Rasholm og Nørmussen på Lerchenborg

Af
| DMT Årgang 60 (1985-1986) nr. 01 - side 26-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

- indtryk fra komponistseminaret d. 3.-4. august 1985


AF ERIK CHRISTENSEN

Klokken er 13 lørdag d. 3. august på Lerchenborg slot.

Om formiddagen har TV optaget Arditti-kvartettens indstudering af Ib Nørholms nye strygekvartet »En passant«, og den tunge tørre hede fra TV-projektørerne hænger endnu mellem de guldindram-mede pistaciegrønne silketapeter. Komponister, musikelskere og et par kritikere har sat sig så tæt og talrigt på de matsorte stabelstole, at de sidst ankomne må sætte sig på første række. I kaminen på venstre side ligger de samme 7 stykker birkebrænde som ved Lerchenborgseminaret sidste år, overbevisende indrammet af glatte mørkegrå marmorrelieffer med fint forgrenede lyse åretegninger.

I kaminen på højre side en dynge ledninger, diverse skrammel, lange brune paphylstre og en lakeret krydsfinerskasse med uundværligt TV-grej. Midt på vidtstrakte ægte gulvtæpper, bag et kvadratisk bord med indfældet skakbræt sidder komponisten Ib Nørholm. Han siger:

Det står frygtelig galt til i den danske musik

Det er ikke, fordi Ib Nørholm mener, at det står frygtelig galt til i den danske musik, men han har læst sidste nummer af Dansk Musiktidsskrift, og der står det frygtelig galt til i artikel efter artikel. Man søger efter meningen med musikken, og det er aldeles frugtesløst, mener Ib Nørholm. Derfor har jeg besluttet mig til ikke at sige noget, erklærer han, og giver sig til at tale om sin nye strygekvartet.

»En passant« hedder Ib Nørholms nye strygekvartet, men man skal endelig ikke Icegge vægt på den forklaring, han gav om formiddagen: sammenligningen med et landskab, der passerer forbi et kamera i et togvindue - Det billede er misvisende, bemærker Nørholm i forbigående, for musikkens stoflighed er ikke som i Andy Warhols film, nej det er snarere den sædvanlige lyriske ekspressionisme, som han plejer at blive henregnet til. Alligevel er der en vis stoflig indifferens, som Nørholm godt vil stå ved, og som man godt kunne sige noget principielt om, men det vil han lade være med. Nogle kvikke tilhørere har bemærket, at de indledende takter i kvartetten kommer igen til slut. »Reprise« kalder de det forventningsfuldt. Nej, siger komponisten, Der er ikke noget, der skal fuldbyrdes. De musikalske sammenhænge kan ikke begrundes på traditionel vis, og ud fra en traditionel betragtning må kvartetten siges at være mislykket. Til sidst er det bare kørt rundt, fantasien kunne ikke mere.

Exit Ib Nørholm En passant. Dagen efter har Ardittikvartetten indstuderet Karl Aage Rasmussens strygekvartet »Surrounded by Scales«, og klokken 13 er komponisten placeret ved skakbordet.

Over kaminen på hans ene side hænger Lercheslægtens stamfader i krakeleret olie med Holbergparyk, blåt ordensbånd, diskret rustning, der spejler himlen og i hånden en ridderhjælm, som umuligt kan komme ned over parykken.

På Karl Aage Rasmussens anden side Lercheslægtens stammoder: Ansigtet en maske af naiv uskyld og rutineret udtryksløshed, højre hånds lange fingerspidser i sensuel berøring med den elegant draperede kappes foer af hvid dyrepels.

Over for komponisten sidder det lydhøre publikum.

Jeg ved ikke, hvordan man kommenterer egne værker for en så uoverskueligt sammensat målgruppe, indleder han. Jeg vil hellere sætte en diskussion igang, for her er mange samlet som ved meget, tilføjer han listigt. Og før nogen kan nå at spørge om strygekvartetten, er Karl Aage Rasmussen langt inde i en gennemgang af det 20. århundredes musikhistorie: Modernismens faser, friheden, afpersonaliserin-gen, serialismen og tilfældigheden, attituderelativismen, pluralismen og eklekticismen. Da godt halvdelen af den tilmålte tid er gået, når han til det forjættede ord med de to o'er: postmodernismen. Den modernistiske erkendelse gennem udforskning af det musikalske materiale er forbi. Den er afløst af postmodernismens værdifrihed med nihilistiske træk, en total sigen ja til det hele i en situation uden universelt gyldig ideologi eller mytologi.

Resultatet bestemmer værdien, ikke materialet, tilføjes det, og i den situation må man f inde en række æstetiske grundstrukturer som et skelet, vi kan stå på. Da ingen er hurtige nok til at spørge Karl Aage Rasmussen om, hvad det er for æstetiske grundstrukturer, giver han sig til at læse op af en artikel, han har skrevet til tidsskriftet MODSPIL om Johann Sebastian Bach bag spejlet i Alice's eventyrland.

To tostemmige inventioner ligger tilgrund for strygekvartetten, siger Karl Aage Rasmussen, men de kommer ikke frem. Jeg vil fortælle, hvad meningen er med den --------nej det vil jeg forresten ikke, afbryder han, Jeg går indfor mening, men kun den mening, som man selv laver, ikke den mening, som man putter ind i hovedet på andre.

Se, det ligner jo den æstetiske holdning fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man frem for alt stræbte efter at udtrykke sig selv så intenst og direkte som muligt.

Men diskussionen om den sag kommer slet ikke igang, for Karl Aage Rasmussen skynder sig, uden navns nævnelse, at udråbe nogle yngre kolleger til neomoderni-ster: dem, der reagerer mod postmodernismen.

Nu bliver luften under de hvidblomstrede stuklofter lettere elektrisk - alle tilstedeværende føler sig berørt, men ingen ønsker at føle sig truffet. Og Karl Aage Rasmussen holder spillet gående ved midt i det hele at erklære, at hvis Mahler også tages i betragtning, så er modernismebegrebet ikke længere anvendeligt.

Til alt held bringes rockmusikken ind i diskussionen, så alle kan enes om at forsage den kommercielle rytmiske musik

og alle dens gerninger og alt dens væsen. Karl Aage Rasmussen har stået tiden ud uden at røbe, hvad meningen er med hans nye strygekvartet. Med fare for at få ørerne i klemme i Komponistforeningens medlemsfortegnelse, vover jeg at uddrage tre erfaringer af komponistseminaret på Lerchenborg. For det første: Der findes en tillægsparagraf i Janteloven med særlig gyldighed for danske komponister. Den lyder i sin gribende enkelhed: »Du må endelig ikke tro, at jeg tror på noget«. (Denne regel gælder ikke for Per Nørgård, som tror på en hel del).

For det andet: Ex-modernisten og attituderelativisten, den rodløse statstjenestemand Ib Nørholm, har indtil videre et sikkert ståsted i postmodernismen. Og mere end det: I flere år har han været forud for postmodernismen. Det virkelig stabile ved Ib Nørholms komponistvirksomhed er, at han altid står ved et vendepunkt.

For det tredie: Den veletablerede freelance Karl Aage Rasmussen, der i snart 20 år har gjort en dyd af distancen, er nu nået så vidt, at han har distanceret sig fra distancen og i faretruende grad nærmer sig ny-ekspressionismen. Og selv om han rødmer derved, så er det ikke nogen skam. Tværtimod.

(sendt i P 2, Danmarks Radio d. 6.8.85)

[Indsat i tekstblok:]

Lerchenborg have i år også besøg af den flittige engelske musikskribent Paul Griffiths. Fra hans rapport i The Times d. 27/8-85 har vi citeret følgende:

»... Ib Nørholm's »En passant«, hans 7. strygekvartet, åbnede med en energisk argumenterende maner, men overraskede så ved at gå igennem f aser af en ganske anden slags aktivitet, for så at overraske igen ved pludselig at vende tilbage til udgangspunktet inden en endelig udflugt, antydende at mange andre afstikkere kunne være kommet i betragtning. Nørholm's forhold til musikerne under indstuderingen var spagfærdig men fordringsfuld, roligt nød han dem at udføre, hvad han havde i tankerne: Man fik en anelse om hvorfor han er så bredt respekteret blandt de yngre komponister for sin viden og tolerance, uanset at hans kreative personlighed kunne synes diffus. Karl Aage Rasmussen, der tilhører den næste generation, er mere bestemt i sin holdning. Faktisk gav hans tilstedeværelse ved workshoppen anledning til en ophedet diskussion, som ført på dansk, desværre ikke var tilgængelig for mig, men det syntes at have noget at gøre med hans standpunkt, at musikken af idag må være selv-bevidst, når den beskæftiger sig med materiale som allerede har en historie. Jeg er på lidt fastere grund når det gælder hans stykke for Arditti-kvartetten »Surrounded by Scales«, som ikke alene omringede, men i realiteten hjernevaskede dets udøvende med skalamateriale, alluderende tilsyneladende til et par af Bach's to-stemmige inventioner, skønt den uindviede lytter udmærket kunne have tænkt på Tartini. Der var megen energisk skrubben, som blev mere eller mindre vild som stykket skred frem, afbrudt af himmelske billeder i flageolet, af musikken som kunne have været. Disse to karakterer alternerede i hver af de fire satser, og ideen med at have netop fire syntes alenefor at give et ekstra lag af historisk reference... «

Årgang 60/1985-1986, nr. 01