespil, i den anden tegner han åndfuldt, humoristisk og med indgående kendskab til soloinstrumentet små forelskede glimt af livet i den franske hovedstad. Jens Bjerre har her præsteret virkelig fornem, eksklusiv kunst«.

Mere »ligetil«, men vægtig i århundredet danske kammermusik-produktion er klavertrioen fra 1946-47. Når man tænker på Bjerres interesse for billedkunst, hans store selskabelige talent og belæsthed er det fristende at opleve det 3-satsede værk som tre åndfulde vandringer gennem tre rum, hvor beslægtede venner og synspunkter mødes og vendes. Alle vil hinanden det vel, uenigheden er ikke stor, men oplevelserne er berigende og intense.

En bredt anlagt klassisk formet førstesats (Allegro) leder tanken hen på Cesar Franck og en umiskendelig »dansant« Jens Bjerre, der iøvrigt kan sin kontrapunkt. Især det nedenfor citerede motiv, der er udviklet af hovedtemaet, får betydning i satsen, der iøvrigt munder ud i et dramatisk fugato.

2. sats (Lento sostenuto) viser i sin videreudvikling af hovedmotivet Bjerres forkærlighed for orgelpunkt, hvorover en drømmende, sensommervemodig sang baner sig vej frem mod et truende, 16-dels-rytmisk, forløb. Dette føjer sig imidlertid ind under det anslåede motiv, og satsen går direkte over i finalen (Allegro deciso). Se nodeeks.

Finalen udvikler først en art scherzo, men går efterhånden i tiltagende tætføring, afbrudt af et mere roligt, cantabilt afsnit, over mod trioens dramatiske højdepunkt. Her opleves buldrende, slagkraftige harmoniforløb og »tomme« kvart-kvint-effekter. En moderne »cac-cia«, at opleve som den vilde jagt et par år efter den 2. verdenskrig.

At placere Jens Bjerres musik i dansk komposition i det 20. århundrede, er noget med at placere den tættest på Carl Nielsen-traditionen med udblik mod impressionistiske som avantgardistiske penseldryp. Jens Bjerre er en musiker med spilleglæde, som aldrig langer hårdt ud efter sine tilhørere, meget ofte er han vittig, elegant og elskværdig. Men man kan også opleve ham som en inderlig, indadsøgende grubler, som kan forme -og transformere - en melodi på den forunderlige og overraskende måde. Og selvom han siger: »Skriv endelig ikke lange stykker om mig, der er ingen, der kender mig idag«, så har han dog adskillige bud ud over almindelig, dansk tradition i hælene på Carl Nielsen. At hans musik i sig selv kan være slagskraftig og gribende fortæller f.eks. en lille pudsig hændelse, hvor en amerikansk musikanmelder i 1976 skrev i »Chicago Tribune«, at Bjerres sangmusik »fik ham til at forstå indholdet uden at kende ordene«. Det har da også vist sig, at de kor eller grupper, der ikke mindst gennem de sidste 10 år er kommet i berøring med denne beskedne mands sangmusik, har taget den til sig som fast bestanddel i koncert-programmer, der viser dansk musik, når den er væsentlig. På den måde og som seriøs betragter og anvender af de lige stemmer, er Bjerre nok det hoved, der rager tættest op på siden af »de nyfolkelige« komponisters i Danmark. Jens Bjerre fortæller sporadisk omig selv: »Jeg er vokset op i Grundtvigske kredse; der blev sunget meget der. Min far spillede udmærket violin, vi kunne spille viilinsonater af Mozart. Jeg var så heldig at få Laurids Lauridsen som lærer, han førte mig op til konservatoriet, da jeg var 15 år. Jeg skulle egentlig have været til Tyskland, men dér var uroligheder i lange baner. Komponist? Min mor sagde, da jeg skulle improvisere noget: »Der er komponister nok !« Jeg skrev ikke noget de første 22 år, måske et par sange i Paris. Min første sang var melodien til »Danmark, nu blunder den lyse nat«. Den blev sunget til Jenle-festerne, men slog ikke an, den var for svær. Af danske komponister sætter jeg idag pris på først og fremmest Carl Nielsen og Tarp, men jeg synes også om de yngre, sætter f.eks. pris på Ib Nørholm og Per Nørgård. De alleryngste - og elektronmusik alene kan jeg ikke goutere... til scenemusik er den sikkert udmærket... Men jeg har gået til DUT-koncerter - og prøvet at følge med, lige op til nu«.

Jens Bjerre: Værkliste

»Fryd dig Æblegren« (VOC, PNO), 1930

Serenade (FLT, OBO, VLA), 1936

Mosaique musicale No. 1 (FLT, VLN, VLC),1936

Sonatine (VLN, PNO), 1939

Feberdikte (BAS, PNO), 1939

»Hans og Trine« (SOP, TEN, PNO), 1939

Koncertante (VLN, PNO), 1940

22 Croquis de Paris (VLN), 1943

Sonate (VLN, PNO), 1945

Sonate (VLC), 1946

»Nordisk Treklang« (MIX.KOR, ORK), 1946

Trio (VLN, VLC, PNO), 1947

Madrigal con variazioni (FOR ORK.), 1948

Serenade des vagabonds (FLT, PNO, VLN, VLC), 1949

»Stefanus« (MIX.KOR, ORG), 1949

Ouverture parisienne (FOR ORK.), 1947

Mosaïque musicale No. 2a (ENG. HRN, VLN, VLC), 1950

Croquis (OBO, CLR), 1950

»Variete«, elve etuder (FLT, 1950

»Itokih« (MIX.KOR, BLÆS, 2 PNO, PRC), 1954

»Diapsalmata« (VLC, PNO), 1953

Blæserkvintet (BLÆS), 1954

Duo (FLT, ENG. HRN), 1955

Toccata con fughetta e Ciaccona (ORG), 1956

Parabel (ORG), 1956

14 små korsatser (KOR), 1957

»Danserinden« (FOR ORK.), 1957

»Kameliadamen« (FOR ORK.), 1958

»Trolden som spillede kontrabas«, 1959

»Himpegimpe« (PNO, ORK, BØR.KOR), 1959

»Æslets Skygge«, 1960

»Herkules i Augiasstalden«, 1961

»En sjæl efter Døden«, 1962

Solosuite (OBO), 1962

»Den hvide Souper«, (FOR ORK.), 1963

»Stor ståhej for ingenting« (BLÆ.ENS), 1963

»Purgatorio«(VLA), 1964

Dionysisk Ouverture (VLN), 1964

»Riflessione«(CLR), 1965

»Før og nu«, orkesterfantasi (FOR ORK.), 1966

Seks lyriske sange (VOC, PNO), 1966

Syv sange (VOC, PNO), 1966

Mosaique musicale No. 2b (FLT, VLC, PNO), 1974

Mosaique musicale No. 3 (FLT, VLN, VLC), 1974

Mosaique musicale No. 4 (FL, VLN, VLC), 1975

Fire etuder (CLR, PNO), 1976

5 short pieces for violoncello and piano (VLC, PNO), 1980

Årgang 60/1985-1986, nr. 01