Guitarens veje

Af
| DMT Årgang 60 (1985-1986) nr. 04 - side 164-167

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Grænser og uopdyrkede områder


Af JESPER LÜTZHÖFT

Opfordringen fra den nye redaktør til at følge en gammel DMT-serie på foreløbig l artikel fra 1981 op med endnu en, har givet anledning til enkelte overvejelser om et helt andet emne, nemlig hvem denne artikel skal henvende sig til? For som også Morten Zeuthen i et tidligere indlæg har givet udtryk for er det ligeledes mit indtryk at kun ganske få udøvende musikere læser dette blad. I dystre øjeblikke forerestiller jeg mig at kun en håndfuld, i bedste fald to håndfulde, af mine instrumental kolleger nogensinde vil falde over denne artikel.

Men det kan selvfølgelig også være en ny redaktionel linie at også artikler med et mere umiddelbart percebtibelt indhold og sprog finder vej ud til den smalle offentlighed. Så jeg håber at den følgende artikel kan være med til også at gøre DMT til et musikertidsskrift, we need one desperately, i første omgang måske en regelmæssig spalte fra musikere der har været ude for nye interessante tricks på deres respektive instrumenter. Som katalysator skal jeg til sidst bringe et eksempel jeg ikke har kunnet løse.

Men nu til guitaren som den bl. a. bruges i dag. Intet instrument kan jo udvikle sig hurtigere end dets udøvere og her har vi måske forklaringen på konservatismen hos mange guitarister. Vores bagland er Beatles, Segovia, og med al respekt for ABA formen og dur-moll miljøet må man jo nok erkende at det ikke ligefrem er avantgarde. Længere.

Alligevel har guitaren og en del guitarister ladet sig udvikle, selvom man stadig sagtens kan få en diplomeksamen v. hj. a. Fernando Sor, og denne udvikling går for mig at se i to retninger. Jeg må nok understrege at alle fornemmelser, vurderinger ikke er set fra et snævert instrumentualistisk synspunkt.

En ekspansion af den traditionelle instrumentalteknik på den ene side og en integrering af støjlydene og stor opdagelseslyst efter god støj på den anden side. Før 1960 er guitaren blevet anvendt på ganske traditionel vis, instrumentalteknisk set, af Webern og Schönberg, Frank Martin, Boulez, Henze m.fl., men det var, set fra guitarsiden først med Brittens Nocturnal fra 1964 at der blev slået hul på bylden. Dette stykke blev umådeligt populært hos guitarister skønt det er forholdsvis abstrakt set med Sor-øjne. Bitonalitet poly-rytmik, og utraditionel form satte sig hermed pludselig ind i verdensbilledet. Eks. 1.

Denne polyrytme er måske kun til at trække på skuldrene af, men vi skal jo faktisk udføre den med de fire fingre på højre hånd som vi benytter til anslaget.

Året før (1963) skrev Christobal Halffter et værk Codex I som er langt mere radikalt end Brittens traditionsforlænger, men som i kraft af sin hårdkogte seriali-lisme og rytmiske krav ikke er et stykke man instuderer for sin fornøjelses skyld. Stykket er stadig ret ukendt. Eks. 2.

Leo Brouwer står for det næste hit i avantgarde guitar med sit stykke »La espiral eterna« fra 1971. Stykkets kvaliteter ligger i den klanglige udforskning samt i det ideomatiske, ægte geige-musik. Jeg husker stadig det indtryk stykket gjorde på mig da jeg hørte det over svensk radio en tømmermandsformiddag 1976. Eks. 3.

Brouwer fører til Henze der i sin »Recital El Cimarron« har et par gode påfund. Bl.a. at benytte højre hånd til at både afkorte og anslå strengen med, Eks. 4 (jvf. Murail senere). Et trick der nu benyttes af hver eneste rytmisk guitarist. Endvidere at benytte guitaren som den lilletromme den er. »Slå bare løs«, står der ofte i partituret. I »Royal Winter music« fra 75/76 er guitaren forfremmet til tre-congas, eller et træben, eller hvordan man nu hører det; ved Henzes angivelser af tre udsøgte steder at slå på guitaren. Enhver guitarbygger kan fortælle at det er de tre sarteste steder på instrumentet og personlig har jeg da også flere revner i dækket på en af mine guitarer. Eks. 5. Men det var det værd.

Et lignende påfund kan ses i Donatonis ALGO fra 1977 Eks. 6. Hvor de små pile her betyder samme som Henzez conganotation, EF's Standardiseringsråd har endnu uopdyrkede områder.

Andre uopdyrkede områder er f.eks. brugen af venstre hånds tommelfinger på gribebrædtet, ikke som bluesguitarister,men som bluescellister, jeg kender kun et eksempel og det har jeg ikke engang set. Toru Takemitsu »Folios«.

Endnu nogle muligheder ligger i at spille på den forkerte side af grebet, det giver en meget svag, meget fjern klang og en yderst skæv tonalitet.

Endnu en kun i meget ringe grad udnyttet mulighed er højre hånds lillefinger. Japanerne er i gang med den, men personligt genoplever jeg mine første guitarlektioner hver gang jeg prøver at bruge den og at bruge 10 år på en finger gør jeg kun hvis konkurrencen kræver det. Men egentlig er det jo kun en yderligere udvikling af den nuværende teknik, en udvikling man gerne accepterer sålænge det går jævnt fremad som i Svend-David Sandstrøms »Away from« fra 1980 der starter med 4 siders skalaspil i hurtigt tempo 96:144, det er sindsoprivende hurtigt, og det er længe man skal spille i det tempo, men så får man forbedret sin marathonteknik. Eks. 7.

Eller i Per Nørgårds »In memory of ..« fra 1978, hvor den bærende linie, melodien?, spilles i oktaver, hvilket betyder at man hele tiden har to fingre optaget bare til den, og altså kun to til resten, foruden en meget krævende dynamisk registrering. Eks. 8. Et træk der også går igen i Erik Højsgårds »C'est la mer mêlée au soleil«, hvor der også kræves stor klanglig differentiering. Eks. 9.

Til sammenligning kan nævnes, at Bach's Præludium fra E-dur partitaen (BMW1006) næsten ikke kan gennemføres med J : 116 (på guitar).

Men fra denne rene musik, nordiske musik, til den helt støjbaserede Tristan Murairs Tellur fra 1977. Stykket bygger i høj grad på den progressive forandring fra en lyd eller spillemåde til en anden og både lydbillede og spillemåde er helt usædvanligt.

Stykket starter med at man med oversiden af højre hånds negle, også lillefingeren, sidder og kukker på den dæmpede e-streng, derved fremkommer nogle fixerede tonehøjder, som man hellere på forhånd bør tegne på strengen. Det lyder lidt, som hvis man slår på 4 stemte jule-træstrommer med tandstikker. Lidt efter lidt presser man strengen i bund og der fremkommer en dyb tone, A, denne tone tages også igennem flere behandlinger (rasgueado til tremolo). Senere i stykket fremkommer det tidligere nævnte håndgreb, hvor højre hånd både trykker og anslår strengen, her kombineret med en umiddelbart foregående anslået flageolet og en trille i venstre hånd. Lidt senere udbygges denne idé, således at venstre hånd triller på to strenge samtidigt (i sig selv et særsyn) og højre hånd fixerer tonen f og anslår f og løs e-streng; altså tre triller på en gang (billede 1).

På et senere tidspunkt i stykket er man muteret ned til den dybeste tone på instrumentet; her et f, men det er ikke nok så man stemmer ned mens man spiller heftigt på strengen. En streng der knækker i slow-motion.

Endnu et bud på denne ide er når højre hånd blander sig i en trille der er i gang i venstre hånd (billede 2).

En mindre sofistikeret form for støj er den der fremkommer når man dæmper strengene med et klask i højre hånd. Som Ginastera anvender det i sin sonate fra 1976 er det særdeles effektivt og lyder langt mere komplekst end det ser ud. Eks. 10.

Et afsluttende trick er et af dem man skulle skrive ind til DMT om hvis man falder over noget lignende. To samtlige glissader, men i hver sin retning. Udføres med venstre hånds pizzicato i både venstre og højre hånd sæføli. Svend Erik Werner fandt på den i sin Kodicil I fra i år som jeg uropførte på Teatret ved Sorte Hest 19. januar 1986. Men som lovet i starten af artiklen et eksempel på noget ganske uforståeligt. Det er ikke dansk, det er ikke nyt og det er vist heller ikke ukendt hos guitaristerne. Det er fra en japansk transkription af Mussorgsky's udstillingsbilleder for sologuitar ja såmænd der findes ovenikøbet en pladeindspilning af det, Gnomus. Eks. 11.

Det nødvendige greb strækker sig over mindst 32,5 cm, ikke engang verdens største mand, som for tiden står udstillet på Hovedbanegården, kunne vist have klaret den, selv kan jeg ved anvendelse af lidt vold strække 15 cm. Men altså, er det umuligt?

Jeg vil gerne rette en varm tak til Kristian Buhl Mortensen for hans kyndige og venlige indføring i Tellur.

Årgang 60/1985-1986, nr. 04