Når nodepapiret begynder at svare...

Af
| Årgang 60 (1985-1986) nr. 03 - side 110-113

Portræt af Erik Norby


Af KNUD KETTING

Uden større offentlig virak rundede komponisten Erik Norby den 9. januar i år de 50. Man kunne måske have forventet et lille fødselsdagsportræt i de større aviser i det mindste. Ikke mindst i betragtning af, at vi her har at gøre med en komponist, som med ære har repræsenteret nationen såvel ved ISCM-festivalen som ved den internationale radiofoni-båndudveksling Rostrum i Paris, hvor hans Regnbueslangen i 1976 placerede sig blandt de anbefalede værker og blev udsendt af mere end en snes radiostationer verden over. Men lad os indtil videre vælge at tro, at musikjournalisterne har sparet deres krudt til februars portrætkoncert på Louisiana (d. 19.) og torsdagskoncert-uropførelsen (d. 20.) af hans nye Rilke-lieder for mezzosopran og orkester.

Norby har sine musikalske rødder i såvel Københavns Drengekor som Tivoligarden (hvor han spillede trompet). Det blev med trompeten som fag han kom på Konservatoriet i København. Men det varede ikke længe, før kompositionstrangen for alvor begyndte at sætte igennem. Han studerede bl. a. instrumentation hos Leif Kayser, og i 1966 tog han diplomeksamen i komposition og musikteori. Da var han dog i mellemtiden som elev af Per Nørgård rykket til det Jydske Musikkonservatorium. Det var imidlertid på et helt tredie konservatorium, nemlig det i Aalborg han allerede før sin eksamen fik ansættelse som docent. Denne stilling havde han frem til 1975, og siden har han levet som freelance-komponist. Levet af det har han vel ikke kunnet - men »jeg bliver meget opført i forhold til min begrænsede produktion, så jeg skal i og for sig ikke klage«, lyder hans egen kommentar. I den største offentlighed debuterede Norby som komponist med en lille Folkesang-suite, som det dengang helt nyoprettede Sønderjyllands Symfoniorkester med Peter Ernst Lassen spillede i 1963. Der var tale om en instrumentation af tre af de i alt tolv danske folkeviser, som han to år tidligere havde skrevet nogle (aldrig opførte) klaverbearbejdelser af. Norbys tilknytning til det nordjyske musikliv gjorde det naturligt, at det blev Aalborg Symfoniorkester (dengang Aalborg By-Orkester) og dets mangeårige chefdirigent Jens Schrøder, der kom til at formidle hans større orkesterværker. Dog ikke før han havde passeret en Darmstadt-præget periode med værker som Variationer for orkester (uropført ved UNM i Stockholm året efter). Det første af hans »nordjyske« værker er Chaconne, skrevet til orkestrets 25-års jubilæum d. 30/1 1968. Uropførelsen var langt fra nogen skandale, og alligevel figurerer stykket ikke mere i Norbys officielle værkliste. Hvorfor? »Den er ligesom ædt op - som selvstændigt værk er den væk«, siger Norby og tilføjer forklarende, at »hele ens komposi-tionsforløb er en sublimeringsproces, og derfor er der ting i fortiden, der nødvendigvis smuldrer.«

Året efter fulgte Sinfonia da Requiem. Også dette værk er ude af værklisten, men dele af det findes genfødt i første og tredie sats af den store Edvard Munch-Trilogi (1979). Derefter kom Corps celeste (uropført i 1970), hvor Aalborg-orkestret arbejdede sammen med Helsingborgs Symfoniorkester og dermed gav Norby lejlighed til at prøve kræfter med det helt store orkesterapparat i en programmatisk orkestersats, som skildrer en stjernes tilblivelse og forvandlinger. To år senere raffinerede Norby selv partituret ned til en mere håndterlig orkester-størrelse, og værket ville formentlig blive opført mere, end det faktisk er tilfældet, hvis ikke Norby i 1975 på bestilling til Radiosymfoniorkestrets j ubilæumssæson havde fabrikeret en veritabel nyklassiker, som længe har fået lov at overskygge hans øvrige værker for en større besætning.

Regnbueslangen er som Corps celeste programmusik, byggende på et gammelt indiansk sagn om hvordan regnbuen kom på himlen. Indianerfolket havde længe klaget over tørken og den ufrugtbarhed, som den bragte med sig. Slangen hørte det og lod sig i sammenrullet tilstand kaste op mod himlen, hvor den så foldede sig ud, indtil den berørte jorden i begge ender. Og den krummede sin ryg og skrabede den blå is ned, som var årsag til tørken. Og landet kom atter til live. Siden spænder slangen sin farvestrålende krop ud over himlen hver eneste gang sol og regn mødes. »Norby har med fin artistisk fornemmelse overført denne legende til et musikalsk deskriptivt forløb, der går fra en langsom, dvælende begyndelse gennem en farverig udvikling i en stærkt personlig farvet instrumentationskunst frem til en smukt formet, klangligt afklaret konklusion«, skrev anmelderen og komponistkollegaen Flemming Weis efter uropførelsen d. 20/11 1975 med John Frandsen i spidsen for Radiosymfoniorkestret.

Uropførelsen blev siden publiceret på plade og som tidligere nævnt bragt til Rostrum med succes. Værket blev også spillet på ISCM-festivalen i Boston i 1976, og i 1978 kom det til at danne grundlag for den højt begavede Jiri Ky-lians koreografi på Netherlands Dance Theatre i Holland. Det skete med yderst kort varsel, og på kun et par uger skrev Norby en udgave for reduceret orkesterbesætning, som de danske landsdelsorke-stre siden har haft stor fornøjelse af. Han rejste selv til premieren i Holland og fandt at Kylian havde gjort »et ganske glimrende koreografisk arbejde. Musikken var udtrykt i abstrakt dans helt uden forbindelse med historien bag den. Og typisk havde Kylian skabt et rent solistisk afsnit for en enkelt danserinde, der hvor det rent ud sagt pisser allermest ned i partituret!«

Man kan forestille sig de komponister, som ville have svært ved at komme videre efter et så eftertrykkeligt gennembrud. Men sådan har Norby ikke selv opfattet situationen omkring Regnbueslangen. I 1977 fulgte Illuminations, en cappriccio for fløjte og orkester, som den franske fløjtenist Jean-Pierre Rampai havde bestilt hos Norby efter hos danske fløjtevenner at have hørt hans Schubert-varia-tioner fra 1974. Værket blev uropført og også pladeindspillet i forbindelse med Rampais modtagelse af Léonie Sonnings Musikpris i 1978, og pladeindspilningen bryder Norby sig ikke voldsomt meget om: »Der er fløjte over det hele, og det var jo ikke meningen med det. Radioens optagelse fra koncerten er meget bedre«. Ligesom han heller ikke har meget til overs for taktvise analyser af hans partitur, som den Morten Levy leverede her i DMT i nr. 4 og 5, arg. 54 (1980) af henh. Illuminations og Norbys følgende større værk, Edvard Munch-trilogi for kor og orkester, skrevet i 1978-79 og uropført i Danmarks Radio 11/10 1979 med Janos Fürst som dirigent.

Stykket er skrevet med udgangspunkt i tre af Munchs kendteste litografier, Skriget, Den syge Pige og Sørgemarch. Udgangspunktet var dog ikke blot billederne, men fuldt såvel Ole Sarvigs beskrivelser af dem i en bog om Munchs grafik. Norby anvender i værket bl. a. den gre-gorianske Dies Irae-sekvens, Bach-kora-len »Jesu, der du meine Seele« og et par Grieg-sange i omrytmiserede versioner. Lad os atter citere Flemming Weis fra Politikens anmeldelse: »Ser man emnerne for sit indre øje, mens man lytter til billedernes formulering, så dækker de indtryk hinanden. Skrigets rædsel, den enkeltes rædsel på de mange vegne, Den syge Pige, hvis sygdom er håbløs, og Sørgemarchen gennem landskabets knugende stemning. Betagende og gribende, et stort og magtfuldt værk i dansk musik.« Et par år senere genopførte DR værket, nu med Miltiades Caridis på podiet og sendte det på turné hinsidan. Og også Malmö-anmelderne var uforbeholdne: »Et værk, fyldt af angst, dramatik og frygt, med et tonesprog som gik én lige i kroppen, focuseret i det uhørt effektfulde korskrig, som afslutter første billede. Alligevel var måske den gennemsigtige sats, som tegner den syge pige, den mest fascinerende,« skrev Sixten Nordström.

Et andet orkesterværk fra denne periode har dog vist sig nok så gangbart i den vanlige orkesterplanlægning, nemlig en Capricciofor trompet solo, strygere og klaver, som Radiosymfoniorkestrets solotrompetist Ole Andersen uropførte i Stockholm i november 1978, og som nylig er blevet pladeindspillet med Ketil Christensen som solist. »Sikke et værk!« udbrød Jens Brincker i Berlingske Tidende efter den danske førsteopførelse den følgende sommer: »Elegant strygerbehandling og virtuos blæserteknik koblet sammen i et kvikt forløb, som Ole Andersen hævede til skyhøjde på den lille Bach-trompet og sluttede af med en fiks sløjfe. Vi har i Erik Norby en orkester-mester, der kan holde folk i ånde.« Norby skriver helst musik, der er sangbar, og vokalmusik har ikke uventet udgjort en betragtelig del af hans produktion. Af væsentligere værker kan nævnes de Tre sange for sopran og kammerensemble til tekster fra Des Knaben Wun-derhorn, den tyske samling af folkelig poesi, hvor også Mahler søgte inspiration. Værket, som er skrevet i 1972-73, blev opført på NUMUS-festival i Århus i 1980 (Norby har ellers ikke vist sig at være festival-fæhig i det danske musikliv!) og fik Berlingske Tidendes anmelder Karl Antz til at dyppe princippennen i blækhuset:

»Havde Mahler levet i dag, så havde han måske komponeret sådan. Det er fantastisk velskrevet og utroligt sikkert, men det efterlader en dybt frustrerende følelse af fortid, der gebærder sig som nutid.«

»Han har på en måde ret,« reagerer Norby, »i dag kan jeg godt se, at de ubevidst er en slags attitude, en protest mod noget jeg kom fra. Som årene er gået, gælder det mere og mere for mig om at skabe musik, som er mig. Og det er mere og mere ligegyldigt, hvad andre - kolleger eller kritikere - måtte synes. Om det nu også er »moderne« nok. Man må frigøre sig fra denne kiggen over skulderen, når man skriver musik. Når nodepapiret begynder at svare én, skal man ikke give sig til at sætte bremserne eller blokaderne ind. Det kan egentlig sammenlignes med dirigenter. De helt unge slår og slår. I stedet for at lade musikerne spille selv.«

Det er ikke altid nodepapiret har villet svare. Men disse »døde« perioder er for Norby »et arbejde med mig selv, i stedet for med faget«. Og inspirationen, fremfor en bestilling udefra, er afgørende for ham. Han har sagt nej til adskillige bestillinger, fordi de ikke sagde ham noget og har omvendt påbegyndt også store værker uden bestilling, eksempelvis de tre Rilke-Lieder, som uropføres her i februar. Han kan også give et bestillingsværk en uventet drejning - de Tre danse for harmoniorkester som Den kgl. Livgardes Musikkorps fik skrevet i 1983 har han moret sig med at gøre til en slags etuder i promenademusik, og de har i øvrigt vist sig at være særdeles velegnede i amatørsammenhænge.

Norbys kærlighed til og sans for vokalmusik taget i betragtning, og hans ægteskab med sopranen Solveig Lumholt ikke at forglemme, kan det undre lidt, at han endnu ikke har skrevet en opera. »Jeg er nok først nået til det nu«, siger han selv. »Fordi jeg ved, hvor svært det er. Og jeg er glad for, at jeg først nu har fået en bestilling af Det kgl. Teater på en stor opera (til forventet premiere i foråret 89). Men selvfølgelig har det altid interesseret mig!« Mon ikke også det vil interesserede publikum?

Erik Norby: Værkliste

Forlagsforkortelser: EGTV = Edition Egtved; SAMF = Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik; WH = Edition Wilhelm Hansen.

ORKESTER (MED/UDEN SOLOINSTRUMENT)

Folkesang-suite (arr. af 3 folkeviser) symfork 1962 8'

Variationer symf ork 1963 61

Musik for 8 sekstetter symfork 1966 91

Nocturne symfork 1969 8'

Corps celeste, Symfonisk digtning symfork 1970 SAMF 12'

Regnbueslangen, Symfonisk digtning symf ork 1975 WH 8'

Illuminations, Capriccio flsolo/symf ork 1978 WH 17'

Capriccio tr solo/pno/str ork 1978 WH 12'

Tre danse harm ork 1983 24'

KAMMERMUSIK

Illustrationer 6 per c 1965 SAMF 8'

Schubert-variationer 4 fl 1974 EGTV 9'

Kuhlau-metamorfoser 4fl 1978 11'

Partita fl/org 1983 15'

Tivoli-collage 5 perc 1983 13'

Ravel: Le Tombeau de Couperin, arr. for 4 fl 1984

SOLOINSTRUMENT

12 danske folkeviser arr. for p no (heraf 3 forpno, 4 hd) 1961

Chromaticon, Partita i 8 satser org 1971 SAMF 18'

Fem orgelkoraler org 1976-78

KOR

Marts (Gustaf Munch-Petersen) bl kor/fl, ob eller cl 1972 WH T

Vinterskumring (Johannes Jørgensen) lige st 1973 2'

Nattergal (Per Lange) lige st 1973 WH 2'

Sang mod vårdybet (William Heinesen) lige st 1973 WH 2'

Festkantate (i anledning af Københavns Domkirkes 150 års jubilæum)
(N. F. S. Grundtvig, B. S. Ingemann) bl kor/damekor/2 org/2 tr/2 trb 1979 20'

Edvard Munch-trilogi (Tekst: uddrag af Dies Irae-sekvensen)
bl korlsymf ork 1978-79 30'

Tre motetter (Johannes Johansen) bl kor 1980

SOLOSANG MED AKKOMPAGNEMENT

To sange (R. M. Rilke) S/pno 1963 6'

Tre sange (fra »Des Knabes Wunderhorn)
S/pno eller 5/77 instr 1972-73 10'

Seks Shakespeare-sonetter m S/pno 1976/1981 SAMF 19'

Fire salmer (Johannes Johansen) sang/pno eller or g 1980

Tre Shakespeare-sonetter S/7 instr 1981 9'

13 elisabethanske kærlighedssange arr. for S/fl/guit SAMF

Abendstern (fra »Des Knaben Wunderhorn«) S/cor ingl/arpa/vic 1984 14'

Vinger (Karen Blixen) m S/fl/cor/arpa/vic 1984

3 Rilke-Lieder m S/symf ork 1985

MUSIK TIL UNDERVISNINGSBRUG

Tre suiter
2 tr, tr ensemble eller andre instr 1961 WH

Tre små suiter II
2 tr, tr ensemble eller andre instr 1962 WH

Lille sonatine - Tre humoresker -

Aftensang - Suite 2
2 tr, tr ensemble eller andre instr 1963 WH

GRAMMOFONPLADER

Illustrationer (6 perc) POINT P 5008
Tre sange (fra »Des Knaben Wunderhorn«)

NORDKONS 1001 (CONSERVATORIUM 9) Schubert-variationer (4 fl)
BASF/RECA RLP 5002

Regngueslangen (ork) BIS LP 80

Illuminations (fl / ork) ERATO STU 71273

13 elisabethanske kærlighedssange CASTLE RECORDS CLP 001

Capriccio for trompet, strygere og klaver RONDO PLM 8312

Indspillede, men endnu uudgivne pladeoptagelser

Seks Shakespeare-sonater RECA
Vinger RECA
Kuhlau-metamorfoser RECA
Chromatison
Ravel: Le Tombeau de Couperin, arr.