Schönberg - Kandinsky

Af
| Årgang 60 (1985-1986) nr. 03 - side 129-129

Arnold Schönberg - Wassily Kandinsky. Letters, pictures, documents
Jelena Hahl-Koch ed. Transl.: John C. Crawford. London - Boston: Faber and Faber, 1984. 221 pp. I kasse L20.00.
Paperback L9.95.


Af JAN MAEGAARD

Dette er i hovedsagen den engelske oversættelse af en bog, som udkom på tysk i 1980. Den afhjalp ved sin fremkomst et føleligt savn i Schönberg-forskningen, idet de for første gang grundigt belyste det ejendommelige åndsfællesskab mellem den østrigske komponist og den russiske maler.

Brevvekslingen mellem de to, som bogen er bygget op omkring, åbner med Kan-dinskys henvendelse til Schönberg i januar 1911 i anleding af en koncert i München, hvor han boede, ved hvilken Schönbergs 2. strygekvartet og Tre Klaverstykker, op. 11, var blevet fremført: »Sehr geehrter Herr Professor! Entschuldigen Sie bitte, daß ich ohne das Vergnügen zu haben Sie persönlich zu kennen einfach an Sie schreibe . . .«Der er ingen tvivl: de har kendt hinanden forud. Og det er netop det mærkelige ved den historie. I 1911 havde de begge allerede ydet deres banebrydende bidrag til ekspressionismen på maleriets og musikkens område, ikke blot kunstnerisk med nonfigu-rative billeder og atonal musik, men også teoretisk og æstetisk, Kandinsky med Über das Geistige in der Kunst, Schönberg i de sidste kapitler af sin Harmonielehre. Her overskrides grænserne for den klassiske harmonilæres begrebsapparat; det siges for første gang åbent og uden omsvøb, at dur/moll-tonaliteten er et strukturprincip, ikke en til alle tider gældende lov, og her drages konsekvensen af den tese, at der er en gradsforskel, ikke en væsensforskel, mellem konsonans og dissonans. Hos Kandinsky gøres der først og fremmest op med den formale og genstandsorienterede kunstbetragtning til fordel for den intuitive lytten efter kunstværkets »indre klang«. De havde også begge ytret sig kunstnerisk uden for deres fagområde, Schönberg som maler, Kandinsky som digter, begge som dramatikere. Teksterne til Schönbergs enakter »Die glückliche Hand« og Kandinskys scenekomposition »Der gelbe Klang« er hovedstykker i de tekster, som garnerer brevvekslingen, og forbindelsens tråde knyttes i et klogt og velskrevent essay af udgiveren Jelena Hahl-Koch.

Såvidt er der tale om oversættelse. Siden samtlige tekster originalt er skrevet på tysk - tildels et vanskeligt oversætteligt tysk - er der altså herved intet vundet, undtagen for den, som ikke kan læse dem på originalsproget. Det svære oversættelsesarbejde er udført med stor dygtighed af den amerikanske musikforsker John Crawford, der forlængst har markeret sig som ekspressionisme-specialist og som kender specielt af »Die glückliche Hand«. At visse pointer, navnlig i Schönbergs meget idiomatiske tysk, og en hel del af »tonen« i teksterne går tabt, er uundgåeligt. Om oversættelsernes pålidelighed skal der ikke herske tvivl.

Det egentlige nye ved denne bog er at et essay af H. Zelinsky, som findes i den tyske udgave, er blevet udskiftet med en helt anden tekst, nemlig John Crawfords essay om Schönbergs kunstneriske udvikling op til den tid, da de to kunstnere lærte hinanden at kende. Det er ellers ikke, fordi vi står og mangler Schönberg-biografier. Alligevel er denne tekst af interesse, fordi udviklingen her beskrives med særligt henblik på at vise, hvorledes det ekspressionistiske træder frem i Schönbergs musik. Som sagt véd Crawford mere om dette end de fleste. Det er et særkende ved flere specialister i ekspressionisme, at de udtrykker sig i et påfaldende køligt og neddæmpet sprog. Er det mon en (ubevidst) reaktion på den overophedede atmosfære i det ekspressionistiske kunstværk? I hvert tilfælde danner Crawford ingen undtagelse.

Med en ligevægt, som var en skildpadde værdig, og med en bogholders omhu redegør han for Schönbergs vej til det ekspressionistiske angstskrig. I visse få detailler mener jeg, at han tager fejl; men det skyldes ingenlunde, at han forivrer sig. Således finder jeg ikke noget belæg for, at Schönberg i tiden efter hans kones affære med maleren Richard Gerstl »ofte« skulle have overvejet at begå selvmord. Én gang - måske; men så heller ikke mer! Det var ikke hans stil. Jeg kan heller ikke være medunderskriver på den påstand, at ostinati forekommer »særdeles hyppigt« i værkerne omkring 1909-10. Skal de tælles op, er fingrene på én hånd ikke nok. Men det er bagateller i en beretning, som ellers er både vel gennemtænkt og vel dokumenteret.

Crawfords bidrag giver den engelske udgave en kvalitet, som den tyske må savne. (Zelinskys bidrag til den tyske udgave undværer man gerne). Det er på den måde lykkedes Faber and Faber at bringe sin udgave af den oprindelige bog - der på grund af sin tysksprogethed iøvrigt er langt at foretrække - på markedet i en form, som gør den uundværlig for den, som vil have hele det gode med. Det er dygtigt gjort - og ikke det eneste eksempel af sin art.