Hvad er Postmodernisme?

Af
| Årgang 60 (1985-1986) nr. 02 - side 52-53

Det har været et karakteristisk træk ved dansk musik i de sidste 10-15 år at den ikke har kunnet presses sammen i én -isme. Siden modernismens mætningspunkt i tresserne har man haft fornemmelsen af at alt har ligget åbent. Det har man kunnet opleve i en lang række danske værker siden ca. 1965, og det har været formuleret i bl.a. artikler af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Poul Nielsen, Hans-Jørgen Nielsen, Henning Christiansen, Per Nørgård, Karl Aage Rasmussen og andre, som i tidens løb har taget skridt til - på vidt forskellige måder - at betone en mere rummelig, åben pluralistisk æstetik hinsides avantgardismen. Bevægelsen har indenfor musikken haft mange navne undervejs, hvad enten det har været pluralisme eller hjemkomstmusik, nyenkelhed, neoimpressionisme, musik på musik, minimalisme, nyromantik eller nyvenlighed - og meget andet. Og med en vis stolthed har man i det danske miljø kunnet opleve at andre lande, på senere tidspunkter, også har opdaget de samme ting, som man har set det i f.eks. den tyske »neue einfachheit« i halvfjerdserne.

Nu ser det imidlertid ud til at der, med den altomfattende betegnelse »post-modernismen«, er en bevægelse i gang, international og indenfor alle kunstarter, der søger at samle kræfterne til et endeligt opgør med den gennem dette århundrede herskende modernisme. Spørgsmålet melder sig imidlertid - som man vil se i Per Nørgård og Jørgen I. Jensens bidrag om postmodernismen - om dansk musik ikke i virkeligheden har været postmodernistisk banebryder i de sidste tyve år? Da postmodernismen synes at være et tværkunstnerisk fænomen kan det være gavnligt at tage udgangspunkt i den debat, der holdtes om emnet på Louisiana d. 15. september med deltagelse af kunsthistorikeren Else Marie Bukdahl, filosoffen Peter Kemp, billedkunstneren Hein Heinsen, arkitekten Ernst Lohse, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, samt - fra musiksiden - Per Nørgård og Jørgen I. Jensen, hvis indlæg bringes i deres helhed.

Spørgsmålet er naturligvis om man kommer en beskrivelse af dagens musikalske stilblanding nærmere ved at kalde det hele for postmodernisme, det være sig Lloyd Webbers »Requiem« eller Karl Aage Rasmussens »Symfoni«? Er det i virkeligheden ligegyldigt med en sådan samlebetegnelse på nuværende tidspunkt, indenfor musikken ihvertfald? Eller har vi omsider fået en dækkende, tværfaglig betegnelse for vor tids kunstneriske udtryk?

Mario Perniola og Jens Brincker har behandlet postmodernismen her i tidsskriftet og vi fortsætter debatten i denne sæson: Findes den, hvad består den af og hvorfor?

Karakteristiske træk ved postmodernismen skulle være løsrivelsen fra avantgardismens dogmer-fra dens forkastelse af kulturarven, dens intellektuelle konstruktion, dens 'historiske nødvendighed', dens totalitære tænkning og dens asketiske og radikale æstetik. Postmodernismen betegner således et livs- og kunstsyn, hvor kerneordene er mangfoldighed, fleksibilitet, udnyttelse af traditionens stilsprog, ornamentet, humor, poesi, ironi, samt en accept af 'det lokale særpræg'. Genkender man i musikmiljøet - komponist, musiker og lytter - ikke en del af slagordene i denne debat, bl.a. fra artikler i DMT siden 1965? På Louisiana prøvede et tværfagligt panel at indkredse denne firsernes æstetiske UFO - »postmodernismen«. Det viste sig at være svært, dels fordi den betyder noget forskelligt i de forskellige fag, dels fordi mangfoldigheden smutter mellem fingrene, når den skal puttes i en kasse, og dels fordi betegnelsen hurtigt bliver så åben at den kan rumme alt Måske er det særlige ved firsernes kunst netop at den er så mangfoldig i udtrykket at den ikke lader sig samle i én, ikke en gang postmoderne, -isme!? Her har vi tilsyneladende den nye æstetiske utopi: Alt er O.K.

Else Marie Bukdahi, rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, indledte da også varsomt ved, med udgangspunkt i postmoderne filosoffer, at fastslå at der først og fremmest var tale om: »... at gribe mangfoldigheden og markere forskellene. Det ofte flammende engagement, der prægede det foregående tiår og dens intense optagethed af at forandre verden, måtte jo medføre, at andre holdninger end dem, som man selv gik ind for, blev skubbet ud i kulissen eller direkte bekæmpet. Når dette engagement falder bort, bliver erkendelses-rummet udvidet, overblikket og perspektivet bliver større og de glemte dimensioner træder frem. Det postmoderne erkendelsesrum er åbent, uden faste grænser og bestemt af uregerlige bevægelser... Kunsten udtrykker ikke budskaber, der skal accepteres. Den kan snarere karakteriseres som en begivenhed eller en aktivitet, der fremmer opfindsomheden og retter opmærksomheden mod mangfoldigheden, forskellene og paradokserne.«

Det positive i postmodernismen viser sig i dens udogmatiske, fantasifulde og mangfoldige forhold til omverdenen. Også Peter Kemp fremhævede dette, med henvisning til filosoffen Jean Francois Lyotards bog »Viden og det Postmoderne Samfund«, hvor tendensen beskrives som et opgør og en reaktion mod den totalitære fortælling og den totalitære tænkning. Denne - hvad enten Hegels verdensånd, Marx1 »Kapital«, uten teknologiske udvikling eller den moderne videnskab - er blevet utroværdig, fordi vi har set den terror, som den fører med sig. I »den store fortælling« er der nemlig kun én ratio, én sandhed, der fortæller hvordan alting hænger sammen - og derfor er de, der ikke kan følge skemaet »afvigere, forræddere, kættere eller syge«. Herimod siger postmodernismens filosoffer, tænkere og kunstnere: »Jeg vil mangfoldighed af fortællinger, af fornuft, d.v.s. jeg vil små fortællinger, lokal fornuft der ikke vil gøre sig til verdensherre«. Her ligger, ifølge Kemp, både det fascinerende og det farlige i postmodernismen. Postmodernismen er en kamp for det rige og frie menneske, men hvis den - som Jean Baudrillard udtrykker det i bogen »Forførelse« - gør al virkelighed til forførelse og hævder meningsløsheden i »alle vore moralske og sociale værdier om viljen, ansvaret, ligheden og retfærdigheden«, så afskaffes samtidig enhver enighed og ide om menneskeværdighed. Og så bliver postmodernismen en flugt, sort reaktion og de besiddendes legitimation afmagten.

Billedkunstneren Hein Heinsen anser billed-minimalismen for at være central i fremkomsten af postmodernismen. Stillet overfor disse værker i tresserne, hvor en gruppe arbejdere f.eks. var fremstillet i en række ensartede elementer, var beskueren tvunget til at skabe sit eget rum og sin egen krop. Minimalismen var som sådan det endelige brud med renaissancens afgrænsede rum og faste krop. Med forberedelse i bl.a. impressionismen, kubismen, dadaismen er der efterhånden sket en udvikling fra kroppens og produktionens civilisation til tegnets og reproduktionens. Heinsen henviste til en katalogtekst han lavede i 1967, hvor den nye holdning beskrives således: »De nye skulpturer udstilles på et frit areal i et udefineret rum. De har ingen forhold til det givne rum, er ingen del af en helhed, er ikke et arkitektonisk element. De er uden komposition, de er opdelt i sideordnede elementer- de er en befrielse«. Opløsningen af hierarki og helhed og fokusering på det uendelige er for Heinsen vigtig, for postmodernisme uden bevidsthed om »det sublime« er en smålig og provinsiel modekunst. Postmodernistisk kunst er således ikke udtryk for en farverig og mangfoldig eklekticisme, men for en ændring af verdensoplevelsen fra at være materiel og hel til at være imateriel og fragmenteret. En ændring hvor den enkelte partikel ikke er begrundet som del af et samlet system - som hos Hegel, Marx og Freud - men som en præcision af den enkelte, konkrete situation. Denne tilstand opfordrer til opfindsomhed og eksperiment med nye regler for billeddannelse.

En hovedtanke i Ernst Lohses indlæg i debatten var at postmodernismen-snart tyve år gammel - nu er et overstået stadium, også selvom man idag ikke kan åbne en avis uden at læse om dette nye fænomen! For Lohse var postmodernismen et stilskift opstået i tresserne, en reaktion mod dette århundredes modernisme og dens radikale forkastelse af kulturarven. »Modernismens rationelle analyse, dens alvorsfulde æstetiseren intellektualise-rede kunstudtrykkene i yderste grad: maleri blev til ord, arkitektur blev fysisk funktion, litteratur blev teori og musik blev til konstruktion. Tydeligst var reaktionen indenfor arkitekturen. Man opdagede at grim moderne arkitektur ikke kun var grim - men også negativ. En funktionalisme som kun tilgodeså en kynisk fysisk funktion. Byggeri baseret på modernismens paroler duede ikke længere, idet den ignorerede poesien og dermed kunsten. Postmodernismens vigtigste elementer var derfor bl.a. mangfoldighed i stiludtryk, flertydighed, ironi, accept af det irrationelle og genopdagelsen af poesien og følelsen. Postmodernismen var begyndelsen til et nyt stiludtryk« .

Hans-Jørgen Nielsen mener der er gået mode i »postmodernisme«: »Alle prøver at gribe denne UFO, som ingen rigtigt ved hvad indeholder. I arkitekturen er det meningsfuldt at tale om en postmodernisme, som reaktion mod Bauhaus, Modernism og International Style, med dens patos og avantgarde-fremsyn mod en strålende tid, spidsen i verdensånden. I den danske debat blandes dette imidlertid med franske filosoffer fra venstre bred og deres tale om afslutningen af det moderne projekt, dvs fremskridtstroen og frigørelsesteorierne som de kendes siden oplysningstiden. Problemet er bare at disse postmoderne filosoffer hader postmodernistisk kunst! Lyotard betragter eksempelvis denne som et knæfald for det forhåndenværende, og han går fuldt ind for den klassiske modernistiske kunst!

En anden ting der er med til at øge forvirringen er at denne postmodernisme, med dens blanding af stilarter o.s.v.., hele tiden har ligget som en mulighed i selve modernismen. Den går jo i virkeligheden tilbage til spændingen mellem Stravinsky og Schönberg! Stravinsky var jo faktisk den første postmodernist, sådan som musikforskeren Poul Nielsen beskrev det i 1968 i artiklen »Figurativ Musik«, hvor han forsvarede Stravinsky mod Schönberg og Adorno.«

Karakteristisk ved denne postmoderne tilstand alle taler om er, ifølge Hans-Jørgen Nielsen, måske modløsheden i at leve i en efter-tid. »Noget er begyndt, men man ved ikke rigtigt hvad! Det kan minde lidt om Herman Bang og hans fornemmelse af at være den sidste i en slægt. Selve atmosfæren er dog anderledes i dag og de store spørgsmål om form ligner i den nuværende tilstand mere en slags leg. Det der bekymrer mig mest i spørgsmålet om postmodernismen er måske at ord som »frigørelse, forandring, fremtid og håb«, der var nøgleord for ti-femten år siden i dag er blevet tabu-ord, og her ser jeg en fare i postmodernismen som ideologisk bevægelse for politisk resignation. Jeg vil ikke opgive disse ord og jeg tror at den store opgave for den intellektuelle beskæftigelse med postmodernisme og dens opgivelse af »historien« må være at tage skridt til »en ny historie«. Som man vil se bragte debatten på Louisiana ingen afslutning på spørgsmålet om postmodernisme - hvis dette udtryk overhovedet er brugtbart til beskrivelse af situationen. Ernst Lohse afsluttede således sit indlæg med at gå en anden vej : »Vi kan idag skabe uafhængigt af modernismen i en besjælet, animeret kunstudfoldelse, der igen kan gøre vore omgivelser værd at færdes i og vi kan igen begejstres og beriges af et kunstværk. Postmodernismen er et overstået stadium. Vi er ikke længere »efter« noget, men vi er »før« noget kommende. Jeg vil hellere kalde det pre-futurisme«.