Kunstnere i alle lande - opsplit eder!

Af
| Årgang 60 (1985-1986) nr. 02 - side 54-54

»Han var der, da« - hedder det jo i den klassiske præsentation af et øjenvidne til en eller anden omvæltning. Hør da: Jeg var der - og adskillige danskere med mig - da postmodernismen blev født - og det tilmed under stor forhåndsopmærksomhed. Det skete i Köln i 1960, ved ISCM-verdensmusikfesten, med opførelsen af den dengang nyligt emigrerede ungarske Georgy Ligetts orkesterværk »Apparitions«.

Er det mon et tilfældigt paradoks at værket der fuldbyrdede modernismen samtidigt indledte postmodernismen - i hvert fald hvad musikken angår? Som sagt skete handlingen under usædvanlig forhåndsopmærksomhed (hvilket i sagens natur sjældent er tilfældet ved de pludselige gennembrud) - eftersom Ligeti havde offentliggjort en lang, filosoferende programartikel om »Apparitions« og dermed lykkedes at skabe en enestående forhåndsforventning om noget historisk. Som så også indtraf med opførelsen - hvilket nok er ligeså enestående ! I dag - bedømt på 25 års afstand - er det mest slående, for mig i hvert fald, at Ligeti samtidigt gennemfører en typisk modernistisk metodefornyelse (nedbrydningen af intervallet), som at han med værket selv flytter til noget, der i sin totale dogmeløshed rimeligt nok kan betegnes som »postmodernismens rum« (-således som alene titlen »Apparitions« i betydningen foreteelser antyder) - og hvori han iøvrigt siden har befundet sig, vistnok vel, med bl.a. sit »Poeme for 100 metronomer«, en operaouverture for båthorn m.v.

I sin programtekst konstaterer Ligeti at modernisterne i løbet af århundredet efterhånden har nedbrudt alle form- og værkelementer, såsom skala, rytme, takt og melodi, så nu tilbagestår altså blot tonens nedbrydning - der derpå annonceres til eksekution under opførelsen af »Apparitions«. At tilhørerne fuldt ud akklamerede denne hændelse fremgik af bifaldet, der varede længere end stykket selv!

Det tilsyneladende paradoksale i dette forløb forøges, når det betænkes at Ligeti kommer fra et land med et moderat, østeuropæisk musikliv, og derpå med et enkelt hug afslutter modernismen ved at fuldbyrde den med denne »historisk nødvendige handling«. Hvad der derpå følger kan nok bedst forstås ud fra Karl Aage Rasmussens bemærkning: »Man kan ikke blive mere atonal end atonal!« En historisk deterministisk tids- og avant-garde-præget orientering viger med postmodernismens dominans for en mere rums- - og »brent«-præget kulturmiljø. Det forekommer altså - med Ligetis tilfælde - som om den skabende kunstner kan komme direkte fra et moderat, non-modernistisk kunstklima, gå igennem »den modernistiske port«, smække denne med et velrettet, ægte modernistisk spark - for derpå straks at befinde sig - i postmodernismen! Og dette er ligeledes hvad der synes at være sket i Danmark dengang - i 1960, da en hel generation, årgang 1931-32, bestående af bl.a. Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Henning Christiansen, Ib Nørholm og jeg, »forlod« det moderat-nordiske tonesprog og gik - ikke ind i modernismen - men ind i post-modernismen - i hvert fald hvis man skal tro hvad der siges af visse kritikere af i dag. Og for alles vedkommende skete det via et enkelt modernistisk værk, f.eks. Nørholms »Tabeltrio«, eller mit »Fragment VI« for orkester.

Moralen synes (forræderisk) tæt på: både det moderate og det postmoderne er jo tilbageskuende - (ingen 'nie erhörte Klänge' her, tak) - og derfor kan det vel nærmest betragtes som et uforpligtende »attitudeskift« - at gå fra den ene u-revolutionære retrospektisme til den anden! Eller...?

Når jeg ikke tror på det, er det fordi jeg anser enhver -isme som kulturimperialisme, med sådans og dennes fortaleres betragtelige privilegium: at kunne føre Beckmesser-guillotinedommen over samtidens kunstnere, med den herskende fromhedsbølges bibel ved hånden, hvad enten den så er rød, hvid eller regnbuefarvet - og kunne sende lykkehjulets op- og nedgående kunstnere 'in' og 'out' under den stadigt pågående dommedag...

For afslutningsvis at demonstrere den af og til resulterende åndsvaghed i dømmekraft hos sådanne inkvisitorer, vil jeg henvise til fodnoten i Adornos »Den Ny Musiks Filosofi«, hvori Sibelius for første og eneste gang nævnes (og da som den første i 20erne af de undermålere som på bogens tilkomsttidspunkt, i 1945, var blevet normen) Og at samme bog implicerer, at efter en bestemt dato er treklangen blevet umulig at anvende, i hvert fald ikke stueren mere. Stakkels Bartok! Hvor Adorno lader Schönberg vinde over den spasmatiske Stravinsky i kapløbet om hvem der er mest ægte moderne... Altsammen meget begavet og uimodsigeligt.

Postmodernismen synes at være mere rummelig... Men lur den: den skal nok få opstillet sin rangliste af 'in' og 'out'-folk, eller (som Stephen Potter kalder dem i humoristiske bog »One-up-manship«). O. K.-names og så de andre. Så i kampen mod -ismernes Herretænkere, også postmodernismens, må kampråbet lyde: »Kunstnere i alle lande - opsplit eder«! -i troen på, at enhver har noget i sig, også til fremtiden. Og så kan lunten være kortere eller længere!