Dæmonisk japansk monomani

Den japanske slagtøjsgruppe »Ondekoza« i Skt. Annæ Koncertsal, lør. d. 7. sept.

AF ERIK OLESEN

På deres anden Europa-turné, der denne gang omfatter Spanien, Italien, Østrig og Vesttyskland, gav det internationalt berømte løbe- og trommekollektiv Ondekoza, »The Deamon Drummers«, fra Japan også fire opvisninger io Danmark - tre i København og en på Århus Festuge. Forhåndsinteressen var stærkt skærpet på baggrund af søstergruppen Kodos gæstespil her i fjor, der - må det fremhæves - var nok så spektakulært, skønt helt identisk med Ondekozas show; d.v.s. tunge egetræstrommer (daiko) med oksehud bearbejdet af let påklædte og mu-skelsvulmende unge mænd med en formidabel stamina.

Begge grupper er da også skabt af Ondekozas nuværende leder, Tagayasu Den, som i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne rejste Japan rundt for at finde »den japanske sjæl« og genopdage den folkelige musik- og dansetradition, som hans kollektiver nu under streng disciplin forsøger at levendegøre i nyt gestalt, altså stærkt præget af senseis, mesterens, tilbøjelighed for »Freude durch Kraft«, som en tysk anmelder har opfattet det.

De 13 aktører i ensemblet leverer en forestilling med vægten lagt på visuelt virkende køllesvingning i en fast brolæggerrytme, »marathon« kalder de det selv, der kun er arme og ben, højre, venstre, højre... uden puls og hjerte - hele mekanikken oven i købet styret af en til lejligheden hyret »taktholder«, Satoshi Hon-go, der til daglig er tilknyttet et af Japans etablerede danseteatre. O-daiko trommen, som vejer 350 kg, er selve det der fejres, og her dæmonien komme til udtryk. Mellemtrommerne, de fire chu-daiko, foruden de mindre trommer og lidt tingel-tangel, er kun ber regnet på at perspektivere og bygge op til det orgiastiske format i la grande finale. Den går rent ind!

Iscenesættelsen, med en uendelig kejtet og meget uprøvet danserinde som pynt, en middelmådig shamisen-spiller, der gav lidt japansk hillbilly på den trestrengede banjo, så man virkelig tænkte »elastik og cigarkasse«, foruden den professionelle shakuhachi-spiller, Tadashi Ta-jima, der med forkærlighed for det ekstremt lette repertoire som fyld agglutinerende tilførte forestillingen den rette japanske pentatone melankoli, virkede på publikum.

Jeg må tilstå, at jeg var temmelig frappe-ret over den bristefærdige begejstring i Skt. Annæ. Kollektiv footstomp og taktfast klappen - det var lige før de danske roligans sang »Og det var Japan; og det var Japan...« Hvilken elén ville det ikke have bragt med sig! Jo, for det swingede ikke en meter, og det kan det faktisk godt, når rytmen i denne oprindeligt muntre festival-musik får lov til at flyde naturligt.

Som taktholder Hongo fortalte, er det Ondekoza laver helt syntetisk. Rytmen i denne slags musik er normalt arbitrær, diffus og afhængig af stemningen blandt tilhørerne, og iøvrigt betinget af tid og især sted, altså rent geografisk. Selv de polyrytmiske elementer i samspillet virkede ikke som de normalt kan og bør, og som det kan høres på ethvert marked overalt i Japan. Sangen, der er central i denne musiktradition, var - bortset fra et enkelt kompenserende nummer, hvor alle sang, totalt fraværende, hvilket så igen var medvirkende til at skabe en lidt komisk andagt omkring trommeritualet. Det rigide udtryk synes tydeligvis ikke at genere hverken her i landet eller f.x. i Barcelona, hvor 3.500 tilskuere, eller er det måske snarere tilhængere, dyrkede seancen.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at de apotropæiske eufemismer (at give det slemme et godt navn for at hindre dets skadevoldende virkning - G.G. Jung) sidder løst i ærmet. Den første jeg kommer på er »folklore«! Den slags har der jo altid været et publikum for, men jeg tror, at gruppens succes bunder i den særlige »global village«-hygge, som mange sikkert kan identificere hos Ondekoza - dette image i hybriden mellem kunst og sport - det er noget man kan forstå! Er man ikke vild med det, svarer det nærmest til ikke at kunne støtte Greenpeace, ikke sandt?

Kollektivets kunstneriske credo aspirerer således heller ikke mod en højere himmel end den såkaldte »new age music«, det er sådan en slags »curved air« under hvilken man finder en ny og omsiggribende meta-muzak, der alluderer til begreber som »kosmisk harmoni«; ikke blot »havets grundtone« (og slet ikke på »videnskabeligt« grundlag!), men selve altets grundtone - Brahman, hvis De forstår? Det store sssjug - aum, altså! Alskens billig »soul-bliss«, der appellerer til det bevidstløst bløde rock-publikum ($$$), for hvem musik skal være »soothing«-smørelse!

Ja, og så kolporteres dette sonare sedativ ellers fortrinsvist til økologister (hvalsang), meditanter (klokker), makrobio-tikere (etnisk tam-tam), healing-freaks (synthesizers) og folk med tilknytning til hele gedemarkedet for smerte-, livs- og dødsangste, den slags mennesker, der slående underbygger Willem de Koonings - for mange år siden fremsatte - påstand om, at det moderne menneske er uden oplevelse af det tragiske i tilværelsen; den situation, det befinder sig i, er blot patetisk.

Mange strømninger forbinder i disse år øst og vest. Nogen er begejstrede for at Kiplings »twine« endelig mødes, andre som jeg selv, at det, i lyset af den måde det foregår på - gennem udvanding - kan være det samme. For mig var det også forstemmende at konstatere, at tromme-akolitternes medbragte tværfløjtespiller, Satoshi Shimura, i virkeligheden er en langt større shakuhachi-spiller end Taji-ma, blot trakterede han ikke instrumentet fordi hans stil er for krævende. Shimura arbejder ellers fortrinsvis med ny musik i Osaka, hvor han bl.a. underviser og leder forskning inden for elektronmusik. Japan har meget at byde på, men musik er ikke så let at sælge som underholdning. Jeg kender herboende japanere, der giver mig ret i, at det ikke ville være et væsentligt nationalt, kunstnerisk tiltag at sende et hold danske cykelryttere ud i verden og optræde som lurblæsere, men at det ville være et stort nummer, er de helt sikre på!